Tarmluft kan være en plage, men måske kan du få god gavn af at prøve aktivt kul?
Bøvsen og udsendelse af “vinde” (flatus) – de to måder at slippe af med luft i fordøjelseskanalen på – har i umindelige tider givet anledning til ubehag og pinlige situationer.
Flatus har ikke været undersøgt tilstrækkeligt på grund af metodiske vanskeligheder ved at indsamle og analysere den. Eksisterende data indikerer, at H2, der opstår ved fermenteringen af ikke-optaget føde gennem tyktarmsbakterier, er en af de vigtigste bestanddele i flatus. Symptomerne på tarmluft er meget subjektive og variable. Deres opståen er dårligt kendte, og behandlingen er langt fra tilfredsstillende.
Hvad er aktivt kul?
Aktivt kul i forskellige former har været brugt længe til behandling af forskellige sygdomme. Egyptiske papyrusser (1.550 f. Kr.), Hippokrates (44 f. Kr.) og Plinius (50 e. Kr.) har registreret dets brug i behandlingen af epilepsi, svimmelhed og brandbylder. Aktivt kul har med succes været brugt som modgift over for forskellige giftstoffer. I praksis har aktivt kul også været brugt som et middel mod tarmluft. Dets popularitet er imidlertid dalet som følge af mangel på videnskabelige data, der kunne bekræfte dets terapeutiske værdi.
Formålet med det heromtalte forsøg var at give en objektiv vurdering af effektiviteten af aktivt kul med hensyn til at reducere luft i den nedre del af fordøjelseskanalen. Eftersom undersøgelser har vist, at koncentrationen af brint i åndedrættet er lineært forbundet med mængden af brint, der produceres i tyktarmen, blev en analyse af brintindholdet i udåndet luft brugt som en objektiv indikator til bedømmelse af aktiviteten af aktivt kul. Undersøgelsen blev gennemført i USA og Indien for at se, om aktivt kul var effektivt i begge disse befolkningsgrupper, der er kendte for at være forskellige med hensyn til kostvaner og tarmflora.
Materialer og metoder
69 sunde voksne (62 mænd og 7 kvinder) i Indien og 30 (20 mænd og 10 kvinder) i USA deltog frivilligt i undersøgelsen. Hver enkelt deltager blev testet individuelt med identiske kapsler med et ikke-kulhydratholdigt (gelatine) placebo eller aktivt kul i to dage. Undersøgelsen var dobbeltblindet og randomiseret, idet deltagerne og forskerne ikke var klar over, hvilke kapsler der blev givet de enkelte dage.
Laktulose blev brugt som substrat til at frembringe brint i tyktarmen. De frivillige deltagere fastede (undtagen vand ad libitum) i 10 timer før undersøgelsen og afholdt sig fra at ryge i 2 timer under og efter testen. Serievise åndedrætsprøver (20 ml hver) blev indsamlet med 30 minutters interval fra hver deltager i 4½ time. Efter at have indsamlet den første (faste) åndedrætsprøve, fik hver deltager fire kodede kapsler, og den samme dosis blev gentaget efter 1 time. Laktulose (15 ml) blev givet ½ time efter den første dosis kapsler. Åndedrætsprøverne blev analyseret for brintindhold i milliontedele (ppm) af en bærbar brintmonitor.
Man registrerede symptomer på oppustethed, underlivskramper og diarré under og fire timer efter indsamling af de sidste åndedrætsprøver. Oppustethed og underlivskramper blev opdelt på en skala fra 0 til 3 (0 = fraværende, 1 = mild, 2 = moderat, 3 = alvorlig), og antallet af løse afføringer i denne periode registreredes. Undersøgelsen blev gentaget efter 1 uge med et andet hold kodede kapsler. De, der havde fået et placebo første gang, fik efterfølgende aktivt kul og vice versa.
Resultater
ResultaterIndtagelse af laktulose producerede ikke en stigning i brintniveauerne hos 7 % og 10 % af de frivillige fra USA hhv. Indien på nogen af testdagene. Disse deltagere betragtedes som personer, der ikke fermenterede laktulose og blev udelukket fra data-analysen.
Aktivt kul givet sammen med eller efter laktulose viste sig ikke effektivt. Men i begge grupper fremkaldte det, ordineret i den beskrevne sekvens (320 minutter før og 30 minutter efter laktulose), et signifikant fald i brintniveauerne, sammenlignet med placebo. Brintkoncentrationen steg til max. 28 ppm i USA-gruppen og til 40 ppm i den indiske gruppe, når placebo blev givet sammen med laktulose. Aktivt kul reducerede brintkoncentrationen til 11 hhv. 7 ppm i de to grupper. Denne terapeutiske effekt varede i hele testforløbet (4½ time) i begge grupper.
