Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Parforhold - 10 forslag til forbedringer

Af Thorkild Høj

Jan og Jette har hver sit spændende og krævende arbejde, de arbejder begge mere end otte timer om dagen. Weekenden går som regel med at indhente det, de ikke nåede i løbet af ugen - vaske tøj, gøre rent, købe ind mm. De har alt for lidt tid til at være sammen i. I de ti år, Jan og Jette har været gift, er de blevet mere og mere fremmede for hinanden, selv om de er enige om, at de stadig elsker hinanden.

Sanne og John arbejder på fuld tid, og de har begge over 30 km til deres arbejdsplads. De er omsorgsfulde og engagerede forældre for deres tre børn. For at leve op til børnenes krav om fritidsaktiviteter, tilbringer de en stor del af deres fritid med at transportere børn til og fra musiktimer, ridning, fodbold mm. I løbet af de 15 år, de har været gift, synes de, at den nærhed, der kendetegnede deres forhold i starten, nu helt er forsvundet

Jan, Jette, Sanne og John har en hel del til fælles med mange andre par. De er på en eller anden måde gledet fra hinanden, og den varme og gnist, der var over deres forhold i begyndelsen, er væk. Det var bestemt ikke planlagt, det skete bare - snigende, langsomt og umærkeligt.

1. Lyt
Mange, måske især kvinder, klager over, at deres partner aldrig hører efter, eller aldrig vil forstå eller svarer skarpt tilbage. En gammel vismand sagde engang at "et hidsigt svar kan ødelægge alt''.

En god måde at afværge et kommende skænderi på, er at lytte i stedet for at "svare igen". Hvis I virkelig er opsatte på det, kan det lade sig gøre ikke at føle sig forurettet med det samme, så du er i stand til at lytte ordentligt til, hvad din partner siger. Altså drop selvforsvaret og koncentrer dig i stedet om, hvad der virkelig bliver sagt.

2.Tilgiv
Gør alt, hvad I kan for at bære over med hinanden. Når mennesker lever sammen, er der risiko for at såre hinanden bevidst eller ubevidst, så tilgiv hvis der er noget at tilgive.

Når man tilgiver, er det det positive, der får overvægt, og det i sig selv er en god chance for forholdet. Tilgivelse betyder ikke at glemme og slå en streg over det skete, men det betyder at give slip på de dårlige følelser og bevæge sig ind i parforholdet på ny, og ikke mindst at lære af erfaringen og tage den med sig videre i samlivet.

3. Gør noget sammen
Brug tid på, en gang imellem, at tænke tilbage på de oplevelser og begivenheder, der er jeres fælles historie. Når I er fælles om disse minder, er der en god chance for, at I genopvækker den forelskelse og fascination, I havde for hinanden i begyndelsen.

Eller hvad med at slukke for fjernsynet en enkelt aften og kigge i fotoalbum sammen? Der er som regel altid gode minder at hente.

4.Tag initiativet
Vi bliver dårligere og dårligere til at tage initiativer og gøre noget sammen. Det virker som om, at jo længere tid vi har været sammen, jo dårligere bliver vi til at gøre noget sammen. Vi har en tendens til at vente på, at det er vores partner, der skal tage initiativet til at invitere vennerne til middag, eller til at bestille koncertbilletter osv. Vi gror alt for let fast i en behagelig og kedelig rutine, nogle af os tænker måske "hvor i alverden blev alt det sjove af?"

I kan komme tættere på hinanden ved at bruge noget mere på at planlægge ting, der kan styrke jeres kærlighed til hinanden og så, ikke at forglemme, føre dem ud i livet!

5. Respekt for hinanden
I et parforhold er det vigtigt at have respekt for hinanden, ikke mindst for hinandens særheder. De ting, der på et tidspunkt inde i samlivet irriterer partneren, er ofte de ting, der i sin tid fascinerede og imponerede ham eller hende. Prøv at acceptere din samlever som det individ, han/hun er, i stedet for at prøve at forandre. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Vær heller aldrig bange for sige undskyld. Det er et ord, du kan nå langt med, hvis du først lærer at bruge det. Hvis du kan finde ud af at sige undskyld, ved din partner jo, at du selv har indset, at du har gjort noget forkert.

Og bare den indrømmelse viser med tydelighed, at du respekterer din partner og giver automatisk ham/hende større lyst til at forstå dig.

