Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Vitaminer og mineraler: mod kroppens 'ernæringsmagneter'

Nogle af de organer, der gemmer vitaminer og mineraler, er mere end bare oplagringssteder. De har selv brug for vitaminerne - for dit helbreds skyld.

Med en prostataoperation ventende forude var George Shambaugh mere end villig til at prøve en sidste udvej, som ikke involverede skalpeller og et hospitalsophold.

Desuden gav det mening for ham at prøve zink. Shambaugh, læge og professor emeritus ved Northwestern University School of Medicin, vidste, at prostatakirtlen har en af de højeste koncentrationer af zink i kroppen. Derfor virkede zinktilskud som en logisk recept mod kronisk prostatabesvær. Så han begyndte at tage en daglig dosis zink.

Det er 10 år siden. Dr. Shambaugh blev aldrig opereret. Han var overhovedet ikke hos lægen igen. Symptomerne - betændelse og forstørrelse af prostatakirtlen - forsvandt simpelt hen.

Hans interesse for zink blev vakt. Da en kollega fandt ud af, at det indre øre er det af kroppens organer og væv, der indeholder mest zink, begyndte Dr. Shambaugh, som er ørelæge, helt rutinemæssigt at teste sine patienter for zinkmangel. Hovedparten af hans patienter led af nedsat hørelse i en eller anden grad. Da hans undersøgelser viste, at 20 havde et lavt zinkniveau - heraf næsten 100% blandt de patienter, der var over 80 år, begyndte han behandlede lidelser, som normalt ikke kan behandles, f.eks. tinnitus (øresusen og svimmelhed) og aldersbetinget døvhed, med zinktilskud i doser, der lå seks gange over den dosis, man får gennem kosten.

Hans resultater har været bemærkelsesværdige. Mere end en fjerdedel af de 300 patienter, han behandlede med zink, har oplevet en "helt tydelig" forbedring af hørelsen - heriblandt en mand, der stort set havde været totalt døv i næsten 20 år.

Selvom Dr. Shambaugh nu er 80 år gammel, så har han stadig gang i en blomstrende praksis, samtidig med, at han forsker i sammenhængen mellem zink og dets oplagringssteder i kroppen. Han er en af en række forskere, som er ved at kaste lys over et noget dunkelt område: Hvorfor nogle væv og organer hamstrer næringsstoffer. Dermed er han med til at lære os, hvordan man afstemmer kroppens egen evne til at helbrede sig selv.

Nogle organer fungerer mestendels som trafikdirigenter - de oplagrer et næringsstof, indtil det skal bruges et andet sted i kroppen. Leveren er nok kroppens travleste lager. F.eks. har den store lagre af A-vitamin, som frigives til fjerntliggende væv og organer, hvor det er helt nødvendigt for mange kropsfunktioner, f.eks. vækst og nattesyn.

Men nogle organer og væv beholder store lagre af bestemte næringsstoffer, som er nødvendige for deres egen funktion. Nogle af dem er specielt opbygget som siloer. De næringsstoffer, de oplagrer, sætter dem i stand til at fungere korrekt - og holder os dermed i live. Her er nogle eksempler:

C-vitamin
Øjensynligt er eskimoerne fra naturens hånd udstyret med en ganske heldig intuition. De har ikke adgang til de citrusfrugter og grønsager, som giver os størstedelen af vores daglige C-vitamin fra kosten. De var heller ikke tidligere i besiddelse af selv den mest basale ernæringsmæssige viden. Men de var kloge nok til at spise binyrerne fra deres bytte. C-vitamin-indholdet i binyrerne er 10-12 gange så højt som i selve dyrekødet.

Og det er ganske sandsynligt, at koncentrationen er endnu højere i et levende dyr. Binyrerne, som er et par kirtler, der ligger oven på nyrerne, oplagrer C-vitamin i ret korte perioder. De kan tømmes for dette lager i stressede perioder - f.eks. når det gælder jagt på liv og død eller kampen for fysisk og psykisk overlevelse.

Menneskets binyrer er også rige på C-vitamin. I binyrerne er C-vitaminet en ingrediens i den komplekse opskrift på de to kemiske signalstoffer, som er en del af vores overlevelsesberedskab: Hormonet adrenalin, som bringes rundt med blodet, og neurotransmitteren norepinefrin, som transporteres via nervesystemet. De stimulerer vores "kæmp-eller-flygt"-instinkt i faresituationer. Uden disse to stoffer ville vi være så hjælpeløse som nyfødte børn.

