Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Termografi: farverne afslører, hvor det gør ondt

Nu er læger og tandlæger begyndt at tage billeder af patienternes hudtemperatur. Den nye teknik kaldes termografi, og den kan vise, hvor patienten har smerter. De farverige billeder kan blandt andet afsløre ledegigt, migræne, nerveskader og tandpine.

På de fleste hospitaler får patienterne taget temperatur hver dag. Og hjemme hos mange familier er sygetermometeret en fast rekvisit i medicinskabet. Kropstemperaturen er nemlig en vigtig oplysning, når man skal finde ud af, hvad syge mennesker fejler. Normalt er det dog kroppens kernetemperatur, der måles. Den er forhøjet ved mange slags infektioner.

Nu er læger og tandlæger også begyndt at måle hudens temperatur hos patienterne. Det sker med en ny og enkel teknik, der kaldes termografi. Et infrarødt kamera tager simpelthen billeder af patientens varmeudstråling.

Mens kroppens kernetemperatur ligger meget stabilt omkring 37 grader hos raske mennesker i hvile, så er det helt anderledes med hudtemperaturen. Den varierer alt efter, hvilket sted på kroppen den måles. Desuden er den afhængig af, om man er i varme eller kolde omgivelser, fryser eller sveder.

Bylder og bumser giver røde billeder
Hudens temperatur bestemmes hovedsagelig af, hvor meget blod der strømmer gennem blodkarrene under huden. Hvis der er betændelse et sted i kroppen, vil der næsten altid strømme ekstra blod til området. Blodkarrene udvides, og der udvikles varme, som forplanter sig til huden ovenover. Alle, der har haft en byld eller en bums, ved, at huden bliver hævet, rød - og varm. Og det vil straks afsløre sig på et termografi. I første omgang er det et sort/hvidt billede, men i en computer lægges der farve på. Som regel farves de varmeste områder røde, mens de kolde farves blå.

Mønstret af køligere og varmere områder på huden varierer selvfølgelig fra person til person. Til gengæld er hudtemperaturen som regel næsten ens på den ene og den anden kropshalvdel hos det enkelte menneske. Undersøgelser har vist, at der gennemsnitligt kun er 0,24 graders forskel i hudtemperaturen fra et område på den ene side af kroppen og til det tilsvarende område i kroppens modsatte side.

Hvis ikke temperatur-mønstret er symmetrisk, tyder det på, at der er noget galt. Et særligt varmt område kan f.eks. vise, at der er en underliggende betændelse, men også andre lidelser kan afsløres af termografi. Det gælder f.eks. skader på nerver i arme og ben. I nerverne løber nervetråde, der styrer musklernes bevægelser, og nervetråde, der sørger for følesansen i huden. Men i de samme nerver løber nervetråde ud til blodkar under huden. Disse nervetråde regulerer, hvor meget blod der skal strømme igennem. Hvis en nerve beskadiges, vil det afspejle sig i hudtemperaturen, og skaden kan så afsløres ved termografi. En undersøgelse af patienter med beskadigede nerver har vist, at der var halvanden grads forskel mellem den raske og den syge side.

Termografi kan også bruges til at diagnosticere lidelser som diskusprolaps, sportsskader og ledbetændelse. Tandlæger kan bruge teknikken til at afsløre for eksempel rodbetændelse og kroniske tandsmerter.

Migræne giver blå pletter i panden
Et område, hvor termografi kan vise sig at få særlig stor betydning, er ved undersøgelse af migrænepatienter. Ved migræne er der asymmetri i temperaturmønstret i ansigtet, især ved tindingerne. Der findes typisk "kolde pletter" i den ene halvdel af panden hos patienterne. De kolde pletter er placeret i samme side, som hovedpinen plejer at ramme, men de er der også uden for de egentlige migræneanfald.

Pletterne optræder tilsyneladende kun hos migrænepatienter, og altså ikke hos mennesker med andre slags hovedpine, for eksempel spændingshovedpine på grund af muskelinfiltrationer i nakken. Termografi kan derfor hjælpe til at skelne mellem de to former for hovedpine.

Termografi har den generelle fordel, at patienterne ikke har nogen gener ved undersøgelsen. Det eneste, der forlanges, er, at patienten skal sidde stille i undersøgelsesrummet i cirka 20 minutter, for at hudtemperaturen kan falde til ro i forhold til omgivelserne. Desuden er det, for mændenes vedkommende, et krav, at de ikke barberer sig på dagen for undersøgelsen. Selv en lille rift i huden er nemlig nok til at øge hudtemperaturen og forstyrre billedet.

Health News 2004

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012