Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Cardulon - mere info

art-cardulonEn gammel levervirksom lægeplante.  Marietidsel  (Silybum marianum el.Carduus marianus)  har været brugt som lægeplante siden oldtiden. Frøene indeholder silymarin, der er i stand til at beskytte leveren mod flere gifte, bl.a. løgknoldet fluesvamp. Samtidig stimulerer marietidsel leverens evne til at regenerere sig og til at nydanne leverceller. Derudover virker silymarin (flavonoidforbindelser, hvoraf man har isoleret 3 indholdsstoffer: silibinin, silidianin og silicristin) »stabiliserende« på levercellemembranerne og forhindrer, at levergifte trænger ind i cellerne, samtidig med at udtræden af opløste cellebestanddele hæmmes. Takket være sine antioxidative egenskaber modvirker silymarin også skader i cellemembranerne og stofskifteprocesserne, som fremkaldes af frie radikaler.

Cardulon er en ekstrakt af marietidselfrø, som bruges til at reducere leverskader fra alkohol og medicin, mod kronisk leverbetændelse, skrumpelever og forgiftning.

Leverens opgave i stofskiftet.  Leveren er det centrale stofskifteorgan i organismen. Alle stoffer, der optages i blodet fra tarmen, føres over portåren til leveren, og - såfremt der ikke sker en fuldstændig nedbrydelse, afgives de igen til kredsløbet efter oplagring hhv. omdannelse enten i form af synteseprodukter eller udskillelsessubstanser.

 

Sammenfatning af leverens rolle i stofskiftet:

Aminosyre-, kvælstof- og proteinstofskifte: 

  • syntese, omdannelse og nedbrydelse af aminosyrer,    
  • syntese af urinstof, urinsyre og kreatinin,    
  • syntese af enkelte plasmafaktorer og koaguleringsfaktorer.

Fedtstofskiftet:

  • syntese og nedbrydelse af fedtsyrer,    
  • syntese af triglycerider, fosforlipider, kolesterol, lipoprotein og ketonlegemer.

Kulhydratstofskifte:

  • oplagring og mobilisering af glykogen,    
  • nydannelse, omdannelse og metabolisering af glucose, galaktose, fruktose, glukoronsyre og andre monosaccharider.

Galdesyrestofskifte

  • dannelse af galde,     
  • nysyntese og galdesyrers enterohepatiske kredsløb

Bilirubinstofskiftet

Biotransformation

Virkemekanismer

Cardulons  terapeutiske virkning beror frem for alt på:

  • en membraneffekt     
  • en antioxidativ effekt     
  • regenerative effekter

Membraneffekt.  Silibinin indgår i biokemiske processer i levercellemembranerne og blokerer bestemte bindingspunkter eller transportsystemer på levercellen og hæmmer optagelsen af fremmedstoffer som f.eks. svampegifte. De normale ind- og udtransportprocesser i leveren påvirkes ikke. Et direkte samspil mellem silibinin og membranerne er blevet påvist i dyreforsøg. Cardulon øger membranresistensen og beskytter dermed cellerne mod forskellige levergifte. Præparatets antioxidative egenskaber medvirker også til membranstabiliseringen.

Antioxidativ virkning.  En række levergifte kan føre til dannelse af frie radikaler og fremkalde en oxidering af de flerumættede fedtsyrer, der findes i cellemembranerne som essentielle bestanddele. Det fører til en ødelæggelse af membranerne og til en negativ påvirkning af stofskifteprocesserne.

Silibinin har den egenskab, at det virker som en radikalopfanger. Det kan således effektivt afbryde oxideringen af fedtsyrerne. Undersøgelser tyder på, at silymarin udøver sin antioxidative virkning gennem stimulering af antioxidativt virkende enzymer, som f.eks. superoxid-dismutase (SOD) og opviser derudover en immunstyrkende aktivitet.

Regenerative effekter.  Undersøgelser viser, at silibinin øger proteinsyntesen. Det gælder både for strukturproteiner og funktionsproteiner. Levercellernes biosyntesekapacitet påvirkes derved positivt, hvilket er af stor betydning for levercellernes regenerationsprocesser.

Konklusion.  De samlede virkninger af Cardulon marietidsel ekstrakt: a) vekselvirkning med (ydre og indre) cellemembraner, b) antioxidativ virkning og c) stimulering af proteinsyntesen gør præparatet til et forebyggende, regenerationsfremmende og helbredende middel af særlig betydning i behandlingen af alle slags leverlidelser.

Referencer:
Berenguer, J. et al.: Ensayo doble de silimarina frente a placebo en el tratamiento de hepatopatias crónicas de diversa génesis. Münch. Med. Wochenschr. (spansk udg) 119,240-260 (1977).
Brodanoa, M. et al.: Aktuelle Hepatologie, s. 30 - 39, Lilbeck 1977.
Di Mario f. et al.: Der toxisch-metabolische Leberschaden, s. 54-59, Lübeck 1981).
Fehér, J. et al.: Medical Weekly, 130, 2723-2727(1989).
Fiebrich, E et al.: Silymarin, an inhibitor of lipoxygenase. Experientia 35, 1548-1550 (1979).
Fintelmann, V et al.: Therapiewoche 30, 5589-5595 (1980).
Frerick, H. et al.: Der Kassenarzt 33/34, 36-41 (1990).
Hammerl, H. et al.: Über die Objektivierung der Silymarinwirkung bei Leberkrankkungen. Med. Klin.66, 1204-1208 (1971).
Holzgartner, H.: Therapiewoche 20, 1868-1869 (1970).
Kiesewetter, E. et al.: Ergebnisse zweier Doppelblindstudien zur Wirksamkeit von Silymarin bei chronischer Hepatitis. Leber, Magen, Darm 7, 318-323 (1977).
Kurz-Dimitrowa, D.: Leberschutzbehandlung psychiatrisch-neurologischer Patienten bei Langzeittherapie mit Psychopharmaka. Z. Präklin. Geriatr. 9, 275 (1971).
Saba, P et al.:TherapeutischeWirkung von Silymarin bei durch Psychopharmaka verursachten chronischen Hepatopathien. Gazz. Med. Ital. 135 (4), 236251 (1976).
Salmi, H. A. et al.: Effect of silymarin on chemical, functional and morphologieal alterations of the liver. Scand. J. Gastroenterol. 17,517-521 (1982).
Schmidt, L.: Beiträge zurtherapie des Alkoholismus und alkoholtoxischer Leberschäden. Therapiewoche 21, 2466-2469 (1971).
Seitz, H. K.: Metabolische Aspekte der alkoholischen Lederschädigung,Teil 1: Epidemiologie und Alkoholstoffwechsel. Z. Gastrroenterologie 22, 669-681 (1984).
Situnayake, R. D. et al.: Lipid peroxidation and hepatic antioxidants in alcoholic liver disease. Gut 31, 1311-1317 (1990)
Suematsu, T et al.: Lipid peroxidation in alcoholic liver disease in human alcoholism. Clin. Exp. Res. 5, 427-430 (1981).

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012