Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Kræft – sygdom – ernæring

Af mag. art. V. J. Brøndegaard

Anmeldelse af en lille bog med store perspektiver:

Trods alle officielle og optimistiske forsikringer vil enhver uhildet iagttager ikke kunne benægte, at det står slet til med menneskehedens sundhedstilstand. Den moderne medicin har ganske vist trængt fortidens frygtindgydende soter - de smitsomme sygdomme - meget i defensiven. Men til gengæld rammes stadig flere mennesker af de såkaldte "civilisationssygdomme", som direkte eller indirekte følger af, at deres levevis fjerner sig mere og mere fra naturens evige og uomgængelige love.

Hjertelammelse, gigt, allergiske, lidelser, akutte og snigende forgiftninger som følge af forurenede levnedsmidler, kræft, neuroser, tandcaries o.a., er blevet vor tids alarmerende tegn på og følger af forkert ernæring, ufornuftig arbejdsinddeling, jag, larm og støv. Som den kendte hygiejniker og ernæringsforsker, prof. dr. Kollath i Freiburg, så kort og træffende udtrykker det: "Det er ikke lykkedes lægekunsten at gøre menneskene sundere, men at holde dem længere syge!"

Og hans påstand er ingen tom frase; den kan bevises med et særdeles fyldigt materiale. Det såkaldte Peckham-eksperiment i London viste f.eks., at kun 9 procent af alle mennesker er virkeligt raske... og så blev nedsat synsevne, tunghørighed og dårlige tænder endda ikke medregnet!

Til denne sørgelige status kommer et forhold, som lederen af forskningscentralen for mangelsygdomme i München, prof. dr. Haubold, har godtgjort, nemlig at befolkningens hidtidige kraftkilde, den sunde bondestand, nu synes at være kommet mest i farezonen. Blandt 10.000 landbrugsbeskæftigede dør 28,7 af hjerte- og kredsløbssygdomme før deres 65. leveår; for metalarbejdernes vedkommende er tallet derimod kun 6,34 og inden for byggeindustrien helt nede på 5,24. Af tuberkulose dør 2 af 10.000 metalarbejdere, men 8,4 i landbefolkningen.

Prof. Kollath har forsøgt at bedømme antallet af "dødskandidater" mellem de levende. Han går ud fra den opfattelse, at sygdommens varighed for kræftens vedkommende andrager cirka 5 år, for hjertesygdomme og dødbringende hjerneblødning ca. 10 år og for kredsløbsforstyrrelser ca. 20 år. Han multiplicerer dernæst et års samlede antal i dødsfald i Vesttyskland med disse gennemsnitlige sygdomsår og får som facit pr. år: 200.000 kræftpatienter, 450.000 hjertesyge, 320.000 tilfælde med forstadier til apoplexi og 180.000 mennesker med svigtende kredsløb – i alt altså skønsmæssigt 1.150.000! Til sammenligning kan tjene, at kun godt 35.000 samme år døde af alderdomssvækkelse.

Disse tal er endda sandsynligvis altfor lave, siger dr. Kollath; der savnes sikre bilag. Han beklager, at der nok føres nøjagtige døds-statistikker, men ingen statistikker over de kroniske, ikke straks dræbende sygdomme - f. eks. tandcaries, dissemineret selerose og neuroser. Derfor får offentligheden et fejlagtigt indtryk af den almindelige sundhedstilstand.

Den væsentligste årsag til mange civilisationssygdomme ser han i mange års forkert ernæring. I sin sidste bog om civilisationsbetingede sygdomme og dødsårsager (Karl F. Haug Verlag, Ulm) skriver han bl. a.: - jeg forestiller mig, at det forholder sig således: Livsvigtige organer har mangel på visse mineraler eller vitaminer. Disse mangler meddeles nervesystemets reguleringssteder - og nu mobiliseres reserverne af disse stoffer fra mindre livsvigtige organer og bringes med blodet derhen, hvor der er hårdt brug for dem. Livsfunktionerne fortsætter altså, men indskrænkes fra nu af på de mindre livsvigtige steder eller foregår mere ensidigt.

Og han fortsætter: - Lad os antage, at organismen henter de nødvendige reserver fra knogler eller tænder; der vil da først indtræffe mangelsymptomer i skelettet. Det er faktisk tilfældet - de mindre livsvigtige organer bliver først syge. Patienten fortsætter altså med at indtage sin sædvanlige kød- og fedtrige civilisationskost og franskbrød og bliver først opmærksom på faren, når hjertelidelser, kræft, slagtilfælde o.a. melder sig årtier senere.

