Artikler: 6997  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

Søg på HELSENYT

Søg artikler
Søg i produkter
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Selvforgiftning

Af Prof. Dr. med. J. H. Kellogg.

De Studier, som i de senere Aar er foretagne af to saa berømte franske Forskere som Bouckard og Metzniko har mere og mere gjort os opmærksom paa, at Menneskets Sundhed ikke alene trues af udvendige Fjender, men ogsaa af indvendige. Det maa derfor have den største Interesse for alle, som sætter Pris paa deres Sundhed, Livskraft og Arbejdsevne, at kende disse ydre og indre Fjender og Midlerne til deres rationelle Bekæmpelse.

Hvad de indre Fjender angaar, kan det nu betragtes som en fastslaaet Kendsgerning, at mange saadanne lever i Menneskets Tarm, særlig den nederste Del af Tyndtarmen og Tyktarmen, at de lever paa ufordøjede Rester af den Føde, vi spiser, at de afsondrer Gift, som utvivlsomt fremkalder Betændelse og Sygdom i Nyrer, Lever, Slimhinde, Nervesystem m. m. Ansete Læger mener, at de end ogsaa fremkalder saadanne svære Sygdomme som kronisk Nyrebetændelse, Galdesten, Bugvattersot, Skrumpelever, kronisk Mave- og Tarmkatarr, Hypokondri, Hysteri, Apopleksi, Aareforkalkning sammen med en hel Del andre sygelige Forandringer, som gør gammel før Tiden.

Tarmbakterier.
Disse ødelæggende Giftstoffer fremkaldes som allerede nævnt ved en Livsvirksomhed, som forskellige ondartede Tarmbakterier udfolder paa de ufordøjede Føderester, og staar i et ganske bestemt Forhold til disse Bakteriers mere eller mindre ondartede Natur. Ligesom alle andre Planteorganismer behøver disse forskellige Bakterier en bestemt jordbund, og man kan herefter dele dem i to store Klasser: Saccharolyterne, som lever paa Kulhydrater (Stivelse, Sukker osv.) og Proteolyterne, som lever paa Æggehvidestoffer. Saccharolyterne fremkalder ved deres Virksomhed Stoffer som Mælkesyre, Edikkesyre osv., der vel er irritative Substanser, men ikke dødelige Gifte. Proteolyterne frembringer derimod ved deres Livsvirksomhed giftige Substanser, som er i høj Grad ubehagelige for Lugt og Smag, og ofte af saa farlig Virkning, at de maa henregnes til de stærkeste Gifte, man kender. De kaldes med et nu velkendt Fremmedord for Toksiner. Hvad Menneskets Fordøjelseskanal angaar, da er det en interessant Kendsgerning, at de Stoffer, til Eks. Mælkesyre, der fremkaldes ved Saccharolyternes Virksomhed, er meget virksom til at forhindre Proteolyternes Udvikling og Vækst. Dette faar en stor praktisk Betydning. Hvis man spiser rigeligt med Kulhydrater i Kosten, vil der være saa mange Saccharolyter i Tarmen og dannes saa megen Mælkesyre, at Proteoly,terne, selv om de findes, vanskeligere kan trives og fremkalde større Ødelæggelser. Man ser ogsaa denne Forskel demonstreret indenfor Gruppen af de to forskellige Fødemidler. Hvis man om Sommeren hensætter en Mælkeprøve og en Kødprøve, saa vil man hurtigt opdage, at Mælken vel bliver sur, men ikke ildelugtende, hvorimod Kødet straks gaar i en stærk Forraadnelse og udbreder en meget ilde Lugt, og dog er baade Mælken og Kødet meget rige paa Æggehvidestoffer, men i Mælken findes tillige Mælkesukker; paa dette trives Saccharolyterne og de frembringer Mælkesyre, som hindrer Proteolyternes Udvikling. I Kødet findes ikke noget saadant Forhindringsmiddel; medens man uden Fare for Liv og Helbred godt kan spise gammel Tykmælk, saa vilde man blive meget syg, hvis man spiste Kød, der havde staaet lige saa længe. De eneste Dyr, som kan taale saadant gammelt raaddent Kød, er Aadselæderne: Gribbene, Hyænerne og Svinene, som i deres Organisme besidder særegne Foranstaltninger til at neutralisere de stærke Giftstoffer.

Afføringens Forskelligartethed.
Denne giver et udmærket Bevis paa Sandheden af det foran anførte. Alle, der har været i et Menageri eller i en zoologisk Have, kender godt den uhyre Forskel i Lugt, der forefindes hos Elefanten og andre Græsædere i Sammenligning med den, der findes i Rovdyrhuset. Ja, naar man gaar i en zoologisk Have, behøver man ingen anden Vejleder til Rovdyrenes Opholdssted end en god Næse. Dette viser tydeligt Forskellen af de Stoffer, der findes i de vedkommende Dyrs Afføring og tillige Forskellen paa den Bakterievirksomhed, som har fremkaldt disse Stoffer. Denne Forskel er ogsaa videnskabeligt fastslaaet af de to bekendte Forskere Amann og Tissier i Paris, og denne Forskel paa Kroppens Udskillelsesprodukter findes ikke alene Afføringen, men ogsaa i Urinen. De dyr, der lever af Kødkost, faar nemlig en større Udskillelse i Urinen af Fenol, Indol, Skatol, Leucin, Tyrosin, Cadaverin, Muscarin og lign. end de andre.

