Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Urtemedicin: Nogle argumenter mod standardisering og certificering af naturbehandlere

I årevis har man inden for urtemedicinverdenen diskuteret, om udøverne af denne form for behandling skal reguleres, certificeres, "standardiseres" eller på anden måde have tilladelse til at behandle.

I nogle dele af urtemedicinverdenen advokerer man heftigt for iværksættelse af en form for certificering af naturterapeuter som en pendant til standardiseringen af de urtepræparater, samme gruppe behandlere anvender. Og det er nogenlunde de samme argumenter, der bruges i begge tilfælde - nemlig at forbrugeren skal beskyttes, og kvaliteten skal højnes. Men noget tyder på, at denne indfaldsvinkel ikke nødvendigvis altid giver det resultat, fortalerne for certificeringsprogrammerne ønsker.

Milton Friedmann siger det meget kontant i Capitalism and Freedom - nemlig at opgøret med det europæiske lavsystem var en forudsætning for friheden i den vestlige verden. Dermed fik enhver ret til at udøve det erhverv, man ønskede, og den enorme mængde ny viden, man derved tilegnede sig, afhang helt og aldeles af denne frihed til at undersøge, overskride grænser og "blande" information og færdigheder. Friedmann argumenterer meget overbevisende for, at indførelse af certificeringskrav er første skridt på vej tilbage mod dette lavsystem. Der var tre grunde til, at disse lav eksisterede: Penge, magt og kontrol. De begrænsede antallet af udøvere af de forskellige erhverv; de sørgede for, at pengestrømmen blev inden for de enkelte lav, og magten forblev koncentreret på relativt få hænder.

Friedman er ikke alene om at stille spørgsmålstegn ved, om målene - forbrugerbeskyttelse og kvalitet (på såvel produkt som behandler) - rent faktisk bliver opfyldt. Der offentliggøres flere og flere undersøgelser, der viser, at der kun er ringe eller slet ingen sammenhæng mellem certificering, forbrugerbeskyttelse og højere standarder.

Denne manglende sammenhæng skyldes muligvis de samme årsager, som bruges som argument for at indføre en form for standardisering. Det er meget sjældent forbrugerne selv, der tager initiativet til certificering eller lignende - det kommer fra de grupper, der skal certificeres. Den tilgrundliggende årsag er den samme uanset erhvervsgren: Ønsket om at udstikke et territorium, hvor man frit og uhæmmet og uden konkurrence kan udøve sit erhverv - og dermed i sidste ende tjene flere penge. Og netop dét kan begrænsende regler være med til at sikre: Undersøgelser viser, at indkomsten mange gange fordobles, når et område standardiseres.

Det er vigtigt at bemærke sig, når det drejer sig om standardisering af urtemedicinverdenen, at der ikke er noget krav fra forbrugerne - ingen gjaldende trompeter - om lovgivning, der kan beskytte dem mod for dårligt uddannede behandlere. Som det stort set altid er sket op gennem historien, kommer kravet fra udøverne selv - og i dette tilfælde fra en bestemt behandlertype, nemlig phytoterapeuterne eller de "forskningsbaserede" behandlere. Men vil en standardisering af denne gruppe behandlere resultere i bedre behandling, beskyttelse af forbrugerne og højere standard? Nej, et helt århundredes forsøg viser, at det ikke er tilfældet.

I løbet af de sidste 30 års tid er der kommet adskillige artikler og undersøgelser, der har drejet sig om emnet "sundhedssystemets krise" i USA. Stigende omkostninger, dårlig eller manglende behandling af visse samfundsgrupper og lange ventetider på selv minimale serviceydelser har tydeligt illustreret behovet for en sanering af sundhedssystemet. En række undersøgelser er gået i dybden med at undersøge, hvorvidt en standardisering af arbejdskraften inden for sundhedssektoren har en sammenhæng med problemerne. En undersøgelse fra Iowa fandt frem til, at på trods af, at certificering af behandlere inden for sundhedssektoren oprindeligt blev iværksat med det specifikke formål at øge behandlingernes kvalitet, så var slutresultatet, at der var færre muligheder for de syge for at få behandling.

