Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Hvidløg og allicin

Den svenske apoteker Per Gruber sammenfatter debatten om hvidløg og allicin. Per Grubers indlæg er et uddrag af en større videnskabelig artikel trykt i det svenske farmaceutiske tidsskrift Plantago 7-8, 1989.

Udbudet af naturlægemidler er vokset markant gennem de seneste år. For at hæve kvaliteten og give forhandlerne størst mulig sikkerhed for, at produkterne virker efter hensigten, er man i stadig større omfang begyndt at standardisere naturlægemidlerne. Det gælder også alle de hvidløgsprodukter, som i dag findes på markedet.
Med hensyn til hvidløg er der imidlertid nogle problemer, som ofte bliver overset. Hvidløg indeholder en stor mængde virksomme stoffer, hvilket forklarer den gamle lægeurts mange gode egenskaber.
Netop denne mangfoldighed af virksomme stoffer har dog bidraget til, at der endnu ikke eksisterer en international accepteret standardisering af hvidløgsprodukter.

De virksomme stoffer
De analysetekniske problemer er overstået. Vi har i dag udstyr til at analysere selv de mindste substanser og kemiske forbindelser i et præparat.
Problemet i dag handler således ikke om, hvordan man kan måle, men snarere hvad 
der skal måles.
Blandt de virksomme stoffer i hvidløg hører først og fremmest 
alliin, som gennem en enzymproces omdannes til den antibakterielle virksomme substans, allicin. Allicin er en meget ustabil og flygtig substans, som hurtigt omdannes til andre svovlholdige forbindelser. Allicin er et mellemstadium.
Hvidløg indeholder desuden mindre mængder af andre, svovlholdige aminosyrer, som omdannes til allicin-slægtnin
gene dimetyldisulfidoxid, dipropyldisulfidoxid samt et antal andre svovlholdige forbindelser.
Svovlforbindelserne 
diallyltrisulfid, ajoene og vinyldithlin menes at stå for 75% af hvidløgs koagulationshæmmende egenskaber. Det er en effekt, som sandsynligvis hænger sammen med deres evne til at hæmme syntesen af visse former for prostaglandiner (7, 8). Adenosin er en anden, ikke-svovlholdig forbindelse, som bl.a. antages at bidrage til hvidløgs blodtrykssænkende effekt (1).

Blandt nogle af de mindre undersøgte stoffer i hvidløg findes
 garlicin og allistatin, scornidin, g-glutamyldeptider, som har gode anti-bakterielle egenskaber. Hvidløg indeholder desuden polysaccharider, som har en stimulerende virkning på immunsystemet (1, 2, 3).

Allicin som standard
Vi ved i dag en hel del om de forskellige hvidløgssubstansers farmakologiske egenskaber. Men det står endnu ikke helt klart, hvilke stoffer, der har størst betydning for den samlede hvidløgseffekt. Alligevel er der forskere, der mener, at man kan nøjes med at standardisere allicin og/eller dets forstadium, alliin.
Men selv om alliin/allicin er den kvantitativt vigtigste svovlforbindelse, så er det efter min mening ikke korrekt at vælge allicin som den eneste målestok for virksomme stoffer i hvidløg, netop fordi det er et yderst ustabilt stof, der hurtigt nedbrydes ved omdannelsen til andre svovlforbindelser (4, 5).
I en vesttysk afhandling om hvidløg hedder det, at "hvidløg indeholder alliin og/eller dets omdannelsesprodukter samt æterisk olie" (6).
Afhandlingen peger ikke på nogen specielle omdannelsesprodukter (allicin, diallyldisulfid, ajoene, vinyldithilner eller andre), og der nævnes intet om minimumsmængder. På denne måde undgår man behændigt et svært håndterligt og internationalt erkendt problem.

