Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Etik i alternativ behandling

Paneldiskussion arrangeret af Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling med flere Århus d. 27. november 2001

I Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternative behandlinger har vi ejendommeligt nok ikke drøftet etiske problemer i forbindelse med alternative behandlinger før det seneste års tid, selv om rådet har bestået og fungeret i mere end godt ti år.

Det for mig ejendommelige er, at vi ikke specifikt har givet os i lag med den problemstilling, som etiske standarder i behandlingen af syge naturligvis er. På den anden side har rådet i hvert fald de sidste mange år rent faktisk beskæftiget sig med at søge at opstille nogle normer for forsøgsvilkår, når grupper inden for alternativ behandling ønskede at igangsætte undersøgelser, der kunne tjene til at belyse effekten af alternativ behandling. Rådet har således sit eget forskningsråd.

At sætte normer for forsøg med behandlingen af syge mennesker er helt klart at sætte etiske standarder. Det er professor, dr. theol. Svend Andersen helt sikkert enig i, fordi det blandt andre opgaver var den samme opgave, han varetog i forhold til det etablerede sundhedsvæsen i hans år i Det Etiske Råd. Jeg kunne tænke mig, at det også er den opgave, der var tiltænkt Svend Andersen, da han blev udpeget til at sidde i bestyrelsen for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB).

I rådet har vi taget spæde og vaklende skridt til at diskutere etablering af etiske normer for alternative behandlinger. En af grupperne i rådet har arbejdet med helt konkret formulerede regler. Jeg har på det seneste møde i rådet foreslået, at nogle medlemmer af rådet danner en arbejdsgruppe for at overveje, om man kan opstille et fælles regelsæt.

Alle erkender, at det er en særdeles vanskelig opgave bare at komme i gang - så at sige at få hinanden i tale. For det er ingen hemmelighed, at der er megen talen forbi hinanden i rådet, trods tydelig god vilje til at samarbejde. De mange års arbejde i rådet har dog haft sin virkning, men alternative behandlere er en broget flok, og de alternative er de ivrigste til at fremhæve, at dette er ganske naturligt, ja, måske ligefrem en forudsætning for, at alternative behandlinger kan få befolkningens accept og udvikle sig.

En konkret baggrund for dette debatmøde er artiklen "Etik og alternativ behandling" i Ugeskrift for Læger i august i år, som journalist Eva Lisby har skrevet på grundlag af en samtale med Svend Andersen.

Der er mange gode ordrette citater i denne artikel, mange ganske provokerende, og det skal Svend Andersen have tak for. Jeg vil dog afstå fra at diskutere synspunkterne vedrørende grundlaget for etikken i det etablerede sundhedssystem, hvis ikke andre kommer ind på det. Jeg er altid parat til at diskutere medicinsk etik, som der er skrevet meget om på flere sprog, og som jeg har læst en del af igennem et langt professionelt lægeliv.

Ordet etik er afledt af det oldgræske ord ethos, som blot betyder vane eller sædvane. Det er ganske naturligt, at kloge mennesker op igennem udviklingen har arbejdet med begrebet sædvaner, for os mennesker særligt i betydningen "gode vaner", en filosofisk videnskab om godt og ondt. Det klassiske franske leksikon Petit Larousse beskriver etik således: "Del af den filosofi, som studerer grundlaget for moral. Samling af regler for adfærd".

Det kan måske være forfriskende at tale om lægemoral og alternativ behandlermoral. Jeg fornemmer, at så kommer de to gruppers opfattelse af god adfærd hinanden nærmere.

I den kloge gamle læge Carl Aabergs bog Lægen og patienten, medicinsk etik, udgivet 1974, skrives det således: "På mærkelig måde fødes i dølgsmål de etiske krav ud af folkebevidstheden, og skriger på et vist tidspunkt igennem. Formulerer sig også i lovgivningen, som omfatter alle, og derfor repræsenterer etiske "minimumskrav"". Det, synes jeg, sætter tingene på rette plads, man skal ikke gøre det hele mere pompøst, end det er.