Og det ser heller ikke ud til, at lovgivning kan beskytte forbrugerne mod skader. En undersøgelse iværksat af U.S. Federal Trade Commission vedr. regulering af reparationer inden for tv-branchen viste, at der ikke var nogen som helst sammenhæng mellem lovgivning og antal "skader" for forbrugerne - der var nøjagtigt lige mange dårlige eller mangelfulde reparationer, uanset hvor omfattende lovgivning man indførte. Lignende undersøgelser har vist, at der er lige så mange bedrageritilfælde inden for ejendomsmæglerbranchen med som uden lovgivning. En undersøgelse fra US Bureau of Economics undersøgte syv forskellige brancher, som er reguleret af omfattende lovgivning. Konklusionen var, at "selvom nogle få facts peger på, at kvaliteten af tjenesteydelser og produkter fra brancher, der er reguleret af lovgivning, er højere, så viser hovedparten af undersøgelsens resultater, at kvaliteten ikke påvirkes af lovgivningsmæssige tiltag, der går i retning af at certificere udøverne af et bestemt erhverv". Faktisk pegede undersøgelsen i retning af, at begrænsninger i udførelsen af de enkelte erhverv i alle tilfælde var mere til skade end gavn for forbrugerne.

Nu er der måske langt fra tv-reparatører og ejendomsmæglere til urtemedicin, men ser vi på psykoterapeutbranchen, har det også her vist sig, at forbrugerne ikke er bedre beskyttede ved mere lovgivning. Den netop gennemførte reform af lovgivningen i Colorado skyldtes ikke så meget, at der ikke fandtes lovgivning på området, men at den eksisterende certificeringslovgivning ikke levede op til det formål, der var meningen, da den blev indført. Colorados Department of Regulatory Agencies undersøgte effekten af de indførte regler og fandt frem til, at certificering ikke sikrede forbrugerne mod evt. skader - og at der ikke var nogen sammenhæng mellem uddannelse og kompetence. Kommentaren var, at "i teorien forudsætter en certificering, at uddannelse giver kompetence til at udføre et erhverv på en tilfredsstillende måde, mulighed for at udvikle sine erhvervsmæssige færdigheder og den superviserede erfaring, som skal demonstreres, inden man kan opnå certificering". Men der er ingen historiske data, der tyder på, at denne antagelse er korrekt. Colorado gjorde noget hidtil uset for at løse problemet: Man besluttede at tillade alle, der havde lyst, at praktisere som psykoterapeut. For at beskytte forbrugerne indførte man i stedet for certificering (eller bestalling) en omfattende godkendelsesproces og et lovgivningsmæssigt nævn til at høre forbrugernes evt. klager.

Der kommer stadigt flere gode grunde til at følge Colorados eksempel mht. til regulering af læger og andre behandlere inden for sundhedssektoren. Flere og flere undersøgelser viser, at reguleringen af lægeverdenen har haft samme resultat, som man har kunnet iagttage i andre brancher - dårligere behandling, større omkostninger, mindre nytænkning og udbredt protektionisme.

Den omfattende uddannelse og erfaring, som man kræver, at læger er i besiddelse af, synes ikke at påvirke antallet af fejlbehandlinger og skader på patienterne. En epokegørende undersøgelse iværksat af Institute of Medicine’s Committee on Quality of Health Care in America afslørede, at antallet af lægelige fejl er ved at løbe løbsk. Man regnede sig frem til, at mellem 44.000 og 98.000 personer hvert år dør som følge af lægefejl. Rapportens forfattere konkluderede, at deres tal sandsynligvis ligger i underkanten af de reelle tal. En anden undersøgelse, som blev offentliggjort i Journal of the American Medical Association, viste, at ca. 300 mennesker dør hver dag, fordi de indtager lægeordineret medicin - vel at mærke i den dosis, de har fået ordineret. Og tæt ved 7.000 mennesker pr. dag indlægges eller får varige skader som følge af de samme lægemidler. Man kan selvfølgelig hævde, at læger ikke har så forfærdelig meget kontrol over, hvilken virkning medikamenterne har på deres patienter, og at det er sundhedsmyndighedernes problem, men det ér nu engang lægerne, som ordinerer medicinen, og derfor betragtes dødsfald og skader som følge af forkert indtagelse af lægemidler da også som en iatrogen lidelse - dvs. en lidelse, som er forårsaget af en læge.

