Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Ginseng: Rød Ginseng kan være med til at sænke blodtrykket

 

Om asiatisk ginseng (Panax ginseng C.A. Meyer, Araliaceae) har en virkning på blodtrykket, og i givet fald hvilken, er en meget omdiskuteret sag, og de få kliniske undersøgelser, der er foretaget på dette område, har vist modstridende resultater. For at kaste lys over spørgsmålet opstillede en gruppe koreanske forskere et lille, placebo-kontrolleret forsøg, hvor de undersøgte, hvordan rød ginseng virker på personer med mild eller moderat hypertension (Han et al., 2000). Hvor tidligere tiders undersøgelser var baseret på enkeltstående blodtryksmålinger hos lægen, gik man i dette forsøg ud fra 24-timers ambulant blodtryksmonitorering (ABPM). Derved kunne man undgå de modstridende resultater, man tidligere kom til ved at lade forskellige personer udføre målingerne på forskellige tidspunkter. ABPM foretager 50 målinger i hver 24 timers periode, og man kan derfor gå ud fra, at denne metode giver grundlag for en mere præcis vurdering af blodtryksændringerne.

De 34 forsøgspatienter blev inddelt efter, om de led af enten essentiel hypertension eller "hvid kittel"-hypertension. Selvom dette ikke specifikt er beskrevet i forsøgsrapporten, bruges udtrykket "hvid kittel"-hypertension ofte til at beskrive en forbigående stigning i blodtrykket, som skyldes, at patienten befinder sig i et hospitalsmiljø og er påvirket af dette. I undersøgelsen omfattede denne gruppe patienter, hvis klinikmålte diastoliske blodtryk fra begyndelsen af forsøget lå over 90 mmHG og under 110 mmHG, men under 90 mmHG ifølge gennemsnittet i en 24 timers ABPM.

Essentiel hypertension (også kaldet primær eller idiopatisk hypertension) er forhøjet blodtryk uden nogen specifik årsag. Mild eller moderat hypertension defineres i undersøgelsen som et blodtryk på over 140/90 mmHG, hvor det diastoliske tryk er under 110 mmHG. Denne patientgruppe blev delt yderligere i tre undergrupper, der modtog hver sin behandling: To grupper fik lægeordineret blodtryksmedicin (hhv. beta-blokkere og calciumkanalblokkere) sammen med ginseng, mens sidste gruppe kun fik ginseng.

Efter fire ugers behandling med placebo fik undersøgelsesdeltagerne 1,5 g rød ginseng tre gange om dagen (en samlet daglig dosis på 4,5 g) i otte uger. Blodtrykket blev målt ved hjælp af ABPM ved begyndelsen af forsøget, efter fire uger og igen efter otte ugers behandling med rød ginseng. Ved hver måling blev der gjort optegnelser for hvert 30. minut i 24 timer. Hos de 26 patienter, der led af essentiel hypertension, kunne forskerne påvise et betydeligt fald i det systoliske blodtryk i løbet af 24-timers perioden, men kun en svag tendens til fald i det diastoliske blodtryk. Faldet i det systoliske blodtryk blev beregnet til ca. 5%. Forskerne vurderede, at faldet i betydelig grad skyldtes ginseng-behandlingen "uafhængigt af indtagelsen af andre medikamenter samtidig." Der var ingen forandring at spore hos de otte patienter, der var kategoriseret til "hvid kittel"-hypertension. Forskerne konkluderede: "Vi kunne påvise en let nedgang i det systoliske og diastoliske blodtryk uden nogen påviselige bivirkninger eller ubehag som følge af indtagelsen af rød ginseng i idiopatiske hypertensionspatienter."

PS.: De sidste 30 år har ginseng i Danmark fået skyld for at være blodtryksforhøjende.

"Rød" ginseng produceres ved at dampe eller på anden måde forarbejde frisk, uforarbejdet "hvid" ginsengrod. Den røde ginseng, man anvendte i ovennævnte forsøg, stammede fra Korean Tobacco & Ginseng Corporation of Taejeon, Korea. Ifølge angivelse indeholdt hver kapsel 300 mg ginseng.

Reference:
Evelyn Leigh, Herb Research Foundation [Han KH, Choe SC, Kim HS, Sohn DW, Nam KY, Oh HB, Lee MM, Park YB, Choi YS, Seo JD, Lee YW. Effect of red ginseng on blood pressure in patients with essential hypertension and white coat hypertension. American Journal of Chinese Medicine 1998; 26(2): 199-209.]

Health News 2003

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012