Svend Andersen bruger begrebet "professionsetik", ja, der er jo også noget, der hedder "børsetiske regler" for nu at få tingene ned på jorden. Det kan godt være, at vi med tiden også skal have en lovgivning om, hvordan alternative behandlere skal forholde sig med hensyn til patientinformation og samtykke og om at, jeg citerer Danmarks Lægelovs § 6: "vise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved økonomisk ordination".

Når et menneske, som er ved bevidsthed, henvender sig til en læge eller en alternativ behandler, er der en forskel i personens opfattelse af situationen. Vi forventer, at en læge og da ganske særlig en speciallæge er kompetent og behersker den dokumenterede, såkaldt videnskabeligt underbyggede viden om personens sygdom. Vi ved af erfaring, at dette ikke altid er tilfældet, og hvad værre er, så er lægen er faktisk ikke altid kritisk nok til at erkende, at han eller hun bør sende patienten videre i det autoriserede system. I et land som Danmark med et højt oplysningsniveau forholder de fleste sig nogenlunde kritisk til lægernes vurderinger og råd.

Den, der vender sig til den alternative behandler, er som hovedregel klar over, at her drejer det sig om overbevisning og tro på, at en behandling vil hjælpe. De fleste er også klar over, at det er så som så med det objektive grundlag for de tanker og ideer, behandleren baserer sin rådgivning og behandling på. Nogle af de alternative behandleres patienter er utvivlsomt godtroende, for ikke at sige naive. Det er hensynet til denne ikke helt lille gruppe af borgere, som stiller de største krav til de alternatives etik.

I artiklen i Ugeskrif for Læger citeres Svend Andersen for udsagnet: "Det øverste bud må være, at man under ingen omstændigheder udnytter forholdet mellem behandler og patient til egen fordel. Man må ikke foregøgle, at man kan opnå noget, hvis der ikke er grundlag for det, og man må ikke bruge patienten som pengemaskine og fortsætte en behandling. der ikke hjælper".

Det er en etisk fordring, alle bør kunne tilslutte sig, læger som alternative behandlere og ikke mindst de personer, der godlidende betror sig i vores vold, læger såvel som alternative.

Men da det er den alternative behandlers tro eller overbevisning, der er grundlaget for hans råd og vejledning, mere end hans viden, kan det ikke undgås, at en del alternative behandlere ikke respekterer denne moralkodeks. Positivt kan man sige, at mange ikke ved bedre, men der er også alternative behandlere, som må være vidende om, at de ikke overholder denne moralkodeks.

Vi ved det godt i rådet vedrørende de alternative behandlinger, og det bliver også sagt. Der er med andre ord erkendelse, men endnu ikke veje ud af dette dilemma for de seriøst arbejdende alternative behandlere.

Flere politiske grupperinger har efterhånden på forskellig måde givet udtryk for, at de er opmærksomme på det problem, at man har behov for information til brugerne af det alternative behandlersystem, hvis man da kan kalde det et system. Objektivt set er det jo netop ikke noget overskueligt eller blot nogenlunde gennemskueligt område i vores samfund. Der er en glidende overgang fra den mindst strukturerede, nok så frit opererende del af de alternative behandlingstilbud til almindelige familietraditioner for gamle husråd og mere eller mindre harmløse behandlinger. Det er jo nok ikke disse, der skal have etiske regler.

Vores meget observante og aktive sundhedsminister indtil valget den 20. november, Arne Rolighed, er citeret for et politisk udspil i Berlingske Tidende søndag den 11. november i en stort opsat artikel med titlen "At skille skidt fra kanel", ministerens ord for den debat, han mener, at samfundet nu må have.

Artiklen indledes med en i mine øjne uhyggelig historie om en navngiven person og en navngiven og fotograferet healer, som jeg fornemmer bør have et problem med den moralkodeks, jeg har valgt at kalde de etiske regler. Men så er resten af artiklen til gengæld særdeles seriøs og oplysende. Vi får at vide, at hver tredje dansker har konsulteret en alternativ behandler inden for mindst 70 forskellige former for alternativ behandling.

Jeg citerer de barske ord: "En søgning under alternativ behandling på telefonkatalogets gule sider viser, at 2.099 klinikker landet rundt ernærer sig ved alternativ behandling. Tilsyneladende en lukrativ branche, hvor plattenslagere og kvaksalvere har samme spillerum som seriøse behandlere".

