Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Propolis som russisk folkemedicin

Fra det østeuropæiske instituts medicinske meddelelser i Østberlin, der er stærkt knyttet til Sovjetunionens medicinske fakulteter, foreligger der en del resultater over udforskning og brug af folkehelsemidlet biharpiks. Man har i de seneste år sat et stort arbejde i gang til undersøgelse af dette emne. I det hele taget viser der sig i Sovjetunionen en udpræget medicinsk interesse for videnskabelige eksperimenter med medikamenter, som anvendes i folkemedicinen.

Foruden den hjemlige flora og alle mulige mineraler beskæftiger sovjetiske institutter sig med det os kendte produkt, propolis. Vi har allerede erfaret, hvorledes bierne ødelægger indtrængende dyr ved at indhylle dem i en propolismasse. De bruger desuden dette stof til at tilmure deres flyvehuller og opståede revner om vinteren for at undgå træk; men desuden fremstiller de af samme stof snildt placerede lemme, der virker som ventiler og kan reguleres efter behov for at forsyne bifolket med tilstrækkelig frisk luft. Af materialet fremstilles også et lakagtigt overtræk til cellernes indre vægge, som dronningen lægger sine æg i. Antagelig spiller propolis her en betydelig rolle på grund af sin bakteriedræbende egenskab.

Af undersøgelsesresultaterne fra medicinske og kemiske institutter i USSR skal her nævnes,at propolis for 50-55 % består af harpiks og væsker fra forskellige træer og buske; 30 % er voks, 8-10 % er vellugtende æteriske olier, og 5 % er faste stoffer. Desuden indeholder propolis en del fedtstoffer, aminosyrer og sporstoffer som jern, kobber, mangan, zink, garvestoffer, antibiotika og "phytonzider". Ved sidstnævnte forstår man stoffer, der indeholder immunitetsfaktorer, som ved indvendig brug stimulerer legemet og giver det en naturlig modstandskraft. Man kan vel her tale om ubestemmelige stoffer. Men propolis er også forsynet med en mængde vitaminer, f.eks. af

B-gruppen og vitaminer E, C, biotin, bioflavonoider og provitamin A. Vitaminernes mængde hidrører for en stor del fra blomsterstøvet.

Som folkemedicin brugte man allerede for længe siden propolis til at helbrede almindelige sår, brandsår, godartede og ondartede svulster, sukkersyge, tuberkulose og meget andet. I året 1958 blev der på en international kongres berettet om propolis’ store betydning ved behandling af tuberkulose.

Tidligere beretninger om den medicinske anvendelse af propolis stammer fra Boerkrigen 1899-1902 i Sydafrika og af en læge Blekzandrov fra året 1908. I anden verdenskrig blev propolis i stort omfang og med gode resultater anvendt mod vanskeligt helbredelige læsioner. I den sidste tid har den tiltagende interesse for dette biprodukt fremkaldt mange interessante laboratorieresultater og vist mange kliniske anvendelsesmuligheder. Især hæfter man sig ved stoffets bakteriedræbende egenskab, som træder tydeligt frem i kampen mod stafylokokker, streptokokker, colibakterier, salmonella og flere andre.

Så vidt det fremgår af ovennævnte beretning bliver propolis af lægevidenskaben mest anvendt mod udvortes skader og sygdomme i form af salve. Når det drejer sig om indvortes anvendelse, bliver propolis opløst i alkohol (3-5 %) og destilleret vand.

Vi ser af disse meddelelser, at man i Sovjetunionens medicinske forskning går fordomsfrit og objektivt til værks og udnytter de herved opnåede resultater.

Herhjemme kan propolis nu fås i helsekostbutikker og hos materialister.

Kilde: Ny Tid og Vi, 1974.

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012