Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Mineraler og kræftforebyggelse

Mineralernes betydning 
Sporelementerne er betydningsfulde for vores legemes opbygning og udvikling og for at bevare det sundt, skønt det kun er nødvendigt at tilføre dem i milliontedele gram. Som regel tilføres de organismen gennem en fornuftig blandet kost. Hos cancer/kræftpatienter derimod konstateres der ofte mangel eller også overskud på enkelte eller flere sporelementer. I mange tilfælde kan en sådan mangel eller overskud konstateres i sygdommens forstadium, og denne tilstand kræver absolut en udligning gennem en medicinsk behandling og i det lange løb en kostmæssig udligning.
Af største interesse er også sporelementernes samvirken med ultraviolet bestråling. Denne bestråling øger blodserumets evne til at dræbe bakterier og formerer ædecellernes (phagozyter) virksomhed, når der f.eks. indtages kobber og mangan i et afbalanceret forhold. Imidlertid er dette samarbejde endnu ikke helt udforsket.
Forudsætningen for en målbevidst terapi med mineraler og sporelementer er ganske vist en gentagen spektralanalyse. Ved denne analyse fastslås blodets kemiske sammensætning gennem vurdering af blodets spektrum.

Natrium
 
Den moderne gennemsnitkost indeholder stadig alt for meget kogsalt, rent natriumklorid, som man hyppigt kan konstatere gennem øget natriumindhold i blodprøverne. En for høj koncentration af natrium i blodet tyder på stofskifteforstyrrelser i hele organismen og danner også en risikofaktor for hjerteinfarkt og arteriosklerose, hvilken faktor man hidtil har skænket alt for lidt opmærksomhed. En for høj koncentration fører til en lysosomlabilitet og derigennem til en svækkelse af de fermenter, der fordøjer det materiale, som cellerne har optaget. Lysosomer er de bittesmå blærer i cellerne, som indeholder de nævnte fermenter eller "gæringsstoffer".
En for høj koncentration af natrium i blodet betyder en svækkelse eller endog svær beskadigelse af hele stofskiftet, især for patienter med svulster. Af denne grund må enhver tilsætning af kogsalt undgås i kosten. Sunde, uforfalskede næringmidler indeholder allerede fra naturens hånd tilstrækkeligt med kogsalt. Nogle få råkostdage eller ris- (naturris) frugtdage er i stand til at sænke eller endog at normalisere kogsaltspejlet i blodet.
Derefter skal diæten vedblive at være kogsaltfattig. Eventuelle undtagelser fra denne regel kan lægen hurtigt opdage: f.eks. stærk hypotoni (for lavt blodtryk) og binyrebark-insufficiens eller addisons sygdom (bronzesygdom). Selv i sådanne tilfælde bør der foretrækkes naturligt havsalt. Omtrent 6 g rent kogsalt (NaCl) binder 1 liter vand i organismen.

Kalium 
Kalium er et af de livsvigtige mineraler. Det højeste indhold af kalium findes i de røde blodlegemer, derefter kommer i faldende mængde: musklerne, hjernen, tarmene, hjertet, bugspytkirtlen, leveren, nyrerne, lungerne, livmoderen, huden, binyrerne, skeletsystemet og blodserumet.
Blodet som helhed indeholder normalt 1750-1850 mg kalium pr. liter blod. Den nødvendige daglige tilførsel ligger på omtrent 2000 mg.
Mens der ved flere sygdomme, som f.eks. fedtsyge, leversygdomme, sukkersyge og forhøjet blodtryk, for det meste kan måles væsentlig større koncentration (fra 32-56%), påvises ved alle carcinomer (kræftsygdomme) formindsket indhold.
Den stærke formindskelse af kaliumindholdet hos kræftpatienter peger på en langvarig beskadigelse af stofskiftet (metabolisme) eller på en ligefrem afsporing af stofskiftet. Derfor er det nødvendigt at erstatte det manglende kalium ved en langvarig behandling med kaliumpræparater og en kaliumrig diæt. En sådan diæt kan kun bestå af råkost, frem for alt frugt. En normalisering af cellefunktionen og dermed en genoprettelse af kroppens energi er ellers ikke mulig. Desuden er et underskud af kalium også en fare for hjertemusklen og for leveren.

