Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Døden på organventelisten

Tyske læger og transplantationscentre er kommet i åben strid: Hvem er skyld i den katastrofale mangel på donororganer? Svindel og bedrag og nu tvang til organanvendelse

Gaby Schiffbauer-Wagner, 50-årig tidligere lærerinde fra Hannover, har indrettet sig efter sin sygdom. Når hun går hjemmefra, har hun altid en iltflaske med i tasken. Via et par specialbyggede briller kan hun på denne måde få ekstra ilt ind i næseborene.

Og det er nødvendigt, for hendes lunge fungerer kun med 26% af sin oprindelige kapacitet. Schiffbauer-Wagner lider af lymfangioleiomyomatose, en sjælden sygdom, hvor voksende muskelceller fortrænger lungernes alveoler. Hun håber på, at hendes strabadser på et eller andet tidspunkt får en ende. Hun venter nemlig på transplantation af en ny lunge. Men ingen kan fortælle hende, hvornår hun vil få det nye organ, som hun har så hårdt brug for. Hun har stået på ventelisten i ni måneder, og den psykiske belastning bliver værre dag for dag. "Det hænger som et damoklessværd over mig," siger hun. Den nye lunge er der måske i morgen, "men det kan også være, at det varer to år endnu."

Mange tusind tyskere har det ligesom Gaby Schiffbauer-Wagner - et liv så at sige mellem liv og død og hele tiden i længselsfuld venten efter den telefonopringning, der kan fortælle, at der endelig er et egnet organ.

I december måtte den tyske forbundsregering stå til ansvar for, at situationen for meget syge hjerte-, lunge-, nyre- og leverpatienter i Tyskland ikke er blevet bedre efter vedtagelsen af transplantationsloven for syv år siden. Der er ikke mere end knap 1.000 hjernedøde organdonorer om året, og i 2004 var dette tal endog 59 lavere end året før. Ifølge prognoserne vil ca. 1/3 af de 12.000 , der står på ventelisterne, dø, før der findes et egnet organ.

Der er mange årsager til denne ulykkelige situation. Transplantationscentrene og patientforeningerne havde håbet på en mærkbar forbedring efter lovens vedtagelse. Men det viste sig ret hurtigt, at fordelingen af organerne ganske vist var blevet mere retfærdig, men også mere anonym. Tidligere kom organerne for en stor dels vedkommende fra nærområdet, mens de i dag udelukkende fordeles af det internationale center Eurotransplant.

Axel Haverich, chef for transplantationsafdelingen ved Hannovers medicinske højskole fortæller: "Dengang fungerede samarbejdet mellem de forskellige medicinske afdelinger - i det mindste her i området - fremragende. Jeg holdt aftenarrangementer på klinikkerne i området sammen med en organtransplanteret og en ventelistepatient - og det lykkedes i stor udstrækning at overbevise lægerne om det fornuftige ved organudtagelse fra hjernedøde."

Men nu truer en endnu en kilde til direkte fremskaffelse af organer med at tørre ud: Det såkaldte "Twinning-Programme", hvor tyske og østeuropæiske klinikker samarbejder. "Vi lærer f.eks. polske læger at transplantere. Til gengæld får vi organer fra Polen", siger Haverich. Nu er der imidlertid udbrudt strid om, hvorvidt de lunger, nyrer eller levere, som kommer fra denne kilde, ikke også skal fordeles af Eurotransplant.

Men de, der bærer hovedansvaret for organmanglen, sidder et andet sted, mener både Haverich og Günter Kirste, som er formand for Deutschen Stiftung Organtransplantation (DSO). Skylden ligger frem for alt hos de mange hospitaler, som nægter at samarbejde med transplantationscentrene. 40% af de 1.400 tyske hospitaler, som har intensivafdelinger, "deltager ikke i rekrutteringen af organdonorer", klager Kirste. "De har muret sig inde."

Ingen ved nøjatigt, i hvor mange af de ca. 1 mio. årlige dødsfald en organdonation kunne komme på tale. Men sammenligner man de enkelte forbundsstater, kan man i det mindste få en formodning om tallets størrelsesorden: I Nordrhein-Westfalen afgav 8,6 afdøde af hver 1 mio. indbyggere organer i 2004, mens tallet i Mecklenburg-Vorpommern lå på 36,5 - næsten fire gange så højt.

Der er ingen tvivl om, at mulighederne for at anvende afdødes organer i stor udstrækning ikke bliver udnyttet. Ifølge de ansvarlige for transplantation på et nordtysk hospital er forklaringen, at man for det første helst ikke vil bede de efterladte, som netop har mistet en af deres kære, om lov til at bruge den afdødes organer. For det andet er der lægernes modstand, som er mangefoldig:

  • "Gru-faktoren": Lægerne vil helst ikke have noget at gøre med at udtage organer fra afdøde personer.
  • "Cheflæge-problemet": Hjernedøde privatpatienter fritages ofte.
  • Inkompetens: Mange læger er ikke klar over, at selv 80-årige donorer kan bruges.
  • "Skyldkomplekset": Ingen er særligt interesseret i at overgive en patient til en kollega, efter at man selv har måttet opgive at behandle vedkommende.
  • Manglende omtanke: I det afgørende øjeblik tænker mange læger ikke på at holde en hjernedød person i live.
  • "Imageproblemet": Hospitalerne frygter at blive hængt ud for at tage indvolde ud af døde mennesker.

