Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Sandheden om sundheden er pinlig for omsætningsinteresser

Uddrag af: 47. Beretning fra læge Mikkel Hindhedes kontor for ernæringsundersøgelser 1944.

Azimour, Bernard, Dr. med. »Resistence des Araber«. 1935. Det er Studier hos Arabere i Tunis og Tripolis. Levemaaden tilsyneladende ussel. De bor sammentrængte i usle snavsede Telte. Kosten bestaar af Mel, Figner og Bananer. Trods dette har de en utrolig Modstandskraft mod Sygdomme. Han skriver:

»Araberne er utroligt haardføre og modstandsdygtige mod Sygdomme. Saar i Underlivet og Fremfald af Tarme heler efter Indstopning uden Antiseptik. Disse Saar med heldig Udgang sætter en Kirurg, der kun har iagttaget Europæere, i den største Forbavselse.« Der anføres en Mængde Eksempler.

»Epidemiske Sygdomme. Araberne er næsten uimodtagelige for Tyfus. Mange franske Læger i Tunis har aldrig set en Araber med Tyfus. Følgende Statistik fra Hospitalet i Mustapha er talende: Af 28251 europæiske Patienter led 659 = 2,3% af Tyfus. Af 9147 arabiske 13 = 0,14%.«

Altsaa 16 Gange saa, mange Tyfustilfælde hos Araberne, trods deres store Urenlighed.

»Fordøjelsessygdomme er saa godt som ukendte. Mavesaar er sjældne ligesom Kræft. Blindtarmsbetændelse er overordentligt sjælden og ukendt hos de vegetariske Nomader,«

Ascher, Bernhard, Dr. med.: »Lehrbuch in Medicin« (Verlag fur Medicin und Hygiene, Stuttgart). A.. er almindelig Læge, men anbefaler stærkt Naturhelbredelse. Han skriver:

»Lægernes almindelige Uddannelse i denne Metode vilde virke omvæltende paa Driften af vore Klinikker. - Paa Klinikkerne drejer det sig hovedsagelig om Diagnoser og patologiske Fund. De kliniske Forelæsninger er diagnostiske Afhandlinger. Til Slut, naar Professoren allerede har Hatten i Haanden, kommer der kun- et Par Bemærkninger om Behandling, thi »Therapien kan jo enhver finde ved at slaa op i en Haandbog, naar man blot har Diagnosen - -.«

»Følgende Lidelser lader sig vanskeligt helbrede ved vor almindelige medicinske Metode: Aareforkalkning, højt Blodtryk, Asthma, Gigt, Sukkersyge, Nervesygdomme, mange Hudsygdomme o. s. v.« Han fortæller om en Række Tilfælde, som almindelige Læger havde erklæret for uhelbredelige, men som er helbredede af Lægmænd. Han skriver: »At betegne disse Helbredelser som Svindel, som Charletaneri, eller som Sugestion, det er vel meget bekvemt, men svarer aldeles ikke til Kendsgerningerne, som talrige Efterundersøgelser har overbevist os om.«

Bouchard Professor i Pathologi og Therapi, Medlem af Medicinsk Akademi og Overlæge ved Hospital i Paris: »Auto-Intoxication tin Diseases«. 1906:

»Hvor talrige Aarsagerne til Selvforgiftning end er, er der ikke mindste Tvivl om, at det er fra Tarmen, at disse Gifte særligt opsuges.« Som Bevis henviser han særligt til Hertels Arbejde om dette Spørgsmaal. Se senere under Hertel.

Carrel, Alexis. Professor, Kirurg, Nobelpristager. I sin Bog: »Det svenska Kosthållet gennom Tiderna«, Stockholm 1937, omtaler Dr. Sune H. Crone Prof. Carrel. Han skriver: Det Billede, som den geniale fransk-amerikanske Kirurg, Dr. Alexis Carrel i sin Bog »Det ukendte Menneske« tegner af det Samfund, som den moderne Civilisation og Industri tilsammen har skabt, kan anses for betegnende. Carrel skriver: »Den moderne Hygiejne har visseligt gjort Tilværelsen væsentligt sikrere, længere og behageligere, men Sygdommene har den ikke faaet Bugt med. De har bare forandret Natur. Antallet af Infektionssygdomme er visselig formindsket i høj Grad, men de degenerative Sygdomme er i Stedet forøget meget betydeligt. De Livsaar, som vi har vundet gennem Undertrykkelse af Difteritis, Kopper, tyfoid Feber o. s. v, har vi maattet betale gennem de langvarige Lidelser, der gaar forud for Død af kroniske Sygdomme som Kræft, Sukkersyge og Hjertesygdomme. Endvidere er Menneskene stadigt udsatte for Nyrelidelser, Aareforkalkning, Hjerneblødninger o. s. v. - -«

