Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Læge Kirstine Nolfi: hvad er levende føde?

Levende føde er først og fremmest nødder, frugt og grøntsager. De indeholder alt, hvad mennesket har brug for. Men også mælk, korn og honning er levende føde.

For tiden er nødder for dyre, vi kan heller ikke skaffe nok af dem; men nødder kan erstattes af frisk rå sødmælk og opblødt korn.

Hasselnødder er neutrale, hverken sure eller basiske, ægte kastanier og kokusnødder er basiske. Kokusnødder indeholder alt, hvad et menneske i troperne har brug for; men da vi hos os får dem midt i oktober uden den ydre skal, hamplaget, og da de allerede i slutningen af februar begynder at blive harske og forsæbe, kan vi ikke klare os med dem alene. Men netop i den mørke, kolde vintertid, hvor vi kan få dem, er det vi trænger mest til dem.

Nødder er et godt supplement til såvel frugt som grøntsager, der væsentlig består af kulhydrater, mens nødder indeholder omkring 62 pct. plantefedt og 36 pct. planteæggehvide. Denne planteæggehvide står den menneskelige æggehvide meget nærmere end kød og går næsten uden fordøjelsesarbejde over i organismen.

Hasselnødder har hørt hjemme her i Danmark fra Arilds tid; man finder endnu skallerne efter dem i flere meters dybde i vore moser. Hasselnødder smager herligt, når de får lov til at falde ned, så man ved, at de er modne og bliver opbevarede på rette måde.

Nødder er meget bedre end korn. Korns store næringsværdi skyldes dets 70 pct. kulhydrater. Plantefedtstof og æggehvidestof er der kun lidt af, slet ingen C-vitaminer, men mange B-vitaminer.

Men korn er frø, og alle frø har syreoverskud. Vi kan heller ikke tygge hele modne korn.

For at vi skal kunne spise kornet, må det først enten males eller opblødes. Alle kornsorter kan males, eller de kan blødes op et døgn, og de kan da tygges med gode tænder. Byg og hvede egner sig godt.

Frisk, moden frugt er altid godt, den virker altid basisk. Alle grøntsager er basedannende; af grøntsager har vi to slags, de overjordiske: bladene, ved blomkål tillige blomster, og de underjordiske: rødder og knolde. Den grønne farve i bladene er opsparet sollys. Derfor må vi ikke glemme bladene. Hvad vi heller ikke må glemme er de rå kartofler.

Forhen hed det sig, at kartofler var fattigmands føde, godt for den, der ikke havde råd til bedre mad, som kød for eksempel.

Biologisk rigtigt dyrkede kartofler, helst fra sandjord, har som rå en fin smag, der minder om nødder, men ikke er så udpræget, at den i længden kan vække modvilje. Vi kan spise rå kartofler tre gange daglig uden at blive trætte deraf.

Kartofler er ganske vist temmelig fattig på æggehvide, men deres æggehvide er første klasses, så vi kvantitativt kan nøjes med mindre. Derved adskiller kartoflen sig fra mange andre fødemidler, for eksempel korn, der kræver kompensering, bedst i form af frisk rå sødmælk. Det gør kartoflen ikke, vi kan klare os med dens ringe mængde æggehvide, fordi den er så god.

Kartofler er temmelig rige på vitaminer, fremfor alt af B-gruppen og C-vitaminer, som vi ofte får for lidt af. De indeholder 3 gange så mange B-vitaminer og 2-3 gange så mange C-vitaminer, som en banan, desuden A-vitaminer, som ikke findes i bananer.

Men endnu vigtigere er kartoflens overskud af basiske mineralstoffer, som er så absolut nødvendige for stofskiftet; i modsætning til korn, der har et betydeligt syreoverskud.

Deraf kommer, at kartofler virker helbredende på gigt og mavekatar, altså ikke alene forebyggende.

