Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Spisekisel styrker bindevæv, brusk og knogler

A. Dokumentation for essentialitet
Tidligere undersøgelser, der beskriver tegn på kiselmangel, er blevet sammenfattet (Nielsen, 1976; Carlisle, 1975). De fleste beskrevne tegn pegede på abnormt bindevæv og knoglestofskifte. De tidlige dyreundersøgelser blev foretaget med krystallin aminosyrediæt, som ikke gav optimal vækst i kontrolgrupperne. Carlisle har (1977, 1980) udviklet en semisyntetisk kiselunderskuddiæt, som har givet næsten optimal vækst hos kyllinger. Men denne diæt påvirkede ikke kyllingernes vækst eller udseende. Men der konstateredes dog stadig abnormiteter i bindevæv og knogler. Disse omfattede strukturelle abnormiteter i kraniet forbundet med nedsat kollegenindhold i knoglerne og lange knogleabnormiteter karakteriseret af små, svagt formede led og mangelfuld endochondral (vedr. bruskparti) knoglevækst. Kyllingetibia (skinneben) med kiselmangel opviste nedsat indhold af ledbrusk, vand, hexosamin og kollagen. Selv om nogle af de tidligere undersøgelser af kisels essentialitet (dvs. dets behov for at blive tilført gennem føden, fordi det ikke kan syntentiseres af organismen) således har kunnet diskuteres på grund af den dårlige vækst hos forsøgsdyrene, så afklarer Carlisles opdagelser i nogen grad spørgsmålet; men der er stadig brug for en mere klar karakteristik af mangeltilstanden hos forsøgsdyr. Dog bør kisel betragtes som essentiel for kyllinger og rotter og muligvis essentiel for mennesker.

B. Biologisk funktion og biokemi
Både fordelingen af kisel i organismen og virkningen af kiselmangel på bindevævets form og sammensætning støtter synspunktet, at kisel fungerer som en biologisk faktor og bidrager til bindevævets opbygning og elasticitet. Schwarz (1973) opdagede, at kisel er en bestanddel af visse glycosaminoglycaner og polyuroider, hvor det tilsyneladende er bundet til den polysaccharide grundmasse. I sin oversigt over kisels mulige biokemi konkluderede Schwarz, at kisel er tilstede som et silanolat, et æterlignende eller esterlignende derivat af kiselsyre i mucopolysaccharider. Således skulle kisel kunne forbinde portioner af den samme polysaccharidkæde, forskellige polysaccharider med hinanden eller syremucopolysaccharider med proteiner. Desværre er ingen af de foreslåede strukturer blevet identificeres med fuld stringens.

Proteinerne i bindevæv, især kollagen og elastin, indeholder også bundet kisel eller er påvirket heraf. Kisel blev fundet i alle fire opløsningsklasser af kollagen i ung hud (Carlisle 1974) og som en bunden bestanddel i forskellige kollagener (Schwarz og Chen 1974). Kisel er også en bestanddel af elastin (Loeper et al 1978). Carlisle (1980) fandt, at kyllingekranie, tibia og tibiabrusk med kiselmangel indeholdt nedsatte værdier af kollagen. Loeper et al (1978, 1979) fastslog, at kisel til fulde bevarede elastin i vævet hos kaniner, der var blevet fodret med hvedemelsgrød. De elastiske væv i aortavæv hos kaniner, der blev fodret med høje kolesterolværdier, blev svage, tynde og fragmenterede. Efter kiseltilskud blev de elastiske fibre tættere, regelmæssige og ofte tykkere. Disse resultater tyder på, at kisel spiller en fundamental rolle i den krydsforbindende mekanisme i kollagen og elastin.

Kisel er tilsyneladende også involveret:i knogleforkalkningen, men den præcise mekanisme er uklar. Nogle opdagelser tyder på, at kisel har en katalyserende funktion. På den anden side peger kisels markante indflydelse på kollagens og mucopolysaccharides dannelse og struktur, at kisels indflydelse på knogleforkalkningen er en indirekte følge af forandringerne i disse grundmassekomponenter. Som støtte for dette synspunkt kan anføres, at hos kiselmanglende dyr er dannelsen af organisk grundmasse, enten brusk eller ben, tilsyneladende mere påvirket end mineralprocessen (Carlisle, 1980). Ikke desto mindre sker i knogledannelsen apatitkrystalliseringen (apatit er det vigtigste fosformineral) i grundmasserne på steder, der danner specifikke nukleationscentre, hvor calciumbindingen sandsynligvis er den første og vigtigste begivenhed. Kisel kan forbindes med calcium på dette tidlige trin i knogleforkalkningen, for ligesom mineraliseringen skrider frem, således stiger kisel- og calciumindholdet overensstemmende i osteoidvæv (dvs. den endnu ikke mineraliserede knoglesubstans). På de mere fremskredne trin i mineraliseringen falder kiselkoncentrationen markant, mens calcium-koncentrationerne nærmer sig de værdier, der findes i knogleapatit (Carlisle, 1974). Mehard og Volcani (1975, 1976) foreslog, at det indbyrdes forhold mellem kisel og calcium i knogledannelsen optræder i mitochondrier (aflange eller ovale legemer i cellernes cytoplasma), der kan være involveret i forkalkningsprocessen (Lehninger, 1970), fordi de konstant fandt kisel i disse celledele.

