Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Sulten altid? Prøv fem appetitslukkere

Man har lige spist frokost, og alligevel trænger man til at nippe til et eller andet - et par saltstænger, en rest af desserten fra i går. Man ved, at man burde lade være; egentlig er man jo mæt, men trangen til mad er der stadig.

Eller der er endnu nogle timer, til middagen skal serveres, men blot samtalen kommer ind på madlavning, bliver man straks sulten. Andre kan tilsyneladende nøjes med at tale om mad - selv må man snige sig ud og tage et lille mellemmåltid.

Eller man er på en kulhydratfattig slankekur - og kan alligevel ikke modstå fristelsen til at snuppe et par kager af og til. Man skammer sig over at have så lidt viljestyrke...

Fornuftige spisevaner er i nogen grad et spørgsmål om viljestyrke, men det er kun en del af forklaringen. For en mængde undersøgelser har vist, at vores appetit styres af mange forskellige faktorer - både psykiske og fysiske - og forskerne er netop i færd med at kortlægge, hvorfor nogle af os er mere sultne end andre, og hvad man kan gøre ved det. Gennem talrige forsøg med grupper af "evigt-småspisende" har man fundet frem til adskillige overraskende mekanismer. Vi har her valgt fem af dem, og forstår man, hvad der sker, kan man ændre holdning både til det at spise, overfylde sig, gå på slankekur og gøre motion - og dermed få gavn af de fem appetitslukkere.

1. Stress: vælg tygge-bidder med omtanke. To læger spurgte for nylig flere hundrede mennesker, hvordan deres spisevaner var i stress-perioder, og 48 procent svarede, at de spiste mindre end normalt, 8 procent havde ikke bemærket nogen forandringer, mens 44 procent spiste væsentligt mere, end de plejede. Forsøg med såvel dyr som mennesker tyder på, at det hverken er selve mæthedsfølelsen eller smagen af mad, der dulmer de stressede nerver, men at det simpelt hen er det at tygge.

Man prøver derfor på at fremstille fiberrige, kaloriefattige "tyggestænger", som folk med vægtproblemer kan gumle på, når de føler sig stressede. Nogle har brugt ispinde af træ til at gnave i, mens tyggegummi har vist sig at være for blødt til at dulme appetitten. Men er De stresset, så sørg for at have tygge-bidder af f.eks. blegselleri, radiser, agurker o.lign. kalorielette sager parat - og lad småkagerne være.

2. Mæt smagsløgene. En forsker i North Carolina, Susan Schiffman, har i nogle blind-smagningsforsøg med en gruppe stærkt overvægtige konstateret, at over 60 procent af dem havde en særdeles veludviklet evne til at skelne mellem forskellige smagsstoffer. "Jeg er overbevist om", siger Susan Schiffman, "at der er en sammenhæng mellem en skarp smagssans og en særlig type sultfornemmelse. Mange overvægtige har brug for større variation, kraftigere smag, lugt og konsistens end folk, der ikke vejer så meget. Og hvis disse mennesker ikke får behovet opfyldt, bliver de ved med at spise, for de føler sig ikke mætte".

Susan Schiffman så gerne, at man kunne købe flere forskellige smagsog aromaforstærkere. "Salat indeholder meget få kalorier, men smager heller ikke af ret meget", forklarer hun. "Derfor tilsætter man olie, som forstærker smagen og duften - men som til gengæld er fuld af kalorier. Ved at bruge en smagsforstærker kan man få aromaen frem uden brug af olie". En alternativ løsning på smagsproblemet kan være at bruge madvarer, der knaser. "Brug også flere farver. Skær gulerødderne ud i forskellige former. Kort sagt - sørg for, at maden appellerer til alle sanser".

Susan Schiffman anbefaler også, at man tygger maden grundigt, så tungen får fuldt udbytte af smagsstofferne. En anden måde at mætte smagsløgene på er at spise de forskellige ingredienser enkeltvis: folk med særligt behov for smag og aroma vil ofte foretrække små bidder tunfisk, brød og tomat hver for sig fremfor en sandwich, hvor hver bid smager af det hele.

3. Erstat spiseimpulsen. "Jeg tager på, bare jeg tænker på mad", hører man folk sige, og der er måske noget om det. Forskerne har opdaget, at nogle mennesker er utroligt påvirkelige over for hentydninger til mad, hvad enten det drejer sig om noget, de ser, lugter eller blot forestiller sig. De er "hyperfølsomme", som en psykolog kalder dem.

Et eksperiment gik ud på at lade folk, der ikke havde spist i 18 timer, se en saftig bøf, der lå velduftende og sydende på en stegepande. De blev alle sammen sultne, men en række blodprøver afslørede et betydeligt højere indhold af insulin - et stof i organismen, der bl.a. har indflydelse på appetitten - i blodet hos de hyperfølsomme.

