Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Naturlige lægemidler – naturmedicinens historie i Tyskland

Johannes Schroth skabte en kombination af vandterapi og specifik kostbehandling. Schroth, som levede på samme tid som Priessnitz, besøgte skolen i Freiwaldau i Schlesien med dette program. Han blev født den 11. februar 1798 og mistede i en alder af 7 år sin far. Hans mor Theresia giftede sig senere igen, og Johannes hjalp under sin opvækst til på stedfaderens gård. Hans flid og kærlighed til arbejdet gjorde så stort et indtryk på stedfaderen, at han testamenterede gården til stedsønnen og sørgede for sine egne børn ved at give dem en håndværksmæssig start i livet. Ved siden af landbruget drev Schroth også en vognmandsforretning. I 1817 blev han sparket af en hest og kvæstede højre knæ. Såret blev behandlet efter datidens forskrifter, men det helede aldrig fuldstændigt. Knoglemassen blev ved med at være hævet i knæskallen, så han ikke længere kunne bevæge knæleddet. Hans gang blev stiv og haltende, hvilket var et klart handicap for ham.

En dag mødte han en omrejsende munk. Da denne unge mand så ham sidde på den svært lastede vogn, spurgte han bebrejdende, hvorfor en sund og rask mand lod sig trække af heste, som i forvejen havde nok at gøre med at trække en svært lastet vogn. Schroth fortalte om sin ulykke, og munken rådede ham til at vaske knæet flere gange dagligt med et klæde dyppet i koldt vand. Hans arbejde hindrede ham i at foretage disse afvaskninger flere gange dagligt, så han forsøgte sig i stedet med fugtige omslag. De havde en yderst gunstig virkning - specielt ved sengetid: Han havde klart færre smerter; de stive ledbånd blev igen smidige, og efter ca. 10 uger fungerede det højre ben lige så godt som før uheldet.

I det første år herefter anbefalede Schroth fugtige omslag til venner og bekendte mod deres udvortes lidelser. Lejlighedsvis behandlede han endog med stor succes dyr. Samtidig gjorde han sig en del tanker om, at fugtighed og varme som væsentlige vækstfaktorer i naturen også måtte være til nytte ved behandling af indre lidelser. Desuden havde han bemærket, at syge husdyr lod deres foder stå, indtil de var raske igen, de tog kun lidt eller ingen vand til sig og undgik enhver form for kropslig anstrengelse. Schroth blev overbevist om, at en periode uden fast og flydende kost måtte bidrage til helingsprocessen. Han lagde også mærke til, at hans heste svedte mere og blev hurtigere træt, når han gav dem mere eller oftere vand. De holdt længere ud, hvis han overvejende gav dem tørfoder og kun små mængder vand. Han konkluderede, at for meget væske har en ugunstig indflydelse på menneskers og dyrs kroppe, og at systematisk tilførsel af væske til syge fører til en "bedre blanding af kroppens stoffer". Men før han forsøgte sig med patienter, afprøvede han den på sin egen krop - og blev bekræftet. Dermed opstod "Schroth’s tørstekur". Men patienterne klagede over mathed og svaghedstilstande. Schroth overvejede, hvordan han kunne fjerne disse ubehagelige bivirkninger. Efter adskillige forsøg fandt han frem til, at det bedste middel var samtidig at give patienterne en ganske almindelig tør landvin. Vinens stimulerende virkning støttede kuren og fremmede kroppens udskillelse af skadelige fremmedstoffer. Hans søn, dr. med. Karl Schroth, fortæller:

I sikker overbevisning om, at hans metode var rigtig, begyndte han at behandle kroniske sygdomme. Nu stødte han imidlertid på det problem, at når han gav patienterne så smal en kost, var det yderst svært dem at komme til hægterne igen, når de var blevet sygdommen kvit. I mange tilfælde sov min far overhovedet ikke om natten i sine bestræbelser på at finde et middel, som kunne give syge flere kræfter og samtidig løse problemet med at få affaldsstofferne ud af kroppen. I denne formørkede stemning gik han en dag en tur i landsbyen og kom forbi sognerådsformanden, som bad ham, om han ville hjælpe med at læsse hørfrø af, da der var optræk til uvejr. Efter at min far beredvilligt havde hjulpet ham og ville til at gå, inviterede sognerådsformanden ham til at drikke et glas vin. Min far takkede og sagde: "Jeg har aldrig smagt vin, Hr. sognerådsformand, så hvis De gerne vil give mig noget, vil jeg gerne bede om et glas kornbrændevin." Men sognerådsformanden holdt på sit, og min far tømte en flaske vin med ham. Dén havde en så opkvikkende virkning på ham, at hans tungsind var som blæst væk. Og om natten sov han så fortræffeligt, at han vågnede frisk og veludhvilet næste morgen.