Dr. Kollath hævder derfor, at mennesket og dets ernæring kommer under en "naturfredning". Hvis menneskeslægten ikke skal gå til grunde, må alle kræfter sættes ind for at værne vore fødevarer mod industriel forgiftning og ødelæggelse af dens livsvigtige indholdsstoffer!

Heldigvis taler han og andre modige ernæringsreformatorer ikke for døve øren. Stadig flere mennesker får øjnene op for faren og imødegår den efter evne. Og det ser ud, som om også skolemedicinen begynder at følge efter; i hvert fald er der glædelige tegn på, at de nye erkendelser vinder indpas i terapien, og at stadig flere videnskabeligt uddannede forskere med indsigt i emnet og uden latterlige fordomme peger på ernæringsfejl som den væsentligste årsag til civilisationssygdommene og ganske særlig kræften.

Under en rejse for nylig i Vesttyskland faldt mit blik i et boghandlervindue på en lille og udvortes ganske prunkløs bog med titlen: "Krebs - Krankheit - Ernährung. Grundlegende Abhandlungen" af dr. med. & phil. Johannes Kuhl (Viadrina Verlag, Braunlage, 1958). 1958; DM 5,90). Da jeg i forvejen kendte ham som forfatter til et modigt kampskrift mod den hidtil gængse kræftterapi med radioaktiv bestråling og operative indgreb og som "opfinder" af en mælkesyrnet müsli, der har vist sig at være et fremragende forebyggelsesmiddel mod mange livsfarlige sygdomme, derunder især kræft, tøvede jeg ikke med at købe bogen.

"Grundlæggende afhandlinger" er dens undertitel - og det er absolut ikke for meget skrevet, man finder heri en rigdom af banebrydende, ja, revolutionerende synspunkter og erfaringer, baseret på eksakte videnskabelige forsøg og viden fra forfatterens mangeårige praksis. Enhver påstand dokumenteres; det er en bog, som sin lidenhed til trods - den er på knap 100 sider - må virke som et menetekel i vide kredse, blandt både læger og lægfolk!

Jeg vil i det efterfølgende gøre Ny Tid og Vi’s læsere bekendt med de mest interessante og tankevækkende oplysninger og anvisninger i dr. Kuhls bog.

Har ernæringen en afgørende indflydelse på sundhed og sygdom? spørges der i en kapiteloverskrift. Mange vil sikkert studse over spørgsmålet og sige: Det kan der da ikke være tvivl om. Fra medicinhistorien ved jeg, at alle århundreders store læger aldrig tvivlede på det. Ud fra mine erfaringer i praksis er jeg også fast overbevist om det. Men et stort antal moderne læger deler ingenlunde denne opfattelse - ellers havde vi forlængst haft en lærestol i sund ernæring ved vore medicinske læreanstalter. Man føler sig fristet til at mene, at de fleste forelæsende doktorers opfattelse er denne: "En kostform har ingen afgørende indflydelse på sygdommens helbredelse, thi på klinikker og hospitaler får patienterne den mest kalorierige, men samtidig på biologiske regulatorer (vitalstoffer) fattigste kost."

Den videnskabelige ernæringslære betragtede hidtil faktisk den menneskelige organisme som en forbrændingsmotor. Kemiske anskuelser dominerede over de biologiske. Men vitalstof-mangeltilstande, som består ved næsten alle kroniske sygdomme, kan ikke bare udlignes med en kalorierig ernæring - denne må tillige være rig på fermenter og befinde sig i en base-syre ligevægt. At disse mangler ikke kan ophæves med medikamenter og slet ikke med operative indgreb, turde være indlysende. Man var "på bjerget" hidtil af den opfattelse, at cellernes iltning (orydation) er det primære for alle iltandende væseners eksistens. Men dr. Kuhl er af en anden mening. Uden en intakt celleånding kan organismens sundhed ganske vist ikke bevares, og ophører celleåndingen i alle kropsceller, indtræder døden. Men forfatteren spørger med rette, hvad der sker, når celleåndingen delvis beskadiges eller nedbrydes, og hvad der almindeligvis starter cellernes regeneration (fornyelse) og væksten i den levende natur. Endvidere: hvilken faktor sørger for, at de endog mere "slidte" celler i såvel normale som syge bioprocesser fornyes, således at livet her på jorden ikke udslettes?

Det er den såkaldte glykolyse, som sætter ind og producerer mælkesyre. Og dr. K.’s måske største fortjeneste og opdagelse er, at mælkesyren betinger celleregenerationen og dermed den normale vækst. Vi finder nemlig mælkesyre overalt der, hvor der sker en celledeling og vækst - såvel i de sunde livsprocesser som i et stadium af beskadigelse eller døende tilstand. Udenfor disse stadier er mælkesyren latent, dvs. hvilende.