Under Foredragsrejse i Sverrig i 1941 udtalte A. Carrel (Se »Vecko Journalen« Nr. 36):

»Syltetøj, Kaffe, hvidt Brød og udkogte, raat skrællede Kartofler er Kulturfolkenes Fordærvelse. Jeg kender Skovarbejdere, som var de smukkeste, kraftigste Karle, jeg nogensinde har set og som spiste Kød højst tre Gange om Aaret. Kød med stegte Kartofler er lige saa farligt for Sundheden som Sprit, Morfin og Opium. Jeg prædiker her i Ørkenen og dog er det nødvendigt, at den Ting bliver sagt.«

Mc Collum, Prof. ved Universitetet i Baltimor udtalte (se »Good Health«, Juli 1924):

»Alle Erfaringer fra Eksperimenter saavel med Dyr som med Mennesker viser paa en Maade, som ikke kan modsiges, at Kød ikke er nødvendigt for Menneskets Kost. De støtter ogsaa den Slutning, at den bedste Kost for Mennesker er Mælke-Plantekost.« - - »Kød forøger i høj Grad Forraadnelse af Tarmindholdet. Der er ikke noget andet Fødemiddel, der i den Grad fremkalder Tarmforraadnelse og skadelige Dekompositionsprodukter.«

Dr. Determann i Wiesbaden udtalte ved Kongres i Amsterdam, Sept. 1928 følgende: »Der er ingen Tvivl om, at stærk Æggehvidekost fremkalderen Række Stofskiftesygdomme. Her er æggehvidefattig Kost paa sin Plads. - - I Stedet for hel Sult kan Raakost ofte med Held anvendes: Frugt, Grøntsager, Salat med en ringe Mængde Brød o. s. v.«

Dr. Herter paa Rockefeller-Instituttet har vist (»The Journal of Biol. Chemistry«, Vol. VI, S. 504 VTI, S. 207), at Æggehvidestoffer fra Kød og Æg i Tarmen giver god Jordbund for Udviklingen af en vis Slags Forraadnelsesbakterier, der fremkalder Toxiner, der har en skadelig Virkning paa Organismen. Kulhydrater derimod giver gunstig Jordbund for Udviklingen af Syrebakterier, der dræber Forraadnelsesbakterierne. I den Henseende staar Mælk nærmest i Klasse med Plantefødemidlerne. Mælk bliver sur, men raadner ikke som Kød og Æg. Den bulgariske Tykmælk (Yogurt) har særligt kraftige Syrebakterier. Ensidig Mælkekost kan dog give Anledning til Tarmforraadnelse (Mc. Collum). - Det er dog kun raa Mælk, der ikke raadner, kogt Mælk kan raadne (Hindhedes Bemærkning).

Holmgren, Israel, Professor, Overlæge ved Rigshospitalet i Stockholm, udtalte ved Kongres i 1928 (Svenska Journalen, 22. Sept.) »Vi har set, at Kød er uheldigt for nervøse og for Nervesygdomme, at det er Gift ved Lever-, Hjertesygdomme og højt Blodtryk, hvordan stærk Kødspisning bidrager til at udvikle højt Blodtryk og dermed sammenhængende Sygdomme i Hjerte og Blodkar og derved gør Folk tidligt gamle. Det er saaledes tydeligt, at Kød har Giftvirkning paa Kroppen og at stærk Kødspisning bestemt kan siges at være skadelig.«

Hansson, Niels, svensk Professor, har ved Forsøg paavist, at Grise der fodres stærkt med æggehviderigt Foder ofte bliver syge og dør (»Vort Landbrug«, 1931. S. 409)

Lignende Erfaringer har man haft i Danmark. En kendt Dyrlæge (A. Thomsen, Skanderborg), meddelte mig, at det var en almindelig Erfaring mellem Dyrlæger, at der under Krigsblokaden, hvor Oliekagerne udeblev, var langt mindre at bestille. Ja, en Landmand skrev i U. f. Landmænd 6. Dec. 1928, at han havde opgivet at fodre efter de ny kraftige Fodertabeller, fordi Køerne ofte blev syge. Da han fodrede stærkt, maatte man sætte 30% af Køerne ud hvert Aar, hvorimod man ved svag Fodring kunde nøjes med 5%.