Beskyttelsesmidler.
Mod alle de Gifte, der hovedsagelig opstaar hos Kødspisere,forsøger Organismen at beskytte sig, dels derved at selve Tarmslimhinden forsøger at tilintetgøre og tilbageholde saa stor en Mængde Gift som muligt gennem energisk Cellevirksomhed, dels ved en stærk Afsondring af Slim, som spredes ud over hele Slimhindefladen og hindrer Stoffernes nære Berøring med de levende Cellevæv, og endelig for det tredje gennem den meget vise Indretning, at alt det Blod, som kommer fra Fordøjelseskanalen, ikke gaar direkte ind i Kredsløbet, men skal passere Leveren, hvilket Organ, især hos Rovdyrene, har en mageløs Evne til at uskadeliggøre disse Giftstoffer.

Dette fremgaar meget tydeligt af interessante Undersøgelser foretagne af Dr. Eck. Han undersøgte nemlig, hvad Virkning det vilde have, om Portaareblodet udtømtes direkte ind i den nedre Hulvene i Stedet for at passere Leveren. Han fandt da, at de Hunde, paa hvilke han udførte denne Operation, befandt sig ganske vel, naar deres Føde bestod af Brød og Mælk; men saa snart han gav dem et Maaltid af Kød opstod øjeblikkelig Forgiftningssymptomer med Kramper, Bevidsthedstab og hurtigt paafølgende Død. Man er derfor efter disse interessante Forsøg berettiget til at antage, at det skyldes Leverens beskyttende Evne, naar Kødspisere slipper saa godt fra deres unaturlige Levemaade, som de gør.

Hvad de Gifte angaar, som i større eller mindre Grad undslipper Tarmens eller Leverens beskyttende Virksomhed, da mener nogle ansete Forskere, at de tilintetgøres af andre Organer: Skjoldbruskkirtlen, Binyrerne, Pinalglandlen, og hvad de ikke faar Bugt med, udskilles saa igennem Huden, Nyrerne, Lungen og maaske sammen med Galden.

Kødspisning og Tarmgifte.
Efter at dette Spørgsmaal havde vakt saa megen Opmærksomhed, har talrige Forskere kastet sig over et nøje Studium af det. Salkowski og Jaffe mener saaledes bestemt at have paavist, at Forraadnelsen i Tarmen staar i nøjagtigt ligefrem Forhold til den Mængde Kød, som man har spist. Müller og Ortaveiler har paavist ved nøjagtige Undersøgelser, at paa en Køddiæt udskiller man en stor Mængde Forraadnelsesgifte gennem Urinen. Det samme er paavist af Backmann, en anden Forsker, som er kommen til samme Resultat; man har endvidere undersøgt, om der var Forskel paa friskt Kød og saakaldt modent Vildt, som har hængt længe for at blive mørt, og han fandt, at den, der spiser Kød, havde dobbelt saa megen Gift i sin Urin som den, der levede paa Planteføde, og at den, der levede paa Vildt og andet saakaldt modent Kød, udskilte ti Gange saa megen Gift som Plantespiserne. Krauss gjorde lignende Undersøgelser paa Hunde, og han fandt, at naar de levede paa Kød, steg Toksinmængden i Urinen til det firedobbelte.

Kronisk Tarmkatarr.
At Tarmen ikke let kan bevare sin Sundhedstilstand, naar der foregaar saadanne stærkt ødelæggende Gæringer i samme, synes selvindlysende, og dette Forhold er da ogsaa paavist at flere Forskere. Magnus Levy og Pflüger har saaledes paa vist, at en rigelig Æggehvidemængde i Kosten giver Anledning til megen Fortræd, idet Legemet har stort Besvær ved at skaffe sig af med den overflødige Æggehvide. Herved opstaar en Slags Febertilstand og en skadelig Irritation af Nervesystemet. Det er ogsaa meget interessant, at nogle Forskere, for Eks. Krauss, har paavist, at Organismen ikke altid optager mere Æggehvide, fordi man fortærer et større Kvantum af dette Næringsstof, men at man ofte opnaar den modsatte Virkning, saaledes at man ved en større Kødmængde i Kosten faar en mindre Mængde Æggehvide optaget i Organismen. Dette kan ikke forklares paa nogen anden Maade end, at en større Kødspisning fremkalder stærk Gæring i Tarmkanalen, hvorved der fremkaldes katarralske Tilstande, som hindrer Fødens normale Opsugning.

