Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Fastens fysiologi

Af Hans J. Soer

Hvad sker der under en faste, når tilførslen af næringsstoffer udefra helt eller delvis afbrydes? Hvilke energikilder råder organismen over til opretholdelse af livsvigtige organfunktioner?

De første 2 dage dækkes behovet i nødtørftigt omfang af cirkulerende næringsstoffer og fra depoterne af glykogen i lever og muskulatur.

Fra den 3. fastedag angribes især fedtvævene - hvoraf en del omdannes til kulhydrat -. Proteinbehovet dækkes i første række ved forbrænding af syge, døde og gamle celler, derefter følger mindre betydningsfulde væv med stor regenerationsevne. Som vigtige energikilder i øvrigt tjener ophobede stofskifteslagger og andre uønskede og overflødige stoffer. Derimod berøres livsvigtige væv ikke.

Fastens styring
Selve fasteforløbet er en autonom (instinktiv) proces med mellemhjernen som det centrale styringsorgan. Herfra reguleres via nerve- og kirtelsystemet samtlige organfunktioner. Herudover finder der en vis selvregulering sted i celler og væv.

Fastens indvirknig på enkelte organer og organsystemer:

Stofskiftet
indstiller sig under en faste på den yderste sparsommelighed med organismens forråd af næringsstoffer. Allerede på fastens 4. dag vil energiforbruget kun udgøre 3/4 af det normale, og det vil mindskes yderligere, efterhånden som fasten skrider frem, til det efter ca. 14 dages forløb når ned på 3/5 af det normale, der udgør det fysiologiske minimum. Fra den 14. dag og indtil en normalt sultfornemmelse melder sig, vil energiforbruget holde sig på dette lave niveau.

Når en sådan formindskelse af energiforbruget er mulig, skyldes det, at der samtidig finder en nedsættelse sted i mange af legemets organfunktioner. Således kræves intet energiforbrug til fordøjelsesarbejdet.

Fordøjelsesorganerne
bliver under en faste så at sige arbejdsløse. Tarmenes sammentrækkende (peristaltiske) bevægelser mindskes, og normal tarmudtømning sker sjældent.

Helt uden arbejde bliver fordøjelsesorganerne ikke, da de i ret stort omfang omstilles på udskillelse af forbrændingsprodukter.

Åndedrætsorganerne
Optagelsen af ilt og udskillelsen af kuldioxyd reduceres, hvilket ligeledes kan tilbageføres til den mindre organaktivitet. Foruden kuldioxyd udskilles under en faste gennem lungerne en betydelig mængde ildelugtende stoffer.

Hjerte og kredsløbssystemet
Puls. Antallet af pulsslag falder til 50-60 i minuttet.
Blodtrykket sænkes des mere, jo højere det var før fasten. Det arterielle kredsløb aflastes. Stagnationer i det venøse kredsløb ophæves ved sammentrækning af karvæggene. Hårkarrene udvides, eller nye dannes. Denne normalisering af det perifere kredsløb påvirker cellestofskiftet: optagelse af ilt og fjernelse af forbrændingsprodukter.

Blodet
transporterer også under en faste næringsstoffer og ilt til organer og væv og fjerner stofskifteprodukter, der føres til udskillelsesorganerne: hud, slimhinder, tarm, nyrer og lunger. Den eneste forskel er, at i stedet for fra tarmen hentes næringsstofferne i organismens egne næringsstofdepoter.

Nedbrydningen af depotnæringsstoffer kræver et langt mindre arbejde end nedbrydningen af udefra tilførte. Betydelige energimængder frigøres herigennem til andre formål. En større blodmængde stilles til rådighed for ernæring af organerne, hvilket bevirker, at de kan præstere en større arbejdsydelse, og hvad der er lige så vigtigt en regeneration (foryngelse) af celler og væv. Den større blodmængde har også betydning for fjernelsen af forbrændingsprodukter. Blodet formår under en faste at trænge ind i alle krogene og foretage en effektiv hovedrengøring, hvor alt bortgemt skidt hentes frem og bringes til udskillelsesorganerne.

Blodet, som organ, påvirkes under en faste af den øgede arbejdsbyrde, der pålægges det. Så længe hovedrengøringen står på, vil det have en stærk sur reaktion. Røde og hvide blodlegemer dannes i øget mængde og sættes ind i saneringsarbejdet. Først i løbet af 8-10 dage, når de værste urenheder er fjernet, vil blodets reaktion og sammensætning igen nærme sig det normale.

Hud og slimhinder
tilføres under en faste en større blodmængde end normalt, hvilket medfører, at disse vigtige væv ernæres bedre og forynges. Gennem hud og slimhinder forlader en meget stor mængde ildelugtende stoffer organismen.