Dr. Arnold Kegel, Formand i Chicago Sundhedsstyrelse offentliggjorde i 1929 i Styrelsens Ugeblad Nr. 8 en Statistik, der viste følgende Tal for Dødsfald pr. 100 000 Levende:

1900

1927

Hjertesygdomme

111

224

Nyrebetændelse

66

127

Kræft

58

110

Apopleksi

31

44

Sukkersyge

7

23

5 Aarsager

273

529

Denne Offentliggørelse var foranlediget ved, at jeg under min Foredragsrejse havde talt for Sundhedsstyrelsen, hvor jeg havde vist, at Dødeligheden af nævnte Aarsager steg sammen med forøget Kødforbrug. Da Næstformanden, Dr. med. Koehler takkede mig, udtalte han: »Vi har i en længere Aarrække spekuleret over Grunden til den stigende Dødelighed af degenerative Sygdomme i Modsætning til den stærke Aftagen af Infektionssygdomme. Den Gaade har De løst o. s. v.«

Sagen var, at som Følge at Slagteriernes stærke Agitation, der støttedes af Landbrugsministeriet, var Kødforbruget stærkt steget. Maurel, Professor i Toulouse, har i 1906 udgivet et stort Værk: »Traite de l'alimentation et de la nutrition«, hvori han beretter om sine Studier angaaende Tropesygdommene og deres Aarsager. Han drager heraf følgende Slutninger:

  1. »At den største Del af de Fordøjelsessygdomme - Dyspepsi, Diarrhoe, Dysenteri - der er saa almindelige i de varme Lande, tildels har sin Grund i Overernæring.«
  2. »At Overernæring med Kød for en stor Del er Aarsagen til de Leverlidelser, som man saa hyppigt iagttager i de varme Lande.«
  3. »At endelig den forhøjede Blodrigdom, der er en Følge af Opsugning af en stor Mængde Næring og navnlig af æggehvideholdig Næring, bidrager til at fremkalde de Febersygdomme, der er saa almindelige i vore Kolonier.«

Maurel fandt, at Blindtarmsbetændelse (Appendicitis) var næsten ukendt mellem Araberne. Dette stemmer med de Resultater, som det »Britiske Medicinske Selskab« kom til. Den derfra nedsatte Kommission, der undersøgte Udbredelsen i forskellige Lande fandt følgende (Brit. Med. Journal. Dec. 1911)

»Appendicitis er meget hyppig i England, hvor der spises meget Kød. I Rumænien finder man paa Landet mellem 22000 Patienter kun eet Tilfælde. I Byerne derimod 1 af 221, altsaa 100 Gange saa hyppigt. Paa Landet spises næsten intet Kød.«

»I Kina er Appendicitis meget sjælden. Af 69 Læger, der blev spurgt, havde 49 aldrig set Sygdommen. I Honkong var der i det offentlige Sygehus ikke forekommet noget Tilfælde mellem 2140 Patienter, medens der idet almindelig Sygehus i Shanghai, der benyttes af Europæere, var 21 Tilfælde blandt 1205 Patienter.«

Newburgh, Professor ved Universitetet i Ann Arbor, der optraadte lige efter mig paa Kongressen, havde ved Forsøg gennem 10 Aar vist, at man ved at fodre Forsøgsdyr stærkt med dyrisk Æggehvide (Ost, Æg, Kød, Lever) med matematisk Sikkerhed kunde ødelægge Nyrerne.

