Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Natur-Helbredelse IV

Af fhv. Kommunelæge Dr. med. Kjer-Petersen
Særtryk af Bladet Helbredelse, Oktober 1949


Tidehverv

Ved
Den almindelige danske Lægeforenings Årsmøde på Hornbæk Strand den 28. August dette År., hvor Neurosebekæmpelsen drøftedes, havde jeg den Ære og Glæde i Diskussionen at fremføre nedenstående Indlæg.

Til Indledning vil jeg gerne bemærke, at mit Diskussionsindlæg i Dag var skrevet, før jeg i "Ugeskrift for Læger" for 11. August forleden blev bekendt med Dr. O. Scheel Thomsens i mine Øjne betydningsfulde Artikel om Neurose-profylakse.
Hvorfor stilles der nu Verden over på en så kategorisk og næsten eksplosiv Måde Krav om Neurosebekæmpelse? Svaret er ganske simpelt. Vi har efter Århundredskiftet været Vidne til en mægtig Udvikling af Læge
videnskaben. Men nu er Målet nået: med al Ærbødighed for de store, videnskabelige Landvindinger, skal, siges det, Lægevidenskaben - hvad den er godt på Veje til - ikke længere have Lov til at kvæle Lægekunsten. Eller sagt med andre Ord: det er højst sandsynligt, at vi inden for en overskuelig Fremtid, takket være Videnskaben, bliver Herrer over både Kræft, Tuberkulose og Gigt; men hvis vi Stedet får Verden fyldt med Neuroser, bliver det sidste værre end det første.
Vi belæres nu pludselig om, at Neurosen er en Folkesygdom, at hver anden eller tredje af en Læges Patienter er Neurotiker. Neuroserne er næsten kommet bag på os som Coloradobillerne. Og derfor synes jeg - uden at jeg mener, at vi i Dag skal bruge Tiden til at græde over spildt Mælk - at det i de i øvrigt værdifulde Betænkninger burde have været pointeret, i hvilken Grad Neuroserne, som har været kendt så længe, der har været Læger til - de sidste Par Slægtled har været forsømt af disse. Hvor har f. Eks. i en Storby som København, Pædiatere og Psykiatere været henne over for så neuroseskabende kilder som Storbyens Slumkvarterer, dens Husvildeafdelinger og de selv i den hedeste Sommertid baggårdsbundne Småbørn? Og endelig mener jeg, at der principielt burde være gjort opmærksom på, at alt det ny, som nu banker på Døren, i Virkeligheden er det gamle hippokratiske, at en syg ikke er "et Tilfælde" med det eller det syge Organ, men at enhver syg er syg både på Legeme, Sjæl og Ånd, at vi Læger altså har at gøre ikke med Tilfælde, men med Mennesker, en Betragtning som gennem Psykosomatikken præger det skelsættende Tidehverv, i hvilket vi nu er gået ind.
Det er selvfølgelig umuligt inden for et Diskussionsindlægs Ramme at komme nærmere ind på de to Betænkninger. Men man kan vist samle det væsentlige i disse i 2 Punkter: at der vil blive lagt et stort, krævende, men også berigende Arbejde hen til de praktiserende Læger, og at 
der nu skal institueres et "team-work" mellem de praktiserende Læger og den psykiatriske Sagkundskab.
Men her synes det mig klart som Dagen, at et så tidskrævende, øget Arbejde, ikke kan forlanges af de praktiserende Læger, uden at disse er økonomisk trygge og derigennem frie. Og derfor er jeg ikke i Tvivl om, at Vejen frem til Muligheden for at tage disse ny Opgaver op går gennem Lægestandens Socialisering. Jeg skal i øvrigt ikke i Dag gå ind på denne, bl. a. fordi der i "U. f. L." 1948, pg. 1460 ved Dr. 
Hjalmer Tjell, Agersted er fremsat en lille Perle af en Betænkning, dette Spørgsmål vedrørende.
Hvad den psykiatriske Betænkning angår, er der eet Punkt, hvor jeg gerne vil have nærmere Oplysning. Der står, at en Omlægning af det lægevidenskabelige Studium efter Betænkningens Linier før eller senere vil vise sig uomgængelig, men at den på indeværende Tidspunkt praktisk er uigennemførlig. Hvem hindrer denne Omlægning? Hvis det er "grå Eminencer", er de så at finde inden eller uden for Lægernes Kreds? Efter min Formening vil det kun blive halvgjort Arbejde, hvis man ikke, samtidig med at man nyorienterer på dette specielle psykiatriske Område, omændrer hele det medicinske Studium.
Og her synes det mig, at alle de ny Tanker om Neurosebekæmpelse og Psykosomatik på afgørende Punkter støtter de Tanker om Omændring af Lægestudiet, som jeg bl.a. på flere Årsmøder har gjort mig til Talsmand for. Det er således fra et psykosomatisk Synspunkt det eneste rigtige, at den unge, der begynder sit Studium, begynder med 2-3 Måneder at tage Del i Sygepleje, og eksistentielt får lært, at Lægernes centrale Fag er Patologien, hvilket oversat ikke er Læren om Tilfælde, men om Lidelser, og at der, set fra de syges Side, ikke er noget, der hedder Banaliteter. Dernæst mit Krav om, at de unge efter endt Eksamen skal ud 1/2 År hos en praktiserende Bylæge, 1/2 År hos en Landlæge, at der altså med andre Ord blandt de praktiserende Læger skal udvælges et fornødent Antal Lektorer. Og her synes det mig, at en Artikel, som Riisings om Neurosebekæmpelse i Praksis, taler sit tydelige Sprog i Favør af dette mit Forslag. I øvrigt er der i danske Litteratur - i Th. Olesen Løkkens
 "Skæbner bag en Strand" - en Skildring af en ganske almindelig, praktiserende, nørrejysk Læges med stor teurapeutisk Effekt etablerede Neurosebehandling, en Redegørelse, der er lige så klassisk som Riisings. Som Turnustjenesten nu er, er den i det store og hele kun en Skueret. Hvis de unge derimod først fik deres Turnus efter at have været ude et Årstid hos de praktiserende Læger, ville de have mange Gange større Glæde af Turnustjenesten på Hospitalerne, og disse have større Glæde af de unge. Endelig kunne jeg tænke mig, at der blev skrevet en Erhvervsvejledning for dem, der kunne tænke sig at vælge Lægestudiet, bl. a. gående ud på, at hvis det at holde af Mennesker ikke er den afgørende Grund til at vælge dette Studium, burde den, der tænkte at vælge et sådant, overveje, om han ikke skulle stille sine Kræfter i et andet Erhvervs Tjeneste. Hvis jeg som ung havde mødt en sådan Vejledning og forstået den, var jeg formodentlig ikke blevet Læge.

