Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Troværdig kræftforskning - af Peter Kemp

 

Kampen mod kræft går måske ad nye og i Danmark uprøvede veje. Men lægestanden og Kræftens Bekæmpelse stiller sig på tværs. Hvorfor? Peter Kemp er professor, dr.theol. og leder af Center for Etik og Ret.

Danmark er et af verdens mest tilbagestående lande med hensyn til lægestandens og især dens ledende forskeres anerkendelse af alternativ behandling. Men kurven af folk, heriblandt kræftsyge, der søger alternativ behandling er kraftigt stigende, godt 20 procent af befolkningen eller 885.000 alene i løbet af år 2000 mod 13 procent i 1994. Derfor bliver kløften mellem lægestandens top og befolkningen større og større år for år.

Denne kløft har meget lidt at gøre med de populistiske tendenser til bekæmpelse af forskere og eksperter, som vi især oplever i øjeblikket på områderne for miljø og international retsbevidsthed. Det, som mange mennesker i lang tid har givet udtryk for, er ikke uvilje mod medicinsk videnskab. De ønsker midler til og anerkendelse af forskere, der vil bruge deres talenter til at skaffe en indsigt, der kan hjælpe folk med at skelne skidt fra kanel blandt de mangeartede tilbud i dag om ukonventionel kræftbehandling.

Rækken af sundhedsministre i den forrige regering brillerede ikke ved deres indsats for at sætte skub i en kræftforskning for folket. Under pres fra oppositionen vedtog Folketinget ganske vist i 1998 at oprette et Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), og det åbnede i sommeren 2000. Centret har i de første år kun fået 3,8 millioner årligt (foruden en ekstrabevilling på 3 millioner sidste år) til forskning og administration. Det er relativt lidt. Det er i øvrigt ikke specielt kræftforskningen, man støtter, men alle former for forskning i alternative behandlingsmetoder. Det er utroligt, at dette vigtige område ikke er blevet krævet integreret i hvert af vores medicinske fakulteter, men er isoleret til et mindre center. Allerede her aner man, at det meste af det, der sker i øjeblikket, er afledningsmanøvrer for, at den etablerede kræftforskning kan fortsætte uantastet og uanfægtet.

At den sidste sundhedsminister i den forrige regering var direktør (på orlov) for Kræftens Bekæmpelse, der indtil for nylig har været førende i afvisningen af forskning i alternative kræftbehandlingsmetoder, gjorde naturligvis ikke sagen bedre. Det var da også først i sidste øjeblik, dvs. nogle uger før valget i november, at samme minister og hans parti pludselig var meget positivt stemt over for at øge bevillingerne til undersøgelser, der kunne dokumentere resultaterne af alternativ sygdomsbehandling. Der blev sagt en række fornuftige ting af Arne Rolighed ved den lejlighed, bl.a. at man sagtens kan forestille sig, at effektiv alternativ behandling kan være både mere skånsom, billigere og mere effektiv end den behandling, det offentlige sundhedsvæsen i dag kan tilbyde.

Men dels kom omsvinget for sent til at redde den socialdemokratiske regering fra at gå ned på bl.a. sundhedsspørgsmålet, dels var forslaget langtfra radikalt nok, og Lars Løkke Rasmussen, der jo senere overtog Sundhedsministeriet, kunne erklære, at Arne Roligheds udspil var "overfladekradseri".

Der er da heller ikke tvivl om, at støtten til forskning i ukonventionel kræftbehandling vil have større bevågenhed under den nye regering. Men bremseklodserne befinder sig stadig både i lægeverdenen i almindelighed og i Kræftens Bekæmpelse i særdeleshed. Derfor kan man godt forestille sig, at den nye regering bliver svag i koderne, når den står over for en samling medicinske kræftforskere, der enten nægter at samarbejde med de forskere, der vil skaffe indsigt i det alternative område, eller som mere snedigt argumenterer for, at man slet ikke - uanset hvor meget man gerne ville - kan forske på dette område, fordi - som de siger- "de anerkendte forskningsmetoder, ikke kan anvendes".

