Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Pesticidskandale skader økologien - uden grund

En pesticidskandale har bragt det økologiske landbrug i miskredit. Succes og vækst har gjort øko-branchen usikker, og forbrugerne begynder at tvivle på mønsterlandbrugene. Men undersøgelser viser, at økologi er og bliver bedre.

Angsten spredte sig endnu en gang. Bekymrede borgere ringede til radiostationerne: Efter at have lyttet til nyhederne, samtidig med at de spiste morgenægget, kunne de mærke alskens ubehag i kroppen. I supermarkederne blev hylderne ryddet, udlandet lukkede grænserne hermetisk for tysk fjerkræ og tyske æg, og retsskafne landmænd blev en smule bekymrede for deres eksistens.

Tjah, det er vel de typiske symptomer på en typisk levnedsmiddelskandale - og alligevel er alt anderledes denne gang. Det er nemlig ikke det gamle fjendebillede, industrilandmanden, som spreder skræk og rædsel - det er det gode menneske med de store idealer, øko-bonden. Siden den kræftfremkaldende plantegift Nitrofen blev fundet først i foderblandinger fra firmaet GS agri og derefter i æg, kyllinger og kalkunsnitzler fra adskillige økologiske landbrug, har økolandmændene være truet på det, der er allermest vigtigt for dem: Kundernes tillid.

Siden slutningen af sidste uge har det ganske vist stået klart, at det ikke var en nederdrægtig øko-bonde, der har sprøjtet giften på sine marker. Katastrofen skyldtes snarere en gang usigelig sjusk: Firmaet Norddeutsche Saat- und Pflanzgut AG opbevarede en ladning økologisk hvede i en lagerhal, som i det hedengangne DDR havde været brugt til at opbevare plantegifte - og som aldrig var blevet renset. Man kan med al mulig ret hævde, at dét ikke er en skandale for øko-branchen, men for den konventionelle landbrugsindustri. Men det hjælper ikke de økologiske landmænd ret meget. For forbrugerne har hørt noget andet og er opskræmte. Standardbemærkningen ved middagsbordet de seneste dage har været: "Bare rolig, det er ikke økologisk".

Godt nok er sagens rette sammenhæng blevet meldt ud i medierne, men det er svært for den almindelige forbruger at forholde sig til, at giftigt nitrofen skulle have fundet vej fra en lagerhal i Malchin til økologiske æg og økologisk kød over det meste af landet.

Også blandt de økologiske landmænd er der oprør. I begyndelsen var det tyske øko-landbrug som helhed lille, men rent. Øko-landmændene fulgte deres strenge regler med idealisme og troede fuldt og fast på naturbeskyttelse, racerene dyrehold og næringsstofkredsløb. De kendte hver kalv, svin eller høne ved navn og holdt kun lige præcis så mange dyr, at de kunne fodre dem med det korn og hø, de selv kunne dyrke. 200 høns eller ænder var veritable stordriftsforhold. Og de havde ikke en gang tænkt den tanke, at man kunne købe biologisk kraftfoder ved et overvejende konventionelt foretagende som GS agri.

"Tidligere gik øko-landmændene helhjertet ind for det økologiske landbrug. Men mange af dem, som er kommet til senere, har ikke økologien inde under huden," tordner øko-bonden Willi Dohemann fra Asendorf uden for Bremen. Nils Odefey fra landsbyen Mehre på Lüneburger Heide - en lille flække med 60 indbyggere - er helt enig: "Smarte folk bygger kæmpeanlæg, som står i grel kontrast til den økologiske tankegang," siger han. Han bruger ordet "svineri" om det faktum, at landbrugsorganisationen Naturland overhovedet har givet foderstofvirksomheden tilladelse til at bruge ordet økologi.

Nitrofenskandalen har betydet, at illusionerne er bristet fuldstændigt. Det er længe siden, det økologiske landbrug gjorde op med det romantiske billede - og det med god grund, trods alt. Øko-boomet i de foregående år kom trods alt ikke helt tilfældigt. Blandt eksperter har der længe været bred enighed om, at den klassiske landbrugspolitik er helt hen i skoven: I løbet af årtier har man støttet en branche, som satser på billig masseproduktion, piner dyrene, forgifter jorden og grundvandet - og som alligevel ikke kan overleve.

Et forsøg foretaget af delstatsregeringen Weser-Ems i 1995 er også aktuelt at bringe op i dag. Det giver et indblik i den afskyvækkende praksis inden for den konventionelle landbrugsindustri:

  • I 94% af de 18 besøgte stalde var der ingen vinduer, og der stank der helt forfærdeligt. Koncentrationen af stærkt lugtende ammoniak var i gennemsnit 35 mg pr. kilo luft. I det værste tilfælde blev der fundet 60 mg ammoniak pr. kilo luft. 20 mg er nok til at give lungeskader, og 30 mg giver øjenirritation hos høns. Ved højere værdier bliver slimhinderne irriterede, og der opstår betændelse i hornhinder og bindevæv. Tunge- og lungeødemer er reglen mere end undtagelsen.
  • Der er 20 eller flere dyr pr. kvm. For kyllingers vedkommende betyder det en konstant stressfaktor. Optagelser med et automatisk videokamera viste, at hver kylling bliver angrebet 124 gange i timen og i gennemsnit tvinges op at stå 20 gange. På otte timer svarer det 1.000 "tacklinger".
  • På slagteriet kan man se følgerne af disse opbevaringsforhold. 1/5 af de indleverede kyllinger må frasorteres på grund af brækkede knogler, blodige sår, hud, der er ætset af skidt og møg, osv.