Der er eet Område, hvor jeg tror, at disse to Betænkninger røber en Mangel, og det en alvorlig: 
Neuroseprofylaksen. Man ønsker, at nu skal de praktiserende Læger, vejledet og i Samarbejde med psykiatriske Specialister ind i Neuroselærens Finesser, og så står man i Fare for ikke at se Skovene for bare Træer. For et Par År siden holdt Professor Strømgren i Radioen et Foredrag om Alkohol og sjælelige Lidelser og viste, hvilket stort Antal af de på K. H. 6. Afdelings indlagte syge, der for Mændenes Vedkommende direkte, for Kvindernes indirekte havde Alkoholen at takke for deres Lidelser. Er det da muligt, i Betragtning af Alkoholens i Øjeblikket forfærdende deletære Virkning i vort Samfund, når Neurosebekæmpelsen skal institueres, helt at fortie dette Problem? Hvad hjælper det, at Staten tjener Millioner, og at Videnskaben får Støtte af Carlsbergfondet, når den Støtte skal betales så dyrt. Jeg må i Dag lade udførligere Kasuistik ligge; men da for nylig på Vesterbro en Morder myrdede, havde han umiddelbart før Mordet drukket 30 Pilsnere.

Et andet Problem er Soxleth! - Jeg skal lade være usagt, om Soxleth-behandling af Mælk har øget eller mindsket Tuberkulosen. Men i Bogen "Cement" skriver Kommunisten Feder Gladkow: 
"Et lille Barn trænger ikke blot til Moderens Mælk, det suger Næring også af Moderens Hjerte og Ømhed. Et Barn svinder hen og blegner bort, når Moderen ikke ånder på dets Hoved, ikke varmer det ved sit Hjerte, ikke pusler om dets lille Seng med sin Moderlighed og sin moderlige Duft". Her drejer det sig ikke om psykiatriske Specialiteter - men findes der mere neuroseskabende Institutioner end moderne 100 % hygiejniske Vuggestuer? Jeg har i øvrigt længe undret mig over, at ikke ethvert Referat af psykiatriske Sygehistorier begynder med en Meddelelse om, hvorvidt Pt. har fået sin Moders Mælk eller ej.

