Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Imponerende erfaring med Ipe Roxo®

Gerda D., 2300 København S. (navnet er tilbageholdt af redaktionen) har givet lov til at offentliggøre sine erfaringer med naturmidlet Ipe Roxo®.

I foråret 1984 fik jeg smerter i mit venstre ben samt nogle farvede blå, gule og røde mærker på smalbenet, hvorfor jeg konsulterede min læge, der undersøgte benet og konstaterede, at jeg havde rosen, og ordinerede penicillin.

Det hjalp ikke. Smerterne tog til, og igen gik jeg til lægen, der nu meddelte mig, at det var årebetændelse. Jeg skulle fortsatte med penicillintabletter, men med nogle stærkere virkende, og skulle komme igen, når rationen var brugt, dersom jeg stadig havde smerter.

Tredje gang fik jeg at vide, det var åreknuder, jeg havde, hvorfor jeg skulle fortsatte med penicillin.

Det hjalp stadig ikke, smerterne tog til, hvorfor jeg igen tog til lægen sammen med min mand, der ønskede at få kontrolleret sit blodtryk.

Da lægen efter undersøgelse af benet igen ordinerede mig mere penicillin, spurgte min mand lægen, om der ikke var mulighed for, at jeg kunne få en henvisning til en speciallæge.

Vi fik henvisningen og var så heldige, at speciallægen havde konsultation en time senere, hvorfor vi samme dag, torsdag, kunne konsultere speciallægen, der undersøgte benet og konstaterede, at det muligvis var årebetændelse; han lagde et »gibsbind« om benet, og gav mig besked om at komme igen næste torsdag.

Da bindet blev klippet op, bemærkede speciallægen, at jeg havde en sort plet på benet på størrelse med hovedet på en nipsenål.

Det var et modermærke, som jeg er født med. Lægen tilkaldte yderligere to læger, og alle var enige om, at det var kræft, jeg havde i benet.

Speciallægen skrev omgående en indlæggelse til Finsens instituttet og meddelte mig, at dersom jeg ikke havde hørt derfra inden tre dage, skulle jeg kontakte ham igen.

Allerede lørdag morgen var der brev fra Finsens instituttet, hvori der stod, at jeg skulle møde mandag kl. 8.00.

Efter undersøgelsen fik jeg mine bange anelser bekræftet.

Jeg fik besked på at møde til indlæggelse næste mandag. Dersom min sygdom og smerterne blev forværret i ugens løb, skulle jeg omgående underrette hospitalet.

Det var ikke tilfældet, hvorfor jeg mødte til indlæggelse mandag morgen, hvor jeg igen blev undersøgt.

Da svaret på prøverne var fremkommet, blev jeg opereret den 30/7 1984 med en transplantation fra højre lår på ca. 300 cm2.

Efter omstændighederne forløb alt godt. Jeg gik til kontrol på Finsens instituttet regelmæssigt, og den 6/1 1989 fik jeg den glædelige meddelelse, at dersom det var lige så fint næste gang, om et halvt år 6/7 1989, ville jeg blive erklæret rask.

Onsdag, den 22/3 1989 bemærkede jeg en blodudtrædning i arret på venstre ben, hvorfor jeg sagde til min mand, at vi måtte gå til lægen efter påske.

Tirsdag den 28/3 1989 konsulterede vi lægen, som var ny, idet han denne dag overtog min tidligere læges praksis.

Han undersøgte benet og sagde, det var en lille blodudtrædning, der intet betød, jeg skulle blot holde benet i ro et par dage.

Det blev ikke bedre, hvorfor jeg ringede til Finsens instituttet tirsdag den 4/4 1989. Jeg fik besked om at møde dagen efter, den 5/4. Vedkommende, som jeg talte med, var ikke kirurgisk læge (plast), hvorfor han ringede over til Rigshospitalet. Her fik han den meddelelse, at jeg skulle møde til undersøgelse torsdag den 6/4 1989.

Lægen på Rigshospitalet konstaterede, at det var sygdommen, der var brudt ud igen, og at jeg skulle indlægges igen til operation, så snart der blev en seng ledig.