Det er ikke mere end et halvt år siden, at Aalborg Amtssygehus kunne meddele, at en længe ventet og meget omtalt videnskabelig undersøgelse af alternative behandlingers betydning for at lindre bivirkninger af kemoterapi var opgivet. Den ansvarlige overlæge erklærede til Ritzaus Bureau, at de alternative behandlere, der skulle være med i forsøget, ikke havde været i stand til at systematisere deres arbejde så meget, at en egentlig videnskabelig undersøgelse kunne gennemføres. Samme overlæge udtaler ved årsskiftet til Jyllands-Posten (31.12.) om den slags undersøgelser: "Dette er danskernes naive drøm om, at man kan blive helbredt ved at spise sundt og drikke urtete. Det er ikke umagen værd at forske i alternativ behandling".

Men overlægens tidligere kollega, Steen Lindkjær Jensen, der har forladt Aalborg for at være læge ved Hammersmith Hospital i London, siger ved samme lejlighed, at den religionskrig, der raser på området i Danmark, ikke kendes i England og Tyskland og bemærker: "Her i England nærer lægerne ikke den samme frygt for at bruge noget nyt. Holdningen herovre er mere i retning af, at hvis det virker, så virker det, og så skal det selvfølgelig bruges".

Kan det så virkelig være rigtigt, at man ikke kan forske på området og påvise, hvilke alternative behandlinger der normalt har den største effekt?

Sidste efterår signalerede de tre af statens forskningsråd, som de alternative behandlingsformer vedrører, at de tror på, at en forskning kan lade sig gøre. De blev enige om at støtte den forskning i alternativ behandling, der sammenkæder anerkendte forsknings- og analysemetoder inden for såvel sundhedsvidenskab som samfundsvidenskab og humaniora. Og man ønskede i øvrigt forskningen i alternativ behandling udviklet i de eksisterende forskningsmiljøer.

Det lød alt sammen meget godt. Men hvad er det, man anerkender som gyldige forsknings- og analysemetoder? Det er de metoder, der "baserer sig på evidens" og bygger videre "på eksisterende videnskabelige traditioner" (Ugeskrift for Læger, 4. nov. 2001).

Hvad nu hvis det er selve det videnskabelige paradigme (den forudsatte tankeform, der bestemmer ens tænkning), som bør modificeres? Så kan den forskning, der behøves, ikke blot bygge videre på eksisterende traditioner, og dette gælder ikke mindst det nævnte krav om evidens.

Hvad mener medicinske forskere som regel, når de taler om, at forskningen skal være evidensbaseret? De mener ikke blot, at resultaterne skal være indlysende eller tydelige, sådan som ordet opfattes på fransk og tysk, men at de skal kunne bevises ved eksperimenter, der kan eftergøres. Dette er den engelske betydning, der i dag som regel anvendes i den medicinske forskerverden.

Problemet er, om og eventuelt hvordan man kan lave kontrollerbare forsøg med virkningerne af alternativ behandling. Sådanne forsøg er ofte sværere at udføre end at lave forsøg med traditionelle medicinske og kirurgiske behandlinger. Man kan f.eks. afprøve et lægemiddel eller en strålebehandling ved at dele patienterne ved lodtrækning i to grupper og behandle den ene gruppe, medens man undlader behandling af den anden gruppe. Så kan man se, hvilken patientgruppe der får det bedst: den behandlede eller den ikke-behandlede. Denne metode kaldes randomisering, og den siges at være evidensbaseret.

Nogle læger erkender dog i dag, at denne form for evidens ofte må undværes som forudsætning for anvendelse af en behandlingsmetode. Det fremgik af det netop afholdte årsmøde for Dansk Medicinsk Selskab, hvor formanden for regeringens tænketank på området, professor Kjeld Møller Pedersen, slog til lyd for at udvide evidensbegrebet til at rumme erfaring fra et meget bredere område end det, som randomiserede kliniske undersøgelser kan sætte fokus på (Ugeskrift for Læger, 11. febr. 2002). Og formanden for Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode, overlæge Peter Matzen, ville på samme møde ikke indskrænke evidens til at betyde 'bevis', men foreslog at opfatte evidens som bygget på 'indicier', det vil sige tegn på sandsynlighed.