Det er også hårrejsende at læse resultaterne af en EU-undersøgelse af sprøjtemiddelforbruget på æbler, jordbær, salat, tomater og druer. Gennemsnitligt 71,6% af salathovederne, 66,9% af druerne, 58,5% af jordbærrene, 26,5% af tomaterne og 26,4% af æblerne var sprøjtede. De maksimale grænseværdier blev i mange tilfælde langt overskredet.

Og at tænke sig, at lige netop de ellers meget renlighedsfikserede tyskere lander med en gennemsnitsbelastning på 60% i den nederste tredjedel. Andre data fra EU-undersøgelsen beviser, at de dårlige resultater for æbler, jordbær, salat, tomater og druer er et generelt symptom for tyske levnedsmidler. Ifølge undersøgelsen var hele 65,7% af alle de levnedsmidler, der blev undersøgt i Tyskland i 1996, forurenet med pesticidrester - dvs. at kun godt 33% var giftfrie.

Men det var først i forbindelse med BSE-skandalen for to år siden, at den almindelige forbruger blev opmærksom på det vanvittige i situationen. Det mærkede den nye forbrugerbeskyttelsesminister Renate Künast, da hun, næsten før hun var tiltrådt, udbasunerede "landbrugsrevolutionen": Inden år 2010 skulle 20% af landbrugsjorden dyrkes økologisk korrekt.

Dét kan ikke lade sig gøre med øko-landbrug, som stadig sover tornerosesøvn. Ganske vist er moderne øko-brug ofte mere effektive og udbytterige end deres ikke-økologiske konkurrenter. Branchen vokser med 20-30% om året - for enkelte produkters vedkommende med hele 60% (æg, fjerkræ og mælk). Af den samlede tyske levnedsmiddelomsætning har de økologiske varer erobret 3,7%, hvilket svarer til 5 mia. euro. Og det er lykkedes økologerne at få foden inden for i supermarkederne.

Men så begynder det også at blive svært, og man støder panden mod en række mure. Øko-branchen står nemlig i et dilemma: Prisforskellen mellem økologiske og konventionelle varer må helst ikke blive alt for stor. Men noget, der bare kommer i nærheden af at være en gunstig pris, er kun mulig ved produktion af store mængder - det er såmænd ikke anderledes end for alle mulige andre varer. Men vil man profitere af denne markedslogik, må man også indrette sig efter dens love.

Hvis man gerne vil handle med indkøberne i de store forretningskæder, skal man først og fremmest gøre sig klart, at det er benhårde drenge, man skal bide skeer med. Ikke nok med, at de forhandler om hver eneste øre (og dermed sætter øko-bønderne under et pres, de ikke er vant til at tackle). Supermarkedskæderne forlanger for det meste også at kunne købe store kvanta og en ensartet høj kvalitet - så de småbitte æg fra økologiens barndom er yt. "Den kvalitet, indkøberne kræver, kan øko-landmændene slet ikke levere, hvis de samtidig holder køer, svin, høns og får", siger Ulrich Schumacher, der er landbrugsingeniør, mælkebonde og dyreholdskonsulent for det største forbund af økologer, Bio-Land. "Det kræver, at man koncentrerer sig 100% om ét produkt."

Følgen er, at øko-bønderne tvinges til at specialisere sig. Lad os kigge på høns som eksempel: I gennemsnit har en Bioland-bonde 200 høns, men "det klasker indkøberne sig naturligvis på lårene af grin over," siger Schumacher. Økologisk drevne familiebrug har imidlertid mellem 3.000 og 10.000 høns, og endnu større brug er ikke længere nogen sjældenhed. Men øko-hønsene har det en hel del bedre end deres søstre fra de konventionelle hønsehold - dét sørger strengere regler og normer for korrekt indrettede stalde, foder og medicin for.

Og det tilladte antal dyr pr. hektar land er begrænset. Det skyldes det gamle ideal om, at det enkelte landbrug skal være et lukket økologisk kredsløb, hvor de forskellige landbrugsområder (dyrehold, agerdyrkning og vedligehold af græsgange) skal gribe ind i hinanden - hvorved de uheldige følger af ensidigt, intensivt landbrug overhovedet ikke opstår. Ifølge Biolands regler skal de tilknyttede bønder f.eks. selv fremstille mindst 50% af dyrefoderet. Resten skal helst komme fra andre Bioland-gårde og skal i overvejende grad være økologisk fremstillet - og gøres der undtagelser fra denne regel, er undtagelserne som oftest også underlagt en række regler.