Mandag den 17/4 1989 fik jeg besked om at møde næste dags morgen til indlæggelse.

Efter nye undersøgelser blev der konstateret knuder i lysken, hvorfor der skulle foretages to operationer, der fandt sted den 19/4 1989.

Ved undersøgelse en uge efter operationen blev der fundet en knude bag på mit venstre ben ved akillessenen, hvorfor jeg måtte en ny operation igennem.

Den 3/5 1989 blev jeg hjemsendt med dræn, fik hjemmesygepleje to gange daglig og skulle møde til kontrol på Rigshospitalet to gange ugentlig.

Den 5/6, Grundlovsdag, fik jeg høj feber (40° ) og sygeplejersken ringede til hospitalet, der gav mig besked om omgående at møde til ambulant behandling. Jeg blev tappet for lymfevæske og fik penicillin; men intet hjalp, og jeg blev igen indlagt den 14/6 til undersøgelse for ny operation.

Efter tre dages undersøgelser konstaterede lægerne på Rigshospitalet ved ultralydscanning, at der i lysken var fremkommet flere knuder, som skulle fjernes ved operation; men dagen efter fik jeg besked om, at operationen var aflyst, og at jeg ville komme til samtale med lægerne. De havde forinden besluttet, at operationen var for stor og alvorlig for mig, så de kunne ikke hjælpe mig mere på Rigshospitalet; men de havde aftalt med overlagen på Finsens instituttet, at jeg skulle møde der for at få strålebehandling.

Den 28/6 1989 mødte jeg til nye undersøgelser på Finsens instituttet. Efter undersøgelserne blev det besluttet, at jeg skulle behandles med en kemokur i otte uger.

Hver mandag mødte jeg for at få taget blodprøver, for om tirsdagen at give møde for at modtage nye piller.

Hver uge var et smertende mareridt for mig, idet tirsdag nat og hele onsdagen var næsten uudholdelige.

Tirsdag, den 29. august 1989 var jeg til undersøgelse efter endt kur.

Her meddelte lægen mig det triste budskab, at kuren ikke havde virket efter hensigten, og at hospitalet ikke havde yderligere tilbud at hjælpe mig med, for sygdommen var så spredt, at stråler ikke ville hjælpe.

Jeg blev udskrevet med recept på ketogan, som jeg til da havde fået en af hver dag, men fremover måtte jeg tage efter behov, og hvis smerterne blev uudholdelige, skulle jeg konsultere min læge.

Vi læste en artikel i »Hus & Have« om en læge i Sao Paolo, der havde givet sin døende broder Ipe Roxo® mod kræftsygdommen.

Den 30. august besluttede jeg mig til at tage Ipe Roxo®, idet jeg tog 6 kapsler daglig - 3 x 2 morgen middag og aften i forbindelse med måltiderne.

Som lyn fra en klar himmel ophørte smerterne pludselig den 19. september, således at jeg ved sengetid hverken tog ketogan eller sovepille - og har  ikke  taget disse piller siden.

Mit ben, der var besat med en snes knuder af forskellige størrelser og som lignede »en rosenkålstok med rødkålsfarve«, er nu glat som en bordplade og har naturlig hudfarve.

Hvor to hospitaler opgiver videre behandling af min sygdom, er jeg »110%« overbevist om, at det er Ipe Roxo®, der har hjulpet mig.

Torsdag, den 30. november var jeg til kontrol på Finsens instituttet, hvor jeg havde den tilfredshed, at den samme læge, som gav mig den triste meddelelse den 29. august, ved selvsyn kunne konstatere den store fremgang, der var sket med mit ben og min sygdom - og jeg følte og kunne mærke den varme, at lægen var lige så glad og tilfreds, som jeg var lykkelig, da han så fremgangen, og vi fortalte ham om den vidunderlige Ipe Roxo®, samtidig med at han fik en fotokopi om denne indianermedicin, der blev vedlagt min sygejournal - og nu håber jeg og min mand, at vi endnu kan nyde nogle gode år - takket være Ipe Roxo.