Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Folkelige antibiotika får videnskabelig anerkendelse

Af V. J. Brøndegaard

Hvis den såkaldt eksakte forskning forlængst havde interesseret sig mere for de "latterlige" husråd, kunne mange kostbare, besværlige, vildledende og farlige omveje have været sparet!

Det er ikke mange år siden, at skolemedicinen med foragt eller medlidenhed omtalte de kloge folks salver og urtebryg, de utallige ældgamle husråd og primitive nationers lægemidler. Kun folklorister og etnologer interesserede sig for folkemedicinen.

Men mangt og meget har ændret sig, siden overlæge H. C. Gram i 1925 skrev, at nu skulle man ikke vente at finde flere planter med medicinsk virksomme stoffer. Kemien var fremtiden!

En glædelig udvikling med endnu uoverskuelige fremtidsperspektiver er kommet i skred. Stadig flere af folkenes egne medicinske erfaringer får videnskabens blå stempel. De store medicinalfabrikkers laboratorier og klinikker analyserer og afprøver de overleverede recepter på vegetabilske salver, dekokter o.s.v., ja sender drogejægere til urskovene for at få fat i de indfødtes medicinske hemmeligheder. Og i et (for lægevidenskaben) forbløffende stort antal tilfælde viser det sig, at de kloge folk virkelig var kloge! Deres midler var effektive. Langt om længe fik de, lærde øjnene op for, at naturen dog er langt dygtigere end samtlige kemikere. Naturstofkemien oplever derfor nu en renæssance af helt uventet stort omfang. Og ikke mindst for dette blads læsere må disse erkendelser af naturen som den største læge hilses med stor tilfredshed. Alt tyder p.t., at vi nu er kommet ind i et tidehverv, hvor de synspunkter, som Ny Tid og Vi er forum for, anerkendes også af skolemedicinen!

Naturligvis vil mange stadig indvende, at folkemedicinen ret tilfældigt "eksperimenterede" med alle mulige og umulige stoffer, for den nåede frem til det helt rigtige. Men den moderne farmakologi er jo heller ikke ufejlbarlig, også den må anstille utallige mislykkede forsøg, som offentligheden blot sjældent hører noget om). Og hvad tilfældighederne angår, så spiller de også en rolle for den moderne medicinalforskning. En dag i 1928 svævede nogle skimmelsporer ind ad vinduet til dr. Alexander Flemings laboratorium, inficerede hans bakteriekulturer og skabte den "dødszone", som Fleming - atter tilfældigt - blev opmærksom på.

Siden Sir Fleming fandt penicillinet, er der yderligere påvist ca. 3500 antibiotika i jordprøver verden over. Og hvert år opdager man mindst en snes ny bakteriedræbende svampeprodukter. Det er disse stoffer, vi kan takke for, at jorden ikke forurenes mere med sygdomsbakterier fra spildevand etc., end tilfældet er. Men kun siger og skriver 17 af de fundne antibiotika viste så gunstige kliniske egenskaber, at de siden er blevet industrielt fabrikeret.

Det skal her ikke underkendes, at tusinder og atter tusinder af mennesker blev reddet fra døden takket være penicillin, streptomycin, terramycin o. s. v. Men i jo højere grad de

anvendes af lægerne, desto større risiko synes de at indebære. Ikke blot bliver flere og flere bakteriestammer immune over for stofferne, men deres hæmmende og nedbrydende virkning på kroppens naturlige bakterieflora i fordøjelsens tjeneste rummer en fare, som ikke må undervurderes. Nogle forskere er derfor gået i gang med at studere de antibiotiske stoffer, som råkost indeholder. Hvis mennesket vælger den rette vegetabilske næring kan det da ad naturlig vej og „automatisk" sikre sig tilstedeværelsen af et tilstrækkeligt effektivt værn mod infektionssygdomme. Lad det være sagt med det samme: deres undersøgelser kronedes med et positivt resultat! I de fleste kulturplanter og talrige gammelkendte lægeurter findes der antibiotiske stoffer, hvis effektivitet star på højde med eller endog overgår de fabriksfremstillede og kunstigt indpodede.

Folkemedicinen har brugt, men naturligvis ikke kendt, de antibiotiske stoffer i umindelige tider. Maya-indianerne i det sydlige Yacatan (Mexico) lægger en mugblandet salve "pozole" på betændte sår. Salven er blevet analyseret i Mexico City og viste sig at indeholde en god portion penicillin. Irerne har i adskillige århundreder brugt en salve af smør og skimlet brød på betændelser og bylder. I Jylland hed det, at "mug på brød gør kinden rød".