Dybtgående kendskab til den "forskningsbaserede" vestlige indfaldsvinkel til krop og sygdom ser ikke nødvendigvis ud til i praksis at sikre bedre resultater eller mere kompetent udøvelse af lægegerningen. Dette skyldes til dels, at mange af de områder, som lægerne nu fordyber sig i, ikke udspringer af, hvad de har behov for at vide, men hvad de certificerende myndigheder, som sætter standarderne for læger og deres uddannelse, mener, at de bør vide. Og det er et generelt træk for alle områder, hvor der er tale om en eller anden for form godkendelse, certificering, bestalling eller lignende.

Når en lov er vedtaget, nedsættes der et rådgivende organ, som skal overvåge implementeringen af loven. Disse organer er som oftest sammensat af medlemmer af den branche, som lovgivningen skal regulere - fordi de generelt viser en større interesse og er mere motiverede end befolkningen i al almindelighed. Der er måske 2-3 almindelige forbrugere blandt medlemmerne - måske ikke. Som tiden går, stiller disse råd og nævn flere og flere krav til uddannelse og tests af de personer, der ønsker at opnå bestalling eller blive certificeret. Friedman udtrykker meget tydeligt sin mening om dette i sin beskrivelse af certificeringen af frisører.

Alle potentielle frisører skal på frisørskole og derefter gennemgå et turnusforløb. De skal kunne vise, at de har et "grundlæggende kendskab til frisørteknikker, hygiejne, bakteriologi samt hår, hud, negle, muskler og nerver, hovedets, ansigtets og halsens struktur, elementær kemi med relation til sterilisation, sygdomme i hud, hår, kirtler og negle, klipning, barbering, samt farvning, affarvning, skylning, opsætning og frisering af hår. Der er ikke ret mange beviser for, at hovedparten af disse uddannelsesområder gør, at den enkelte bliver en bedre frisør - eller at de overhovedet har nogen sammenhæng med frisørfaget. Men de støtter en stadigt mere kompleks uddannelsesindustri, som sørger for både grundlæggende og videregående uddannelse. Ingen undersøgelser kan bekræfte den teori, at en videregående uddannelse giver bedre resultater for den enkelte. F.eks. bemærker Morrison, at "nationale farmaceutorganisationer har presset på for at indføre ekstrauddannelse med materiale fra American Council on Pharmaceutical Education - uagtet at der har lydt kritik af, at disse krav ikke har nogen forbindelse til det, farmaceuter har brug for at vide for at øge deres generelle kompetenceniveau." Disse stadigt mere indviklede lovkrav øger den pris, forbruger ender med at betale, og afholder personer, som gerne vil angribe f.eks. frisørfaget fra en anden vinkel fra at komme på banen og udvikle alternativer.

Økonomer som Milton Friedman har en vigtig pointe: Priserne er altid lavere, og forbrugerne er bedre beskyttede, når der er så få offentlige krav som muligt. Det skyldes, at branchen er åben for outsidere med gode ideer, som kan sørge for nytænkning og samarbejde på tværs af faggrænser - og som også er med til at sikre konkurrencedygtige priser. Hvad der giver den bedste uddannelsesmæssige og vidensmæssige basis (og dermed det bedste resultat), lægges ud til de personer, der ønsker at arbejde med det pågældende område.

De, der taler for en certificering af naturmiddelverdenen, vil måske hævde, at certificering ikke nødvendigvis skal være et statsligt krav - man kan også benytte sig af frivillighedens princip. Denne mulighed er beskrevet i Kathy Abascals og Erik Yarnells artikel "Certifying Skill in Medicinal Plant Use" i HerbalGram 52. Den er rent faktisk ikke bedre end en offentlig, påkrævet certificering - og den er i mange tilfælde blot en forløber for sidstnævnte. Uanset om certificeringen er frivillig eller ej, så vil der opstå de samme probelemer, for begrundelsen for at ville indføre certificeringen er den samme.