6.Tid
Et af de bedste midler til bekræfte kærligheden på, er tid. To ægtefæller kan umulig komme hinanden nærmere, med mindre det er noget de prioriterer, ikke bare i hovedet, men ved helt konkret at bruge tid på det. Brian og Gitte bor i København, de er begge beskæftiget med liberalt erhverv, og deres kalender er som de fleste andres overfyldt.

I begyndelsen af hver måned sætter de sig sammen og sammenligner kalendere. De planlægger mindst en dag i ugen, der skal være fri for aftaler, denne eftermiddag og aften skal bruges på at være sammen. "Vi behøver ikke decideret at have planlagt noget," siger Brian. "Det kan være, at vi drøner over i videobiksen og lejer nogle film eller bestiller pizzaer." Eller vi kan gå en tur og tage madpakker og e flaske vin med," foreslår Gitte. Det vigtige er ikke, hvad vi gør, men at vi er sammen om at gøre det.

7. Sig noget pænt
Mange mennesker, der lever i parforhold, føler sig en gang imellem oversete, måske endda kasseret af deres partner. Det viser sig, at par der holder sammen og bliver sammen, er gode til at rose hinanden. Ros hellere hinanden for meget end for lidt uden at det selvfølgelig skal være kunstigt, hvem har måske hørt om folk, der led af at få meget ros?

Jeg kendte engang en mand, der var så dårlig til at sige noget pænt, at når hans kone havde gjort sig i stand for at gå til fest, og han reelt syntes, hun så godt ud, var det vildeste han kunne drives til at sige: "Du er nok en køn en hva'!" Helt ærligt: Sig da hende, at hun ser godt ud!

Enkle komplimenter kan betyde rigtig meget for din partner. Vi er som regel sikre på at modparten ved, hvor meget vi værdsætter den ene eller den andens egenskab hos ham eller hende, men vi kæmper alle mere eller mindre med dårligt selvværd og mindreværdskomplekser, så trænger vi til, at der er nogen, der fortæller os om vores stærke sider og det, vi er gode til. Og det har vi især brug for at få at vide af vores partner, der jo burde være den vigtigste person i vores liv.

8.Tal om tingene
De par, der ikke er gledet fra hinanden, er helt sikkert dem, der har gjort det til en vane at tale åbent om problemerne. Selv om disse samtaler tit kan være anstrengende og følelsesmæssigt hårde at gennemføre, flygter de ikke fra problemerne eller undgår at tale om dem. Det er en god ide at finde ud af hinandens følelser og meninger, inden tingene går i hårdknude. På denne måde lærer I også hinanden meget bedre at kende.

Knud har været gift i 50 år med den samme kvinde og han har to børn, ni børnebørn og to oldebørn, og han siger: "Jeg tror, det, er gået så godt, fordi vi altid taler sammen om de små problemer og uoverensstemmelser, der opstår mellem os, inden de sætter sig fast og bliver til noget stort. Vi er gode til at give hinanden et knus, og vi viser hensyn og giver gerne efter for hinanden, også selv om det måske gælder noget, man ikke selv bryder sig om.

9. Udvid jeres horisont
Ægtepar, som bliver ved at holde sammen, kan også være par, der er gode til at skaffe sig ny viden. Den viden, du opsamler, kan blive til gavn for både dig selv og dit parforhold.

Randi er 38 år og underviser voksne, hun har været gift med Erik i 15 år. "Vi tager tit til foredrag, koncerter eller lignende sammen", siger hun. "De nye tanker vi møder, fører til mange interessante samtaler og forhindrer, at vi stivner og bliver trætte af hinanden. Vi kan begge to godt lide at udvide vores horisont."

10. Humor
Sidst - men ikke mindst - vil jeg understrege, at det er en stor fordel i ethvert parforhold, at man bevarer en vis form for humor. "Humor er solskin for sindet", er der nogen, der siger, og jeg vil så absolut tilslutte mig dette synspunkt. Du kan tage brodden af mange skuffelser og skænderier ved at have humoren i behold. Sunde mennesker ved, at man somme tider kan få problemerne til næsten at forsvinde ved blot at grine af det hele.

Og husk: Hvis du er alt for selvhøjtidelig, når du ingen vegne!

Sundhedsbladet nr. 3 2000

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012