Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Kære læger, er der noget vi har glemt?

Af James Hrynczuk (1937-2001)

Tidligere paktiserende læge i København, speciallæge i kirurgi, medlem af Dansk Selskab for Akupunktur under Den Almindelige Danske Lægeforening, videreuddannet bl.a. i Taiwan og Kina.

Hvad er det, som gør, at flere og flere af vore patienter opsøger det alternative behandlersystem? Hvad er det, de alternative behandlere kan bedre end vi læger? Det er tankevækkende, at en større og større del af befolkningen opsøger og, mod betaling, rådgives og behandles uden for det etablerede gratis sygeforsikringssystem! Der er nok ingen fuldstændig forklaring på dette fænomen, men jeg vil fremføre det postulat, at det etablerede lægesystem har glemt en væsentlig komponent i den menneskelige organisme. En komponent eller et system, som det alternative behandlersystem bedre har forstået og lukrerer på.

Vestens nuværende sygdomsopfattelse og sygdomsbehandling er meget baseret på den såkaldte »apparatfejlsmodel«. En sygdomsopfattelse, hvor man i udtalt grad fokuserer på det enkelte lidende organ. Ved for eksempel et mavesår er diagnosen klar, efter at der er foretaget røntgenundersøgelse, kikkertundersøgelse i maven (gastroskopi) eventuelt med opbringelse af væv til mikroskopiundersøgelse.

Det påviste mavesår behandles medicinsk eller kirurgisk alt efter grad og temperament. Men hvordan går det egentlig med de behandlede patienter?

Da man fandt en nyt præparat, Cimetidin, betød det tilsyneladende en revolution inden for mavesårsbehandlingen. Man påstod, at nu var det slut med mavesår, og det uden operation. Efter nogle års forløb ansøgte medicinalfirmaet Sundhedsstyrelsen om tilladelse til også at give medicinen konstant - for at undgå at mavesåret skulle komme tilbage. Det viste sig nemlig, at der med tiden dannedes nye sår, selv om man havde behandlet sufficient. De fik tilladelsen, men der dannes stadig mavesår! Kunne det tænkes, at man overhovedet ikke har behandlet sygdommen - mavesår, men et symptom - mavesår - som på trods af »effektiv« behandling, kommer tilbage? Man kan, og det gør man, forske endnu mere detaljeret, men herved mister man objektet for behandlingen - patienten - af syne. Man kalder denne forskning for grundforskning og den er vigtig af mange gode grunde, men bringer det os nærmere til sygdomsbehandlingen - endnu ikke?!

Når en patient føler sig dårlig, går han/hun til den praktiserende læge.

Lægen anvender sin erfaring og lægelige kunnen og ved mere komplicerede tilfælde henviser han til laboratorieundersøgelser, speciallæge eller hospitalsundersøgelser. Han forsøger at sanere miljøet - det nære og eventuelt arbejdsmiljøet - giver almen vejledning om kost og levevis, boligindretning osv.

Undertiden falder samtlige undersøgelser negativt ud, hvilket vil sige, at lægen må meddele patienten, at han ikke kan finde nogen forklaring på tilstanden. Tilstanden siges så eventuelt at være ufarlig, og vil måske fortage sig efter kortere eller længere tid uden behandling. Hvis patienten fortsætter med at presse lægen, fordi tilstanden fortsat består med al dens ubehag, kan det hænde, at lægen udskriver nerve- eller sovemedicin for at berolige patienten. Uro ved hjertet, hedestigninger, lændesmerter, uro i benene, hovedpine, hoste, muskelsmerter, ja, talrige er eksemplerne på tilstande, hvor man undertiden ikke har nogen forklaring på patientens symptomer.

Lægen presses måske så langt som til at afsige dommen: »At patienten må lære at leve med sine gener«.

Kan det tænkes, at befolkningen efterhånden er så oplyst og bevidst om sundhed og helbredstilstand at den ikke længere accepterer lægens medicintilbud, som svar på sit krav om hjælp?

Lægerne har selv opdraget befolkningen i bedre personlig hygiejne, bedre kostvaner, bedre miljøbevidsthed, men er lægerne tilsvarende vokset med opgaven vedrørende sundhed og sygdom? Næppe - for ellers havde vel ikke op mod 80 pct. af patienterne søgt alternative behandlingstilbud! Hvad har lægerne da forsøgt sig med for at komme ud af dette dilemma? Ikke meget, men et eksempel er måske kiropraktik, som hos læger hedder: Manuel medicin.