Andre Undersøgere havde ikke bemærket denne Virkning paa Nyrerne. Men efter Undersøgelser har nu begge de to Hovedskoler for Rotteeksperimenter - Mc. Collum og Mendel - indrømmet Rigtigheden (Se »Ugeskrift for Læger«, 1929. Nr. 4). Jeg anfører her kun, hvad Mc. Collums 1. Assistent, Ninna Simmonds skriver:

»Alle Rotterne paa høj Æggehvidekost viste stærkt udprægede Skader i Nyrerne. Vi har allerede fremhævet, at disse Dyr forblev i god Kondition, at dømme efter det ydre Udseende, indtil de havde været paa Diæten i 18 til 20 Maaneder.«

Dette svarer til Neuburgh's Erfaringer. Han skriver:

»Rotterne paa høj Æggehvidediæt vokser meget stærkt. Almentilstanden, bedømt ved det kraftige Legeme, den glinsende Hud, de skinnende Øjne og Livligheden syntes udmærket og vedblev at være det lige til Dødsdagen.«

Ja, her har vi sikkert Grunden til, at man ikke før har lagt Mærke til disse Nyrelæsioner hos Rotterne. Der er næppe Tvivl om, at noget lignende gælder for Mennesker. Kraftig Kødkost giver tilsyneladende stærke Mænd, der strutter af Kraft med røde Kinder. Men slige Mænd ser man jo ofte bukke under mellem 50-60-70 af Apopleksi, Hjerte- og Nyrelidelser.

Orth, Johannes, Prof. Geh. Med. Rat., Berlin, fremhæver, at rigelig Æggehvidenæring kan frembringe Aareforkalkning. Han henviser til Steinbiss’ Undersøgelser (Virchows Archiv, 212 Bind, S. 1522). S. fandt hyppigt Aareforkalkning hos Bykaniner, der levede paa Køkkenaffald, hvorimod han ikke fandt denne Lidelse hos Landkaniner, der levede under naturlige Forhold. Han forsøgte at fodre Kaniner med tørret Lever, blandet med opblødt Franskbrød. Paa denne Maade kunde han med Sikkerhed i Løbet af 40 Dage fremkalde Sygdommen. Som Bevis for, at noget lignende ogsaa gjaldt for Mennesker, anfører S., at han ved Sektioner i Düsseldorf ikke sjældent fandt Aareforkalkning selv hos yngre Mennesker, hvorimod han i Bielfeldt under landlige Forhold ved 1000 Sektioner aldrig havde fundet denne Lidelse.

A. Plimmer, Professor i fysiologisk Kemi ved Londons Universitet, er enig med mig. I det engelske Tidsskrift »Nature« for Juni 1933 skrev han:

»Den Diæt, som Hindhede paa Basis af sine Forsøg og Erfaringer anbefaler, svarer til den Kost, der spises af visse indfødte Racer i Kina og Østen. Disse Folk har den fineste Sundhed og Fysik og lider ikke af Europæernes Fordøjelsessygdomme eller af Kræft. Der synes ikke at være nogen Tvivl om, at Hindhede har Ret.«

Da jeg skrev til Plimmer og spurgte, hvorfor han ikke i sine Bøger i højere Grad, end Tilfældet var, slog til Lyd for Plantekost, svarede han:

»Folkene i dette Land er opdragne i den Idé, at Kød, Fisk og Æg er de bedste Fødemidler. Det vil tage et Aarhundrede at overbevise dem om det modsatte, hvis det da overhovedet lader sig overbevise. Det vilde være umuligt at faa Folket til at leve paa Grovbrød, Smør og Grøntsager.«

Rasch, dansk Professor i Hudsygdomme, skrev i sin »Lærebog over Hudens Sygdomme« følgende:

»Særligt i de velstillede Klasser findes der ikke sjældent Eksempler paa Tilfælde, der trækker ud i det uendelige, indtil Patienten forandrer sin vante Levemaade, indskrænker sin altfpr rigelige Kødration.« Angaaende Psoriasis skriver Rasch: »De hyppigste skadelige Momenter er Overernæring, især med Kød, kronisk Alkoholisme og Kaffeforgiftning.«

Dr. Tilsier, Henry var Elev af Pasteur og i mange Aar Medlem af Fakultetet i det berømte Pasteur Institut. Hans Studier over Tarmbakterier og Kødbakterier overbeviste ham om, at Kød var skadeligt. Paa Basis heraf gav han sig til at praktisere og fik snart en stor Praksis. Til Brug for Patienter skrev han en Piece, hvori han gjorde Rede for Spørgsmaalet dyrisk kontra Planteæggehvide. Denne Piece gengiver det amerikanske Tidsskrift »Good Health«, Juni 1933 i engelsk Oversættelse, hvorfra her nogle Udpluk:

