Naturmidler Urinvejslidelser Urter og krydderier

Græskarkerner – den naturlige hjælp mod prostataproblemer

Når mænd kommer op i årene, begynder prostata (blærehalskirtlen) ofte at vokse. Forstørret prostata er den hyppigste sygdom blandt mænd over 50. Lægen taler om et prostata-adenom, en godartet svulst, som udgår fra slimkirtlerne på urinrøret. Som følge af hævelsen bliver urinrøret indsnævret, og tømningsmekanismen forstyrres. En af de mest ubehagelige konsekvenser er den hyppige vandladningstrang om natten. Tiden mellem, at trangen melder sig, bliver stadigt kortere, og urinstrålen bliver mindre og mindre, efterhånden som sygdommen udvikler sig.

Fortsætter lidelsen med at udvikle sig, kan man ganske vist godt komme af med små mængder urin ad gangen, men der bliver en rest stående i blæren. Denne urinrest giver anledning til udvikling af udposninger på blærevæggen (divertikler), som kan blive på størrelse med en blomme eller en hånd. Resturinen kan også krystalliseres og blive til sten, som så forårsager afbrydelse af urinstrålen, blødninger og smerter. Desuden kan resturinen give grobund for bakterier, som kan føre til betændelsestilstande.

Mænd med prostatabesvær bør tilstræbe en sund og velafbalanceret levevis. Det betyder en omlægning af kosten til masser af friske grønsager, frugt og korn, let sportsudøvelse, fx svømning, gåture eller gymnastik, samt siddebade med tilsætning af havrestrå, høblomst, jernurt og slam.

Hvis sygdommen fortsat udvikler sig, hjælper desværre kun operation. Der er foreløbig ikke nogen mirakelkur, som kan helbrede denne “gammelmandssygdom”. Væv, som allerede er angrebet og forstørret, kan ikke helbredes. Derfor er det vigtigt, at alle mænd over 45 får foretaget en forebyggende prostataundersøgelse, så der kan sættes ind med den rigtige behandling tidligt.

Græskarkerner og græskarkerneolie kendes inden for naturmedicinen som gamle forebyggelsesmidler mod irritabel blære og prostatabesvær. Hvordan kernerne virker, er lægerne endnu ikke helt enige om. Sandsynligvis fremkaldes virkningen af kombinationen af phytosteriner (plantesteriner), E-vitamin, magnesium og selen.

Phytosterin, som har en betændelseshæmmende og drænende virkning, svækker sandsynligvis virkningen af det dihydrotestosteron (mandligt kønshormon), som er ansvarligt for prostatakirtlens vækst. Patienter, som inden en operation får græskarkerner, har betydeligt mindre mængder dihydrotestosteron i det fjernede væv.

Læs også
Det er sundt at være nattetisser
Prostata: Problemerne, mænd ikke taler om…
Screening for prostatakræft: Mere skade end gavn?
Græskarkerner som medicin
Græskarkerneolie gør noget godt for dine urinveje
Fiberrig kost giver lavere risiko for prostatakræft
Skær ned på fedtet og undgå prostataproblemer
Knust hørfrø og plantelignaner
Lycopen – stoffet, mænd har brug for