Hvad de forskellige Kødspiser angaar, da synes Undersøgelser, foretagne af Springer og von Noorden, at lære os, at baade Fisk og vildt Kød er lige saa slemt om ikke værre til at fremkalde disse giftige Tatmgæringer som Oksekød. I Betragtning af disse Kendsgerninger er det ikke underligt, at Combe, Tissier, Bourget og andre fremragende Forskere holder paa, at man ved Lidelser i Tarmen, Leveren og Nyrerne skal forbyde al Kødspisning. Dette bliver saa meget mere selvindlysende, som det fremgaar af Combe's og Amanns Undersøgelser, at det ofte er selve Kødspisningen, der giver Anledning til de kroniske Tarmkatarrers Opstaaen, ja, Tissier gaar endog saa vidt, at han paastaar, at ingen faar Tarmkatarr, som afholder sig fra Nydelsen af Kødspiser. Disse Udtalelser stemmer godt overens med den Kendsgerning, at Patienter med kronisk Tarmkatarr, hvad Diæten angaar, befinder sig bedst ved en Diæt bestaaende af Kornsupper, Grød, Vælling og andre Retter lavede af Vand og Kornsorter. Combe henleder ogsaa Opmærksomheden paa, at Tarmkatarr i Svejts udelukkende findes hos Bybeboerne, hvorimod Landboerne meget sjældent angribes af denne Sygdom.

Kødspisning og Blindtarmsbetændelse.
Med de nævnte Oplysninger om Grunden til Tarmkatarrers og Tarmbetændelsers Opstaaen kan man ræsonnere sig til, at Diæten ogsaa maa spille en stor Rolle for Opstaaelsen af den af saa mange frygtede Sygdom Blindtarmsbetændelse, og efterhaanden som denne Sygdom er bleven saa hyppig, har man ogsaa kastet sig nøjere over Studiet af Aarsagerne til dens Opstaaen, og mange Forskere er da havnet i den Overbevisning, at de stærke Gæringer, som Kødspisning har Tendens til at fremkalde i Tarmkanalen, er en af de vigtigste Aarsager hertil. Professor Lucas Champonniere, en fremragende fransk Kirurg, som særlig har kastet sig over Studiet af dette Spørgsmaal, har paavist et direkte Forhold mellem Kødspisning og Blindtarmsbetændelsens Hyppighed. Til Eks. fandt han, at Blindtarmsbetændelse er ganske overordentlig sjælden i de franske Fængsler, hvor Beboerne faar meget lidt Kød, medens den optræder hyppigt hos Befolkningen, som bor i Byerne omkring de samme Fængsler. I Fængslet i Clairvaux med Tusind Fanger forekom kun et Tilfælde af Blindtarmsbetændelse i Aaret 1900. I Fængslet Le Petit Roquette med fire Tusinde Fanger forekom kun tre Tilfælde i Aarene 1902-03, og et af Tilfældene var et Tilbagefald. Paa en Sindssygeanstalt i Mayenne, hvor Diæten hovedsagelig er vegetarisk, forekom i Løbet af tre Aar ikke et eneste Tilfælde hos 1500 Patienter. I en stor Mængde katolske Klostre, indbefattende ogsaa St. Josephs-Søstrene i Nantes og London, hvor man udelukkende brugte vegetarisk Kost, var ikke et eneste Tilfælde af Blindtarmsbetændelse kendt, hvorimod der opstod et stort Antal Tilfælde af Blindtarmsbetændelse i Klosteret Hotel Dieu, hvor man spiste en hel Del Kød. Paa Landet forekom kun et Tilfælde hos 22.740 Personer, medens der i Byerne forekom et Tilfælde for hver 222. Grigorof meddeler, at Blindtarmsbetændelse er fuldstændig ukendt blandt de Landboere, som næsten udelukkende lever paa Planteføde og Mælkeretter, medens den i Byerne paa almindelig europæisk Diæt er en alt for almindelig Sygdom.

Alle disse Kendsgerninger er fremdragne og belyste i Combes interessante Værk: "L'Entérite Pseudomembraneuse", og han staar ingenlunde ene om denne Opfattelse vedrørende Afføringen. Vor Erfaring viser da i samme Retning, og som omtalt er Professor Lucas Champonnière ved sine Undersøgelser havnet i den samme Overbevisning, og naar man har saa udmærkede Midler til Bekæmpelse af Blindtarmsbetændelse, som Afholdelse fra Kødspisning, saa er det visselig rigtigt, at denne Kundskab skulde spredes saa vidt omkring som mulig; thi man vil derved ikke alene tegne en temmelig sikker Assurance mod Blindtarmsbetændelse, men ogsaa mod et stort Antal andre alvorlige Lidelser. Man vil endvidere derigennem forhøje sin almindelige Sundhedstilstand, sin Livskraft og Arbejdsevne.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012