Hertil siger Arne Rolighed:

"Vi skal gøre mere for at skille skidt fra kanel, så vi kan rådgive befolkningen. Brugerne risikerer at spilde deres penge, selv om de håber og tror til det yderste, og den alternative branche er selv interesseret i at få ryddet op. Behandlerne vil tages seriøst for det, de tror på, og der er et engagement og en villighed til at komme ud af busken og få afprøvet deres ting frem for at fuske nede i kælderen. Det andet vigtige perspektiv er, at vi må hjælpe med at undersøge, hvad der gør nytte og hvad, der virker. Det der gør nytte, skal tilbydes patienten, men det skal hvile på dokumenteret grundlag".

Det var store ord i en valgkamptid, men det er jo heller den iltre Arne Rolighed, der skal fremskaffe dokumentationen. På den anden side kan man, som jeg allerede har nævnt, godt udføre seriøs forskning i alternative behandlingsmetoder, der findes andre anerkendte metoder end de biologisk orienterede, såkaldt stokastiske. Psykiatere, som jo er læger, er underkastet samme regler som andre læger, når det gælder etikken i deres forskning. De kan godt præstere beskrivende forskningsresultater, der drejer sig om menneskets højere psyke. Det kan psykologer også med metoder, der er fuldt anerkendte som såkaldt akademisk-videnskabelige.

I Rådet vedrørende de alternative behandlinger har vi måttet erkende, at det kniber med at få lægerne til at anerkende de forskningsresultater, der allerede er opnået omkring alternativ behandling. Det er beklageligt, men der er nu også en del, skal vi kalde det meget biologiske orienterede læger, som heller ikke anerkender psykiaternes og psykologernes dokumentation - i hvert fald ikke før uheldet er ude, og de selv må finde veje til nogen, de kan fæste lid til, når de selv rammes af alvorlig sygdom.

Det afgørende er, at videnskabelige resultater fra etisk korrekt forskning i alternative behandlings metoder bidrager til at sætte etiske standarder for den undersøgte behandlingsmetodes udøvere i fremtiden og dermed bliver en vejledning til brugerne.

* * *

Herefter vil jeg gerne lægge op til en diskussion om, hvorvidt der i virkeligheden er den store forskel på den etik, vi alle forventer, at de etablerede behandlere, læger, tandlæger, sygeplejersker og mange flere, respekterer, og den etik, mange alternative behandlere lægger vægt på at respektere. Hertil kommer de sikkert mange andre alternative behandlere, som mere eller mindre bevidst respekterer sunde moralbegreber, simpelt hen fordi det er en del af de moral begreber, som har været gældende i vores kultur igennem tiderne. En etik for omgang med andre mennesker, der har udviklet sig i takt med den øvrige udvikling i samfundet.

Lad os se på den lægelige etiks tilblivelseshistorie. Vi ved, at der var nedskrevne regler i det klassiske Egypten for, hvordan helbredere - som dengang var præster - skulle opføre sig. I det klassiske Grækenland formuleres for første gang i den nedskrevne historie meget udviklede regler for, hvordan en læge skulle opføre sig i sit liv, endda ikke blot som læge, men også som privatperson, for at foregå andre med et godt eksempel. Jeg skal skåne forsamlingen for lange citater af den hippokratiske lægeed, der har dannet grundlaget for alle senere kendte vestlige, det vil sige europæiske lægeløfter. Det er tankevækkende, at de tidligere citerede ord i vores lægelovs § 6 findes næsten ordret i den klassiske græske lægeed.

Oldtidens læger havde ikke væsentligt andre vilkår for deres rådgivning og behandling end vore dages alternative behandlere har. Det blev ikke ret meget bedre op igennem middelalderen, selv om der langsomt kom lidt mere fast viden om menneskets legeme og dets funktioner, så der kunne komm lidt mere fast grund under nogle af sygdomsbegreberne og behandlingsmetoderne. Lægerne har i vidt omfang virket, som vore dages alternative behandlere må virke.

På grundlag af gode og velunderbyggede iagttagelser, en god portion klog tankevirksomhed og en altdominerende tro har lægerne igennem tiderne udviklet sygdomsteorier og sommetider nok så vidtløftig behandlinger. Brugernes tro på, at lægerne sagde og gjorde det rigtige, var en del af den helbredende mekanisme. Når lægerne selv var stærke i troen, styrkede de patientens tro på behandlingen. En sådan suggestion har nok været nogle af lægegerningens udøvere bevidst, men næppe den tids patienter.

