Artikler: 6997  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

Søg på HELSENYT

Søg artikler
Søg i produkter
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Fødevareforfalskning: Hvem tager sig af, hvad der findes i min ost?

Et overblik over, hvem der beskytter os mod forfalskning af fødevarer

Bogen "Death in the Pot - a Treatise on Adulterations of Food and Culinary Poisons" (Døden i gryden - en afhandling om fødevareforfalskning og kulinariske giftstoffer) var en bestseller i begyndelsen af det 19. århundrede. Fødevareproducenter har til alle tider fundet smutveje til at erstatte dyre ingredienser med billigere udgaver, men den første, store æra af fødevareforfalskninger startede sammen med den industrielle revolution. Ikke blot krævede de store bybefolkninger, at man fandt nye veje til at få maden frem til middagsbordet, men de var også temmeligt uvidende om, hvordan deres mad blev fremstillet. I modsætning til tidligere, hvor en mindre omhyggelig lokal slagter eller bager måske holdt sig lidt tilbage, fordi han vidste, at hans evt. "numre" kunne forgifte både naboer og venner, så var han nu langt mere anonym i og med, at hans produkter blev sendt til en fjerntliggende by.

Analytisk kemi var endnu i sin spæde begyndelse, men efterhånden blev det muligt at påvise, når forfalskninger havde fundet sted - og der rejste sig en skandale. Rødt bly blevt brugt til at give osten farve; bønner, alun og gips blev brugt i øl i stedet for malt og humle; agern blev tilsat kaffe; kridt og ler kunne man finde i mel.

Sammen med en række læger, bl.a. Arthur Hassell, førte kemikerne Frederick Accum, som skrev ovennævnte afhandling, og John Mitchell førte an i kampagnen for at afsløre den rutinemæssige vareforfalskning - primært i en artikelrække, som blev offentliggjort i The Lancet. Deres indsats førte i 1875 til "Sale of Food and Drugs Act" (Lov om salg af fødevarer og lægemidler), som gjorde det ulovligt at sælge forringede fødevarer - men inden da var Accum blevet tvunget til at flytte til udlandet. Fødevareindustriens argumenter på daværende tidspunkt lyder bekendte: Folk vil have billig mad, de fattige har ikke råd til andet, hvis de ikke kunne lide det, ville de ikke købe det - og desuden får de ekstra ingredienser maden til at smage bedre og se mere indbydende ud.

For hver ny generation har måden, hvorpå vores mad bliver forfalsket, ændret sig, men der tegner sig et tydeligt mønster: Forbrugerne er uvidende, fødevareproducenterne mener selv, at det, de gør, er helt igennem acceptabelt, og der er udsigt til store produktionsgevinster.

Sylvia Pankhurst skrev i 1931 bogen "The Suffragette Movement", hvori hun som eksempel på dårligt betalt arbejde beskriver kvinder, som lavede småbitte stykker træ til "kerner", der kunne tilsættes hindbærmarmelade lavet uden hindbær. Hun var vildt forarget og startede på den baggrund en fabrik, som lavede marmelade på basis af rigtig frugt til en fornuftig pris - og som samtidig gav arbejde til kvinder under Første Verdenskrig.

Efter Anden Verdenskrig blev diverse frugtdrikke lavet udelukkende med sukker, citronsyre og smagsstoffer - der havde aldrig været frugt i nærheden af dem. Stivelse blev tilsat for at efterligne den lidt tykke konsistens, frugten ville have givet, skåret cellulose gjorde det ud for pulp, og bittesmå stykker træ skulle forestille kerner.

Det 21. århundredes legaliserede forfalskninger baserer sig i noget højere grad på højteknologien, men mønstret er det samme. Der bruges millioner af kroner på at forske i, hvordan billige ingredienser kan bruges til at "berige" fødevarer. Fødevareproducenterne bruger tæt ved 200 mia. kr. pr. år på tilsætningsstoffer, som ændrer produkternes farve, konsistens, smag og holdbarhed. Mere end 1 mia. kr. bruges alene på farvestoffer, så vores sanser vildledes, mens vi lever i lykkelig uvidenhed.