Forskere ved Wellcome Laboratories i North Carolina har fundet frem til, at de binyreceller, der producerer adrenalin, har et aktivt system, som transporterer og koncentrerer C-vitaminet i, hvad der basalt set er en cellulær adrenalinfabrik. Når vi fornemmer fare - det kunne være en løve, der pludselig angriber, eller en deadline, der nærmer sig - så udløses kroppens alarmsystem. Advarslen når ved hjælp af adrenalin og norepinefrin, som frigives fra binyrerne sammen med C-vitamin i form af ascorbinsyre, rundt i hele kroppen.

Denne proces kan måske forklare, hvorfor schizofrene patienter, som nogle forskere mener er i en konstant stresstilstand, har et usædvanligt højt biologisk behov for C-vitamin. Store doser ascorbinsyre har vist sig at have en terapeutisk effekt på nogle schizofrene, siger Carl C. Pfeiffer, Ph.D., M.D., fra Brain Bio Center i Princeton, New Jersey.

Men C-vitaminmangel viser sig næppe i de C-vitaminmættede binyrer. Emanuel J. Diliberto Jr., Ph.D., som er forsker ved Wellcome Laboratories, siger, at binyrerne er specielt velegnede til at holde på C-vitamin, fordi de spiller så afgørende en rolle i håndteringen af stress. "Andre celler har ikke samme udsøgte muligheder for at holde på vitaminet, så her opstår der mangel", siger han.

Magnesium
Selv om magnesium er et allestedsnærværende mineral, så ser det ud til hovedsageligt at aflejre sig i vores knogler, hvor vi også lagrer næsten al vores calcium. Og som du måske har gættet, så er det ikke nogen tilfældighed. Noget tyder på, at magnesium frigiver calcium fra knogler bl.a. for at støtte vores muskelarbejde, hjælpe enzymreaktioner i forbindelse med blodets størkning og styrke de intercellulære membraner.

Faktisk er disse to essentielle mineraler uadskillelige partnere i en række af kroppens funktioner. Man kan få store problemer, hvis det ene mineral arbejder, uden at det andet er til stede.

Meget af den magneisum, som ikke findes i knoglerne, er i cellerne, hvor vi ikke overraskende også finder calcium. Calcium stimulerer muskelfibrene til at trække sig sammen, mens magnesium er den kontrolmekanisme, som regulerer, hvor meget calcium der får adgang til cellerne. Denne modvægt er vital: Hvis calcium får lov til at boltre sig frit uden magnesiums dæmpende virkning, så vil arterierne i specielt hjertet og hjernen begynde at kontrahere. Dette hæmmer blodomløbet og kan føre til forhøjet blodtryk, hjerteanfald og slagtilfælde.

Nogle forskerne mener, at i områder, hvor magnesium er fjernet fra drikkevandet eller ikke findes i jorden, ser man et større antal pludselige dødsfald, der skyldes hjerteanfald som følge af nedsat blodforsyning til hjertet. En forsker ved Canadian National Research Council siger, at obduktioner af hjertepatienter har vist, at hjertemusklen kan være "specifikt udhungret" for magnesium, mens andre muskler ikke viser mangelsymptomer. Dette er med til at understrege den altafgørende rolle, magnesium spiller for hjertets rytmiske funktion (Magnesium Bulletin, bind 3, 1981).

Magnesium ser ud til at spille en ligeså vigtig rolle for hjernens funktion. Arterierne her indeholder næsten 100% mere magnesium end andre arterier, ifølge Burton og Bella Altura, begge Ph.D., fra Downstate Medical Center i Brooklyn, New York. Altura-parret, som har givet magnesium som injektioner for at berolige de kramper, som kan fremkalde slagtilfælde, siger, at dette kæmpelager er kroppens egen "sikkerhedsventil" for at kunne få blodet til at flyde normalt gennem hjernen - ved selv et meget lille fald i hjernens magnesiumniveau.

