Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Internationalt symposium om sennes

Hvorfor netop nu et symposium om sennes, i en tid hvor man i den videnskabelige verden ser på afføringsmidler med større og større skepsis? Fiberstoffer er næringsbestanddele, som den menneskelige krop enten ikke optager eller kun dårligt. Derfor blev de i lang tid betragtet so unødvendig ballast. I mellemtiden har man fundet ud af, at de spiller e vigtig rolle. De bidrager til opfyldningen af tarmen, hvilket er meget vigtigt for den regelmæssige videretransport af næringen og for en normal afføring. En kost, fattig på fiberstoffer, kan føre til forstoppelse. Fiberstoffernes betydning for en regelmæssig tarmfunktion er altså i dag hævet over enhver diskussion.

I mange tilfælde er fiberstoffer ikke tilstrækkelige til at fjerne en forstoppelse, især ikke på kort sigt (derfor indeholder Thea Go’ også mikroniserede sennesbælge, som har en hurtigere afførende virkning!).

Om sennes er der skrevet langt mindre end om fiberstoffer, og det, der er skrevet, er betragtet under et, nærmest negativt. Dette hænger sammen med, at nogle mennesker misbruger afføringsmidler. De tager afføringsmidler i for høje doser og for tit. Det må være klart for ethvert fornuftigt menneske, at det ikke kan være godt, hvis man til stadighed tvinger tarmen til at afgive en meget blød eller ligefrem flydende afføring, for på denne måde fratager man kroppen for megen væske. Under disse omstændigheder har også det advarende stikord "elektrolyt-tab", dvs. tab af vigtige næringssalte, sin berettigelse. Afføringsmidler bør altid doseres således, at der opstår en afføring af normal, ikke for blød beskaffenhed. Det gælder ikke bare for Thea Go’, men for alle substanser, der har en afførende virkning, uanset om det er af syntetisk elles naturlig oprindelse.

Men tilbage til vort egentlige emne! De almindelige afføringsmidler er, for så vidt de overhovedet er fuldstændigt kendte i deres nøjagtige sammensætning og struktur, kemisk ganske forskellige substanser. Selv "anthrachinongruppen", hvortil sennes, rabarber, frangula og aloe hører, er ikke homogen, og de enkelte "anthrachinoner" kan tydeligt differentieres med hensyn til deres virkemåde og virkested. Ganske vist er mange af disse stoffer slet ikke undersøgt grundigt i enkeltheder.

De mest udførlige informationer angår sennes. Mange af disse undersøgelser er først blevet påbegyndt i de sidste år, i kølvandet på forsøget på at isolere de virksomme komponenter i sennesbælgene, nemlig sennosiderne A og B, og udvikle dem til et rent præparat.

En substans kan i dag kun overbevise i medicinske kredse, hvis dens virkemåde er videnskabeligt karakteriseret, og dens virkning i kroppen (stofskifte, farmakokinetik) er klarlagt (dette er farmakologiens opgave). Naturligvis må man også undersøge mulige uønskede virkninger (toksikologi). Målet var derfor at sammenkalde alle de videnskabsmænd, der i de senere år havde bidraget til at indvinde ny viden om sennes.

I dette symposium skulle man diskutere de opnåede resultater med hensyn til farmakologi, kemi, farmakokinetik og toksikologi med det formål at præsentere dem for offentligheden i form af en videnskabelig offentliggørelse i et fagtidsskrift. Prof. Lemli fra Leuven (Belgien), som i næsten 30 år har beskæftiget sig med anthrachinonernes kemi og virkemåde og specielt med sennes, var parat til at overtage den videnskabelige ledelse af symposiet.

Ideen til dette symposium blev født i sommeren 1985, altså næsten to år før dens virkeliggørelse. Først blev der opstillet en ønskeliste over foredrag og foredragsholdere, og man tog fat på de øvrige praktiske forberedelser. Der deltog 38 personer fra i alt 10 lande (Belgien, Tyskland, Finland, Frankrig, England, Italien, Japan, Norge, Østrig og USA) alle ansete videnskabsmænd på deres felt, og delvis såkaldte opininionsledere i deres lande. Det videnskabelige program var tematisk opdelt i fire halvdagssessionen.