Cleveland-universitetet i USA har undersøgt ca. 1100 indianske lægeplanter og i dem påvist 23 hidtil ukendte antibiotika. Et andet institut studerede 4133 forskellige lægeplanter og fandt, at 1066 eller næsten hver fjerde art havde antibiotisk virkning. Moderne undersøgelser af alle de vækster, som anbefales af de tyske urtebogsforfattere i 1600-tallet, gav det overraskende resultat, at ikke færre end ca. 65 procent virkede antibiotisk. Den sovjetiske professor Vasily Trutnev meddelte 1957, at cirka 500 plantearter af i alt ca. 12.000, der blev eller bliver brugt i folkemedicinen, nu er flyttet over i farmakopeerne.

Jeg skal nævne nogle eksempler på gamle, nordiske lægeplanter, hvis tilskrevne antibakterielle effekt nu er bekræftet:

Brøndkarsen (Nasturtium officinale), tallerkensmækkeren (Tropaeolum majus), hvidløg, peberrod m. fl. anbefales i utallige husråd som blodrensende, sårlægende, mod lidelser i urinvejene o. s. v. To vesttyske farmakologer, doktorerne F. Boas og G. Winter fra det verdenskendte firma Madaus, har siden 1950 foretaget en systematisk analyse af ca. 1500 læge-, krydder- og grønsagsplanter og i ca. 30 procent af dem fundet antibiotiske stoffer. Det drejede sig navnlig om de vækster, der fra gammel tid ordineredes mod sår- og urininfektioner, og som indeholdt sennepsolier. Spiste patienterne blot 5-10 gram frisk karse, tallerkensmækker eller peberrod, gik de antibiotiske stoffer via fordøjelsen over i blodet, hvor de virkede forebyggende eller væksthæmmende på en række infektionssygdomme, endog forårsaget af vira (f. eks. influenza). Siden havner stofferne i urinen, hvor evt. sygdomskim i nyrer eller blære trænges i defensiven. Indtages 20 gram tropacolum eller karse, vedligeholdes en stærk antibiotisk aktivitet i flere timer. Under et forsøg blev kun 0,1 cm3 (ca. 2 dråber) tropaeolum-saft bragt til fordampning i et 220 cm3 stort rum - det var nok til at standse væksten totalt i bakteriekulturer med bl. a. paratyfus B, E-dysenteri, difteri og pneumokokker. To timer efter indtagelsen af 20 gram peberrod fandt dr. Winter terapeutisk virksomme mængder af et infektionshæmmende stof i urinvejene, spyttet og åndedrættet. Apropos spyt - de fleste dyr slikker instinktivt et sår, og professor Dolt i Tübingen fandt da også i frisk spyt stoffer med hæmmende virkning på bl. a. tyfus, miltbrand og difteri.

Hvidløg konsumeres i enorme mængder af jøder, russere og sydeuropæere, og disse folkeslags store modstandskraft over for gigt, kræft, tandcaries og forkølelser må utvivlsomt for en stor del tilskrives den regelmæssige nydelse af denne plante. Den moderne forskning har nemlig påvist antimikrobielle egenskaber ved løg og kålarter samt i nogle andre grønsager. Man antog forhen, at hvidløgs effekt skyldtes de ret ubehagelige lugtstoffer, som opstår ved deres skrælning og sønderdeling. 1 1944 fastslog amerikanerne Cavallito og Bailey imidlertid, at der ved sønderdelingen af hvidløg opstår en stærkt antibiotisk virksom substans, allicin, med en kun svag og ikke ubehagelig lugt. I en fortynding helt ned til 1:125.000 var allicinet i stand til at hindre væksten af talrige bakterier (især stafylokokker) - også sådanne, som penicillin praktisk talt er uvirksom overfor, f. eks. kalvekastningens Brucella abortus, hvis videre vækst blev hæmmet i allicin-fortyndinger på 1:100.000. I 1949 offentliggjorde v. Euler nogle forsøgsresultater med rotter, hvor allicinet havde virkning over for visse kræfttyper.

Rød- og skalotteløg indeholder ligeledes såvel flygtige som ikke-flygtige antibiotiske substanser. Amerikaneren Huddleson fremstillede af løg et ekstrakt, der i en så svag fortynding som 1:600.000 hindrede væksten i kulturer med stafylokokker, kalvekastningsbaciller og mange andre patogene sygdomskim. To andre forskere, Gupta og Viswanathan, meddelte i 1955, at et æter-ekstrakt af purløg-vanddampe i en ganske svag koncentration hæmmer væksten af tb-baciller, også streptomycin-resistente stammer. Det bør understreges, at den stærke virkning kun indtraf ved sønderdeling af friske (ukogte) løg, hvilket åbenbart skyldes, at de antibiotiske substanser først dannes via kemiske reaktioner under løgets findeling. I de ydre løgskaller har man fundet de antimikrobielt virksomme stoffer protocatechusyre, catechin og quercetin samt s-methyl-cysteinsulfoxyd (sidstnævnte er også isoleret fra kål).