Psykologen William Johnson ved Mississippi-universitetet har udført lignende eksperimenter, der viste, at insulin-koncentrationen hos en del overvægtige steg kraftigere end hos normalvægtige, når de blev bedt om at lukke øjnene og forestille sig, at de sad og spiste en af deres yndlingsretter.

Både Johnson og andre forskere har en teori om, at ligesom Pavlovs hunde, der lærte at savle ved lyden af en klokke, har nogle af os "lært" at øge insulinindholdet i blodet - og dermed appetitten - ved synet af eller blot tanken om mad. Men hvis man hver gang erstatter spisereaktionen med en anden, kan man, ifølge Johnsons teori, "måske gradvis få udryddet insulinforøgelsen. Gå en rask tur, drik et glas vand eller lad simpelt hen være med at spise, indtil tanken om mad ikke længere fremkalder sultfornemmelser".

4. Kulhydrater: Kæmp ikke imod. Judith Wurtman, som er specialist i fedmelidelser, fortæller om en kvinde, der blev kaldt "umoden" af sin læge, fordi hun ikke kunne lade småkagerne stå, selv om hun var på slankekur. Judith Wurtman mener ikke, der blot er tale om manglende karakterstyrke i den slags tilfælde, for hendes undersøgelser har vist, at nogle mennesker har et specifikt, fysisk behov for kulhydrater. I et af hendes forsøg fik en gruppe overvægtige adgang til en automat, hvor de kunne trække dels meget proteinholdige, dels meget kulhydratholdige mellemmåltider - begge med lige mange kalorier. Forsøgsgruppen gik som regel uden om frikadeller, pølse og ost og foretrak wienerbrød, småkager og slik.

Wurtman og hendes kolleger har fastslået, at ved indtagelse af kulhydrater stiger udskillelsen af stoffet serotonin, en neurotransmitter i hjernen, der fremkalder en følelse af mæthed, dvs. lysten til kulhydrater forsvinder. Hvis man er på en kulhydrat-fattig slankekur, forklarer Judith Wurtman, "kan man blive irritabel eller opfarende, have svært ved at falde i søvn eller koncentrere sig om en opgave. Og man føler en ubændig trang til kulhydrater; det kan gå så vidt, at man sidder og drømmer om slik og søde sager".

I stedet for at kæmpe imod et naturligt behov foreslår Judith Wurtman, at man i sin slankekur indføjer et eller to kulhydratholdige mellemmåltider daglig, når lysten er størst, for på den måde at frigøre den nødvendige mængde serotonin. En tebolle med marmelade er udmærket. Eller det kan være en portion popcorn eller en saltkringle.

5. Gør moderat motion. At røre sig hører med til enhver slankekur, ikke bare fordi man forbrænder flere kalorier ved at bevæge sig, men også fordi det tilsyneladende virker dæmpende på ens appetit. Som forsøg lod man en gruppe kvinder køre på motionscykel tre gange om ugen. Programmet var afpasset sådan, at de forbrændte 600 kalorier. Det viste sig, at kvindernes kaloriebehov faldt de dage, hvor de motionerede, men ikke ugens andre dage; og overraskende nok havde de kvinder, som kørte i et langsommere tempo i længere perioder, et næsten lige så stort fald i deres kalorieindtagelse som de kvinder, der kørte i et hurtigt tempo.

Andre forsøg tyder endda på, at motion i moderat tempo over længere perioder virker mere dæmpende på appetitten end de meget anstrengende motionsformer. Selv om appetitten var dalet hos de kvinder, som i en halv time skiftevis havde puklet og holdt pause - som man f.eks. gør i en tenniskamp - så steg den snart igen. Kvinderne var blevet bedt om at føre regnskab med, hvad de spiste, og disse "dagbøger" afslørede, at kvinderne de følgende to dage spiste flere kalorier, end de havde forbrændt. De kvinder derimod, som bare havde spadseret i trædemølle i en time, følte ikke det samme pludselige tab af appetitten, men over en periode på to dage spiste de 700 kalorier færre end normalt.

Dr. Leonar Epstein ved Pittsburgh-universitetets medicinske fakultet har gjort lignende erfaringer i sit arbejde med overvægtige børn. I sidste ende tabte Epsteins børn sig mere, når de gik ture eller tog trappen, end når de løb og kørte på cykel - simpelt hen fordi de adstadige motionister blev ved, når løberne og cyklisterne holdt op. "Det er nemmere at gøre den slags moderate motionsformer til en del af ens dagligdag", siger han.

Der er stadig meget, vi ikke ved om motionens indflydelse på appetitten, og om appetitten i det hele taget. Vi ved endnu ikke, hvorfor nogle mennesker spiser mere i en stresset situation, mens andre kan miste lysten til at spise i næsten faretruende grad. Mens eksperterne er på sporet af nerveimpulser, måler insulinkoncentrationer og udforsker mæthedens mysterier, vil en rask daglig gåtur i hvert fald hjælpe med til at slukke appetitten.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012