Dét foranledigede ham til at give de patienter, der mistede kræfterne, vin i passende mængder i håb om dermed at understøtte naturens helbredende kræfter. Teorien var helt begrundet, og den opmærksomhed, han rettede mod disse syge mennesker, sammen med ganske få hjælpemidler anvendt på den rigtige måde fungerede som et lukket helbredelsessystem med overholdelse af de vigtigste naturlove i organismen. Netop derfor er metoden så brugbar.

Schroth mente, at årsagen til mange kroniske sygdomme skal findes i en dårligt fungerende fordøjelse, forkert kost, for hyppig indtagelse af lægemidler eller genetisk disposition, som fører til ubalancer i kroppen. Hans kur skulle ene og alene understøtte syge organers evne til at hele sig selv.

Schroths kur er opdelt i forkur, (streng) hovedkur og efterkur. Forkuren skal lette patientens overgang fra den tidligere livsstil. Den varer ca. 3 uger, hvor patienten spiser tørt brød eller byg- og havresuppe med sukker eller citronsaft til morgenmad. Frokosten består af ris-, havre- eller byggrød og ligeledes tørt brød, og aftensmåltidet er magen til morgenmåltidet. I 2. uge af forkuren reduceres mængden af drikkevarer. Hver dag må man få et glas let landvin, som kan spædes op med vand og indtages i små teskefulde - dog tidligst efter frokosten. I 3. uge indskrænkes mængden af væske igen til ½ glas vin spædet op med vand. Kolde krops- og mavebælter om natten understøtter kuren. Hovedkuren strækker sig - alt efter hvor syg man er - over 5-8 uger. Om morgenen tygges tørt brød, som spyttes ud. Om formiddagen spises tørt, godt gennemtygget brød. Frokosten består af ris-, havre- eller semuljevælling bagt i en form med smør eller æg med en sovs bestående af vand og vin i lige dele. Om aftenen tygger patienten igen tørbagt brød. På hovedkurens 1. dag drikker patienten intet. Dag 2 drikkes 1-2 glas varm landvin i slurke. Så følger nogle dage uden væske, en dag med væske osv., til hovedkuren er overstået - nemlig, når patientens appetit begynder at vende tilbage. Om natten bliver patienten pakket enten ind over hele eller 3/4 af kroppen, så der kan produceres den "fugtige varme", som Schroth anser for at være så vigtig. Om morgenen frotteres kroppen, og patienten hviler i 1-2 timer. I løbet af dagen kan behandlingen understøttes af kolde mavebælter. Som regel giver man patienten en pause, hvor der indtages mere righoldig kost. Hovedkuren skal vare, til alle problemer er klinget af. Derefter følger i løbet af efterkuren lidt efter lidt overgangen til normal kost. En Schroth-kur kræver altså meget tid.

Allerede på Schroths tid lød der kritiske røster, som hævdede, at fratagelse af mad og drikkevarer ikke kun svækker patienterne, men også undertrykker sygdommens symptomer. Sygdommen ville derfor komme igen, når patientens kræfter vendte tibage, mente bl.a. Dr. Cybulka, som på kurstedet "Nieder-Lindewiese" holdt øje med patienter over en periode på 14 måneder. Trods kritikken benyttede talrige kursteder og sanatorier sig af "Schroths metode" som en fornuftig kombination af hydroterapi og kostomlægning. Den største succes kunne Schroth notere sig ved helbredelsen af Prins Vilhelm af Württemberg, som led af en forandring i knæskallen, som han havde pådraget sig ved slaget ved Novara i 1849. Trods omhyggelig behandling fra læger i Wien og Berlin skete der ingen bedring. Prinsen gennemgik derfor en kur i Nieder-Gräfenberg - og her lykkedes det endelig for ham at blive rask.

En Schroth-kur kræver lang tid, så derfor gennemføres den i dag efter en noget forenklet skema:

Mandag:
Efter behag en hel del gammelt brød samt svesker - ingen drikkevarer.