Endelig har finnerne Matikkala og Virtanen i 1958 i alle løgarter fundet betydelige kvanta af en ny, svovlholdig aminosyre, som de kalder cyclo-aliin. Denne syre findes i såvel over- som underjordiske plantedele, men har ikke antibiotisk virkning; alligevel er det sandsynligt, at den har en endnu ukendt betydning for organismens sundhed. Vi må ikke glemme, at løg blev ordineret mod meget andet end infektionssygdomme, og derfor er det vigtigt, at man interesserer sig også for virkningen af de øvrige for løgarterne specifikke indholdsstoffer.

Det har længe været kendt, at de til korsblomstfamilien hørende foder- og madplanter indeholder glykosider, som under indvirkning af enzymer i de samme vækster spaltes og frigør sennepsolier. Disse olier har en stærk antimikrobiel virkning over for navnlig de aerobe mikroorganismer - endog ved en fortynding af 1:1.000.000 standses væksten af alle almindelige skimmelarter totalt, og antibiotisk aktivitet er påvist helt ned til fortyndingen 1:6.000.000! Sennepsolier finder derfor nu anvendelse i medicinen ved behandlingen af langsomt lægende hudlidelser forårsaget af svampe. Mod fodsvamp bruges med gode resultater også en salve, der indeholder 5 pct. tomatin - et stof, der findes i sunde tomatplanters blade og stængler, og har antibiotisk effekt. Frugtens røde farvestof lycopen øger ligeledes i høj grad menneskets resistens mod infektioner; det fremgår af den unge svenske læge Christian Lingen's doktorafhandling 1958.

Når pestepidemierne raserede i middelalderen, spiste de skrækslagne mennesker bl. a. store mængder kvan (Archangelica officinalis). Var det lutter overtro? Nej - ingenlunde: den norske farmakolog Bæhrheim Svendsen påviste i sin doktorafhandling 1955, at der i kvan findes stoffer med antibiotisk og dermed antiseptisk virkning!

Udtræk af rensdyrlav (Cladonia rangiferina) har finsk folkemedicin i mange slægtled brugt mod lungebetændelse og svindsot (tb). Så isolerede fire finske læger 1949 af denne plantestoffet usnin, der er antibiotisk og virksom imod bl. a. tb-baciller. Alant (Inula Helenium) anbefales allerede af Karl den Stores læger for brystlidelser og lungesot. I 1940 fik også dette "latterlige middel klinisk bekræftelse: doktorerne Korab og Hanika påviste i alant stoffet helenin (alantolacton), som endnu i fortyndingen 1:10.000 virker hæmmende på tb-bacillers vækst.

Sådan kunne der fortsættes længe endnu med moderne skolemedicinske anerkendelser af de gamles visdom. I 1952 lykkedes det tyskerne G. Madaus og Fr. E. Koch at kemisk begrunde den fra gammel tid velkendte anvendelse af melbærrisblade (Folium uvae-ursi) mod urinvejsbetændelser. Bladene viste sig at indeholde 3,5 pct. arbutin, hvis spaltningsprodukter virker antibiotisk. Den folkemedicinske ordinering af tyttebærblade mod nyregrus og blæresten beror ligeledes på et 5 pct. indhold af arbutin. Blandt de mange sårlægende urter, som fandtes i klosterhaverne, var også den ru kulsukker (Symphytum officinalis), og vi hører i flere sagn om krigere, der fik omslag med kulsukkerblade på sår og skrammer, En skotsk læge Mac Alister fandt i planten stoffet allantoin, der ganske rigtigt stimulerer et beskadiget cellevævs regeneration. Løvetands (Taraxacum) ældgamle applikation mod gulsot blev hidtil regnet for lutter overtro (de gule blomster!), men nu ved vi, at der i "Fandens løvetand" bl. a. findes chlorin, der har galdedrivende virkning.

