Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Den svære sundhedsprioritering

Af Karen Ellen Spannow, mag. art,. Brabrand, 22.5. 2001

Mange af de opgaver, som sygeplejen har sat sig for i de senere år, kan med stor fordel gives tilbage til befolkningen. Hvis vi ved, at der ikke er nogen andre, der gør det, mon det så ikke viser sig, at vi kan selv?

Oplysning er sommetider et tveægget sværd. Det gør sig i særlig grad gældende i forhold til sundhed og sygelighed. Det er nemlig sådan, at jo bedre uddannede og oplyste mennesker er, jo dårligere mener de deres helbred er. Hvor man kunne have håbet, at mere almen viden ville medføre mindre brug af sundhedssektoren, forholder det sig altså lige omvendt. Det er på den baggrund, man skal anskue den intense debat om, hvordan sundhedssystemet virker - og ikke virker. Det medfører også, at man kan få en fornemmelse af, at sundhedspolitikken i kongeriget først og fremmest tager udgangspunkt i medieomtalen af sygdomsramte, hvad enten det er de kendtes forargelse over, at de pludselig befinder sig på en venteliste eller patientforeningers fremhævelse af, at deres medlemmer ikke får denne og hin mere eller mindre dokumenterede behandling, som gives i Sverige eller Tyskland. De sygdomsstatistikker og behandlingsstatistikker, som rettelig burde udgøre det saglige grundlag for planlægningen af behandlingskapacitet og den præventive indsats, skubbes ofte til side, fordi det medieomtalte opfattes som mere presserende af politikere, der i næsten ingen tilfælde kan se en syg patient - eller en overskrift om samme - uden at love dem den bedst mulige behandling her og nu.

Denne holdning indebærer blandt andet, at op imod halvdelen af hospitalsbudgetterne anvendes til behandling af patienter, der er døde kort tid efter. I det omfang at de, der får forlænget livet med nogle uger, har det godt, er det fint, men mange får svære behandlingsbivirkninger oven i deres symptomer, og der er en bred viden om disse forløb, der kan dokumentere, at det forholder sig sådan, og den viden kunne bruges til at differentiere behandlingstilbuddene, og give mulighed for at undgå de mest plagsomme forløb. Det handler især om ved ordentlig information at give de berørte patienter reelle valgmuligheder. Vi ved godt alle sammen, at livet ikke varer evigt, og for mange er det vigtigste at komme herfra på en værdig måde.

Nu er det en nærmest umuligt opgave at sætte pris på, hvad det må koste at forsøge at forlænge livet. Ethvert liv er uerstatteligt og kan ikke gøres op i kolde kontanter. Det er ikke desto mindre det, som sundhedspolitikken er tvunget til at gøre, og et første skridt på vejen til at komme i gang kunne være åbent at sige: Vi kan ikke i alle tilfælde tilbyde det absolut bedste behandling, der forlænger livet mest muligt. Vi er tvunget til at prioritere, og hvis vi ikke gør det åbent og centralt, så skubber vi prioriteringen nedad i det beslutningstagende hierarki. Hvis ikke sundhedsministeren eller Sundhedsstyrelsen udsender åbne retningslinier for, hvad vi kan tilbyde af behandling - både teknisk og økonomisk - så bliver det vagthavende læge, der må rette ind efter lokale sygehusbudgetter.

Prioriteringen forsvinder ikke, fordi den ikke bliver taget, men udmønter sig relativt tilfældigt overalt i sundhedssystemet. Typisk vil den især ramme patienter med knap så medieomtalte sygdomme.

Uagtet, at det må føles uacceptabelt at sætte tal på patienternes forventede livskvalitet efter en eventuel behandling, er det nok det, man er nødt til at gøre, for at skabe grundlaget for en rimelig prioritering af de til rådighed stående midler. Man kan så trøste sig med, at det eneste nye ved det er, at det gøres åbent og efter en mere ensartet målestok, for i det lægelige skøn er der altid indgået overvejelser i relation til livskvaliteten. Mest dramatisk i transplantationskirurgien. Sparsomme organer gives - forudsat flere matcher vævsprøverne - først til dem, der skønnes at have mest gavn af dem. Det vil i praksis ofte sige de yngste og dem med en ellers sund livsstil.

Selv om der ikke er nogen, der forlods ønsker at tilsidesætte ældre eller folk med rygerlunger, adipotitas eller alkoholmisbrug, så taber disse patientgrupper points i vurderingen af egnethed. At lade som om, at det ikke forholder sig sådan, er det rene uforfalskede hykleri.

At ikke alle under alle omstændigheder skal modtage behandling, er ikke det eneste budskab, som skal debatteres med befolkningen. Befolkning og politikere skal nemlig sammen gøre op med forestillingen om, hvor meget hospitalerne betyder for den almindelige sundhedstilstand. Mere end 95 pct. af al sygdom færdigbehandles i den primære sektor. Derudover er det i meget højere grad måden, vi lever på, der har betydning for vor sundhed og levealder end antallet af hospitalspladser.