Tirsdag:
Brød og svesker morgen og aften. Til middag ris-, havre- eller semuljevælling, byggryn, hirse, sago eller nudler, krydret med sukker og citronsaft; efter kl. 16 et glas varmt vin, som drikkes i små slurke i løbet af aftenen.

Onsdag:
Som mandag.

Torsdag:
Morgen og aften som mandag og onsdag. Om morgenen desuden 1 glas rødvin i små slurke; til middag havresuppe, semulje- eller bygvælling samt brød; derefter vælling som tirsdag med blommekompot; fra kl. 16 drikkes 1 glas varmt hvidvin i små slurke (skal vare til sengetid).

Fredag:
Som mandag og onsdag

Lørdag:
Som tirsdag

Søndag:
Som torsdag

Om natten lægges fugtige helkropspakninger som i den originalekur. Den forenklede kur varer 4-7 uger og kan gentages efter 1 uges pause, dog ikke mere end 2 gange.

Frivillig eller lægeordineret fornægtelse af næring betegnes som faste. I mange religioner har man fastetider som forberedelse til store festdage og som en form for personlig renselse. Der er stor miljømæssig forskel på dette og på hungersnød. Fastekure med det formål at afspænde organismen og berolige fordøjelsessystemet hører ligesom brugen af vand til naturhelbredelsen. Det handler om tidsbegrænset, delvis eller hel fornægtelse af fast og flydende føde - en del af det store kompleks af kostterapi. Nul-kost er fagudtrykket for fuldstændig næringsfornægtelse, hvor kun drikkevarer uden næringsværdi (kaffe, te eller vand) er tilladt. Fastekure bør aldrig gennemføres uden lægeligt opsyn eller allerbedst på en kuranstalt. En undtagelse er enkeltstående fastedage som følge af utilpashed eller dårlig mave, og her er det under alle omstændigheder en god idé at holde igen med næringen. Lægen fastsætter udstrækningen på en streng fastekur. Også her bliver patienten forberedt på 2 eller 3 dage med saft eller råkost. Nedtrapning over længere tid fører til en gennemgribende ændring og rensning af organismen. Det anbefales ved hjerte-, kredsløbs- og stofskiftesygdomme, overvægt og kroniske betændelsestilstande. Faste er forbudt ved alle former for svulstlidelser, tuberkulose og sygdomme i skjoldbruskkirtlen. Under kuren lægger man stor vægt på at holde tarmen ren med tarmskylninger eller udrensninger (indtagelse af varmt vand tilsat glaubersalt). Man føler sig kun sulten i de første dage, hvorefter maven har vænnet sig til at være tom, og man føler sig kraftfuld og ofte meget lettet. Kropslugten bliver ofte stærkere under disse kure, og patienterne klager ofte over en dårlig lugt fra munden. En fastekur skal afbrydes på den rigtige måde: I løbet af de første dage giver man havresuppe uden mælk og først på tredjedagen med mælk. Så følger nogle dage med råkost. Efter ca. 2 uger er overgangen til fuldkost gennemført. Fastekure kræver tid, og man får ikke noget ud af at faste af og til. Det kan dog anbefales med en ugentlig fastedag på den samme ugedag hver uge. Det har vist sig at være en god idé ved forhøjet blodtryk og stofskiftesygdomme.

I det 19. århundrede indførte den amerikanske læge Dewey morgenfaste i sin behandling. Hos mange er stofskifteprocesserne fra den foregående dag endnu ikke afsluttet ved næste dags morgenmad; det gælder specielt for mavelidelser og forskellige stofskifteforstyrrelser. I så tilfælde giver man afkald på morgenmaden og lægger middagsmåltidet en time tidligere. Det er naturligvis tilladt at stille tørsten med kaffe eller te. Det er ikke tilrådeligt med morgenfaste til børn og unge i voksealderen, som får stærkt nedsat præstationsevne, hvis de ikke får morgenmad. Desuden bør patienter, som lider af blodsukkermangel om morgenen, heller ikke hoppe over morgenmaden, og man skal naturligvis også spise morgenmad, før større anstrengelser. Som variation kan man te- eller saftfaste. Førstnævnte er usødet te tilsat bestemte urter, der støtter udrensningen. Oftest har man brug for ½ til 3/4 liter pr. dag. I øvrigt skal patienten forholde sig som ved en streng fastekur.