Selvfølgelig skal vi ikke gå til den modsatte yderlighed og påstå, at alle husråd er effektive og den "anerkendte" videnskabelige medicinalforskning intet kan udrette på egen hånd. Men de dårlige erfaringer, som er gjort og stadig gøres med de syntetisk fremstillede medikamenter, berettiger i høj grad til et omfattende studium af de lægemidler, der endnu ikke findes i farmakopeerne, men som bygger på utallige slægtleds erfaringer i praksis. Hvis den såkaldt eksakte forskning på et langt tidligere tidspunkt havde interesseret sig mere for folkemedicinen, ville den uden tvivl have kunnet spare mange tidsrøvende, kostbare, besværlige og vildledende omveje!

Det vækker unægtelig til alvorlig eftertanke, at så talrige opreklamerede lægemidler har en påfaldende kort "levetid", medens de latterliggjorte husråd er de samme i dag som for 500 år siden. Hvis størsteparten af dem ikke havde virket efter hensigten, var de nok ikke blevet erindret fra generation til generation.

Til slut skal kort omtales, at den finske nobelpristager prof. dr. Artturi I. Virtanen (opfinderen af AIV-ensileringsmetoden) i de fleste kulturplanter, således rug, rød- og hvidkløver, lucerne, gulerødder og alle kålsorter, har fundet antibiotiske stoffer, som efter alt at dømme må være naturens eget værn mod angreb af snyltesvampe. For rugens vedkommende er indholdet størst i de unge efterårsplanter, men så snart vinteren melder sig, daler det til et minimum for atter at nydannes om foråret. Dr. Virtanen mener, at en fremelskning (forædling) af nye kulturplantesorter med maksimalt indhold af disse antibiotika vil kunne gøre dem resistente mod både svampeinfektioner og insektangreb. Det skal bemærkes, at han i intet tilfælde kunne påvise nogen sundhedsfare hos de husdyr, der med føden fik en overdosis af disse stoffer, og at de ikke udfældes i mælken. Forklaringen er vel den enkle, at der mellem dyr og vækster i årtusinder har udviklet sig et snævert naturligt samvirke, hvor begge parter nyder godt af den antibakterielle beskyttelse.

En mand som professor Virtanen løber ikke med snak. Hans sidste opdagelse viser, at der er en vej ud af det dilemma, som fødevareproducenterne er kommet ind i: stadig flere resistente plantesygdoms- og insektstammer - stadig større forbrug af giftige kemikalier. Efterhånden er det jo blevet sådan, at man formelig vader i giftstoffer ude på gårdene, i gartnerier og haver ... giftstoffer, der måske ikke virker øjeblikkeligt dræbende på dem, som siden spiser de inficerede afgrøder, men hvis langtidsvirkning kan betyde en katastrofal nedbrydelse af folkesundheden!

Læs også:
Hvidløg og allicin
Hvidløg
Fastekur efter Alma Nielsen
Hvidløg kan beskytte hjertet mod skader efter operation
Lægevidenskaben og løgene
Super Garolic
Hvidløg og dårlig ånde
Bio-Idea pasta - den ideelle ernæring
Spis mere hvidløg
Hvidløg overgår antibiotika
Hvidløg også anerkendt som lægemiddel
Radiser med hvidløg

Candolic
Hvor spiser man mest sundt?
Hvidløg overgår antibiotika
Candolic - et godt alternativ til naturligt hvidløg
Hvidløg er gift og virker mod kræft
Hvidløg hæmmer kræft
Vitamin E (naturlig) i stedet for apirin mod maveblødning og blodpropper
Lycopen - stoffet, mænd har brug for
Dong Queen - et kvindemiddel
Urtevisdom igennem århundreder
Løvetand
Russisk naturmedicin
Løvetand og Jurubeba
Glyco Nutrient-8 Complex – årets kosttilskud!
Frugt og grønt kan bekæmpe kræft
Menneskelige brystkræftcellers selektive respons på indol-3-carbinol
Lycopen Complex mod prostatacancer og forhøjet blodtryk
Lycopen kan tæmme prostatakræft
Lycopen
Lycopen gør dig sundere
Lycopen og naturlige carotenoider - godt nyt
Lycopen beskytter rygere mod cellegifte
Lycopen hjælper efter prostataoperation
Lycopen: biologisk energi fra tomater
LycoRed Natural Products
Lycopen Complex - kræft, infektion, inflammatoriske sygdomme
Hold dine knogler sunde!
Lycopen kan beskytte mod prostatakræft
Lycopen – en antioxidant fra tomater
Lycopen Complex - er det sikkert?
Lycopen beskytter mod prostatakræft
Lycopen kan halvere risikoen for hjertesygdom hos kvinder
Lycopen - stoffet, mænd har brug for
Lycopen hver dag og smid inhalatoren væk!
Lycopen beskytter mod solskoldning!

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012