Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

I medicinlære hos indianerne

Per Bendix Jeppesen, Århus Amtssygehus, ser gode muligheder ved anvendelse af sydamerikansk plante i behandlingen af sukkersyge.

Han kommer gående hen ad gangen og bærer i favnen en hvid altankasse med lige så megen ømhed, som var det et lille barn.

"Her ser du, hvad det hele drejer sig om. Denne lille plante, der vokser her i kassen, kan måske - og forhåbentlig give det store gennembrud i behandlingen af sukkersyge", fortæller cand.scient. Per Bendix Jeppesen, da vi denne eftermiddag bydes indenfor i diabetesforsknings-laboratoriet på Århus Amtssygehus.

Han var i går på en særdeles udbytterig tur til Charlottenlund, hvor han ved en lille festlighed på Hvidøre Kursuscenter fik overrakt Poul & Erna Sehested Hansens legat på 100.000 kroner. Allerede tirsdag d. l. juni vil han atter være i fokus, når han skal forsvare sin medicinske ph.d.-rapport i Auditorium 1 på Aarhus Amtssygehus. Det er her, han er tilknyttet forskergruppen omkring lektor, dr.med. Kjeld Hermansen, hvor man primært beskæftiger sig med udforskningen af type 2 diabetes(alderssukkersyge).

Per Bendix Jeppesen er født i Hjørring og i dag 36 år. Han blev i 1997 den første kandidat inden for kemi-molekylær biologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

Under et års studieophold på universitetet i Bahia i Brasilien blev interessen for medicinalplanter og naturmedicin vakt. Han foretog en uges rejse på Amazonfloden og kom til en indianerlandsby dybt inde i junglen, cirka 100 kilometer fra Manaus. Her fik han lov at bo hos en indianerfamilie i tre uger.

"Det varen spændende oplevelse. Jeg levede mig ind i deres hverdag og følte på en måde, jeg var i medicinlære hos dem. De venlige indianere gav mig mange gode tips om naturmedicin. De viste mig flere af deres primitive metoder, f.eks. hvorledes de trækker en slags juice ud af barken fra bestemte træer. De bruger saften til at komme i såret og neutralisere effekten ved et slangebid", beretter den unge forsker.

I århundreder har de sydamerikanske guarani-indianere fra Amambay-bjergene på grænsen mellem Paraguay og Brasilien anvendt udtræk af blade fra planten Stevia rebaudiana Berthoni  (sød stevia) i behandlingen af sukkersyge. Denne sygdom er udbredt blandt disse indianere, fordi de har levet meget isoleret gennem generationer. Meget tidligt fandt deres medicinmand ud af, at disse søde blade var effektive i behandlingen af de syge.

"Prøv at tage et af disse blade og smag", siger Per Bendix Jeppesen og rækker planten frem mod gæsten. Og ganske rigtigt: Hvilken sødme breder sig i munden. Forskeren byder på endnu en lille smagsprøve fra et hvidt stof, han har gemt i et reagensglas: Og ja, sødmen er her endnu kraftigere.

"Dette stof er ca. 300 gange stærkere end almindeligt sukker. Det er derfor ikke tilfældigt, det bruges som sødemiddel overalt i Japan. Til gengæld er det endnu ikke blevet accepteret af EU, hvilket er helt urimeligt. Når godkendelsen lader vente på sig, skyldes det, at store amerikanske grossistkæder har sat enorme ressourcer ind for at spænde ben. De gør alt for at bevare deres store eksport af syntetiske sødestoffer til de europæiske lande", hævder Århus-forskeren med bitterhed i stemmen.

Efter hjemkomsten fra Brasilien har han netop arbejdet videre med en række af de rene stoffer, såkaldte steviosid og steviol, der findes i planteudtrækket fra den nævnte sydamerikanske vildplante. I diabetesforskergruppen i Århus har Per Bendix Jeppesen og hans kolleger Kjeld Hermansen og Søren Gregersen som de første vist, at steviosid direkte stimulerer produktionen af insulin fra bugspytkirtlen, hæmmer det sukkersygefremkaldende honnon, glukagon, og nedsætter blodsukkeret ved aldersdiabetes.

I lyset af at 50 procent af aldersdiebetikere har forhøjet blodtryk, er det et vigtigt og overraskende fund, Århus-forskerne har gjort. At steviosid også reducerer blodtrykket, og da forbindelserne er uden en række af de bivirkninger, som kendes fra de klassiske sukkersygetabletter, åbner det også nye perspektiver i behandlingen af type 2 diabetes, som flere end 200.000 danskere har.

"Vi er ikke så langt fremme, at opdagelsen kan godkendes og registreres, men vi er godt på vej og ser optimistisk på vort videre arbejde. De første undersøgelser, vi har foretaget med både mennesker og rotter, ser lovende ud", konstaterer Per Bendix Jeppesen.

Århus-lægernes forskning er af stor betydning for menneskeheden, fordi sukkersyge er ved at blive en epidemi på kloden:

"Vi ser i dag sygdommen helt nede i 30 års alderen, og vi kan forvente, at antallet af diabetes-patienter vil eksplodere de kommende år. På verdensplan er der mellem 150 og 160 millioner mennesker med sukkersyge. Dette tal ventes at være på 215 millioner i år 2010 og 300 millioner i 2025 - altså en fordobling på små 25 år. Enhver må kunne forstå, der skal gøres alt for at begrænse denne voksende epidemi", slutter den ivrige og seriøse forsker.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012