Brystbørn og Flaskebørn. Brystbørns Føde er udmærket, den indeholder alt det nødvendige. Tarmbakterierne er her uskadelige, ja, nyttige, idet de hindrer Forraadnelse. Barnet vokser regelmæssig og lider aldrig af Fordøjelsesforstyrrelser. Med Flaskebørn forholder det sig anderledes. Komælk er for rig paa Ostestof, vanskeligere at fordøje. Tarmkanalen fyldes med Residuum. De nyttige Mikrober kan vanskeligt trives. Andre skadelige Mikrober formerer sig og volder store Forstyrrelser. Naar Børn under Afvænningsperioden væsentligt faar Suppe med Grøntsager, Bønner og Frugt, gaar det uden Forstyrrelser. De vil da sjældent faa Feber og Fordøjelsesforstyrrelser, der i saa høj Grad skader Udviklingen hos Børn, der ernæres ved Mælk, Æg, Kød og Fisk. Tissier skriver: »Naar jeg for mine Undersøgelser har ønsket at finde Børn paa 5 Aar, der aldrig har haft Fordøjelsesforstyrrelser, har det været omtrent umuligt imellem dem, der spiser Kød, Æg eller Mælk. Næsten alle de, der levede paa vegetarisk Kost, havde ingen Fordøjelsesforstyrrelser.« Tissier fortsætter: »Jeg forstaar Shelley, naar han siger: »Jeg anraaber alle, der ønsker at naa til Lykke og Sundhed, at gøre et Forsøg med Vegetarisme. Til Trods for Diætens Fordele er det dog kun hos Idealister, at man kan vente Ofre saa store som af Appetit og Fordomme.« - - «

Der følger saa en lang Redegørelse for den ualmindelige Sundhed og Styrke, der findes hos de gule Racer i Østen, der lever ved Plantekost osv. osv.

Ja, det vil unægteligt forbavse de fleste Læsere at se en saa anset Videnskabsmand udtale sig saa stærkt. Man skulde tro, at det var en fanatisk Outsider!

At Tessiers Udtalelser om Komælkens uheldige Virkninger paa Børn vil forekomme de fleste utrolige, er vel sandsynligt, men hans Ord støttes af Folkeforbundets Arbejder. Dette Forbund udsendte i 1937 et Værk med Titel: »Alimentation« (Ernæring), hvor der S. 76 berettes om en Undersøgelse af Dødelighed hos 20 061 Børn under et Aar i Chicago.

Resultatet var følgende:

Antal Børn

Dødsf.

Dødsf.%

Ernærede alene ved Bryst

9749

15

0,15

- delvis ved Bryst

8605

59

0,7

- alene ved Komælk

1707

144

8,4

I alt

20061

Rene Flaskebørn har altsaa 56 Gange saa høj Dødelighed som rene Brystbørn. Desværre er det ikke oplyst, hvor mange af Flaskebørnene, der fik raa og hvor mange kogt Mælk. At kogt Mælk kan virke skadeligt paa Børnenes Trivsel, er bekendt nok. Paa den anden Side kan raa Mælk medføre Smitstoffer. Valget her er ikke let. Wagner, Dr. med., München, Formand for de forenede tyske Lægeforeninger, opfordrede 1933 meget stærkt sine Kollegaer til at sætte sig grundigt ind i Naturhelbredelsesmetoderne (Sol, Motion og vegetarisk Kost). Først da kan disse Metoder »faa den Anerkendelse, de fortjener og indgaa som Led i Lægernes Uddannelse til Velsignelse for alle Syge, der behøver vor Hjælp.« - Se nærmere »Fuldkommen Sundhed« S. 237-38.