Calcium
 
Kalken og dens betydning for cellernes, vævets og organernes funktion har i længere tid været udsat for en meget forskellig vurdering.
Ifølge Stuttgart-lægen dr. Siegfried Rilling påvises normalt i den menneskelige organisme pr. liter blod 59-61 mg calcium. Den nødvendige daglige tilførsel angives at være ca. 1000 mg. Denne mængde skal og kan meget let tilføres gennem ernæringen, hvis mælk og mælkeprodukter er en væsentlig bestanddel deraf. Disse er vores vigtigste calciumkilder.
Et for lavt calciumindhold i blodet forekommer i reglen kun ved en ringe tilførsel af calcium med føden eller ved optagelsesforstyrrelser i tarmkanalen, ved mangel på mavesyre eller ved immunologiske forstyrrelser, der bevirker forstyrrelse af tarmens slusefunktion, hvorved der fremkaldes en mangeltilstand.
Calciummangel kan og skal udlignes, fordi den ikke blot har en uheldig indvirkning på knogler og tænder, men også på næsten alle andre organer. Det kan man slutte af, at calcium forekommer i alle væv og organer. Calcium er nødvendig for næsten alle slags celler i organismen, idet det fungerer på cellens grænseflader som en overordentlig betydningsfuld portner, der har til opgave at indlade nogle stoffer eller at afvise andre, der ville kunne volde skade.
Ved nogle vigtige sygdomme kan der ofte konstateres mangel på kalk i blodet, f.eks. ved for højt blodtryk (60%), ved fedtsyge (475), ved sukkersyge (47%). Mærkværdigvis har man måttet konstatere, at der ved næsten alle former for kræft foreligger forhøjede calciumværdier i blodet, f.eks. ved lungekræft 67%, ved livmoderkræft 82%, ved den relativt ondartede livmoderkræft morbus hodgkin 93% og ved bronkial- og æggestofkræft 95%.
Sådanne forhøjede calciumværdier i blodet betyder imidlertid en svær, omfattende stofskifteforstyrrelse, og at depotet af energirige fosfater er skadet. Det lyder parakdoksalt, at man på trods af de forhøjede calciumværdier i blodet må foreskrive en calciumbehandling, men den er nødvendig, fordi det forøgede calciumspejl i blodet stammer fra skeletsystemet, hvorfor der i organismen som helhed alligevel kan være kalkmangel. At forsøge en sænkning af calciumspejlet i blodet gennem unddragelse af kalk i ernæringen ville blot føre til endnu større afkalkning af knoglesystemet.

Magnesium 
Vores kogsalt bliver ved den industrielle udvinding befriet fra en såkaldt forurening. Derfor indeholder det rene kogsalt eller natriumklorid bl.a. heller ikke mere de små mængder magnesiumklorid (MgCl2), der ellers findes i det naturlige råsalt. Dette kan desværre have uheldige følger for helbredet, dersom man ikke udligner manglen gennem anvendelse af næringsmidler med et stort magnesiumindhold, da en utilstrækkelig tilførsel af magnesium er uundværlig for et sundt stofskifte.
Normalt skal 1 liter blod indeholde 34-36 mg magnesium. Der findes meget sjældent et for højt magnesiumspejl i blodet, hvorimod der hyppigt konstateres et for lavt magnesiumspejl, som kan være forårsaget af en fejlernæring (se ovenfor om kogsalt). Der er også næringsmidler, der binder magnesium for således at føre til en mangelfuld opsugning af magnesium (f.eks. ved overdreven brug af kvark). Magnesiummangel konstateres desuden ved overfunktion af skjoldbruskkirtlen, ved gigt, ved alkoholisme og ved kræft.
Man ved imidlertid også, at mangel på magnesium giver større risiko for hjerteinfakt, at den kan afstedkomme krampetilstande i mave-tarmkanalen, hvilket kan resultere i træg mave og ligefrem forstoppelse for til sidst endog at kunne udløse anfald af stivkrampe, hvor man som regel først tænker på en calciummangel.
Da magnesiummangel med henblik på tumordannelse også virker forstyrrende på immunologiske processer, er det ved behandlingen af tumorer påkrævet enten at foretage en magnesiumsubstitution gennem en forandret ernæring eller ved indtagelse af medikamenter. Ifølge nyere videnskabelige undersøgelser er magnesium særligt nødvendigt for ydeevnen af specielle celleelementer, nærmere betegnet mitokondrier.
Mitokondrierne ligner snoede, strukturerede tråde. De er sammensat af proteiner og lipoider (fedtlignende substanser). Skønt meget angående mitokondriernes funktion endnu er uklart, ved man dog så meget, at cellernes elektriske spænding sænkes og vævets oversyring begunstiges ved mangel på magnesium.

