Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Broccoli kan måske forebygge brystkræft

19/8/2002

Forskerne har udviklet et nyt middel på baggrund af et kendt kræftforebyggende stof, der findes i broccoli. Det nye middel har vist gode resultater i forebyggelsen af brystkræft.

Det ser ud til, at det nyudviklede middel er mindre giftigt end dets naturlige modstykke, og det vil derfor kunne sælges som kræftforebygger, mener forskerne. Deres resultater blev præsenteret på det 224. årsmøde i American Chemical Society, verdens største videnskabelige sammenslutning.

"Det er formentlig lettere for de fleste at tage én kræftforebyggende pille pr. dag end at skulle spise store mængder frugt og grønsager," siger Dr. Jerry Kosmeder, assisterende forskningsprofessor ved University of Illinois, Chicago og medforfatter til undersøgelsesrapporten.

Det syntetiske stof, kaldet oxomate, virker på samme måde som dets naturlige modstykke, sulforafan, som for nylig er blevet anerkendt som en kræftforebyggende ingrediens i broccoli og andre korsblomstrede grønsager (f.eks. kål og rosenkål). Begge stoffer fremmer kroppens egen produktion af fase II-enzymer, som kan modvirke kræftfremkaldende kemikalier og dermed reducere risikoen for kræft.

Men Kosmeder advarer om, at det naturlige broccoli-stof, sulforafan, kan være skadeligt i store doser. Han citerer laboratorieundersøgelser, hvor stoffet dræbte fremdyrkede dyreceller ved store doser. Det er desuden svært og dyrt at fremstille syntetisk. Disse faktorer gør det meget lidt attraktivt at fremstille sulforafan som medicin eller kosttilskud, siger han.

Kosmeder har gjort oxomate mere uskadeligt end dets moderstof ved at fjerne de kemiske komponenter, som ser ud til at være hovedårsagen til, at det er skadeligt. Derefter er stoffet blevet testet på fremdyrkede leverceller, og det har vist sig at være syv gange mindre skadeligt end sulforafan, hævder forskeren. Han tilføjer, at det syntetiske stof desuden er billigere og lettere at fremstille.

I efterfølgende undersøgelser på hunrotter viste det sig, at de rotter, der fik oxomate efter at være blevet påført kræftfremkaldende stoffer, havde op til 50% færre brystkræftsvulster sammenlignet med de rotter, der ikke fik oxomate.

Efter at forskere på Johns Hopkins University i Baltimore i sin tid gjorde opmærksom på, at sulforafan findes i broccoli, er vi alle blevet opfordret til at spise mere af denne og lignende grønsager for at forebygge kræft. Vi har også fået flere muligheder at vælge imellem, f.eks. broccoliskud samt te og tabletter baseret på naturligt sulforafan-koncentrat.

Kosmeder hævder, at disse forskellige muligheder stiller os over for en udfordring med hensyn til dosering, idet ikke alle broccoli-produkter indeholder den samme mængde sulforafan. Det skyldes variationer i grønsagens forarbejdning, dyrkningsforhold og sort, siger han.

"Oxomate har en klar fordel i denne henseende - du ved lige præcis, hvor meget du får hver dag, og hvor stor hhv. risiko og fordel er", siger han.

Man kan sagtens tage oxomate sammen med andre kræftforebyggende midler, såvel i form af fødevarer som kosttilskud, for at få den bedst mulige beskyttelse, siger han.

Tamoxifen er for øjeblikket det eneste middel, der er anerkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder som forebyggelse af brystkræft hos kvinder i højrisikogruppen. Det virker anderledes end oxomate. Tamoxifen hjælper kvinder med østrogenfølsomme svulster, men ikke dem med andre former for svulster, hævder Kosmeder. Han siger videre, at et middel baseret på oxomate kan forebygge udviklingen af en kræftsvulst, uanset om den er østrogenfølsom eller ej.

Hvis undersøgelser af, om oxomate kan forebygge andre former for kræft, er positive, kan stoffet vise sig at være en gave til alle, som har en forhøjet risiko for at udvikle en kræftsvulst, fordi de udsættes for kræftfremkaldende stoffer, f.eks. rygere, siger Kosmeder.

Han råder dog til, at man fortsætter med at spise godt med frugt og grønt og undgå kræftfremkaldende stoffer, f.eks. ved at lægge cigaretterne på hylden.

Kosmeder har foretaget oxomate-undersøgelserne i samarbejde med et forskerteam under ledelse af Dr. John Pazzuto, som er leder af Department of Medicinal Chemistry and Pharmacognosy ved University of Illinois og vicedirektør ved universitets Cancer Center.

National Cancer Institute har givet økonomisk støtte til forskningen.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012