Så er der Sexspørgsmålet - det kan selvfølgelig ikke behandles på et Par Minutter. Men to Ting forstår jeg ikke, at når en Militærlæge underviser de unge Marinesoldater i Farerne ved Kønssygdomme, at han da gør det på en sådan Måde, at han gør Grin med Emnet. Og det andet jeg ikke forstår er, at Læger i Almindelighed ikke forlanger af Forældrene, at disse og ikke Lægerne skal orientere deres Børn om alt væsentligt de seksuelle Problemer vedrørende. Forældre sidder med Hensyn til Anatomi på dette Område inde med al fornøden Kundskab. Men det er i Virkelighed manglende Åbenhed fra Forældrenes Side, der er den største Fare for Børnene og for al Seksualneurose.
Og endelig det mest afgørende. Danmark er et kristent Land. 98% døbes som Børn, idet Menigheden bekender Troen på det Fællesskab, hvor ikke et Lem lider, uden de alle lider. Og hvad byder så dette Fællesskab disse døbte Børn? Politikerne har ikke interesseret sig for Børnene, fordi de ikke har Stemmeret, Kirkeheden med dens forfærdende Individualisme ikke, fordi de er for små til at omvende sig, og Lægerne ikke, fordi Profylakse hverken betales eller giver Prestige. Og derfor blev dansk Børneforsorg gennem Slægtled i bedste Fald 
reddende Forsorg. Et Barn fødes og døbes ikke for at reddes, men for at bevares. Men hvad har Lægevidenskaben - Psykiatere og Pædiatikere gjort for at være det kristne Hjem, dette Profylacticum mod alle Neuroser?
Jeg har fremdraget disse Punkter for at understrege, at hvor vi har en oplagt Neurose, der vil den psykiatriske Sagkundskab kunne yde en fremragende Tjeneste i Samarbejde med de praktiserende Læger. Helt anderledes ligger Landet, når Talen er om at stoppe Kilderne til Neuroserne og om at bevare Hjemmene. Her drejer det sig ikke om Videnskab, men om den enkelte Læges Hjerte, og om hans Evne til at indigneres, og om han er fri til at kunne give denne sin Indignation Udtryk. "Neurosebekæmpelsen" er jo i mange Tilfælde blot et finere Udtryk for at afhjælpe social Nød.
"Revue des deux mondes" 1943 skriver Dr. Marcel Sandrail en Kronik, hvor han med gallisk Klarhed og Skarphed taler den moderne Læge-Videnskab midt imod og fremhæver, at i Videnskabens Navn - men ganske vist i den falske Videnskabs Navn - er det blevet fortonet, at Kærlighed - la charité - fordum altid var Lægestandens Regel Nr. 1.
Nu er der imidlertid sket det, at Danmarks førende Videnskabsmand, 
Niels Bohr i et Radioforedrag i Foråret til Gymnasiasterne nævnte Ordet Kærlighed. I Atomfysikken, sagde han, er det umuligt at gøre Rede for Erfaringer ved et enkelt anskueligt Billede. Ligeså i Livet. Kærlighed og Retfærdighed er således hinanden udelukkende Begreber. Kærlighed og den rationelle, kritiske Erfaringsvidenskab er også modstridende Begreber; men som komplementære giver hver især af disse Begreber Udtryk for lige vigtige Sider af de Oplysninger, der overhovedet kan vindes.
Og det er det ny, der banker på Døren. Det er altså ikke hverken Kærlighed eller Videnskab, der er det afgørende, men det komplementere "team-work" dem imellem er Dagens Løsen. Og det vil - i et Omfang der hidtil har været ukendt - muliggøre det for Læger at komme Neuroserne - eller for at sige det rent ud - Nøden til Hjælp. Der er jo da ingen, der kender eller kunne kende danske Hjem som danske Læger.
Vi er naturligvis Stormagten USA taknemmelig for det Initiativ, man der har taget til Psykosomatik og Neurosebekæmpelse; men derfor behøver Danmark ikke at konstituere sig som eet stort Mindreværdskompleks. Når man hører om USA's Wall Street og om dets 4 Millioner arbejdsløse, om den amerikanske Mellemstands Kår, når de i det stenrige USA ikke kan betale de svimlende Klinikpriser og Specialisthonorarer, kommer Tvivlen stundom lindt til Orde, om det nu også er rigtigt 
stort det store.
I øvrigt er det et Spørgsmål, om man ikke - for Amerikas Skyld - nu også skulle sende et Par danske, ganske almindelige praktiserende Læger over til USA.
Derimod tvivler man ikke på, at danske Læger repræsenterer en Sum af bunden Energi eller, om De vil, af Kærlighed - der i Samarbejde med en tjenende Videnskab til Bunds i vort Land vil kunne afhjælpe Nøden - dvs. Neuroserne, og at Lægerne på den Måde, de gør dette, vil bekræfte, hvad 
David Lloyd George en Gang i sine unge Dage sagde i det engelske Underhus, at "de små Nationer er de Tabernaklets udvalgte Bægre, gennem hvilket Forsynet rækker den bedste Vin til Menneskehedens Læber".


Kilde: Pharma Arkiv Update - 2001

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012