At påstå, at man i længden kan ernære sig udelukkende af kartofler, er dog overdrevent. Der findes intet helt ideel næringsmiddel, det skulle da være kokosnødder. Kartofler mangler fedtindhold, men fedtstoffer kan vi selv lave af grøntsagernes kulhydrater i vor organisme, ligesom køerne kan lave mælkens fedt af græs. Men fremfor alt har kartoflen ringe kalkindhold, så kalken må komme fra andre levnedsmidler, bedst og sikrest fra rå sød mælk. Også det relativt lave A-vitamin indhold må suppleres, for at C-vitaminet kan få sin fulde virkning, dertil har vi rosenkål, grønkal og spinat.

Om kartoflens gode virkning over for gigt skriver dr. Hindhede i en af sine beretninger: »Mange gigtpatienter såvel ved den klassiske gigt (podagra, gout) som ved almindelig kronisk leddegigt (Arthoitis deformans) har forsøgt kartoffelkur, ikke sjældent med udmærket resultat. Også diabetes behandles med held ved kartoffel- og frugtdiæt.«

Endelig må vi ikke glemme, at kartoflen i rå tilstand og med skræl har betydning som tandbeskyttende middel.

Jeg refererer her nogle erfaringer fra den svenske læge John Thorson, der har foretaget undersøgelser på en antal af 22.000 munde, og kun fundet 15 med helt sunde tænde. Senere har han fundet yderligere 15, hos hvem han selv havde overvåget kosten. Det viste sig, at samtlige disse 30 daglig havde spist rå kartofler, og at de havde aversion mod sukker og søde sager. »Tandsundheden«, siger dr. Thorsson, »synes således helt beroende på, at føden ligner den, som menneskene havde før sit kulturstadium, dvs. hovedsagelig plantekost fri for almindelig sukker.«

Den store virkning kartofler har på tænderne, har ved den seneste forskning vist sig at bero på, at den lige under skrællen indeholder fluorforbindelser. Fluor er et grundstof, der udgør en meget vigtig bestanddel af tændernes emalje.

Man taler i øjeblikket om at tilsætte fluor til drikkevand og tandpasta. Her gælder det samme som overalt; det naturlige er det rigtige: spis i stedet en rå kartoffel med skræl på hver dag.

Prof. C. Schöitz, lederen af universitetets hygiejniske institut i Oslo, skriver i 1943:

»Et barn fik ingen grøntsager som spædbarn, sjældent groft brød, aldrig natursmør, næsten aldrig middagsmad, sjældent frugt. Men daglig spiste han store mængder rå kartofler og rå gulerødder. Rå kartofler var hans fornemste kost, sagde moderen. Han havde aldrig børstet tænder, spiste altid maden tør. God almentilstand. Et andet barn, en 7 år gammel pige, havde væsentlig fået fint rugbrød, kun lejlighedsvis frugt, men havde daglig spist rå kartofler, friske gulerødder, ukogt kål, ukogte ærter og gryn. Spiste maden tør. Almentilstanden udmærket. Et tredje barn, en gut på 7 år, havde kun lejlighedsvis fået frugt, men spiste daglig en eller flere rå kartofler, rå gulerødder, ukogt kål, rå gryn.«

»Det er værd at bemærke, at børnene med deres store vitaminbehov syntes, at de rå kartofler smagte godt, antagelig fordi de tilførtes C-vitaminer i tilstrækkelig grad på denne måde.«

I tilslutning hertil kan jeg berette om en hund, der hjemsøgte grønthandleren daglig blot for at hente sig et par rå kartofler, som den spiste med god appetit. Hunden levede på en kost, der var fattig på C-vitaminer, og det bødede den rent instinktivt på med de rå kartofler. De fleste småbørn spiser ligeså gerne rå kartofler som rå gulerødder. Bedst er sandjordskartofler; de smager godt og er lette at tygge.

Hvor stor næringsværdi, der findes i grøntsager, forstår vi bedst, når vi får at vide, at flygtende soldater under forrige verdenskrig i måneder levede af kartofler og roer, som de tog på markerne. De ikke alene klarede de store strabadser og den angst, der er forbundet med at flygte, men deres maver, der var ødelagte af konserves, kom sig.

Uddrag af Kirstien Nolfi: "Levende føde råkostens betydning for sundheden" (1955).

Health News   2002 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012