Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Det ufuldkomne liv - mesotrofi

Den schweiziske læge dr. med. Bircher Benner skrev for mange år siden om det uhelbredeliges slange, som har fanget menneskeheden i sit kvælergreb og gennem slægtled nedbryder vort legemes sundhed og kraft. Denne lurende degenerationsproces har det hidtil været umuligt at finde årsagen til. Ind i dette mørke kastes en lysstråle gennem forskningsresultaterne hos den kendte tyske videnskabsmand prof. dr. med. Werner Kollath, således at vi skimter årsagerne og dermed også helbredelsesmidlet.

De uhelbredelige degenerationssygdomme er blevet menneskehedens svøbe og vil antagelig bevirke den hvide races undergang, hvis vi ikke i tide lærer, hvordan vi skal undgå eller standse dem.

I fyrrerne opdagede prof. Kollath, at der i vor føde findes nogle meget vigtige stoffer, som så at sige sidder inde med nøglestillingen til legemets udnyttelse af vitaminerne. Han kalder dem auxoner, vækststoffer, fordi de er nødvendige for vækst- eller voksekraften. Her skal fortælles nærmere om denne vigtige opdagelse.

Prof. Kollath fik rotter til at leve uden andre vitaminer end lidt B1 og uden andre mineralsalte end kaliumfosfat, når de fik nok kalorier af kemisk ren kasein (ostemasse), stivelse og olie eller talg. Uden B1 og kaliumfosfat døde dyrene. Men de kunne altså leve uden alle de andre vitaminer og uden jern, kogsalt, magnesium o.s.v., som alle mente var uundværlige. Det mærkelige var, at dyrene så ud, som om de var normale og sunde, og de blev lige så gamle som almindelige rotter. 
Det var klart, at dyrene måtte være i stand til at erstatte de vigtige stoffer, de ikke fik gennem kosten.

Først når dyrene efter døden blev obduceret, kom det for en dag, hvad dette kostede: Lungerne var oppustede, ydersiden af nyrerne var ru og kornet i stedet for spejlblank, nyrekanalerne, mavevæggen og hjertemusklen var forkalkede. Dertil kom åreforkalkning, tandforrådnelse, ondartede svulster, grå stær, skrumpning af leveren, nyrerne og hormonkirtlerne, f.eks. uhelbredeligt svind af kønskirtlerne, forandring i blodsammensætningen med svigtende evne til at danne antistoffer, altså nedsat modstandskraft, forandring i mund- og tarmfloraen og disposition for tuberkulose.

Den normale legemlige tilstand disse dyr levede i, dette nedsatte stofskifte, kalder prof. Kollath mesotrofi eller det ufuldkomne liv. Han har her fundet den yderste grænse for at bjerge livet, det minimum af virkestoffer, som legemet må tilføres, hvis livet skal bevares.

I denne mesotrofiske tilstand opstod altså alle de sygdomme, vi er vant til at kalde degenerationssygdomme, og da de fleste mennesker før eller senere rammes deraf, er der al grund til at tro, at dette nedsatte stofskifte, det "ufuldkomne liv", er en almindelig livsform for mennesker. Det gamle navn alderdomssygdomme passer ikke mere. For yngre og yngre mennesker får dem, ja, selv børnene går ikke fri, og desuden ved vi nu, at de kan undgås ved rigtig ernæring.

Særlig vigtigt er det at mærke sig ødelæggelsen af hormonkirtlerne, de ondartede svulster og den ægte mennesketand-forrådnelse. I mange år havde forskere forgæves søgt at fremkalde ægte tandforrådnelse hos dyr ved at give dem en slags mangelkost. Men hos disse mesotrofiske dyr, som levede på det yderste minimum for livets opretholdelse, skete de forandringer ved tandsystemet, som den kendte tandforsker Euler 
kalder ægte tandforrådnelse. Derfor kan tandforrådnelse så at sige betragtes som et utvetydigt tegn på den tilstand, som kommer mesotrofien nær.

Prof. Kollaths resultater kaster også lys over en anden vigtig foreteelse i legemet, nemlig cellernes fornyelse. Vi får en målestok for den normale fornyelse af organismen, også for dem, som er blevet ældre. For vækst er følgen af overskud af celle-erstatning i ungdommen. Med årene hjælper denne cellefornyelse til at det undgås, at cellerne bliver for gamle.

At levealderen er steget i de senere tiår er ikke noget objektivt bevis på, at sundhedstilstanden er blevet bedre. Det lærer vi af disse eksperimenter. Vi lærer også, at hvis vi vil undgå disse uhelbredelige sygdomme, så må vi undgå at komme i den tilstand, som umærkeligt, men ubønhørligt ødelægger os: mesotrofien. 
At undgå - eller komme ud af mesotrofien er det eneste effektive middel til at skabe en bedre folkesundhed.

Hvad må vi så gøre for at undgå mesotrofi?