Lad os tilføje, at netop alternativ behandling ikke har været og heller ikke kan være evidensbaseret i snæver forstand. Den består som regel i en styrkelse af kroppens egne kræfter i kamp mod sygdommen. Enhver praktiserende læge ved, at en patient i mange tilfælde selv kan bidrage til sin helbredelse ved at leve sundt, finde støtte fra pårørende, søge løsninger på sine psykiske konflikter og så videre. Men når denne selvhelbredelse kombineres med alternativ behandling, hvad har så været mest afgørende for den enkelte patient? Det kan ofte være umuligt at sige.

Hvordan skal man i det hele taget dele patienter, der søger alternativ behandling, i to grupper og undlade behandlingen af den ene? Næppe nogen alvorligt syg patient vil godtage fingeret zoneterapi eller akupunktur på skrømt, så her kan evidens ved randomisering ikke fremskaffes. Derfor må forskningen i disse sager bygge på andre mere kvalitative metoder, såsom interview med patienter og pårørende om virkningerne af alternative behandlinger, bl.a. for at finde fællestræk ved de exceptionelle patienter, man betegner som 'spontant helbredte'. Der er også brug for indsamling af internationale erfaringer om alternative behandlingsresultater. Endelig er der brug for, at de praktiske eller kliniske erfaringer belyses ved afklaring af det teoretiske grundlag for en ukonventionel behandling. Især behøves en filosofisk afklaring af den kropsopfattelse, der er dens paradigme, og de dertil knyttede ideer om, hvad sundhed bygger på, og hvad sygdom destruerer.

Dette kan ikke blot foregå ved at bygge videre på konventionelle videnskabelige traditioner. Disse må suppleres med nye perspektiver. Det gælder ikke mindst en sygdom som kræft. Kræftforskere, der kun er uddannet i traditionel europæisk videnskabstradition, opfatter kræften som en forstyrrelse i organismen, der i starten er en isoleret og lokaliserbar fejl i en celle.

Der er f.eks. en kræftknude i brystet. Den traditionelle kræftforsker tænker: "Den og helst også hele brystet skal væk, og så skal knudens omgivelser i øvrigt bombarderes med stråler". Først når spredningen i kroppen er blevet uafviselig, ser man sygdommen som et angreb på hele organismen. Eller man anvender kemoterapi i håb om at udrydde syge celler, uanset at mange raske celler også destrueres eller svækkes.

Dette får tilsyneladende ikke disse forskere til at spørge sig selv, om kræften ikke kan have forskellige årsager og skyldes andet end en isoleret apparatfejl i en celle. Om den ikke kunne skyldes et tab af balance, som har at gøre med et menneskes hele kropslige, psykiske og sociale liv.

De mest kendte alternative kræftbehandlingsmetoder er netop bestemt af denne ide om, at sygdommen vedrører mennesket som helhed. Dette ret naturlige synspunkt skulle man tro nok kunne forenes med den konventionelle videnskabs interesse for detaljerne. Men nej. Ikke mindst i Danmark møder de læger, der søger indsigt og færdighed i behandlinger, der hviler på et andet grundlag end den etablerede forskning, massiv modstand fra de magthavende i deres stand, de bliver frosset ud fra hospitalerne og nægtes en karriere i systemet. Det er senest belyst af videnskabsjournalisten Jesper Madsen, der har skrevet en sober og instruktiv bog om 'Alternativ behandling. Lægekunst under forandring'.

Et klart eksempel på den medicinske arrogance i kræftforskningen er professor Hans von der Maase, der har sagt om sin egen afdeling på Århus Kommunehospital: "Her behandler vi ud fra evidens, og vi deltager ikke i behandlinger, som vi ikke kan stå inde for".