Leksikalt: Mælkesyre, vandklar, sirupsagtig, lugtløs vædske, ved mælkesyregæringen opstået af sukkerarter under indflydelse af mælkesyrebakterier; findes derfor i mange naturlige produkter, som er blevet sure (surmælk, sauerkraut). Mælkesyrens dannelse betinger, at mælk bliver tyk, hvorved kaseinet udfældes. Mælkesyregæringen er vigtig ved ostefremstillingen og ensilering af grøntfoder.

Efter åndedrættet er gæringen den vigtigste proces ved levende væseners energiproduktion. Alle celler er i stand til at ånde og gære. Mælkesyregæringen spalter mælkens sukker til mælkesyre og - under dyrs og menneskers muskelkontraktioner - glykogen til mælkesyre, reguleret af navnlig hormonet adrenalin fra binyrebarken.

Mælkesyren spiller en fremragende rolle som mellem- og slutprodukt af kulhydratstofskiftets celleprocesser. Via en række komplicerede, fermentative kædereaktioner dannes der under energiforbrugende muskelarbejde og af kroppens reserve-kulhydrat glykogen, som for dyrenes og vor organisme har lignende betydning som stivelsen for planternes. En del af mælkesyren forbrændes under glykolysen til kuldioxyd og vand, en anden og kvantitativt ofte største portion resyntetiseres i leveren til udgangsproduktet glykogen.

Mælkesyregæringen er karakteristisk for enhver voksende, regenererende og syg celle. Mælkesyre findes altid i stærkt belastede celler (f. eks. under hårdt muskelarbejde), i beskadigede eller syge samt i døde celler, i sådanne celler, der er i færd med at dele sig, og i "dødt køds" celler. Ved celleregenerationens (vækstens) afslutning bliver den ikke længere nødvendige mælkesyre oxyderet og kan nu ikke mere påvises i cellerne.

Alle levende celler (incl. mikroorganismerne) i alle dyr og planter er altså specifikke mælkesyreproducenter, hvad enten de er beskadigede eller døende, regenererende og sunde. Og mælkesyregæringen er en lige så livsvigtig faktor som åndedrættet. Dr. K. fører uigendriveligt bevis for, at mælkesyren er den levende naturs cellefornyende og dermed livsfornyende princip – "vækststoffet" par excellence - i både den iltåndende og ikke iltåndende (anaerobe) verden. Ikke desto mindre var denne vigtige faktor hidtil ukendt for videnskaben!

Var vi i stand til at koble hele mælkesyregæringen fra i plante- og dyreriget, ville alt liv på kloden på få timer være udslukt. Man ser heraf, hvor forfejlet det er, at den "alvidende" biologiske videnskab endnu slet ikke har erkendt endsige fattet mælkesyregæringens sande og fulde betydning. Livets fortsatte beståen er uløseligt knyttet til denne proces i de levende, voksende og regenererende (syge) celler.

Fysiologen og kemikeren, prof. Otto Warburg (Nobelprisen 1931), var meget nær den rette erkendelse af mælkesyrens rolle som naturens celleregenerator og vækststof, da han formulerede sætningen: Ingen vækst uden glykolyse. Men glykolysen er ikke, som han og talrige andre forskere hævder, en energi-, men en stofskabende proces. I sidste instans er det stoffet og ikke energien, der skaber og opretholder livet ... det viser sig klart af de positive og negative følger, som henholdsvis værdifuld og mangelfuld ernæring med samme kalorieindhold får på dyr og mennesker.

Da mælkesyrens afgørende rolle var underkendt, blev den heller ikke placeret det rigtige sted i kræftforskningen. Prof. Warburg mener, at kræftsvulsterne skyldes en unormal stor ophobning af mælkesyre i de angrebne celler. Dr. K. erkender, at store kvanta mælkesyre har en forgiftende virkning. Men - fortsætter han - i den menneskelige og dyriske organisme udvikler kræften sig primært med en langvarig nydelse af mangelfuld næring sideløbende med en kronisk nedbrydning af de isolerede cellers ånding (oxydation). Han jævnfører denne biologiske kædereaktion med en usund, uharmonisk gødet jordbund: den kan kun frembringe et sygt mikroliv, hvilket atter forhindrer opvæksten af sunde planter - og syge kulturplanter giver usund (mangelfuld) ernæring og udløser sygdomme hos dyr og mennesker. Hvert af de nævnte led i kæden behøver ikke i sig selv at udløse sygdom; nogle begyndelsesled kan mangle.