Foruden at reducere brintkoncentrationen gav aktivt kul også en symptomatisk lettelse. Signifikant færre deltagere oplevede symptomer som oppustethed, underlivskramper og diarré, når de fik aktivt kul.
Konklusion
Gener i underlivet og oppustethed, der er forbundet med “for meget luft i tarmene”, er formentlig en af de hyppigste plager, der rammer mave-tarmkanalen. Disse symptomer virker ofte frustrerende på både patienten og lægen. Disse data giver både subjektivt og objektivt belæg for, at aktivt kul er effektivt med hensyn til at reducere tarmluft og symptomer herfra. Både brintniveauerne og symptomer på oppustethed og ubehag i underlivet blev signifikant reduceret efter indtagelse af aktivt kul. Aktivt kul viste sig at være lige effektivt i de to undersøgte grupper.
Brintniveauerne ved faste blev reduceret med 1 hhv. 3 ppm i den amerikanske og indiske gruppe. Årsagen til denne reduktion er ikke klar. Det er godtgjort, at fermentering af kulhydrater i tyktarmen er hovedkilden til brint i den udåndede luft, og at der kun forekommer ringe mængder brint i den øvre del af fordøjelseskanalen hos sunde individer. Det er usandsynligt, at brint, der stadig findes i tyktarmen fra fermenteringen af det måltid, der blev spist natten før, skulle kunne reduceres af aktivt kul inden for de første 30 minutter efter dets indtagelse.
Fiberrige levnedsmidler er blevet populære, efter at videnskabelige rapporter har vist, at langsigtet indtagelse af fibre kan nedsætte risikoen for diverticulosis og tyktarmskræft. Men mange mennesker har svært ved at acceptere disse levnedsmidler, fordi de ofte resulterer i en øget produktion af tarmluft. Vi tror, at aktivt kul kan gøre disse levnedsmidler mere accepterede på langt sigt. Forskellige præparater bruges til at lette gasgener trods mangel på dokumentation for deres effektivitet. Aktivt kul har vist sig at være meget sikkert og uden bivirkninger, selv når det bruges over lang tid i store doser.
Læs også
Aktivt kul – et overset mirakelmiddel
Gærsvampe og parasitter – de ubudne gæster
Nøglen til sundhed ligger i tarmen
Syv gode grunde til, at din krop elsker chili
Kisel – et livsvigtigt mineral til din krop
Diverticulitis – sådan ser det ud
Diverticulitis – hvad kan du gøre ved det?
Kilder
Jain NK, Patel VP, Pitchumoni CS. American Journal of Gastroenterology, bd. 81, nr. 7, 1986.
Kantor JL. A Study of atmospheric air in the upper digestive tract. Am J Med Sci 1918:155:829-57.
Steggerda FR. Gastrointestinal gas following food consumption. Ann NY Acad Sci 1968:150:57-66.
Levitt MD. Intestinal gas production – recent advances in flatology. N Engl J Med 1980:302:1474-5.
Levitt MD. Volume and composition og human intestinal gas determined by means of an intestinal washout technique. N Engl J Med 1971; 284:1394-8.
Levitt MD. Production and excretion of hydrogen gas in man. N Engl J Med 1969:281:122-7.
Simon GL, Gorbach SI. Intestinal flora in health and disease. Gastroenterology 1984:86:174-93.
Solomons NW, Viteri FE, Hamilton LH. Application of a simple gas chromatographic technique for measuring breath hydrogen. J Lab Clin Med 1977:90856-60.
Gilat T, Bentur H, Gelman-Malachi E et al. Alterations of the colonic flora and their effect on the hydrogen breath test. Gut 1978:19:602-5.
Lasser RB, Bond JH. Studies of intestinal gas in abdominal pain. N Engl J Med 1975:293:523-6.
Lasser RB, Levitt MD, Bond JH. Studies of intestinal gas in functional abdominal pain. Gastroenterology 1976:70:906.
Chevrel B. Traitment des troubles functionnels intestinaux par le carbomucil. Med Chir Digest 1978:7:443.
Hall RG, Thompson H, Strother A. effects of orally administered activated charcoal on intestinal gas. Am J Gastroenterol 1981:75:192-6.
Potter T, Ellis C, Levitt M. Activated charcoal: in vivo and in vitro studies of effect on gas formation. Gastroenterology 1985:88:620-4.
Burkitt DP, Walker AREP, Parter NS. Effect of dietary fiber on stools and transit time and its role in causation of disease. Lancet 1972:2:1208-12.
Tasman-Jones C. Does dietary fiber deficiency kill? N Z Med J 1976:83:275-8.
Yatzidis H. Activated charcoal redicovered. Br Med J 1972:4:51.