Det betyder bl.a., at en sygeplejerske eller læge ved afdelingen ikke må være behjælpelig med en vitamininfusion, som er ordineret af en alternativ behandler. Det betyder også, at en afdeling kan nægte en døende kræftpatient den intravenøse ernæring, som hendes akupunktør ønsker for at have noget energi at flytte rundt med, så akupunkturen kan virke. Hans von der Maase er en af de forskere, der er rådgivende for Kræftens Bekæmpelse. Hans kollega i Århus, professor Jens Overgaard er en anden af foreningens eksperter, og det var i øvrigt ham, som den bad om at besvare en henvendelse, jeg i 1997 rettede til foreningen om spredningsrisikoen ved biopsi (nåleprøve) i en kræftknude. Anledningen var, at en patient havde erfaret, at hun ved screening havde fået konstateret spredning af kræften fra en lymfeknude til lungerne 14 dage efter biopsi fra denne knude. Hendes akupunktør havde sagt, at sådanne biopsier var som at stikke hul på en blækpatron i et akvarium. Professor Overgaard svarede efter fem måneders betænkningstid, at der hverken direkte eller indirekte forelå dokumentation for, at biopsier i en kræftknude giver øget spredning af kræften i kroppen.

Ville hans eget videnskabsideal om evidens så ikke kræve, at spørgsmålet blev undersøgt ved randomisering, dvs. ved undersøgelse af to patientgrupper: en, som ikke blev udsat for biopsier i formodede kræftknuder, og en, der blev det? Nej, det interesserede ham ikke.

Ikke engang et spørgsmål, som måske kunne afklares med traditionel klinisk metode, ønskede han videnskabeligt undersøgt. Det overbeviste mig om, at det ikke kun skyldes forskellige paradigmer, at læger i dag bremser den kræftforskning, der er brug for. Det skyldes også en modvilje imod at anvende egne forskningsprincipper, hvor man risikerer at skulle erkende, at man har taget fejl.

Når det er den slags sagkyndige, Kræftens Bekæmpelse anvender, er det meget vanskeligt at tro på de nye toner, som foreningen lod lyde sidste år om alternativ behandling. Det lyder så smukt, når man i en erklæring fra 6. februar 2001 udtrykker ønske om at "åbne og videreføre dialogen om alternativ behandling", og når man siger, at man gerne vil se på ansøgninger fra forskere, der vil undersøge alternativ behandling.

Men hvem skal bedømme disse ansøgninger? Det skal foreningens to permanente forskningsudvalg for henholdsvis det psykosociale og det naturvidenskabelige område. Det vil sige, at de, der skal vurdere projekter vedrørende alternativ behandling, er de samme eksperter, der hidtil har blokeret for en selvransagelse og åbenhed i kræftforskningen. Skal det sætte skub i den alternative kræftforskning?

Skal vi have en troværdig kræftforskning i Danmark, må Kræftens Bekæmpelse have en konkurrent, der kan samle penge til forskning i alternativ kræftbehandling på internationalt videnskabeligt niveau, og som lader ansøgninger om støtte til alternativ kræftforskning bedømme af mere fordomsfrie kapaciteter.

Nogle må tage initiativet her, og derfor er vi en tværfaglig gruppe af fagfolk, bl.a. en læge, en filosof og en akupunktør, som har oprettet Den Alternative Kræftfond 2000, der sidste år fandt den nødvendige kapital til at blive anerkendt som fond. Vi har nu besluttet at appellere til folk i dette land om at få midler til at støtte den alternative kræftforskning, og vi appellerer til medicinske, samfundsvidenskabelige og humanistiske forskere, som ikke selv vil være ansøgere, om at tilbyde os den nødvendige hjælp til at vurdere de projekter om alternativ kræftforskning, vi får forelagt.

Det er på høje tid, at der gøres en kraftig indsats for at fremme den alternative kræftforskning, så de, der i livets lotteri rammes af kræft, ikke skal stå helt rådvilde over for, hvad der kan gives af indicier for de bedste alternative behandlinger.

Vi vil bl.a. bidrage til at hente viden fra ind- og udland om, hvordan det er gået kræftpatienter, der har sagt nej tak til forskellige former for traditionel kræftbehandling (som stråle- og kemoterapi).

Vi vil dermed hjælpe danske kræftpatienter til den bedst mulige behandling og sikre den bedst mulige forebyggelse af kræft. Hjælp os til at hjælpe kræftpatienterne.

PETER KEMP

Nærmere oplysninger om fonden på www.dak2000.dk

Health News 2002

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012