Det har krævet en god moral ikke at misbruge denne overlegenhed over for den syge, derfor har været god grund til at holde øje med de etiske regler. Det må jævnligt have været nødvendigt at minde nogle læger om det, for beretninger om, at det rent faktisk forholdt sig sådan, findes i rigt mål i litteraturen om lægegerning fra 1700-tallet og fremefter.

Da lægernes viden og dermed behandlingsmæssige formåen tog en ny og hurtig udvikling fra begyndelsen af 1800-tallet, begyndte den såkaldte akademiske medicin og senere kirurgi at tage form som grundlag for behandlingen af patienter med legemlige sygdomme. Selv om udviklingen er gået hurtigt, særligt efter 1900-tallets midte, har lægerne helt op til nyeste tid måttet basere en del af sygdomslæren, og dermed rådgivning og behandling, på empiri.

Alt tyder på, at ansvarlige læger i hele dette forløb har været sig det etiske problem omkring denne dobbelthed bevidst. Alene det forhold, at læger igennem tiderne har vidst og talt om, at der var kolleger, som så stort på de moralske spilleregler og så at sige slog plat på brugernes uvidenhed, viser, at dilemmaet er en realitet, som man må forholde sig til.

På overdrevet, der opstod, da lægegerningen fik muligheder for basere sig på eksakt viden og dokumenteret positiv effekt af behandling, forblev der et arbejdsfelt for det, vi i dag kalder alternative behandlinger. Der var ikke læger til alle syge, og ikke alt, hvad lægerne kunne udrette, kunne helbrede de syge. Det var der ikke noget nyt i, det er der heller ikke i dag. Gamle traditioner, baserede på tro og iagttagelser, som ikke er systematisk analyserede og dokumenterede, har stadig en opgave over for skuffede brugere og brugere, der føler sig i vildrede.

Det er for mig et åbent spørgsmål, om denne gruppe af uautoriserede helbredere ikke i middelalderen og senere har haft en klar forestilling om, at man forventede af dem, at de var lige så ærlige og hæderlige som de autoriserede helbredere. Også dengang har der været plattenslagere, som snød folk, så vandet drev, mens det øvrige publikum enten så måbende til eller grinede hjerteligt, sådan som vi ser det på gamle stik af markedsscener. Det siger bare ikke noget om, at der ikke også var andre helbredere, der var ansvarlige, måske veluddannede i forhold til tidens muligheder, som havde en høj etisk standard og lagde vægt på at overholde den.

Jeg vover den påstand, at den etiske standard. som de i givet fald har haft, ikke har adskilt sig væsentligt fra de etiske normer, lægerne ved ed havde lovet at overholde.

Afstanden mellem almindeligt anerkendt moralsk standard - og jeg minder om, at det kan være svært at skelne mellem moralsk og etisk standard - har dog altid været ganske stor i Danmark, når lægerne har vurderet de alternative behandlere. Gensidig mistænksomhed, men fra lægernes side sommetider ganske begrundet skepsis har dog spillet en afgørende rolle som denne onde ånd.

Igennem et ganske langt liv som læge har jeg navnlig i mine unge år oplevet personer, der bestemt har været langt fra, hvad man kan kalde en moralsk holdning, når de tilbød at helbrede mennesker for endog særdeles ubehandlelige sygdomme og tog sig godt betalt for det. Scenerne fra tidligere tiders torveliv har også udspillet sig rundt omkring i landet i nyere tid. De er nu sjældnere, men det fremgår dog af ovennævnte, at Arne Rolighed kender til dem også i vore dage.

Den egentlige afstand blev efter min mening udviklet, da lægerne begyndte at stramme kravene til deres egen dokumentation for, at det, de sagde og gjorde, skulle være videnskabsbaseret, det moderne ord er "evidensbaseret", medicin. Kun sådanne diagnoser og behandlinger kan lægerne med etisk god samvittighed tilbyde. Det ved vi, at de alternative behandlere ikke kan leve op til, for kunne de det, ville den behandling, de kunne tilbyde, blive slugt af den autoriserede medicin. Så enkelt er det.

