Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Når døden bliver narret

Af Edel Hildebrandt

Kræftpatienter snyder prognoserne og lever længere ved hjælp af kampvilje og alternative metoder, men den etablerede lægeverden vil ikke vide hvorfor. Den holdning angribes i bogen "Kræftmirakler", hvor læge Ulrik Dige vurderer 62 patienters historier. 

Mirakler findes. Selv om en kræftpatient har fået at vide, at der ikke er mere at gøre, og at han eller hun godt kan gå hjem og beskikke sit bo, så sker der somme tider noget helt andet. Svulster forsvinder eller bliver mindre, sygdommen går i ro, kroppen - eller er det sjælen - snyder eksperterne og prognoserne, og det kunne lægevidenskaben godt lære noget af. Men indtil videre har den mildt sagt ikke været interesseret.

Det er budskabet i en bog af den 60-årige speciallæge i vævsdiagnostik Ulrik Dige, som har 20 års lægegerning i Sverige bag sig og nu bor i Vester Skerninge på Fyn. Han forlod sit sidste job som overlæge i Umeå for at skrive bogen og er nu indtil videre arbejdsløs. Og han regner ikke med, at jobtilbuddene vælter ind efter bogen, som er et engageret indlæg i debatten om alternative helbredelsesmetoder og et angreb på hans egen stand, der kun godtager videnskabeligt hug- og stikfaste undersøgelser og hverken vil høre om hajbrusk eller healing.

Andre kræfter
Alene titlen er en provokation. "Kræftmirakler" hedder bogen med undertitlen "i lægens og patientens perspektiv. Lægen er Ulrik Dige, patienterne er 62 kræftramte mennesker, som selv henvendte sig for at være med, efter at han i 1997 lancerede projektet om at undersøge det, han kalder exceptionelle sygdomsforløb - tilfælde hvor der er indtrådt en klar forbedring, som ikke kan tilskrives den etablerede kræftbehandling.

»Mirakler bør under alle omstændigheder ses efter i sømmene«, som han skriver i bogens indledning.

37 ud af de 62 opfyldte hans kriterium om usædvanlige forløb. De har næsten alle fået lægelige dødsdomme, enten fordi den etablerede behandling ikke hjalp, eller fordi de afslog den. 20 af de 37 har ikke længere tegn på aktiv sygdom, 4 er døde, og i resten af tilfældene lever patienten i god harmoni med sin sygdom. Men alle de 62, der henvendte sig, er med i bogen, forsynet med Ulrik Diges kommentar ud fra hans gennemlæsning af journaler og interview med patienterne - og rubriceret under henholdsvis de exceptionelle, gråzonen og myterne.

"Jeg kunne jo ikke sortere, så kun de exceptionelle var med. Det ville være uærligt«, siger Ulrik Dige.

Han har ikke skrevet bogen for at angribe lægestanden, men for at opmuntre patienter, give dem håb.

"De skal vide, at der findes undtagelser, hvor det går meget bedre, end lægerne har spået. Prognoser er altid gennemsnit, og i stedet for at gå i sort over, at for eksempel kun fem procent overlever den diagnose, man har fået, så kunne man lige så godt satse på at tilhøre netop de fem procent. Og hvis nogle af historierne her i bogen bliver taget alvorligt, så må vi erkende, at der er andre ting end kemi og kirurgi, der virker på kræftpatienter".

Den vigtigste kraft er patienternes egen, kraften til at tage kampen op med sygdommen, fremgår det af bogen. Det har de gjort på utallige måder, fra kostomlægning med mere grønt og økologisk og flere vitaminer til eksotiske præparater som hajbrusk, mistelten, diverse urter og en vrimmel af behandlingsmetoder for krop og sjæl: akupunktur, healing, zoneterapi, kinesiologi, homøopati, meditation, astrologi, psykologsamtaler, motion, bøn og måling af jordstrålerne på bopælen.

Ulrik Dige refererer det hele uden at tage stilling til de enkelte tilbuds værdi eller mangel på samme. Hans ærinde er ikke at reklamere for bestemte metoder, men at få patientens eget bud på, hvorfor en sygdom har udviklet sig anderledes og bedre, end prognosen lød. Som han skriver, nærmest som et mantra, efter de fleste af sygehistorierne om uforklarlige helbredelser:

"Patientens egne indsatser og livssituation bør derfor vække interesse".