Knoglesystemet
påvirkes ikke af en faste. Derimod vil der ske store forandringer i den del af knoglemarven, der tjener som forrådskammer. På dette vil organismen trække ved mangel på tilførsel af føde udefra.

Fedt-, bindevæv og muskler
er organismens store depoter for reservenæring. De er også depoter for stofskifteslagger og allehånde giftstoffer, som en overbelastet og svækket organisme ikke har formået at skille sig af med. Under fasten mobiliserer legemet alle kræfter til at blive af med disse skadelige stoffer, der hentes frem fra deres skjul og benyttes som energikilde.

Nervesystemet
påvirkes ikke af en faste. Det bevarer den fulde kontrol i usvækket omfang over samtlige organfunktioner.

Sekretion
Samtlige kirtler, der producerer fordøjelsessekreter (spyt-, mavetarmkinler samt bugspytkirtel og lever), reducerer under en faste deres virksomhed til et minimum. Organismen ødsler ikke med sine forråd til unødig produktion.

Kirtler med intern sekretion (hypofyse, skjoldbruskkirtel, binyre, bugspytkirtel og kønskirtler), der sammen med nervesystemet styrer fasteforløbet, påvirkes i deres funktion kun i mindre omfang under fasten. Derimod vil der ofte forekomme en skrumpning, især af testiklerne, der lider et stort vægttab; den berører dog ikke de specifikke kirtelvæv.

Forstyrrelser i hormonbalancen før fasten vil under denne finde sit normale ligevægtspunkt. Dette er også tilfældet med menstruations- og sexuelle forstyrrelser.

Leveren
har mange funktioner: den producerer galde (fordøjelsessekret), den er afgiftningscentral for alle mulige artsfremmede og skadelige stoffer, den spiller en vigtig rolle ved nedbrydningen af proteiner, den er et styrende stofskiftecentrum, og desuden er den depot for næringsstoffer, især kulhydrat.

Under en faste tømmes leverens depoter af næringsstoffer, galdesekretionen fortsætter, men i stærkt formindsket omfang. Det samme er tilfældet for dens stofskifte- og giftsanerende virksomhed. Herigennem aflastes leveren, og der finder en betydelig regeneration af levervævene sted. I løbet af en 10 dages faste fornyes ca. halvdelen af levercellerne.

Ekskretion
Sved. Under en faste udskilles gennem hud og slimhinder en meget ildelugtende sved. Hvilke stoffer der på denne måde forlader organismen, har man endnu ikke kunnet kortlægge. Stanken lader imidlertid ingen tvivl om, at det er stoffer, den gerne vil af med.

Slim. Ofte finder en øget udskillelse af slim sted, der på fastens første dag er klar, tyndtflydende og senere kan blive grå-, gul- eller grønlig. Denne afsondring kan ske fra samtlige slimhinder: luftveje, fordøjelsesorganer og urinveje. Fra tarmen kan desuden afstødes ormelignende dele af slimhinderne.

Urin. På fastens første dage udskilles store mængder væske gennem nyrerne. Derefter bliver urinmængden sparsommere, får en mørkere farve med en høj specifik vægt og en stærk sur reaktion. Under fastens videre forløb bliver urinen igen lysere med neutral eller basisk reaktion.

Vægttab
En faste vil altid medføre et vægttab, men det vil ikke være ensartet fordelt på de enkelte organer og væv. De mindst vigtige har det største, derefter følger de mere betydningsfulde, mens endelig de livsvigtigere organer og væv ikke lider noget vægttab. Naturen favoriserer altid de mest vitale organer, der ernæres på bekostning af de mindre vigtige ved en enzymatisk proces.

Fedtvævene har det største vægttab. Herefter følger med faldende tabsprocent: milt, lever, testikler, muskler, bindevæv, blod, nyrer, hud, lunger, tarme, bugspytkirtel.

Hjerte, hjerne og nervesystemet berøres ikke. Et sundt menneske i god kondition (75 kg legemsvægt) vil på en 4, ugers saftfaste tab 11-14 kg fordelt på 1. uge med 5-6 kg, 2. uge med 3-4 kg; 3. uge med 2-2,5 kg og 4. uge med 1-1,5 kg;

Som afslutning på dette kapitel en kort oversigt over fastens virkning på hele organismen:

1. Fasten giver alle vitale organer en hårdt tiltrængt hviler
2. Fasten normaliserer og harmoniserer alle organfunktioner.
3. Fasten renser organismen for skadelige og overflødige stoffer samt for syge og døde celler.
4. Fasten stimulerer en regeneration af celler og væv og virker herigennem foryngende og helbredende på de fleste af de sygdomme, der plager mennesket.

Læs også:
Naturlige lægemidler – naturmedicinens historie i Tyskland
Fastekur efter Alma Nielsen
Hvad sker der i tarmen?

Kilde: Ny Tid og Vi, 1973

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012