Under forsæde af professorerne Sarna og Binder (USA) blev symposiets første dag - den 21. maj 1987 - viet sennes’ virkemåde. Da forstoppelse er et tyktarmsproblem, må problemet også løses i tyktarmen. Andre afsnit i mave/tarmkanalen (mave/tyndtarm) skal så vidt muligt ikke forstyrres. Ved en forstoppelse bliver madresterne liggende for længe i tyktarmen, de berøves for meget væske, og de bliver hårde. Et godt afføringsmiddel normaliserer derfor i første række den forsinkede transport af næringen gennem tyktarmen, dvs. det fremskynder tyktarmspassagen. En supplerende virkning kan bestå i, at der fra blodet afgives væske til tarmen, således at en hård afføring gøres blødere. Men her er der til gengæld en fare for, at man kommer fra et problem (forstoppelse) til et andet (diarré). På symposiet blev det klart, at sennes kan bevirke begge dele. Det fremmer transporten af madrester gennem en direkte påvirkning af tyktarmsmuskulaturen, og det kan også stimulere til en yderligere væskeafgivelse i tarmen. Diarré optræder kun ved overdosis.

Næste dag gav prof. Lemli en indføring i sennosids stofskifte. Han gjorde opmærksom på, at sennes-planten bruger store anstrengelser på at "emballere" det egentlige aktive virkemolekyle, rheinanthron, i et uvirksomt produkt, nemlig sennosiderne. Disse føres da af den menneskelige organisme tilbage til udgangssubstansen. I virkeligheden er det ikke det menneskelige fordøjelsesapparat, som udfører dette arbejde, fordi den mangler de nødvendige enzymer, men den bruger de bakterier, der findes i tyktarmen i stort tal. Disse fremstiller med hjælp af deres egne enzymer i flere kemiske trin rheinanthron og dermed den egentlige af førende substans. Denne omvej har store fordele for mennesket. Det er nemlig sikkert, at den afførende virkning først indtræder i det relevante organ, tyktarmen, og ikke tidligere. En sådan tyktarmsspecifik virkning kan kun meget få afføringsmidler rose sig af.

Ved hjælp af radioaktivt markerede substanser kunne det vises, at den allerstørste del af sennosiderne bliver udskilt i afføringen i kemisk forandret form og således ikke kommer ind i blodkredsløbet. Denne viden udgør ud fra et sikkerhedssynspunkt et virkeligt fremskridt, idet dette hidtil i vidt omfang har været baseret på formodninger.

På symposiets sidste dag forestod prof. Ewe (Tyskland) mødet om sennas toksikologi. Emnet var højaktuelt, da den tyske regering i begyndelsen af 1985 havde trukket et syntetisk anthrachinon-afføringsmiddel, Dantron, ud af handlen. På symposiet blev det klart, at der findes tydelige forskelle mellem Dantron og sennes, således at man ikke kunne overføre Dantron-resultaterne til sennes.

Der advares ofte mod anthrachinon-holdige afføringsmidler under svangerskabet, fordi der består risiko for abort, men faktisk findes der ingen beviser herfor i litteraturen. På symposiet blev der for første gang fremlagt måleresultater. De viser ikke nogen forøget kontraktionshyppighed i livmoderen.

Heller ikke den ofte diskuterede påstand, at der gennem modermælken kan finde en overføring sted af den afførende virkning til spædbarnet, kunne bekræftes. Således er der heller ikke her nogen grund til bekymring.

Alt i alt var det et meget interessant og i enhver henseende vellykket symposium. Interessen for sennes blev skærpet, og deltagerne stimulerede til videre undersøgelser.

Health News 2004

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012