Watson, Chalmer, Dr. med, har i sin Bog: »Food and Feeding in Health and Disease« givet Oplysninger om sine Dyreforsøg. Herfra følgende:

a. Hønseforsøg. Den 10. Marts 1900 blev 10 Høns satte paa en Kost af Oksekød + Vand, Sand og Grus. Hønsene spiste Kødet med stor Begærlighed og trivedes godt de første Uger, men ved 6. Uge begyndte de at vise visse sygelige Symptomer. De tabte Lysten til at løbe omkring. Æglægningen steg i Begyndelse, men hørte efterhaanden helt op. Æggene blev uspiselige. Hønsene tabte Fjerene, Kammene mistede Farven, og Blodet viste Mangel paa hvide Blodlegemer. Til sidst døde de alle med Undtagelse af 2. Undersøgelsen viste sygelige Forandringer i Benmarv og Skjoldbruskkirtel.

b. Rotteforsøg. Fodres ganske unge Rotter med Hestekød, dør de alle i Løbet af kort Tid. Af noget ældre Unger døde ca. Halvdelen, Resten levede, men i en ynkelig Forfatning. Gives Oksekød, dør 1/3 af de ganske unge. De andre levede, men i daarlig Forfatning. Begyndes med 3 Maaneder gamle Unger, trives de som Regel tilsyneladende godt, men af næste Generation dør de 4/5.

Det var ren Kødkost. Ved blandet Kost, hvor Kød spillede en Hovedrolle, iagttog Dr. Watson lignende Virkninger i mindre udpræget Grad.

Kødkost fører altsaa Rotterne til Degeneration og Forfald i et Par Generationer. Det mest interessante af det hele er, at Rotterne selv foretrækker Kødkosten. Dr. W. skriver:

»Jeg har aldrig set en Rotte, der vilde røre Grød, Mælk og Brød, naar der var Kød i Nærheden.«

Og det til Trods for, at Rotterne, naar der kun bødes dem Grød, Mælk og Grød, trivedes udmærket. Man ser heraf, at man ikke kan stole paa det naturlige Instinkt. Smagen leder paa Glatis. Kød er jo unaturlig Kost for enhver Gnaver, der ikke under naturlige Forhold er fristet til at spise Heste og Okser! Det var Mennesker jo heller ikke, saalænge de levede i Naturtilstand.

Georg von Wendt, Professor ved Universitetet i Helsingfors. I hans Bog: »Kost och Kultur«, Stockholm 1936, læses S. 56-72 det store Kødforbrugs Farer. Wendt skriver:

Det var i Midten af forrige Aarhundrede, at Teorien om Kødets store Værdi tog fat. Indtil man fra ernæringsfysiologisk Side begyndte at nære Betænkelighed ved for rigelig Kødforbrug viste det i alle Kulturlande en hurtig stigende Tendens. I Tyskland fra 20 kg pr. Indbygger i 1850 til 65 kg i 1912. I England fra 50 kg i 1870 til 85 kg i 1912. I mange Aar har al animalsk Kost og særligt da Kød været saa dyr, at kun de økonomisk bedststillede kunde anvende den i største Grad i den daglige Kost. Efter Statistik af et større Livsforsikringsselskab gennem 50 Aar udgjorde Dødsfald af Hjerte- og Blodkarsygdomme for:

Højere Tjenestemænd

20%

Grosserere

17%

Officerere

15%

Haandværksmestre

12%

Lavere Tjenestemænd

9%

Grovarbejdere

5%

En højere Tjenestemands Stilling giver Lejlighed til for megen Føde og særskilt til for rigeligt Kødforbrug. Hertil kommer det stillesiddende Liv. Grovarbejderen tvinges til spartansk Kost og kraftig Motion.

Wendt hævder, at Videnskaben nu er klar over det store Kødforbrugs Farer.

Wendt og Hindhede har i en Aarrække korresponderet. Ved min 80-Aars Dag, 13. Februar 1942 modtog jeg et langt Brev, hvorfra jeg citerer:

»Högt väderade gamla ven - Så innerligt gårna hade jag forenat mig med Edra lansmån och med alla inhemska och utlandska kollegaer, som hyllade Eder på 80-Årsdagen, men den nuvarande tiden ar ikke gynsam ens for farder mellan våre nordiska lander.

I många fall ha våre asikter på det vetenskabeliga området ståt varandra ratt nåra. Tobak och sprit anvandar jag ej och har alltid begegnat varje tillfalla att paapeka vilken belastning dessas giftverkan utgor for organismen.

Den overdrivn aghvitskonsumptionen och sårskilt den starka konsumptionen af kott - numera ett historisk minne i mitt land, dår for øgonbliksck

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012