Men lægerne vil ikke have rygtet om manglende samarbejde siddende på sig. I deres øjne er transplantationscentrene ikke selv helt uskyldige i problemerne. Hans Fred Weiser, som er formand for forbundet af ledende hospitalslæger (VLK), giver DSO skylden for en lang række "paradokser". Hvis DSO ikke ændrer sin politik i mærkbar grad, regner han endog med "en tilbagegang i antallet af transplantationer med 20-30%."

Således kritiserer Weiser, at DSO ikke mere stiller mobile teams rådighed. Disse teams var døgnet rundt være parat til at rykke ud og erklære en patient for hjernedød. Desuden kritiserer VLK-formanden, at DSO-ledelsen ikke i tilstrækkelig grad har taget stilling til de etiske spørgsmål, som er forbundet med transplantation.

Dertil kommer, at skandalen giver ridser i transplantationskirurgernes image. Deres selviscenesatte og joviale fremtoning betragtes af mange medicinere med mistro. Således så Münchens universitet sig nødsaget til at indlede en disciplinærsag mod Walter Land. Transplantationslægen var i maj 2003 - uanmeldt og uden tilladelse - sammen med fem læger og tre sygeplejersker rejst 16 dage til De Forenede Arabiske Emirater for at transplantere en nyre hos et medlem af den ledende familie.

Stjernekirurgen Christoph Broelsch fra Essen gav til gengæld en moldavisk nyre til en israelsk patient. Da det etiske råd på det universitet, han kom fra, havde betænkeligheder mod denne "kildne sag" (Broelsch’s ord), fulgte kirurgen kort og godt med sin kollega og ven Johannes Scheele til Jena og opererede der. Anklagemyndighederne skaffede til gengæld oplysninger om Scheele - han havde bl.a. i en uge afmeldt sin klinik hos Eurotransplant som "ikke transplantationsparat" uden at give patienterne på ventelisten besked.

Men kritikken af DSO kommer ikke kun fra lægeside. Også patienterne er utilfredse. Peter Gilmer, 60, er formand for foreningen af dialysepatienter i Tyskland. I 1997 havde han store forhåbninger til den nye transplantationslov. Den forpligtede dog trods alt hospitalerne til at udtage organer.

Men ventelisterne blev ikke kortere - tværtimod. DSO, som egentlig har den lovbestemte opgave at fremme organtransplantation, er jævn hen ligeglade, klager Gilmer. Derfor skrev han i november et klagebrev til DSO’s øverste råd. Heri skrev han, at DSO-chef Kirste åbenbart primært interesserer sig for rekruttering af levende organdonorer. Hans egentlige opgave - nemlig at fremme organoverførsel fra døde til alvorligt syge - kommer ikke i højsædet, så længe Kirste er formand.

Gilmers klagebrev berører et prekært aspekt af organtransplantationsspørgsmålet: Forholdet mellem levende og afdøde donorer. Indtil for få år siden var transplantation af organer fra afdøde reglen. Men for nylig er antallet af transplantationer af nyrer og leverdele fra et raskt menneske til en syg stærkt stigende. Kirste og hans meningsfæller begrunder dette med den mangel, der er på organer fra afdøde.

Men sandheden er også, at med organer fra levende kan man tjene betydeligt flere penge. Gælder det f.eks. en lever, kan man tjene ca. 30.000 Euro mere, end hvis samme organ stammer fra en afdød. Desuden er det mere behageligt at transplantere fra en levende person: Operationstidspunktet kan fastsætte lang tid i forvejen og kan derfor meget let passes ind i klinikkens øvrige program.

Alligevel bør organtransplantation fra levende ifølge loven være undtagelsen frem for reglen, fordi denne form for transplantation let vil kunne komme til at ligge meget tæt op ad handel med organer. Først i sidste uge talte den tyske forbundsdags medicinetiske råd imod en udvidelse af antallet af transplantationer af organer fra levende personer.

Mange klinikker var derfor forbløffede, da Kirste, som er glødende fortaler for transplantation af organer fra levende, blev udnævnt til chef for DSO. Gilmers påstand er, at hans opmærksomhed næsten udelukkende har været rettet mod dette område. Kirste er ikke uberørt af kritikken - han har i mellemtiden besluttet sig for at skifte kurs og vil i større omfang satse på at skaffe organer fra hjernedøde.

Desuden vil Kirste og Haverich i fremtiden anlægge en anden tone i kontakten med organleverandørerne. "Vi vil ikke længere optræde som tiggere over for de regionale hospitaler," siger Haverich. Den lovbestemte pligt til at samarbejde skal nu gennemtrumfes - om nødvendigt med økonomiske sanktioner.

Læs også:
Organsalg er vor tids kannibalisme
Vitaminer og mineraler: mød kroppens "ernæringsmagneter"
Leveren – kroppens kemiske fabrik
Nyttesløse organer?

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012