Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Diabetes: den nye epidemi

Verdenssundhedsorganisationen WHO har efter en analyse, der viser en stigning fra de nuværende 150 millioner diabetikere til 300 millioner inden år 2025 sammenlignet sygdommen med en epidemi. Værre endnu er, at den hyppigste form for diabetes forekommer i yngre og yngre alder, således at to tredjedele af verdens diabetespatienter nu er under 65 år gamle.

Type 2-diabetes udgør omkring 95 procent af den globale diabetesforekomst. Type 2-diabetes vil i sin indledende fase kunne holdes i ave hos nogle patienter gennem kostvejledning, kosttilskud og motion.

Mere end 100.000 danskere har type-2-diabetes uden at vide det. Diagnosen stilles ved en blodprøve. Vægttab på 10-15 kilo kan medføre, at type-2-diabetikere helt kan undvære medicin.

For at kunne forstå behandlingsregimerne ved type l- og 2-diabetes er det nødvendigt at betragte sygdommenes patofysiologi.
Ved type 1-diabetes fører immunsystemets angreb på betacellerne til fremadskridende og irreversibel celledød, der, når kun 10-20 procent af betacellemassen er tilbage, udløser klinisk diabetes. Sygdommen kan kun behandles med insulin, der siden opdagelsen for mere end 75 år siden har bidraget til, at millioner af type l-diabetikere over hele kloden har kunnet overleve og føre et næsten normalt liv, takket være daglige insulininjektioner.
Type 2-diabetes, der også er præget af en markant arvelig prædisponering, udløses i samspil med en usund levevis, præget af for meget fed mad og for lidt motion. Dette fører til overvægt, der ved mangel på motion ledsages af nedsat insulinfølsomhed i muskler, lever og fedtvæv, hvilket igen stiller større krav til de pankreatiske betacellers insulinproduktion. Disse responderer da også ved at udskille mere insulin i forbindelse med måltidet, og først når cellernes evne til at kompensere for insulinresistens gennem forøget produktion udtrættes, følger klinisk manifest type 2-diabetes.
Denne vil i sin indledende fase kunne holdes i ave hos nogle patienter gennem kostvejledning og motion, mens flertallet af type 2-diabetikere på et tidspunkt behøver et eller flere lægemidler til at holde blodsukkeret tæt på normalniveauet. Hvor tæt på normalniveauet man tilstræber hos den enkelte patient, er et emne, der er blevet ivrigt debatteret i diabeteskredse gennem årtier, men to store kliniske milepælestudier inden for henholdsvis type l- (DCCT) og type 2- (UKPDS) diabetes har kastet vigtigt lys over dette spørgsmål.

Takket være blandt andet disse studier ved vi nu, at for hver procent som HbAlC niveauet (indikatoren for langsigtet blodsukkerkontrol) falder, f.eks. fra 9 procent til 8 procent, vil risikoen for diabetiske senkomplikationer i øjne, nerver og nyrer falde med en fjerdedel. Eftersom diabetes er den hyppigste årsag til blindhed, nyresvigt og amputationer hos voksne mennesker i den vestlige verden, er det af afgørende betydning at reducere blodsukkeret, så det nærmer sig den øvre grænse for normalniveauet: 6,2 procent. Som en logisk konsekvens af udfaldet af DCCT og UKPDS studierne har de seneste internationale retningslinier da også peget på, at skift fra tablet- til insulinbehandling bør finde sted ved et HbAlC på 7,5-8 procent. Når først diabeteskomplikationer er indtrådt, er der på trods af intensiv forskning desværre ikke megen hjælp at hente fra lægemiddelbehandlingen. Undtagelsen herfra udgøres dog af de blodtrykssænkende ACE-inhibitorer, der nedsætter progressionen af diabetisk nyresygdom.
Eftersom forskellige af de nuværende og fremtidige lægemidler virker via komplementære farmakologiske mekanismer, er det ikke alene muligt, men også anbefalelsesværdigt at anvende polyfarmaci, således at monoterapi med f. eks. insulinstimulerende tabletbehandling suppleres med behandling med et andet terapeutisk koncept, når blodsukkeret begynder at stige trods behandling. Et gammelt, men overordentligt anvendeligt lægemiddel til bl. a kombinationsbehandling med repaglinid eller sulfonylurinstof, er metformin, hvis virkningsmekanisme efter 40 år på markedet fortsat er uafklaret. Her har det åbenbart været videnskabeligt accepteret, at praktisk erfaring er nok. Lad os håbe, at denne praktiske erfaring er lige så populær og ufarlig som den alternative.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012