Certificering af naturterapeuter i - sådan som Abascal og Yarnell beskriver det - et "forskningsbaseret, vestligt system inden for botanisk medicin" fremhæves som en måde at beskytte forbrugeren på og hæve erhvervets kvalitetsstandarder - aspekter, som certificering (eller bestalling) har vist sig i alle andre henseender ikke at kunne opfylde. En af begrundelserne er også, ifølge Aviva Romm, formand for American Herbalists Guild (AHG), i et svar på et læserbrev i HerbalGram 54, at "de, der ønsker at praktisere naturterapi på et stadigt stigende antal offentlige klinikker, f.eks. hospitaler", kan gøre det. Men det har også noget at gøre med at opnå en lovmæssigt anerkendt status, så man fortsat kan praktisere, og med at få foden indenfor i og blive en del af det amerikanske sundhedssystem, hvor man henviser til hinanden, og hvor patientforsikringer spiller en stor rolle for behandlingen. Hvis det kun drejede sig om at beskytte folk, der har brug for at tage naturmidler, og sikre, at de har adgang til den bedst mulige behandling, så er der andre muligheder - muligheder, som giver lavere priser, beskytter den enkelte og giver en bedre behandling.

Når man læser fortalernes argumenter nøje, opdager man, at selvom der er en stigende tendens til at fremhæve forbrugerbeskyttelse, så er der ikke nogen beviser for, at urtemedicinen overhovedet skader nogen - selv ikke i hænderne på uerfarne behandlere. Det er faktisk en meget sikker behandlingsform. I modsætning til antallet af dødsfald som følge af traditionelle lægemidler, så anslår man, at antallet af dødsfald som følge af korrekt behandling med naturmedicin ligger på 1 dødsfald om året. Kigger man på det samlede antal dødsfald som følge af indtagelse af naturmedicin, som ligger på ca. 50 pr. år, så skyldes langt hovedparten forkert brug af efedra (Ephedra sinica) som slankemiddel eller opkvikkende middel. (Den udbredte brug af efedra til disse formål er et separat problem, som bør løses ad andre produktreguleringskanaler. Det har ikke relation til certificering af alternative behandlere.) Og dette kan man også gøre noget ved med langt mindre indgribende midler end certificering.

Abascal og Yarnell skriver i deres artikel, at et frivilligt certificeringsprogram kunne være med til at lukke munden på både den statslige og den befolkningsmæssige modstand mod urter og urtemedicin. De refererer ikke til nogen undersøgelser eller historiske facts, der kan underbygge påstanden, men selve statsapparatets natur kunne være et fingerpeg i retning af, at den godt kunne være rigtigt. (Faktisk siger Richard Morrison, tidligere direktør for Virginia Board of Health Professions og ekspert på området, at "det, at der findes frivillige, private former for certificering, har ikke på nogen tænkelig måde dæmmet op for stigningen i antallet af statsregulerede certificeringsprogrammer".

Der kræves en vis form for statsanerkendelse, hvis en naturterapeut skal kunne udøve sit erhverv på et hospital sammen med læger, opnå samme respekt og rettigheder som læger, få henvist patienter og i det hele taget være en del af sundhedssystemet på lige fod med andre behandlere. Efterhånden som naturterapi og urtemedicin bliver et mere gennemskueligt område (man så til dels den samme tendens med de traditionelle kinesiske jordemødre), vil de enkelte stater før eller senere føle sig nødsaget til at opfatte området som en anerkendt form for behandling. I nogle stater vil det formentlig fortsat være højst ulovligt - ligesom naturopatien for øjeblikket. Nogle stater vil tillade en begrænset form for udøvelse, andre vil kun give tilladelse til personer, der er godkendt til at udføre andre former for behandling, f.eks. akupunktører, jordemødre osv. Andre stater igen vil legalisere området gennem en eller anden form for registrering, certificering eller bestalling. Erhvervslovgivning er et af de enkelte staters hovedområder, og de kæmper med næb og kløer for fortsat at bevare både kontrol og tilsyn. Lobbyister på området forsøger til stadighed at overbevise de statslige regeringer om, at de skal tillade specifikke grupper at praktisere uden kontrol - eller modsat, at de skal gennemføre certificeringslove, som giver visse grupper mulighed for at praktisere eller modtage forsikring. Der er intet historisk belæg for - og det er i øvrigt også temmelig naivt - at tro, at de enkelte stater vil opgive denne magt, blot fordi en branche har indført frivillige certificeringsordninger.