Den indre stemme
Og det er ikke småting, der berettes om. Mest fascinerende er historien om Merete Birkelund, formand for den alternative kræftforening "Tidslerne" og aktiv deltager i debatten om den etablerede kræftbehandling og forskning. Hun har siden 1988 levet med en brystkræft, der spredte sig til lungerne, men har ikke på noget tidspunkt modtaget lægelig kræftbehandling. Lige bortset fra at to knuder blev fjernet ved sygdommens begyndelse, og det er det eneste, hun fortryder, fordi det gik imod hendes intuition overhovedet at lade sig skære i.

»Siden har jeg respekteret og fulgt min indre stemme«, fortæller hun, der har fået flere dødsdomme undervejs og så sent som i august sidste år var tæt ved at dø af kræftens spredning til lungerne. Hun har brugt adskillige alternative metoder, men »det vigtigste, har jeg hele tiden følt, har været min egen indsats, den måde hvorpå jeg forholder mig til sygdommen og mit liv i det hele taget. Stress, angst, dårlig nattesøvn, ignorering af mine egne behov og mangel på livsperspektiv har jeg oplevet som den sikreste metode til at få kræften til at vokse. Mens ændringer til det positive på disse områder flere gange har givet anledning til skrumpning af svulster".

Læger afviser
De fleste af patienterne i bogen fortæller ikke specialisterne, at de søger alternative behandlinger ved siden af den lægelige. De få, der har prøvet, fortæller om afvisninger, vrede og sarkasme hos de etablerede behandlere. "En sygeplejerske fortalte mig, at jeg ikke skulle spilde penge på at gøre noget alternativt. Hvis jeg gjorde det, skulle jeg heller ikke regne med at kunne gå til kontrol mere. Jeg synes, det lyder helt urimeligt, specielt når lægerne ikke har noget behandlingstilbud mere", skriver Laila Kristiansen, som døde af sin hjernesvulst for halvandet år siden, men inden da havde fået tre gode år, efter at al lægelig behandling var opgivet.

Den 45-årige sygeplejerske Tove Nielsen Rosenkrantz, som i 1991 fik konstateret kræft i bughulen og i dag betragter sig som helbredt, undrer sig også over lægernes afvisning af de alternative metoder: "Sidste gang jeg var til den halvårlige tjek (som nu er blevet til en helårligt) på Radiumstationen i Århus, spurgte jeg overlægen, om ikke han var interesseret i at vide, hvor jeg havde været, og hvad jeg havde gjort for at blive rask. Han svarede, at det var ham ikke, for så skulle de jo sende tusinde patienter derhen, og det kunne ikke lade sig gøre. Hvad er det for en "videnskabelig" holdning?«.

Ulrik Dige vil gerne bygge bro mellem de to verdener, den etablerede lægevidenskab og de alternative behandlingsformer. Her sætter han bl.a. sin lid til det nyetablerede Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling i Århus. En begyndelse kunne være, at patienternes egne vidneudsagn blev betragtet som troværdige af lægerne, som indtil nu nøjes med at kalde de usædvanlige forløb af kræftsygdomme for spontane forbedringer.

"Spontan betyder noget, der opstår "af egen drift". Det er et uklart begreb, der forekommer mig endnu mere mystisk end for eksempel fjernhealing", skriver Ulrik Dige i bogen.

"Kræft er en dybt kompliceret sygdom, og som læge forledes man let til at sortere de ting fra, der kan give tvivl", siger han. "Eksperterne ser ikke de afvigende forløb, for man kontrollerer ikke dem, man ikke kan behandle".

Han foreslår, at patienternes egne indsatser undersøges bedre, f.eks. i form af et register over spontane forbedringer i sygdomsbilleder. Det ville kunne belyse, hvor ofte det sker, og hvem det er, der får det bedre eller sagt på en anden måde: om visse mennesker har en særlig god evne til at "reparere" sig selv, og om denne evne kan påvirkes af livsstilsændringer eller andre indsatser.

Derudover mener han, at patienter bør have økonomisk støtte til efter eget valg at opsøge alternativ behandling, når lægerne har givet op. "Det handler ikke om at reklamere for den alternative branche. Men det ser faktisk ud til, at gode madvaner, kosttilskud og afgiftning er metoder, der hjælper. Og vi skal lytte til dem, der fortæller det. Lægevidenskaben kan jo aldrig finde en standardbehandling, der hjælper alle patienter. Der vil altid være behov for ydmyghed, lytten og åbenhed".

"Kræftmirakler - i lægens og patientens perspektiv", forlaget Hovedland, 399 sider, 298 kr.

Health News 2002 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012