Artikler: 6997  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

Søg på HELSENYT

Søg artikler
Søg i produkter
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Vi bliver federe og federe

Amerikanske fedmetilstande er på vej ind over Danmark. Den dystre profeti bliver bekræftet i en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Den viser, at antallet af svært overvægtige er i kraftig vækst også blandt de ældre.

Vi bliver federe og federe, og det går hurtigere og hurtigere. Ingen er undtaget. Heller ikke de ældre, viser en helt ny undersøgelse foretaget af Institut for Epidemiologisk Kræftforskning. Her fremgår det, at antallet af svært overvægtige kvinder i alderen 50 til 64 år er fordoblet over de sidste fem år. Generelt havde undersøgelsens deltagere i gennemsnit taget fem kilo på i løbet af fem år, selvom den internationale anbefaling hedder, at man ikke må tage mere end fem kilo på, fra man er 20 år og resten af livet.

Læge og ph.d-studerende Janne Bigaard er ansvarlig for undersøgelsen, og hun er ikke i tvivl om, at den stigende fedme snart vil kræve sin plads i gadebilledet.

»Alle har jo set, hvor fede de er i USA, men alle har også sagt: Det er derovre. Men det er det altså ikke. Undersøgelsen viser, at det bliver virkelighed i Danmark. De rigtig fede mennesker, vi ser i fjernsynet, er der endnu ikke så mange af herhjemme. Men det er på vej. Vi er bare 10 år bagefter. Og nogle af de 10 år er vel at mærke allerede gået«, advarer Janne Bigaard.

Det er en undersøgelse af 400 mænd og kvinder, der har forlist det tunge budskab. De udgør et repræsentativt udsnit af de godt 57.000 mennesker, som Kræftens Bekæmpelse undersøgte i perioden 1993 til 1997 med henblik på at finde en sammenhæng mellem kræft og livsstil.

Tallene bekræfter og skærper den udvikling, som Statens Institut for Folkesundhed fremlagde i en landsundersøgelse for blot to måneder siden. Men faktisk er virkeligheden højst sandsynligt endnu værre, end tallene viser, mener Janne Bigaard.

"Dette er en konservativ undersøgelse på den måde, at det aldrig er de værste tilfælde, der kommer til undersøgelserne. De værste bliver hjemme. Derfor er det mit gæt, at tallene undervurderer det reelle problem. Virkeligheden ser endnu værre ud«, spår hun.

Hos Dansk Selskab for Adipositasforskning- (fedmeforskning) er man bekymret over udviklingen, men ikke overrasket.

»Dette er endnu en undersøgelse, der bekræfter, hvad vi længe har vidst. Overvægt er et kæmpeproblem, der er tiltagende. Vi har fået mere end 100.000 flere overvægtige de sidste 10 år, og de nye tal understreger blot behovet for en national strategi på området. Desværre er der en tendens blandt politikerne til at sige, at det er den enkeltes ansvar. Men tallene viser, at problemet gælder alle aldersgrupper«, siger formand Ole Lander Svendsen.

I dag sætter Dansk Selskab for Adipositasforskning i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse fokus på de nye tal, deres indvirkning på kræft, og på hvordan man sætter ind over for fedmens fremmarch.

Af undersøgelsen fremgår:

  • Antallet af svært overvægtige er steget markant siden den sidste undersøgelse i 1993-97.
  • Af de undersøgte holdt 43 procent af kvinderne og 31 procent mænd deres normalvægt (i 1997 var tallene 48 procent og 37 procent).
  • 31 procent af kvinderne og 43 procent af mændene var derimod overvægtige (i 1997 var tallene 33 procent og 41 procent).
  • Svært overvægtige var 19 procent af kvinderne og 26 procent af mændene (i 1997 var tallene 10 procent og 22 procent).

Folk med en Body Mass Index (BMI) på mellem 25 og 30 betegnes som overvægtige. For svært overvægtige er tallet over 30. BMI beregnes ved at tage ens vægt i kilo og dividere med ens højde i meter ganget med sig selv. F. eks.: 78 kilo divideret med 1,8 x 1,8 = 24.

Health News 2004

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012