De gætter på, at uden magnesium er de arterielle muskelceller ubeskyttede, og dermed kan de ødelæggende calcium-ioner uhindret komme ind - indtil de dødelige kramper i blodkarrene sætter ind (Magnesium, bind 1, nr. 3, 1982).

Jod
Næsten hver eneste lillebitte smule jod i din krop - og det er faktisk ikke ret meget i det hele taget - findes i din skjoldbruskkirtel, hvor det er med til at producere de hormoner, som styrer væksten og stofskiftet i kroppen.

En ubehandlet jodmangel fører næsten altid til struma - en grotesk forstørrelse af den lille sommerfugleformede skjoldbruskkirtel foran på halsen. Struma er rent faktisk kirtlens ganske snedige tilpasning af jodforsyningen. Når den tvinges til at arbejde hårdere, så vokser den bogstaveligt talt med opgaven.

På Hippokrates’ tid behandlede lægerne struma med tang og brændte svampe. Men først i 1815 lykkedes det en forsker at isolere jod som det aktive stof i denne gamle kur.

Vi får som regel nok jod fra kosten i form af salt tilsat jod, mælkeprodukter, fisk og skaldyr og fra andre kilder.

Jod synes at være specielt vigtigt for kvinder, som oplagrer en smule jod i æggestokkene i tillæg til skjoldbruskkirtlens lager. Faktisk så er jod - hvis man lige ser bort fra diamanterne - muligvis en piges bedste ven. De foreløbige resultater af en undersøgelse foretaget af en læge ved Medical College of Pennsylvania tyder på, at jod i tilstrækkelige mængder i brystvævet kan reducere risikoen for brystkræft og fibrocystiske lidelser.

Bernard A. Eskin, M.D., som er klinisk professor i obstetrik og gynækologi, observerede, at hos rotter med for lidt jod i brystvævet voksede brystcellerne unormalt, og rotterne var i langt større risiko for at udvikle kræft i forhold til dyr med en korrekt jodbalance. En anden forsker har bemærket, at der er flere tilfælde af kræft i brystet, endometriet og æggestokkene i områder, hvor der også er mange tilfælde af struma.

Jodmangel, som slår skjoldbruskkirtlen ud af kurs, kan stimulere til overproduktion af østrogen, mener Bruce V. Stadel, M.D., M.P.H, fra Contraceptives Evaluation Branch ved National Institute of Child Health and Human Development i Bethesda, Maryland. Tanken er, at skjoldbruskkirtlen styrer produktionen af østrogen, som i for store mængde fremmer væksten af kræftsvulster.

Han advarer dog om, at hans teori er "spekulativ". Men han mener, at de foreløbige statistiske data gør det "umagen værd at overveje".

Zink
Der findes zink overalt i kroppen. Mineralet arbejder sammen med C-vitamin ved sårheling - og vi har allerede været inde på nogle af de ting, det kan gøre ved ørerne og prostata.

Men det er ikke det hele. Som en komponent i prostatakirtlens indre funktion kan zink også være en vigtig faktor i forplantningen.

Der er sandsynligvis mere zink i sædvæske end i andre kropsvæsker. Denne opdagelse fik urologen Joel L. Marmar, M.D., til at tænke over, om nogle mandlige fertilitetsproblemer kan skyldes zinkmangel. Han testede nogle patienter i sin praksis i Cherry Hill, New Jersey. Han fortæller: "Ud af den del af befolkningen, som lider af barnløshed, har 10 til 15% et decideret lavt zinkniveau". Han mener, at zink har indflydelse på sædens evne til at svømme - en evne, som skal være tilstrækkelig veludviklet til, at sæden kan nå kvindens æggeledere, trænge ind i ægget og sætte forplantningen i gang.

Dr. Marmar er ikke helt sikker på, hvorfor det virker, men han har haft gode resultater med at give zinktilskud til denne lille udvalgte gruppe af barnløse patienter.

Selvfølgelig kan man ikke skyde skylden for ethvert kropsligt problem på et fald i kroppens ernæringsmæssige lagre. Men ny teknologi, som gør det muligt for forskerne at undersøge, hvordan næringsstofferne fungerer i levende væv, er med til at sætte fokus på de problemer, der kan skyldes næringsstofmangel.

Forskere som Dr. Shambaugh er ved at lære at lytte til kroppens visdom - og at bruge denne visdom til at helbrede med.

Health News 2003.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012