Det kan derfor meget vel være en misforståelse at se den relativt lavere levealder i Danmark som et resultat af en for lille indsats for de syge. For eksempel vil den seneste ekstra bevilling til kræftbehandling, som i hovedsagen anvendes til mere strålebehandling, næppe påvirke gennemsnitsalderen. Skal levealderen i vejret er det altså de raske, der skal fokuseres på. Og her er vi langt uden for den rene sundhedspolitik, og et godt stykke inde i arbejdsmarkedspolitik, boligpolitik, socialpolitik, fødevarepolitik og trafikpolitik.

Historisk set har hospitalet imidlertid haft en central rolle, men af helt andre grunde end dets betydning for folkesundheden, som har fået betydeligt mere støtte fra sundhedsplejersker på cykel. Den fysiske struktur har fungeret som et meget tydeligt og håndgribeligt symbol på regenters og politikeres vilje til at stå deres undersåtter bi i vanskelige situationer. En hjertevarm patriarkalsk gestus, der i sin spæde begyndelse slog flere ihjel, end den helbredte. I mange byer har hospitaler desuden været en skattet arbejdsplads, hvilket har vist sig, hver gang lukninger har fundet sted.

For ganske vist vil folk ikke indlægges lokalt, når de får deres helt specielle sygdom, som nødvendigvis må behandles et stort sted med mange eksperter, men de vil gerne have deres daglige arbejde på stedet.

Hospitaler har også været stedet, hvor professionelle kunne herske og regere og samle glans og opmærksomhed omkring deres gerning. Et æterduftende tempel med særlig lyssætning, hvor svære kampe udkæmpes bag hvide masker og liv reddes og tabes. Dramatisk stof, som har holdt liv i mange andenrangsforfattere. Disse billeder er i dag - og med god grund - falmet noget, selv om tempeludstyret er blevet opgraderet og amterne kappes om at få hospitalerne til at ligne Hilton og Sheraton mest muligt. Men tilbage står en tilsyneladende uafrystelig fornemmelse af, at hospitalernes indretning og arbejde er helt afgørende for befolkningens velbefindende.

Derfor har der også været meget lidt opmærksomhed på det, man kunne kalde den murstensløse behandlingsindsats, hvor viden og ekspertise dissemineres ud i samfundet.

Hospitaler har hovedsageligt fungeret som videnopsamlende steder og suget ressourcer fra videnspredende aktiviteter, som kunne have haft større effekt på den almene sundhedstilstand.

Med alle disse forbehold in mente skal vi naturligvis have steder, hvor vi kan få behandling, når vi bliver så syge, at det ikke kan klares i den primære sektor eller ved egen indsats. Og et sted hvor vi kan føde vore unger under betryggende forhold. Og endelig et sted, hvor vi kan dø, når det ikke lader sig gøre under hjemlige omstændigheder. Men måske skulle vi lægge al den gamle glamour bag os og helt nøgternt gøre en indsats for at definere de kærneydelser, som hospitalet skal forsyne de syge med. Ved at prioritere det centrale kan det måske overflødige, som hen ad vejen er læsset over i hospitalsregi, tages op til genovervejelse.

Barberet helt ind til benet skal hospitalets personale koncentrere sig om at helbrede, lindre, forløse og informere.

Det er indlysende, at helbredelse, lindring og forløsning bredes ud inden for de enkelte specialer, og at de samlede kærneydelser i dette felt rummer et væld af tekniske detaljer, som kræver et veluddannet personale, en god organisering og stædig udforskning og monitorering. Men det indebærer ikke nødvendigvis, at behandlingspersonalet skal kende hver detalje i patienternes tankegang eller altid være parat til at bakke op omkring pårørende og andre til patienten relaterede personer.

Den holistiske pleje, der alligevel aldrig har svunget sig ud over det retoriske, kan med fordel droppes for en systematisk og professionel information.

Ved at prioritere saglig og professionel information frem for ambitionen om intimt kendskab til patienternes særlige situation og individuel rådgivning, gives ansvaret tilbage til patienterne og deres pårørende. Vi skal ikke længere regne med, at det offentlige nok tager sig af de svære samtaler og nærheden. Ikke fordi det offentlige nogensinde rigtig har gjort det, men der har været skabt så mange forventninger til det, at mange pårørende er bakket ud på forhånd.

Mange af de opgaver, som sygeplejen har sat sig for i de senere år, kan med stor fordel gives tilbage til befolkningen. Hvis vi ved, at der ikke er nogen andre der gør det, mon det så ikke viser sig, at vi kan selv. Der tales i disse år meget om inddragelse af civilsamfundet, og her er et område, hvor det virkelig kan vise sig at være til alles bedste, at overlade den sjælelige og sociale omsorg til dem, der står patienten nærmest.

Health News 2002

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012