Men de tider, hvor et stykke fjerkræ selv kunne dække sit proteinbehov ved at hale en dejlig, fed orm op af jorden på møddingen - de er for længst forsvundet med de moderne former for økologisk massedyrehold. Så der må købes foder i store mængder. De økologiske organisationer propaganderer for regionale foder-/gødningskooperativer, som agerer i en ganske lille radius på nogle kilometer. Formålet er at holde fast i ideen om et regionalt kredsløb og, for nu at sige det på godt dansk, udveksle hønsemøg for foder. Men andre har opgivet det for ægte økologer så vigtige ideal om regionalisering. "Leverandøraftaler mellem Mecklenbrug-Vorpommern og Frankrig har egentlig ikke rigtigt noget med økologisk tankegang at gøre mere," sukker Bioland-direktør Thomas Dosch.

Også i øko-branchen er der opstået en form for landbrugskontrakter: Den ene part leverer kyllinger og foder, og den anden leverer æg, flæsk og gødning fra hønsene tilbage. Det er i bund og grund ikke økologisk korrekt, og de steder, hvor disse kontrakter opstår, kommer foderstofkompagnier som GS agri og Norddeutsche Saat- und Pflanzgut AG ind i spillet - og dermed hele den forkætrede agroindustri.

Ganske vist er størrelse i sig selv ikke dårligt for økologien - der kan sagtens gemme sig sig grimme giftblandinger på et lille familiebrug. Men de nye produktions- og afsætningskanaler har én ting til fælles: De er anonyme. Derfor er der altså ikke den kvalitetssikring, der bygger på interessenternes idealisme, tillid og gensidige kontrol. Den findes kun i de helt små brug.

Desuden findes der også spillere på banen, for hvem et stort afkast betyder mere, end hvordan jorden har det. "Nogle plejer en temmelig pragmatisk omgang med reglerne", lyder den forsigtige formulering fra Bioland-direktøren. Og med større udbytte end de konventionelle brug…

"Hos de økologiske landmænd har vi talt op til fem gange så mange planter, tre gange så mange regnorme, dobbelt så mange af de nyttige løbebiller og mere end dobbelt så meget mikrobial biomasse - en indikator for, hvor frugtbar jorden er, og hvor godt den udnyttes," siger FiBL-agronom Paul Mäder, en af forfatterne til undersøgelsen. Man fandt 26.913 kilo biomasse i hver hektar Demeter-jord, 25.096 kilo i hver Bioland-jord - og i den jord, der er behandlet med industrigødning, desværre kun 10.947 kilo. Jo flere mikrober, jo hurtigere nedbrydning af strå og gødning. Mäder siger: "Kun hos de økologiske landbrug lykkes symbiosen mellem naturbeskyttelse og landbrug."

Mäder beklager, at de ’eksterne’ miljøomkostninger ved det industrielle landbrug ofte bliver overset - dvs. de skader og tab, der opstår gennem nitratforurening af drikkevandet, artsudryddelse, BSE, erosion og bivirkninger ved pesticider. "Disse omkostninger er enorme - og de bliver ikke betalt af industrilandmændene," siger Mäder. "Hvis man overhovedet opdager dem, så er det samfundet som helhed, der kommer til at bøde for skaderne." En forskergruppe ved University of Essex har nu forsøgt at udregne miljøomkostningerne ved det konventionelle landbrug og er foreløbig kommet frem til et beløb, der hedder 325 euro pr. hektar pr. år.

Fordelene ved øko-landbrug bliver ikke mindre tydeligere i lyset af den seneste skandale. Og også når repræsentanterne for de konventionelle bønder forsøger at udnytte nitrofen-miseren til et generelt angreb på den forhadte konkurrence: Det behøver ikke nødvendigvis at være en HURTIG omstilling af landbruget - men den skal være konsekvent.

Arne Daniels/Gerd Schuster (Werner Hinzpeter) 2002.

Giften i giften - nitrofen er langt farligere end tidligere antaget
Efter toksikolog Max Daunderers udsagn er ukrudtsmidlet nitrofen forurenet med ’Seveso-giften’ TCDD, som er det stærkest kendte dioxin - det stof, som findes i afløvningsmidlet Agent Orange, og som allerede under Vietnamkrigen forårsagede svære misdannelser blandt børn.

Nitrofen er øjensynligt ikke kun kræftfremkaldende og skadelig for jordbunden, men er også på grund af dioxinindholdet en immun- og nervegift. I værste fald, siger Daunderer, kan det - udover kortvarige sygdomme som acne forårsaget af klorindholdet - også føre til hjerneskader.

I fagtidsskriftet "Organohalogen Compounds" bekræfter en kemikergruppe fra Berlin Daunderers resultater: Af de seks organoklorpesticider, som blev fremstillet i det tidligere DDR, udviste mærket Trizilin 25 langt det højeste indhold af TCDD og det beslægtede stof Dibenzofuranen. Hovedbestanddelen i Trizilin 25? Nitrofen.

Health News 2004

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012