Karlsbad-kilderne: Allerede Paracelsus beskæftigede sig med den helende kraft fra denne kilde (72oC), som stiger 1.800 m op fra dybet og leverer 2.000 l vand i minuttet. Vand fra Karlsbad var og er en vigtig del af mange diætkure.

Saftfaste (3/4 l frugt-, grønsags- eller urtesaft dagligt, drukket slurkvis ad flere omgange) har den store fordel, at den tilfører kroppen vigtige vitaminer og næringsstoffer under den strenge fastekur.

Diæter og fastekure findes i adskillige variationer. Blandt de mest populære er "æbledage" eller "æble/ris-diæt", som ordineres til forhøjet blodtryk og forskellige nyre- og hjertesygdomme og skal overvåges af en læge. Også druekure, hvor man indtager druer af sorten Schiava (i Tyskland kaldet Trollinger), samt andre frugtkure. Der ordineres ofte også kartoffelkure. "Kartoffeldage" virker rensende på hjerte og kredsløb. Indtil for 20 år siden brugt man med stor succes Friskpresset kartoffelsaft ved problemer med maven og tolvfingertarmen, mens kartoffelvand har vist sig at være et probat middel til behandling af gigtsygdomme.

Mayr-kur
Franz Xaver Mayr (død 1965), der i mange år var badelæge i Karlsbad, indførte en blid renselseskur. Han kombinerede Karlsbad-drikkekuren (bittervandskur) med en mælk-/brødkost og opnåede gode resultater med sine patienter. Mayr-kuren bruges ved behandling af lever-, galde- og mavesygdomme, fedme, gigt og hudlidelser. Fordelt over dagen spiser man mælk og brød efter behag. Det kommer ikke an på mængden, men derimod på omstændighederne, når man spiser: En mundfuld gammelt brød tygges grundigt og blandes med spyt. Derefter tager man en spsk. mælk eller surmælk i munden og blander det godt med brødet, inden man synker det. Om aftenen drikkes 1-2 kopper urtete.

En nødvendig del af denne kur er tarmrensningen, som den daglige brøndkur i Karlsbad stod for. Der skal altså mineralvand til. Da næringstilførslen ifølge Mayr kun tilfører organismen en smule vitamin, og der desuden er risiko for at forstyrre elektrolytstofskiftet, bruges denne kur kun i kort tid og under lægeligt opsyn. Den russiske læge Philipp Carrell (1806-1886) ordinerede mælk som eneste næringsmiddel ved kredsløbssygdomme, men Carrell-kuren er lidt efter lidt gået af mode, fordi patienterne her skal holde sengen.

Waerland-kuren
Den svenske ernæringsforsker Are Waerland (1876-1955) indførte en lakto-vegetabilsk kost på basis af friske, knuste korn i grødform. Han kaldte grøden for "Kruska". En Waerland-kostplan kunne se således ud:

Morgen: 0,5 l vand fra kogte kartofler og gulerødder med hvedeklid og hørfrø.

Morgenmad: Surmælk, frugt, fuldkornsbrød.

Frokost og aftensmad: Kruska og - på grund af syreoverskuddet - råkost, pillekartofler, fuldkornsbrød med smør og kvark.

Det anbefales, at man drikker rigeligt med væske i form af urtete, men kun mellem måltiderne.

Denne kostplan fandt mange tilhængere, som tilmed har lavet en sammenslutning (Waerland-Bund) og tilbereder visse levnedsmidler efter grundlæggerens opskrifter (Waerland-brød).

Der er meget mere at sige om faste, kost og ernæring, helbredelsesmetoder og livsformer, som står i et tæt forhold til de rytmisk forløbende processer i menneskekroppen. Deres værdi for behandlingen har vi i vore dage lært at sætte pris på. At optage næring uden appetit er en egenskab, som desværre er meget udbredt, men som på ingen måde stemmer overens med menneskets naturlige adfærd.

Alle former for sygdomme kan opstå af mad og drikke på forkerte tidspunkter, og det er lægerne, der har det største udbytte af.



Pieter Brueghel d. ældre: "Kampen mellem Karneval og fasten"
Brueghel malede dette billede i 1560. Modsætningen mellem feststemte deltagere og fastende blev også på Breughels tid fremstillet af andre kunstnere.



Kolerakøkkenet. Titelbladet til en kogebog, som udkom i 1831 i München, og som blev skrevet i anledning af den på det tidspunkt hyppigt forekommende kolera.


Kilde: Dr. G. Hahn, Madaus Illustrierte 3/1984.

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012