Denne bevisbyrde kan læger meget ofte løfte, ja, Lægemiddelstyrelsen forlanger den ligefrem løftet, før lægerne får lov til at anvende nyere lægemidler.

Det ændrer dog ikke ved, at læger som rådgivere og behandlere stadig skal løse mange opgaver, der falder uden for den på videnskabelig dokumentation baserede del af lægegerningen. Megen sygdomslære og dermed diagnostik og behandling kan endnu ikke dokumenteres videnskabeligt.

Rådgivning om adfærd, om sociale problemer, om relationer mellem personer i og uden for familien og ikke mindst stillingtagen til diagnose og behandling af psykiske sygdomme kræver en etisk bevidsthed og ansvarlighed, der i virkeligheden ikke adskiller sig fra de normer, læger siden oldtiden har forpligtet sig til at efterleve.

Lægernes afvisning af alternative behandlere, fordi de ikke bruger evidensbaseret medicin, er således i mine øjne ikke fuldtud holdbar. Men det er op til ansvarsbevidste alternative behandler grupper at dokumentere, at de har et reelt behandlingstilbud til nok så præcist afgrænsede sygdomstilstande, og at de har opnået behandlings resultater, som også andre end behandleren selv kan anerkende som utvetydigt lindrende eller endog helbredende.

Et sådant krav til alternative behandleres etik ændrer ikke på det forhold, at befolkningens behov for alternative behandlingsmuligheder i mange, måske i de fleste tilfælde skyldes personens behov for personlig støtte og for menneskelig kontakt af længere varighed.

Empati, evnen til indføling med den, der kommer for at søge støtte og trøst i en foruroligende situation, er med sikkerhed et meget vigtigt, ja, nok det væsentligste element i de fleste former for alternative behandlinger.

Dette element i behandlingsforholdet mellem patient og behandler stiller, som Svend Andersen så klart fremhæver det, de allerstørste krav til behandlerens etik. Dette aspekt af læge-patientforholdet, det er lægerne klare over, er et så vanskeligt etisk problem, at det er svært at udvælge og uddanne læger, sygeplejersker og andre grupper på en sådan måde, at de kan honorere de etiske forventninger, som den syge har behov for at få imødekommet.

Der er med andre ord for mig at se stadig ikke nogen afgørende forskel de etiske normer, som befolkningen bør forvente, at såvel de etablerede som de alternative behandlere bekender sig til og lever op til. Det ændrer ikke på, at det etablerede behandlingssystem desuden skal leve op til de nok så kontante og dermed gennemskuelige etiske normer, der kaldes evidensbaseret medicin. Lægerne er forpligtede til at begrænse deres virksomhed i råd og dåd til den autoriserede og alment videnskabeligt anerkendte viden. Går lægen uden for disse normer er det uetisk, det ved befolkningen i det moderne, oplyste samfund og det forventer man respekteret. At der så også er brodne kar blandt læger, er beklageligt, men det gælder jo nok i enhver profession.

Begrænsningen af lægers muligheder for at anvende ikke-dokumenterede behandlingsmuligheder har øget behovet for kvalificeret alternativ behandling. Det er de fleste læger klare over og godt tilfredse med. Der er opstået en slags arbejdsdeling, der er under stadig udvikling. Men så må både de autoriserede og de alternative behandlere også have tillid til, at det går ordentligt til i begge lejre.

* * *

Naturligvis kan der laves etiske regler for alternative behandlere, og naturligvis kan man herefter skille de personer ud, som ikke opfylder rimelige krav til uddannelse og overholdelse af de etiske regler. De alternative behandlere både kan og, tror jeg, vil på blot lidt længere sigt leve op til etiske regler, der kan variere fra fagområde til fagområde, men som indeholder en fælles moralkodeks, som befolkningen kan føle sig vejledt af og tryg ved.

Jeg takker Svend Andersen for hans vilje til at tage fat på problemet. Lad os håbe, at denne aften allerede har bragt og et skridt videre.

Af Jørgen Worm-Petersen, dr. med., speciallæge i neurologi.

Den 27. november 2001

Health News 2002

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012