Fortalerne for frivillig certificering ønsker, at naturterapeuterne skal kunne praktisere helt legalt inden for det eksisterende sundhedssystem. Men det er der ikke nogen, der kan give tilladelse til, bortset fra statskontrollerede organer, da det kun er staten selv, der kan give tilladelse til at praktisere - og de fleste af de love, der allerede er gældende, lægger restriktioner på lige præcis denne form for arbejde. Frivillig certificering er derfor kun en forløber for en egentlig statskontrolleret certificering. Når staten begynder at acceptere certificering, er det kun certificeringsentusiasternes "forskningsbaserede, vestlige system inden for botanisk medicin", som bliver præsenteret som mulig model for egentlig uddannelse af naturterapeuter. The Botanical Medical Association (BMA) og American Herbalists Guild kører sig - i og med at de udstikker certificeringsprocessen - i stilling til at nærme sig den lovgivende magt med forslag til indførelse af lige præcis deres program - ja, faktisk hævder Abascal og Yarnell i deres artikel, at det at kunne komme til at samarbejde med statslige repræsentanter er selve begrundelsen for at indføre frivillig certificering. Eftersom certificeringssystemet er en understregning af den vestlige verdens videnskabelige indfaldsvinkel, vil de statsorganer, der indfører det, have en tendens til at begrænse tilladelsen til naturterapeuter, som er uddannet i det pågædende "system". Der er f.eks. intet i certificeringsprogrammerne, der understøtter "kloge koner", som praktiserer ud fra en anden opfattelse af menneskekroppen og universet. De, der bekender sig til en anden indfaldsvinkel, vil - afhængigt af, hvordan den enkelte stat tidligere har reageret på certificeringstiltag - sandsynligvis blive marginaliserede eller nægtet retten til at praktisere. For at undgå dette og for at sikre, at alle grene inden for naturmedicinen beskyttes, er der kun én logisk løsning: Et certificeringsprogram uden begrænsninger.

Der er en række helt konkrete problemer med at indføre certificeringer, der begrænser sig til det "forskningsbaserede, vestlige system inden for botanisk medicin". Der findes masser af forskellige grene af naturlægepraksis i USA - hvorfor så denne begrænsning? Grunden er indlysende: Det "forskningsbaserede, vestlige system inden for botanisk medicin" opfattes som mere værdifuldt, og man mener, at det mere præcist kan beskrive og forberede udøverne til at behandle sygdomme - eller måske er det bare mere acceptabelt for dem, der skal kontrollere det eksisterende sundhedssystem?

Men en "forskningsbaseret, vestlig" model er i sig selv et problem, hvis det er den primære model - for er det så i virkeligheden den bedste model, eller er det bare én model? De grupper, der tilslutter sig tanken om certificering, har en tendens til at tillægge de elementære bestanddele, som lægerne har fundet frem til, en speciel ontologisk status eller opfatte dem som den fundamentale virkelighed - og tendensen går derefter i retning af at overføre den opfattelse på andre videnskabelige og sundhedsfremmende discipliner. Der er en indgroet tro på, at forstår man de fysiske sammenhænge ned til mindste detalje, så er man tættere på virkeligheden end andre, der ikke har samme indfaldsvinkel. Et "forskningsbaseret, vestligt system" opfattes generelt som en metode til at bringe mennesker tættere på den måde, tingene "virkeligt" hænger sammen - og denne indfaldsvinkel har derfor større betydning end andre. Og nedenunder denne tro ligger en dybere formodning om, at brugen af et sådant system vil føre til en forståelse af tingenes rette sammenhæng - en forståelse, der er dyb nok til, at vi effektivt kan kontrollere naturen og dens sygdomme. Konsekvensen er, at det vestlige system står øverst i hierarkiet over diagnosticerings- og behandlingsmetoder. Andre metoder - f.eks. kloge koner eller traditionel folkemedicin - bliver i lyset af ovenstående mere "udflydende", mindre præcise og ikke helt så brugbare eller virkelighedsnære. Men bringer denne lægelige begrænsning os tættere på virkeligheden? Nej, viser forsøg efter forsøg gennem de sidste fem årtier.