Vores civilisationskost er fattig på magnesium, fordi den:
  • fortrækker magnesiumfattige, animalske fødevarer,    
  • overvejende gennem behandling forringer de magnesiumrige kornsorter (f.eks. hvede og havre)    
  • nødder og mandler kun bruges som lækkerier, skønt disse indeholder særlig meget magnesium (hasselnødder 286 mg%, mandler 170 mg%), hvorimod alle animalske fødevarer (kød, fisk, lever og mælkeprodukter) ligger på under 50 mg%,    
  • magnesiumholdige grønsager (f.eks. bønner 130 mg%, agurker 110 mg%, ræddike 120 mg%) ikke anvendes nok. 

Dertil kommer, at den så ofte lovpriste ernæring med meget animalsk protein hæmmer optagelsen af magnesium fra tarmen. Desuden forringes nytteplanternes magnesiumindhold gennem den meget brugte anvendelse af kvælstofholdig kunstgødning.
Franske videnskabsmænd hævder, at manglen på magnesium i vores civilisationskost spiller en rolle i årsagskæden for kræftdannelser.
Det har i nogen tid været kendt, at magnesium spiller en meget stor rolle i kulhydratstofskiftet, og at det opfylder en stor opgave ved celleåndingen, at det sænker kolesterolspejlet, styrker afværgemekanismen mod infektionssygdomme, beskytter blodkarrene mod forkalkning, og sidst, men ikke mindst er magnesium også bestanddel af flere fermenter. Frem for alt virker en mangel på magnesium uheldigt på fermentet fosfatase, som er nødvendigt ved celleåndingen i energi-dannelses-processen. Da denne proces allerede i vor tid forstyrres gennem mange medikamenter, gennem kemiske giftstoffer, som anvendes i land-, skov- og havebrugt, samt gennem giftstoffer, der opstår ved øget forrådnelse af protein i tarmen, udvirker mangel på magnesium sig særligt tragisk med hensyn til celleåndingen. Derved mindskes eller undertrykkes iltoptagelsen, og det gæringsstofskifte, der kendetegner kræftstofskiftet, sætter ind.
En varig mangel på magnesium i kosten svækker altså organismens naturlige afværge- eller helbredelsesanstrengelser og begunstiger således cellernes destruktion eller degeneration og dermed kræftdannelsen.
Den praktiske følgeslutning af alt dette må være et krav om, at en ernæring, som forsyner os med et tilstrækkeligt kvantum magnesium, hører med til behandling og forebyggelse af  kræftsygdomme. Det betyder: undgå rent kogsalt og brug i stedet lidt havsalt, giv afkald på for store mængder proteinrig føde, selv om det drejer sig om kvark, for ikke at bringe organismens optagelse af magnesium i fare; læg vægt på magnesiumrige næringsmidler i kostplanen. Selvfølgelig skal ikke hermed siges, at magnesium er en kræftmedicin, men det er vigtigt, at vi erkender forholdet mellem mineralstofskiftet og kræftdannelsen.
 

Kilde: Af. dr. E. Schneider, Sundhedsbladet

Health News 2000