Hvem skal beskytte os mod disse forfalskninger nu om dage?

Ansvaret for vores fødevarer er delt mellem forskellige ministerier. Det gamle Ministry of Agriculture, Fisheries and Food (Landbrugs-, Fiskeri- og Fødevareministeriet), som længe blev kritiseret for at være på landbrugsindustriens side frem for forbrugernes, blev efter mund- og klovesygen lagt ind under det nye Department of Environment, Food and Rural Affairs (Ministeriet for Miljø, Fødevarer og Landbrugsspørgsmål). Men det med "fødevarer" blev imidlertid tilføjet til navnet lige i sidste øjeblik, siger en embedsmand.

DEFRA er ansvarlig for forsyningen af fødevarer, og et af ministeriets erklærede mål er at "fremme en holdbar, konkurrencedygtig og sikkerhedsmæssigt forsvarlig forsyning af fødevarer, som lever op til forbrugernes krav". Men hovedopgaven ligger mere i at beskytte miljøet og sikre landbruget gode vilkår end i at sætte standarder for næringsindholdet i fødevarerne.

Department of Health (Sundhedsministeriet) spiller også en rolle, og selvom sundhedsministeren oftere koncentrerer sig om sygdom frem for sundhed, så hører det under juniorministeren (i øjeblikket Hazel Blears) at se på de ernæringsmæssige sider af folkesundheden. Ministeriet er ved at begynde at interessere sig for sammenhængen mellem hjertesygdom og kræft på den ene side og kosten på den anden, men man fokuserer stadig i udstrakt grad på at rådgive - spis mere frugt og grønt, skær ned på saltet - frem for at se på, hvordan forarbejdede fødevarer er spækket med fedt og sukker.

Foods Standards Agency (Fødevareagenturet) blev oprettet i år 2000 efter BSE-krisen som et tegn på, at man havde fået øjnene op for behovet for et uafhængigt organ til at beskytte forbrugernes interesser i fødevarespørgsmål. Formålet er at "reducere antallet af tilfælde af sygdomme, der skyldes dårlige fødevarer, at hjælpe befolkningen til at spise sundere, at fremme ærlige og forståelige varedeklarationer, at fremme sikre produktionsmetoder inden for fødevareindustrien og at sikre, at fødevarelovgivningen håndhæves".

I praksis viser regnskabet for sidste år, at man brugte 60% af budgettet på fødevaresikkerhed og kun 10% på ernæring og fødevarekvalitet. Den generelle holdning synes at være, at så længe der er en korrekt varedeklaration, så forbrugeren har mulighed for at vælge til og fra, så er det i orden.

Ét problem er den måde, hvorpå lovgivningen har udviklet sig. Nogle af de forfalskningsmetoder, der er beskrevet i denne artikel, er ikke alene helt legale - loven værner ligefrem om dem. Som eksempel kan nævnes, at det kvantum vand, der kan pumpes ind i en skinke, er fastsat i loven, og det samme gælder den nedre grænse for, hvor meget kød der skal være i en pølse. For yderligere at komplicere tingene skal overtrædelser af fødevarelovgivningen forfølges lokalt - ved hjælp af handelsstandarder, når det gælder varemærkning, og miljøtilsyn, når det gælder hygiejnespørgsmål. Mens fødevareindustrien handler globalt, sker håndhævelsen lokalt - og med få ressourcer.

På fælleseuropæisk niveau er det nye European Food Safety Authority (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) ved at blive oprettet, men David Byrne, som er EU-kommissær for forbrugere og fødevarer, udlægger organets ansvarsområder på en måde, som med al ønskelig tydelighed viser, at sikkerhed, hygiejne, varemærkning og ny teknologi står øverst på prioriteringslisten.

Der er ikke rigtigt nogen, der bekymrer sig om det faktum, at det, vi kan finde på hylderne i forretningerne, er noget skidt. Hvis der skal komme et tiltag, der effektivt gør noget ved vareforfalskning, skal det - som tidligere - komme fra os forbrugere.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012