Faren ved, at én skole inden for urtemedicin anser et "forskningsbaseret, vestligt system" for det bedste grundlag for certificering, er, at selvom andre skoler måske nok kan køre et parallelt "salgsfremstød", så er det denne ene indfaldsvinkel, som kommer til at overskygge de andre. Desuden er der en meget konkret risiko for, at der vil kunne opstå økonomiske interessekonflikter. Historisk set har det altid været sådan, at de, der ejer uddannelsesinstitutionerne eller på en eller anden måde har en aktie i dem, også er dem, der opstiller de uddannelsesmæssige kriterier for certificeringsprogrammerne. Undersøgelser viser, at de eksaminer, der anvendes ved certificering, ofte er påvirket af interssegrupper inden for erhvervslivet, af uddannelsesorganer med en økonomisk interesse i eksamensindholdet eller af producenter, der har en interesse i at fremme en bestemt praksis.

Naturterapeuterne har alle muligheder for at sætte deres præg på historien: Ikke nok med, at de har en fantastisk mulighed for at helbrede de mennesker, der opsøger dem - de har også muligheden for at være med til at helbrede det sundhedssystem, som blev indført af konventionelle/allopatiske læger for omkring 100 år siden. Et system, som har nogle åbenlyse fejl og mangler, hvilket ses tydeligt af den række af uventede resultater, som er opstået i løbet af de samme 100 år (f.eks. den kraftige stigning i antallet af resistente bakterier). Der er andre måde at anskue menneskets og planternes natur på end den, der lyder fra fortalerne for certificeringsprogrammer. De tager kun højde for ét perspektiv - og det tilmed et, som mange anser for at være for begrænsende. Ved at certificere netop dette ene perspektiv vil grupper som BMA og AHG i forhold til andre indfaldsvinkler fremhæve det som på en eller anden måde mere ønskværdigt og vedkommende for udøvelsen af naturterapi i det moderne samfund. Certificering giver dette ene perspektiv større værdi - det ligger i sagens natur.

En række stater er begyndt at anskue certificering og bestalling fra en alternativ synsvinkel - det vil sige, at de giver tilladelse til alle, der ønsker at arbejde som en form for helbreder. I såvel Colorado som staten Washington har man indført dette princip for psykoterapeuter, og i Minnesota må alle, der ønsker at behandle fysiske sygdomme, frit praktisere. Det eneste krav er, at den individuelle behandler er tilmeldt et offentligt register, betaler et gebyr og skriftligt offentliggør al sin uddannelse over for de klienter, der opsøger ham/hende. I de fleste tilfælde har man oprettet et nævn til at høre klager fra personer, som mener, at de på en eller anden måde har taget skade af behandlingen. De måder, hvorpå den pågældende behandling kan skade andre, er klart beskrevet i lovgivningen. De omfatter f.eks. unødvendig seksuel kontakt, tilskyndelse til, at personen skal købe produkter og services, han/hun ikke har brug for, og behandlerens manglende støtte til, at behandlingen afbrydes, når personen ønsker det. Denne type lovgivning giver mulighed for maksimal forskning og udvikling af nye behandlingsformer, uden at én bestemt gruppe skal bestemme, hvad der skal være og ikke skal være en del af behandlerens påkrævede uddannelse. Den beskytter forbrugeren. Og den adskiller ikke én form for behandling fra resten ved at certificere én gruppe behandlere og ikke andre grupper.

I deres evige jagt efter legitimitet og markedsandele efterligner fortalerne for certificering - uanset om det så er nok så ubevidst - den standardiseringsmodel, som American Medical Association og American Bar Association udviklede i slutningen af det 19. århundrede. Friedman påpeger, at nutidens manglende mulighed for at udforske standardiseringsprogrammer, som ikke har deres rod i middelalderens lavsystemer, "afslører tyranniet ved status quo og vores indskrænkede fantasi, når det gælder områder, hvor vi er uvidende lægfolk - og endog når det gælder områder, hvor vi har en vis form for kompetence." Der er mange måder at helbrede på - måske er det på tide, at vi bevidst og med fuld overlæg vælger en form for certificering, der omfatter dem alle. På den måde må de, der ønsker den enestående behandling, der ligger i naturterapien, ikke blot nøjes med én forringet behandlingsmåde, men kan vælge mellem en lang række behandlingsformer, som i sig selv afspejler den alsidig, som både livet og planterne byder på.

