Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Organiseret og uorganiseret medicin

Af læge Knut T. Flytlie

Der er i dag så mange retninger inden for det medicinske område, at det kan være svært at skaffe sig det fulde overblik. Disse mange "skoler" har alle deres bud på sygdommenes forskellige definitioner, årsager, virkning og behandling. Nogle opfatter det som berigende, at anskue sundhed og sygdom fra flere synsvinkler. Andre bekæmper de anderledes tænkende. De mest aggressive er ofte dem, der mener at have patent på sandheden. Disse forskellige retninger har svært ved at udveksle erfaringer, da de samme ord og udtryk har forskellig betydning. Dette skaber ofte forvirring og irritation i skolemedicinske kredse, f.eks. når en patient kommer til lægen for at få undersøgt sine nyre, fordi naturlægen havde sagt, der var noget i vejen. Lægen føler irritation ved gang på gang at konstatere, at disse informationer ikke passer, da urinundersøgelsen for blod er negativ. Den rigtige information ville måske være, at der var fundet en ubalance i nyremeridianens energibane, der tidligst om 10 år kunne risikere at give nyreskade, hvis den ikke blev rettet. Dette ukendskab til hinandens sygdomsopfattelser er frustrerende både for lægen og naturlægen, men ikke mindst for patienten, som ofte føler sig som gidsel mellem stridende parter. Vi kan dog glæde os over mange fælles stræk mellem den kinesiske, indiske og den europæiske medicins biologiske gren.

Officielt er der kun 2 slags medicinen: skolemedicin og den alternative. Førstnævnte er den jeg og andre læger er undervist i på universiteternes medicinske fakulteter. Denne gren af medicinen er nært knyttet til interesser inden for den private farmakologiske industri, og finansieres af de offentlige kasser. Der er skabt en slags symbiose (afhængighed), som gør den ene afhængig af den anden. Læger er nøglepersoner på alle niveauer i dette hierarki: uddannelse, oplysning, forskning, udvikling, fordeling af offentlige og private midler, politisk vejledning, faglig overvågning og kanalisering af testamenterede gaver som ledere af legater og patientforeninger. Dette hviler på stærke traditioner, høj moral og tillid i befolkningen.

På trods af denne solide struktur, er det uofficielle væsen ved at blive stadig mere og mere synligt. Som ovenfor anført, går det traditionelt under betegnelsen "alternativ medicin". Dette har været en broget buket af geniale autodidakter med en usædvanlig viden, blandet med ufaglærte spekulanter. Mange kloge mænd og koner har haft det samme handikap som dagens skolemedicin: man ved en masse om et lille område, men kan ikke overskue helheden. Med en struktureret uddannelse og minimumskrav til færdigheder og kundskaber, kan den uorganiserede medicin blive et seriøst alternativ til behandling af regulative og funktionelle forstyrrelser. De mest kendte alternative tilbud i Skandinavien, kommer fra zoneterapi, kiropraktik, akupunktur og homøopati. Fytoterapi, antroposofisk medicin og orthemolekylær medicin er mindre kendte områder, men praktiseres allerede af flere læger og ligger i gråzonen et sted midt i mellem.

Skolemedicin
Dette er den form for medicin, der undervises i på vore universiteter, og som praktiseres af læger. Dens styrke ligger i det store udbud af effektive kemiske stoffer, med virkning på klart definerede sygdomstilstande. De er velegnede til akutte krisesituationer. Den fik et kraftigt opsving med opdagelsen af penicillinet og den samtidige kemiske revolution. Dens svaghed er den manglende forståelse for helheden, den overfladiske fokusering på symptomer og medikamenternes ofte alvorlige bivirkninger. De kan overtage sygdommens rolle og blive hovedproblemet, hvis ikke lægen samtidig hjælper patienten til en mindre belastende livsstil, der gør medicinen overflødig. De fleste instanser i dette system udsættes for overbelastning, da det ofte har en selvforstærkende effekt. Medicinen fører ikke altid til helbredelse. Ofte skal bivirkninger behandles med anden medicin med nye bivirkninger osv. Objektivt betragtet kan man måske sige, at skolemedicinen lider af stagnation. Den har hverken forstået at inddrage den nye viden om kroppens biologiske funktion i uddannelsen, eller de nye muligheder for årsagsbehandling i sygdomsbekæmpelsen.

De største problemer ligger dog på forebyggelsesområdet. Her synes både faglige og politiske instanser ramt af kollektivt selvbedrag. Milliarder af kroner bliver anvendt i forsøg på at opspore dødelige sygdomme, nogle måneder før de elles ville have afsløret sig selv. Store folkeundersøgelser løber af stablen, for at finde kræftpatienter, på trods af de fleste ikke kan tilbydes en behandling, der ændrer spontanforløbet væsentligt. Resultatet er ofte, at vi skaber unødig ængstelse og risikerer at sygdomsfiksere raske mennesker. Nogle oplever den ubehagelige situation at blive fejldiagnostiseret som syge, selv om de intet fejler, medens andre er syge, uden at det bliver opdaget. Forskere siger det tager 10-30 år at udvikle kræft. Måske burde vi anvende ressourcerne til at stoppe processen, inden den medfører strukturelle forandringer i form af kræftsvulst. Den eksisterende viden er tilstrækkelig.

Orthomolekylær medicin
Mange af de "alternative" behandlingsformer, der udføres af læger, har det fælles træk, at man betragter mennesket som en helhed. "Langt færre mennesker ville være syge og samfundet kunne spare mange penge til medicin og sygemeldinger, hvis uddannelsessystemet var bedre indrettet på at behandle hele mennesket," skriver den danske professor Carl Erik Mabeck i sin bog: "Lægen og patienten".

Udtrykket "orthomolekylær medicin" stammer fra 1968, hvor den dobbelte nobelprismodtager, amerikaneren Linus Pauling første gang anvendte det i en artikel om orthomolekylær psykiatri. "Ortho" er græsk og betyder samme eller lig. "Molekyle" er det latinske ord for de mindste byggestene med analoge kemiske egenskaber. Orthomolekylær betyder således anvendelsen af de samme molekyler som kroppen allerede kender, og i de rigtige mængder. I Linus Paulings ånd defineres begrebet som følger:

"Orthomolekylær behandling betyder bevarelse af et godt helbred og behandling af sygdomme gennem koncentrationsjustering af substanser, nødvendige for sundheden, der normalt er til stede i organismen."

Kroppen tilføres kropskendte stoffer, bl.a. vitaminer og mineraler, der sætter den i stand til selv at helbrede begyndende ubalancer og dermed undgå sygdom. Princippet kan også anvendes til at helbrede livsstilsskader. Problemet er, at flere af stofferne skal gives direkte i blodet, da optagelsen fra tarmen ofte er svækket. Effekten forstærkes ved samtidig fjernelse af de blokerende, giftige stoffer fra organismen, f.eks. fjernelse af tungmetaller med EDTA-behandling. Det forventes at dette princip vil vinde frem de nærmeste år, også inden for skolemedicinen.

Bivirkningerne er få og sjældne, og i forhold til almindelig medicin, ubetydelige. Når de optræder, bliver de ofte overdramatiseret af konkurrerende interessegrupper, der med politiske kontakter kan gennemtvinge et hurtigt forbud, alene på mistanken (hajleverolie i Sverige, betacaroten i Danmark og tryptofan i USA). Lægeordinerede præparater er langt farligere!

Kilde: Solbladet nr. 1 2003, 14. årgang.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012