Man ved lidt om, hvorvidt kisel har en fysiologisk funktion på blødt væv. Cellekernerne indeholder tilsyneladende mere kisel end mitochondierne eller groft endoplasmatisk retikulum (membransystem i den levende celle) (Mehard og Volcani, 1976; LaVier, 1975). Indicerer denne koncentration, at kisel har en vigtig rolle i kernen? Opdagelsen af kisel i centrosomer (legemer, der findes i cytoplasmaet) tyder på, at kisel spiller en rolle i morfogenesen eller centrosomernes funktion i primitive celler (Borvens, 1979). Måske har kisel en vigtig rolle som krydsforbindende substans ikke blot i knogler og bindevæv, men i alle væv.

C. Næringsbehov og stofskifte
Overraskende nok ved man kun lidt om ernæringsbehovene og stofskiftet, når det gælder kisel. Formen af og det absolutte behov for kisel er endnu ikke blevet fastslået for noget dyr, og derfor kan der heller ikke siges noget om menneskets behov. Det anslåede kiselbehov for kyllinger (natriumsilicat) ligger på 100-200 ppm eller ca. 26-52 mg/1.000 kcal af en forsøgskost bestående af 26% aminosyrer, 5% fedt, 62% kulhydrater og 7% mineraler og vitaminer (Nielsen, 1974). Schwarz (1974) påpegede, at han havde fundet andre kiselbestanddele, der var 5-10 gange mere effektive pr. atom end kisel som silikat i forebyggende ernæringsmangel. Derfor er det absolutte behov hos kyllinger sandsynligvis langt lavere end 26-52 mg/1.000 kcal.

Forudgående opdagelser og Benke og Osborns undersøgelse (1979) viser, at formen af ernæringskisel er en kontrolfaktor i dens optagelse. Dette genspejler formentlig produktionsraten af opløselig eller absorberbar kisel i mave/tarmkanalen. Andre faktorer, der sandsynligvis påvirker kiseloptagelsen er kostfibre (Kelsay et al, 1979) og alder, køn og aktiviteten i dyrets forskellige endokrine kirtler (Charnot og Peres, 1971).

Efter hvad man ved, er der kun blevet offentliggjort en undersøgelse om kiselbalancen hos mennesker. I denne undersøgelse (Kelsay et al, 1979) afgav mennesker på en lavfiberdiæt lige mængder kisel i afføring og urin. På en højfiberdiæt, som indeholdt mere kisel, var kiselindholdet i afføringen ca. tre gange højere end i urinen. Den gennemsnitlige kiselbalance var negativ ved begge diæter, men signifikant mere negativ end ved højfiberdiæten.

Kisel er et allestedsværende element og findes i mange fødemidler, især ikke-raffineret korn som upolerede ris (Kennedy og Schelstraete, 1975). Animalske fødemidler, undtagen hud (f.eks. kyllinger) har et relativt lavt kisel. Den omtalte undersøgelse indicerer, at den orale kiselindtagelse hos mennesker bør ligge på 21-46 mg/dag (Kelsay et al, 1979). (I Danmark var spisekisel almindeligt anvendt i 1971 som et hurtigtvirkende kosttilskud, der styrkede svage negle og gjorde huden smidig og sund).

D. Ernæringsmæssige konsekvenser
Der er brug for mere arbejde for at klarlægge konsekvenserne af underskud og af de ernæringsmæssige behov hos mennesker og dyr. Men dette har ikke forhindret spekulationer om, at kiselmangel kan være involveret i adskillige sygdomme hos mennesket. Disse omfatter arteriosclerosis, osteoartritis (betændelse i led og tilstødende knogle), for højt blodtryk og alderdomssymptomer. F.eks. tyder iagttagelser af, at kisel har en antiatheromatos virkning (dvs. modvirker den almindelige åreforkalkning ) (Loeper et al, 1979), og at kiselindholdet i normal menneskelig aorta falder betydeligt med alderen og i karvæggene efter udvikling af arteriosklerose (Loepner et al, 1966), på, at et unormalt kiselstofskifte kan være blandt årsagerne til opståen af nogle former af arteriosklerose. På lignende måde kan et anormalt kiselstofskifte have betydning for forhøjet blodtryk, for gamle rotter med kronisk højt blodtryk har ikke blot relativt lave kiselværdier i blodkarrene, men opviser også en mangel på kollagenfibre, der tilsyneladende kræver kiselrige hyaluroninsyre til deres udvikling (Becker, 1979). Eftersom både arteriosklerose og for højt blodtryk ofte optræder i mere fremskreden alder, og eftersom kiseloptagelsen påvirkes af forskellige endokrine hormoner (Charnot og Peres, 1971), påvirker måske nedgangen af den hormonale aktivitet i alderdommen kiselstofskiftet på en sådan måde, at disse lidelser fremmes. Disse spekulationer viser det kritiske behov for en videre undersøgelse af dette minerals betydning, især for ældre mennesker.

Kilde: Clinical, Biochemical; and Nutritional Aspects of Trace Elements, af Ananda S. Prasad, M.D., Ph.D., New York 1982, p. 389 ff.

Health News 2004

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012