Og hvad burde man så gøre, når man som erfaren læge sidder med sin afmagt, med patienter hvis symptomer overhovedet ikke passer ind i det etablerede lægesystem, ja, symptomer som undertiden end ikke er beskrevet i lægebøgerne? - Tænke!

Kunne det tænkes, at der findes to systemer i den menneskelige organisme? Systemer som fungerer uafhængig af hinanden, men som ikke kan fungere uden hinanden, hvis den menneskelige organisme skal fungere optimalt? Lad os antage, at der er et andet energitransportsystem i den menneskelige organisme - foruden blodkarrene og lymfekarrene. Lad os kalde det: Energisystemer og lad os se, om der er antydninger af et sådant system i vor organisme.

Hvad sker der egentlig, når »Vi falder om af træthed«? Hvad er det egentlig der sker, når et lille foster dannes og begynder at vokse og hvad er det egentlig, der sker, når vi dør og organismen bogstaveligt falder fra hinanden - går i opløsning? Hvorfor læges et sår i niveau med huden? De nye celler, som dannes i sårranden under en helingsproces, vokser jo uhæmmet, så hvorfor vokser cellerne ikke udad, væk fra hudoverfladen? Hos nogle mennesker ser man antydningsvis dette fænomen, de såkaldte keloiddannere, men det drejer sig kun om en mindre forhøjning af det blivende ar. Hvad er det egentlig, der sker, når vi bliver trætte og lægger os til at sove? Man kan registrere nogle ændringer af hjernesvingningerne, men hvad betyder det? Dette er kun en opremsning af nogle menneskelige mysterier, vil de lægelige kolleger hævde og med rette, men hvis man forfølger tanken lidt længere, får de måske lidt mening.

Lad os et øjeblik bruge den klassisk vesterlandske anvendte sammenligning med maskinen. Maskinen skal, for at fungere og producere, have visse krav opfyldt: Energi (elektricitet, damp, benzin), smøring af de bevægelige dele, tilføres råstoffer som skal forarbejdes, samtidig med at den skal styres, så den ikke løber løbsk.

Med analogien til mennesket kræves der mere end næring (protein, sukker, vitaminer etc.) for at fungere, selv om blodkarsystemet fungerer optimalt, og hvad er det som styrer organerne? Vi har nervesystemet til at regulere, men noget andet må få det til at fungere (en transplanteret nyre fungerer helt uden nerveforsyning og hvad med hjerte-, lever- eller lungetransplantation?) Er dette ukendte en »energicirkulation«, som er overset af den vestlige medicin?

Østerlandsk lægevidenskab, som har en langt længere tradition end vores, har som udgangspunkt: Menneskets energicirkulation fra vugge til grav med alle dets faser: Fødsel, pubertet, manddom, alderdom og død. Med denne teoretiske ballast har man gennem årtusinder forebygget og helbredt sygdomme i store befolkningsgrupper. Den kinesiske læge behandler de enkelte organers sygelige tilstande, men overordnet alt er det den energetiske tilstand, som bringer mennesket i stand til selv at overvinde sygdomme og sygelige tilstande som: Nattesved, hovedpine, uro ved hjertet, lændesmerter, uro i benene eller almene muskelsmerter!

Hvis der findes et energisystem som ovenfor beskrevet, har man måske en forklaring på, hvorfor de mange forskellige alternative behandlingsformer undertiden virker. Hvis disse behandlinger indvirker på energicirkulationen, sættes den enkelte patient i stand til at overkomme nogle af sine gener, hvilket opleves som »helbredelse«. Men er det ikke det, vi oplever hos mange af vore patienter som: En spontan helbredelse?

Hvorvidt en energetisk behandling er god, når der har udviklet sig en organskade, eksempelvis en blodprop i hjertet, er en anden sag, men her kan man måske få bedre hjælp af den højteknologiske vesterlandske lægevidenskab. (Hvis maskinlejet er løbet tør for olie og maskinen brændt sammen, nytter det jo ikke meget, efterfølgende at komme med oliekanden!)

De to systemer, hvis de accepteres, synes at kunne supplere hinanden uden at komme i konflikt, hvilket jo må glæde såvel læge som alternativ behandler og måske især patienten, som måske på denne måde kan lettes for sin sygelige tilstand. Hvis vi blot kunne bringes til at indse, at vi som læger måske har glemt noget og prøver at forstå kroppens signaler på en lidt mere overordnet måde, ville livet måske blive lidt mindre pinefuldt for vore patienter.

Kilde: Berlingske Tidende, 14. marts 1994.

Health News 2005

 

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012