Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Fuldværdig kost imod kræft

Tysk læge om kostens betydning i kræftbehandlingen: 
"Vores daglige brød" er i dag for det meste en mangelfuld kost med rigeligt indhold af giftige ingredienser. De af os, der er i stand til at frigøre sig fra denne civilisations spise- og nydelsesvaner, har en god chance for at undgå kræft eller understøtte sin helbredelse.

For en biologisk indstillet læge skulle det egenlig være en selvfølgelighed, at det er en forældet forestilling, at man skal give en kræftpatient en så "kraftig" kost som muligt, bestående af kød, fløde, smør og druesukker, altså så at sige "modvirke" tabet af kræfterne med en regulær fedekur. For det er en fuldkommen fejlagtig opfattelse, at kræft er en "tærende" sygdom.

Vi er alle klar over, at det sunde stofskifte forløber således, at de stoffer, der indtages med kosten, forbrændes under tilførsel af ilt (analogt med det, som sker i en benzinmotor). Man taler også om celleånding eller indre ånding.

Kræftcellen er imidlertid ikke i stand til at udnytte ilten, idet åndingsfermenterne mangler eller er blokerede. Den får i stedet sin energi via en slags nødstofskifte: gæring.

Den egentlige opgave ved ernæring af kræftpatienter må altså bestå i at sørge for en rigelig ilttilførsel ved gennem kosten at stille velfungerende åndingsfermenter til organismens rådighed. Endelig er det vigtigt at undgå alt, hvad der kan blokere den indre ånding (miljøgifte). Dette gælder ikke blot i forebyggelsen, men først og fremmest i behandlingen af den syge.

Det første initiativ til en ernæringsbehandling af cancer går tilbage til  en tysk hals-næse-øre specialist ved navn Brüning. Han ordinerede sukkersygepatienter en særlig diæt plus insulin efter operationer inden for sit fagområde. Brüning konstaterede, at en række kræftsvulster i dette tilfælde reduceredes. Han opnåede altså vigtige resultater med en kost, der ikke indeholder denaturerede kulhydrater (som fabriksfremstillet sukker og hvidt mel), og som samtidig er mængdemæssigt begrænset sammenlignet med normalkost. I stedet fik patienterne naturlige kulhydrater (frugt, grønsager og fuldkorn) sammen med disses rigdom af vitaminer, mineraler, fermenter (specielt åndingsfermenter) og sporelementer.

Fordelene ved disse næringsfaktorer er for det første, at de stimulerer de indre åndingsfermenter. For det andet nedbrydes de langsommere i tarmen på grund af deres fiberstoffer (f.eks. klid), og der dannes ikke cancerfremmende høje blodsukkerkoncentrationer. Og for det tredje indeholder de selv de vitalstoffer, der er nødvendige for deres nedbrydning.

For patienterne gælder derfor følgende anvisning: ikke ét gram fabrikssukker, hverken hvidt eller brunt. Forbud også mod selv de mindste mængder hvidt mel, polerede ris eller andre raffinerede stivelsespræparater. Kun mælkesukker ønskes, ca. 3-4 tsk. daglig, ikke på grund af dets ret svage søde smag, men til hæmning af udviklingen af proteinspaltende og dermed forrådnelsesskabende kim i tyktarmen.

I stedet skal man bruge fuldkornsmel og fuldkornsprodukter, helst lavet af økologisk dyrket korn, idet der her er garanti for, at åndingsfermenterne ikke er blokerede af kemiske sprøjtemidler. I så fald er nemlig alle bestræbelser på at sætte åndingsprocessen i gang igen forgæves. Også de andre kulhydratholdige levnedsmidler skal være naturlige. Derved aflastes lever og bugspytkirtel.

Den levende føde skal indeholde tilstrækkeligt protein. Protein er snævert forbundet med fermenteringen og står i centrum i kræftforsvaret. Spørgsmålet er blot: hvilken slags protein?

For at besvare dette spørgsmål skal man vide følgende: den kræftsyge dør til sidst, fordi kredsløbet bryder sammen på grund af en oversvømmelse af forrådnelsesstoffer, der stammer dels fra svulsten, dels fra tarmen. Derfor må man på naturlig vis forsøge at bremse forrådnelsen i tarmen. Proteiner fra kød og indmad "fodrer" de sygdomsfremkaldende forrådnelsesbakterier og forårsager en forøget gæring. Derfor: forbud mod kød, fisk og æg!

Til gengæld skal man bruge syrnede mælkeproteiner, altså yoghurt, kvark osv., i anden række gær og sojaprodukter. Sødmælk er uønsket, fordi de nødvendigvis større mængder til et voksent menneske er for vanskeligt fordøjelige.

Med hensyn til fedt: intet kød og derfor heller intet animalsk fedt! I stedet koldpressede planteolier, der takket være deres høje indhold af flerumættede fedtsyrer "antænder" den så nødvendige indre ånding. Olierne anvendes uopvarmet og direkte i forbindelse med salater osv. De skal jo forblive stofskifteaktive for at kunne vitalisere organismen. Derfor må de under ingen omstændigheder opvarmes. Under kogning, bagning og grill mister olierne ikke blot deres livgivende egenskaber, men danner endog også kræftfremmende substanser.

Den nødvendige forbedring af celleåndingen kan opnås på en nem og naturlig måde, når kosten også indeholder rigelige mængder af de såkaldte bærere af røde farvestoffer (anthocyaner). Disse findes først og fremmest i blåbær og rødbede - i ringere mængder i hindbær, ribs, kirsebær og røde druer. De hæver væsentligt celleåndingen på grund af deres aktive iltgrupper.

Men mennesket vil ikke nøjes med at spise og ånde; det vil også drikke, og for det meste drikker det for lidt, hvilket især gælder ældre mennesker. Selv om den fuldværdige kost indeholder temmeligt meget væske (råkost, syrnede mælkeprodukter), så skal man dog tænke på, at en vellykket behandling til udskillelse af mange kræftgifte forudsætter en rigelig væsketilførsel. Naturligvis kommer the og kaffe ikke i betragtning på grund af deres brankestoffer, lige så lidt rødvin trods indholdet af dets vigtige røde farvestof. Derimod kan varme sundhedstheer (ikke afføringstheer med sennes og aloe) samt mineralvand anbefales.

Læs også:
Te-facts
Fuldværdig kost imod kræft
Myter om vitaminer
Ved optimal ydelse og sportspræstationer

Referencer: 
Dr. Walter Schultz-Friese i tidsskriftet "Meine Gesundheit".

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012