Prof. Kollath gjorde nye forsøg og gav mesotrofiske dyr alle kendte vitaminer som tilskud til den mesotrofiske kost, men til ingen nytte. Han kunne dog fastslå, at enkelte vitaminer, f.eks. C, var til skade for dyrene i denne tilstand. Hvis dyrene som tilskud til mesotrofi-kosten fik magniumsulfat, som er et vigtigt stof i legemshusholdningen, blev tilstanden ikke bedre. For nu opstod en grim hudsygdom, som fuldstændig svarer til det, som kaldes "rottepellagra". Fik de ikke magniumsulfat, viste der sig ingen mangelsygdom - trods den store vitaminmangel!

Men når han gav dyrene visse naturprodukter som korn, gær, grønne blade, begyndte dyrene straks at tage på i vægt og kom ud af mesotrofien. Derved opdagede professoren, at der i disse naturprodukter findes nogle stoffer, som indtil da havde været ret ukendte. Han kaldte dem auxoner, vækststoffer. Dersom de mangler i ernæringen, kan legemet ikke udnytte andre vitaminer og mineralstoffer end lige dem, der behøves for at bevare livet: B1 og kaliumfosfat.
Når folket lever på en vitaminfattig kost, uden at der viser sig vitaminmangelsygdomme, da er der al grund til at være på vagt mod den langt farligere og mere snigende mesotrofi. Kød, flæsk, fint mel og sukker er uden vækststoffer. Fint brød bagt med bagepulver dør dyrene af. Det ser ud til, at vanegifte som alkohol, tobak, kaffe, te og chokolade dræber vækststofferne. Derimod tåler de opvarmning til 160 grader C.

Hvorfor er råkost så vigtig for den rette tarmflora? 
Kogt mad er "død", ukogt mad "lever", dvs. den kan endnu præstere stofskiftearbejde. I den levende føde findes der fermenter, som har til opgave så hurtigt som muligt at binde den ilt, som er kommet ned sammen med maden, således at hele dele at tarmkanalen bliver fri for ilt. I disse dele går da alle de bakterier til grunde, som må have ilt, medens de bakterier trives, som kun kan leve uden ilt.

Hvorfor gælder det så for organ ismen om at skaffe gode livsvilkår for disse bakterier? - Fordi de har til opgave at forhindre, at vitaminer og fermenter bliver ødelaget af ilten. F.eks. C-vitaminet. Dersom disse "venlige" mikrober går til grunde, kan der opstå vitaminmangel, selv om maden i øvrigt er nok så vitaminrig. Desuden fører det til forrådnelse i tarmen. Og denne forrådnelse, som efterhånden kommer til at gennemsyre kroppen, skaber grobund for baciller og sygdomme.

I vor kost er det kornkimen, som er rigest på auxoner. Auxonmangel fører til mesotrofi. I over 75 år har folket nu levet på brød og melmad af "dødt" mel, hvor kimen med livskræfterne har været fjernet. Men også den moderne lange lagringstid for melet ville ødelægge vækststofferne, hvis de fandtes. Samtidig er brugen af vanegifte og kemikalier steget svimlende.

Ved degenerationssygdomme er det fremfor alt vigtigt, at kosten er rig på vækststoffer. Men den må selvsagt også indeholde alle de øvrige stoffer, legemet behøver. Dermed må kødet, størsteparten af fedtet, det døde mel, kagerne, sukkeret, vanegiftene og kemikalierne ud af kostplanen, ikke blot for dem, som allerede er syge, men også for dem, som er truet af svulster og de andre degenerationssygdomme - og hvem er ikke det på almindelig kost? Dr. med. Bircher-Benner var vel den første, som forstod, at kostens evne til at gøre rask er afhængig af, om den endnu har sine naturlige korrektioner, dvs. de ligevægtsforhold mellem de forskellige nærings- og virkestoffer, som naturen har skabt. Han så at for at skabe helbredelse for syge, måtte kosten lægges fuldstændig om. Med rene vitaminer som tilskud til almindelig kost opnåede man ingen virkelig og varig bedring. Det samme har altså prof. Kollath erfaret.

Ved vitaminmangel er der altid for lidt af flere faktorer. Får den syge et eller andet vitaminpræparat, bliver legemets korrektioner endnu mere forstyrret, medens naturprodukterne med deres naturlige korrektioner eller afbalancering har alt, hvad kroppen trænger til for de rette ligevægtsforhold og kan derfor bringe et sygt legeme i ligevægt på ny.
Naturen har i hver lille næringsplante, som vokser i solen, opbygget alle de næringsfaktorer, legemet behøver, i de rette forbindelser og afbalanceringer, hvorfor da ikke sætte samfundets kapital og arbejde ind på at skaffe os nok af denne føde?

"Din føde skal være din medicin, og din medicin skal være din føde," sagde Hippokrates, som med rette kaldes lægekunstens fader. Efter mere end to årtusinder er videnskaben endelig kommet til samme resultat, og vi indser, hvor stor Hippokrates i virkeligheden var, at han allerede vidste det for så længe siden.

Health News 1977

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012