Referencer:
Friedman M. Capitalism and Freedom. Chicago: University of Chicago Press; 1962.
Shimberg B. Occupational Licensing: A Public Perspective. Princeton: Educational Testing Service; 1980.
Shimberg B. The relationship among accreditation, certification and licensure. Federation Bulletin: The Journal of Medical Licensure and Discipline April 1984:99-116.
Shimberg B. Regulation in the public interest: myth or reality? [monograph] Resource Briefs. Lexington (KY): Council on Licensure, Enforcement and Regulation; 1991.
Clarkson KW, Muris T. The Federal Trade Commission and occupation regulation. In: Rottenberg S, red. Occupational Licensure and Regulation. Washington D.C.: American Enterprise Institute for Public Policy Research; 1980. p. 107-41.
Stigler G. The theory of economic regulation. Bell Journal of Economics and Management Science 1971 Forår; 24:3-21.
White House Commission on Complementary and Alternative Medicine Policy. Final Report. Washington, DC: White House Commission on Complementary and Alternative Medicine Policy; 22. marts 2002. Executive summary.
CTV/Angus Reid Group. Use of alternative medicines and practices. September 1997. 
Volpe J. Natural Health Products: A New Vision. Report of the Standing Committee on Health. Ottawa, Ontario, Canada: Standing Committee on Health; November 1998.
The United Kingdom, Parliament, House of Lords, Science and Technology Committee. Session 1999-2000 Sixth Report, HL 123: Complementary and Alternative Medicine.
Contemporary Studies Project. Regulation of health personnel in Iowa: a distortion of the public interest. Iowa Law Review 1972;57:1006.
Rose J. Occupational licensing: a framework for analysis. Arizona State Law Journal 1979:189-202.
Cox C, Foser S. The Costs and Benefits of Occupational Regulation. Washington D.C.: Bureau of Economics, Federal Trade Commission; Oktober 1990.
The Colorado Department of Regulatory Agencies. The Colorado Mental Health Licensing Statutes: Sunset Review, Denver, CO; Juni 1991.
Feldman R, red. American Health Care: Government, Market Processes and the Public Interest. Somerset, NJ: Transaction Publishing; 2000.
Morrison R. Webs of Affiliation: The Organizational Context of Health Professional Regulation. 2000.
Svorny S. Does physician licensing serve a useful purpose? [monograph] Oakland, CA: The Independent Institute; 10. juli, 2000.
Kohn L, Corrigon J, Donaldson M, red. To Err is Human: Building a Safer Health Care System. Washington, DC: National Academy Press; 1999.
Lazaren J, Pomeranz B, Corey P. Incidence of adverse drug reactions in hospitalized patients: a meta-analysis of prospective studies. JAMA 1998;279(15):1200-5.
Abascal K, Yarnell E. Certifying skill in medicinal plant use. HerbalGram 2001;52:18-9.
Romm A. AHG response [brev]. HerbalGram 2002;54:77,72.
Brevoort P. The booming U.S. botanical market: a new overview [Table 18. Botanical Safety]. HerbalGram 1998;44:45.
Duke JA. The Green Pharmacy: The Anti-Aging Prescriptions. Emmaus, PA: Rodale Press; 2001. p. 24.
Rorty R. Being that can be understood is language. London Review of Books 2000, 16. marts; 22(&):23-5.
Gadamer H-G. Reason in the Age of Science. Cambridge, MA: MIT Press, 1983.
Buhner SH. The Lost Language of Plants: The Ecological Importance of Plant Medicines to Life on Earth. White River Junctions, VT: Chelsea Green; 2002.
Begun JW, Lippincott RC. Strategic Adaptation in the Health Professions: Meeting the Challenge of Change. San Francisco: Jossey-Bass; 1993.

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012