Døende celler søger med en overdimensioneret produktion af mælkesyre og med samtidigt forbrug af deres næringsreserver at fremtvinge den nødvendige celleregeneration. Men det bliver kun ved forsøget. Som følge af de fornyelses "lystne" cellers isolering fra den ernærende blodstrøm mangler de snart byggemateriale til dannelsen af intakte celler og væv. Cellerne dør under deres forgæves forsøg på at regenereres - og resultatet bliver "dødt kød", en kræftsvulst.

Når præsidenten for Det amerikanske kræftselskab Charles S. Cameron siger, at "kræft hverken forårsages af ernæringsfaktorer eller helbredes med diæter", så er det en dristig påtand, som dr. K. kræver bevis for. Han kan tværtimod over for dr. Cameron bevise, at kemisk rene sukker- og stivelsesprodukter næsten eksplosivt starter svulstdannelsen, og at denne kan bremses med mælkesyregæringsprodukter af navnlig vegetabilsk natur. "Mælkesyregæringskost forebygger som syre- og basefri ernæring kroniske sygdomme og således også kræft."

Forfatteren peger i denne forbindelse på den russiske almues fortrinlige sundhedstilstand. Skønt bønderne fra morgen til aften ryger stærke cigarer eller cigaretter rullet af sod- og tjæreholdigt avispapir, kender de ikke til den lungekræft, som hærger den vestlige verdens storrygere. Og hvorfor? Fordi russerens kropsceller ånder optimalt og derfor er modstandsdygtige. Og det skyldes igen hans sunde dagligkost, hvis væsentligste bestanddele er syrnet gemyse, mælkesure drikke (kurnys, kefir) og mælkesyrnet brød, dvs. bagt med surdejg. Vi har her et af de bedste beviser for den sunde ernærings rolle som sygdomsforebygger.

Fru Nolfis råkostbehandling af kræftpatienter består, som enhver anden ditto, i en diæt med levende (dvs. fermentholdig) ernæring, der tillige rummer mange livsnødvendige stoffer eller biologiske regulatorer såsom vitaminer og sporelementer. Ukogte, vegetabilske mælkesyregærings-produkter er ligesom denne ugærede råkost en fermentholdig og altså levende næring. Bortset måske fra tørring er mælkesyregæringen den eneste biologiske konserveringsmetode, som fuldtud bevarer næringsværdien. Takket være den biologiske mælkesyrning af grønsager kan befolkningen i det nordligste Sibirien og Lapland vinteren igennem nyde en vegetabilsk friskkost, der ikke har tabt noget af sin oprindelige næringsværdi, og således undgå skørbug o. a. mangelsygdomme. Men metoden er ingenlunde kun forbeholdt de såkaldt "underudviklede" folkeslag; den har måske endnu større interesse for storbyernes befolkning, som om vinteren er henvist til at bruge mindreværdig konserves fra eget køkken eller industrien. Efter dr. Kuhls anvisning kan enhver uden større udgift blive sin egen vitalstoffabrikant*). Som følge af en forkert "konservering" har de oplagrede kartofler, frugter, gulerødder osv. som regel mistet en stor part af deres vitaminindhold. Dertil kommer, at de sjældent betegner en virkelig sund og giftfri spise "takket" være fabrikanternes "forskønnelse" af salgsvarerne eller avlerens egen kunstgødskning, pudring og sprøjtning med giftige præparater. Desværre er det jo endnu sådan, at "man" kun erkender sådanne cellegifte, der virker umiddelbart sundhedsfarlige, og derfor bliver et let bytte for den snigende, kroniske forgiftning. Den civiliserede menneskehed ville sundhedsmæssigt være lykkeligere stillet, om naturens eget ordenspoliti fik overdraget de opgaver, som land- og havebrugets kemiske krig trods ofring af stadigt større beløb ikke kunne løse - og hvis lægestanden mere interesserede sig for at forebygge sygdommene. med en sund ernæring fremfor at læge dem. Forebyggelsen må jo dog være den medicinske videnskabs fornemste opgave!

Bragt i NY TID OG VI, Nr. 7 – 1958.

*) Das Ideal aller Breigerichte. Milchsaures Müsli nach dr. D. Kuhl. DM 2,30.

Læs også:
Brottrunk: det flydende brød kan også helbrede miljøet
Krig og kræft - et stofskifteproblem?
Tarmkræft - helbredelse er mulig med Brottrunk
Et mirakel? Helbredelse er mulig
Brottrunk og Fermentkorn - lægelige erfaringer
Brottrunk – genvej til en sund tarm
Brottrunk helbreder Parkinsons
Kanne Brottrunk - godt nyt
Brottrunk - forbrugererfaring
Brottrunk til behandling af psoriasis

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012