Laboratorieforsøg
Laboratorieforsøg i glaskolber har vist, at allicin har en halveringstid på mindre end 10 (!) minutter, når det kommer i kontakt med blod. Det betyder i praksis, at hvis man tilsætter en vis mængde allicin til blod, så daler mængden af allicin til halvdelen på 10 minutter. 10 minutter senere er den halverede mængde dalet til halvdelen igen osv. Allicins stabilitet er med andre ord så lav, at stoffet sandsynligvis ikke forekommer i kroppen tilstrækkeligt længe til at kunne virke (10).
Den konklusion understøttes af et andet forsøg, hvor man lod frivillige forsøgspersoner indtage en stor dosis af et friskfremstillet hvidløgsekstrakt. Dosen var så høj, at forsøgspersonerne fik bivirkninger i form af mavesmerter og utilpashed. I bestemte tidsintervaller tog man blod- og urinprøver og undersøgte blodets og urinens svampedræbende (anti-candida) effekt. Der blev ikke lavet nogle analyser på de andre virksomme substanser. I blodet var der en meget lille effekt tilbage, og i urinen slet ingen. Forskernes konklusion var, at hvidløg og allicin har begrænset værdi ved behandling af svampeinfektioner, når hvidløgsproduktet indtages naturligt (11).
Allicins anti-bakterielle egenskaber kommer da også først og fremmest til deres ret, hvis man anvender frisk hvidløg eller helt frisk-fremstillet hvidløgsekstrakt direkte på huden eller på udvortes sår.

En ny standardiseringsmåde
De nævnte forsøg giver yderligere dokumentation for, at det ikke er rimeligt at bruge allicin som målestok for tilstedeværelsen af virksomme stoffer i et hvidløgsprodukt. Det er ikke retfærdigt over for alle de hvidløgsprodukter, som indeholder stoffer, der er afledt af allicin eller andre stoffer, som bidrager til den samlede hvidløgseffekt.
I blod har man således kunnet registrere nogle af de stabile omdannelsesprodukter som f.eks. diallyldisuffid og vinyldithiiner. Og man kunne hævde, at de - i højere grad end allicin - burde inddrages ved standardiseringen af hvidløg (1, 10).

Jeg er hermed tilbage til det faktum, at man ikke finder de virksomme substanser med mindre man leder efter dem.
Der er med andre ord brug for en standardisering af alle de virksomme stoffer i hvidløg,
 som medvirker til den samlede effekt. Og efter min mening kan man med fordel gå en alternativ vej.
i fremstillingen af "hvidløgsprodukter" kan benyttes et defineret og standardiseret indhold af visse hvidløgssubstanser og anvendelsen kan tilpasses efter produktets specielle indhold. På den måde får man 
mere specifikke produkter, som er rettet mod specifikke sygdomsområder Betegnelsen "hvidløgsprodukt" vil ikke længere være retvisende. Men man får utvivlsomt en terapeutisk gevinst.

Referencer:
l. Koch, H. R & Hahn, G., Knoblauch, Urban & Schwartzenberg, München, 1988. 

2. Reuter, H. D., Arzneimitteltherapie heute. Phytopharmaka, Band 1: Spektrum Allium sativum, Aesculus Verlag, Zug, 1988. 

3. Nakata, T & Wawretschek, Dtsch. Apotheker Ztg, 129, 490, 1989.
5. Koch, H. P, -Dtsch. Apoth. Ztg, 127, 367-369, 1987.
6. Fintelmann, V., Menssen, H. G., Siegers, C-P, Phytotherapie Manual, 1989.
7. Apitz-Castro, R. et al., J. Am. Chem. Soc. 106, 8295-8296, 1989.
8. Wagner, H., Wierer, M., Fessier, B., Plante Medica, 53:3, 305-306, 1987.
9. Koch, H. R, Dtsch. Apoth. Ztg., Suppl. 15, 1989.
10. Voigt, M., Dtsch. Apoth. Ztg., Suppl. 15, 1989.
11. Caporaso, N. .et al., Antimicrobial Agents and Chemotherapy, 23:5, 700-702, 1983. 
 
 

Kilde: Sundhedsbladet 5/90

Health News 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012