Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Ernæringsforskernes vigtige opdagelser

Af Simon Jacobsen

De sidste 175 års opdagelser vedrørende ernæringsfysiologien angår i høj grad os alle, og det er underligt, at vi almindelige mennesker ikke bliver gjort bekendt med disse for os så betydningsfulde erfaringer. Jeg vil her prøve at give et indblik i, hvor langt vi er kommet i dag.

Franskmanden Antoine Lavoisier gav i slutningen af 1700-tallet forklaringen på forbrændingsprocesserne, og han påviste, hvordan føden forbrændes i kroppen bl.a. ved hjælp af den ilt, vi indånder. Disse grundlæggende opdagelser har ikke alene givet Lavoisier tilnavnet kemiens grundlægger, men også »ernæringslærens far«.

Mange forskere fortsatte i tiden fremover det vigtige og interessante videnskabelige arbejde. I begyndelsen af dette århundrede opdagede så lægen Max Bircher Benner, at råkost, d. v. s. mest mulig rå vegetabilier, som ikke var visne, opvarmet eller på anden måde forandret, på overraskende vis havde evnen til at genoplive den syge menneskeorganismens egne helbredende kræfter. Han mente, at råkosten havde et højere »sollysniveau« eller energiniveau end den kogte - og fremfor alt den dyriske føde.

År 1927 kunne P. Kouchakoff i Lausanne påvise, at ved fortæring af friske vegetabilier udeblev øgningen af de hvide blodlegemer, og at man ikke mærkede den velkendte træthedsfølelse som efter et såkaldt »godt måltid«. Enhver råkoster eller vegetar kan bekræfte dette. Denne iagttagelse viste, at råkosten havde rensende og helsebringende egenskaber.

I slutningen af trediverne gjorde Hans Eppinger i Wien den særdeles vigtige opdagelse, at den vegetabilske råkost tydeligvis gør det lettere for vævscellerne at optage næring og ilt fra blodet. På samme måde var det tydeligt, at vegetabilsk råkost satte fart i kroppens evne til at slippe af med affaldsprodukter (kultveilte og andre slaggestoffer, som skal fra vævscellerne til plasmaet i de små blodårer). Ifølge Eppinger er denne transport af såvel næringsstoffer som slaggestoffer noget af det vigtigste, som sker, når den menneskelige organisme indtager næring. Han har vist, at hvis denne transport på en eller anden måde bliver hæmmet, så resulterer det i sygelige tilstande i kroppen. På den anden side, så kan denne transport fremmes, hvis man spiser råkost. Af de mange sygdomme, som med stort held behandles med Eppingers råkostforskrifter, nævner han bl.a.: ødem, nyrelidelser, for højt blodtryk, leversygdomme og særlig kronisk leddegigt. Selv i behandling af kræft har råkost vist sig at være af stor værdi.

Eppinger konstaterer, at de raske cellevæv har egenskaber, som gør det muligt for dem at gå imod de egentlige diffusionslove, og at en råkostdiæt fremmer denne egenskab. Senere undersøgelser har vist, at drivfjederen til gennemtrængningsprocessen kommer fra den levende føde, det vil sige fra råkostens højere »energiniveau«, som i sin tur stammer fra solens strålingsenergi, som oplagres i de grønne planter.

I 1942 påviste finnen A. I. Virtanen, at proteinerne i de levende vækstceller i råkosten udgøres af hovedsagelig enzymæggehvide. Når vækstcellerne knuses, f.eks. under tygning, frigøres enzymerne, og der igangsættes en kemisk spaltningsreaktion i mundhulen, hvorved spaltningsprodukter af sandsynligvis stor fysiologisk betydning frembringes.

Disse fysiologisk aktive stoffer i den tyggede råkost opsuges i tarmen og havner i blodet, som så transporterer dem, med alle næringsstoffer, til alle vævscellerne. Det er tydeligt, at disse aktive stoffers fysiologiske virkninger øver indflydelse på næringsoptagelsen i vor organisme. Da alle enzymer bliver uvirksomme ved opvarmning fra 60-100 grader C, kommer der ingen enzymatiske reaktioner i gang, når vi spiser opvarmet vegetarisk føde. Derfor præciserer Virtanen, at der råder en principiel forskel mellem kogte og ukogte vegetabilier.

Allerede for 75 år siden fandt bl.a. den tyske patolog Rudolf Virchow ud af, at der mellem cellevævene ophober sig en formløs masse, som består af en ubestemt blanding af æggehvidestoffer. Det er først og fremmest i det bløde mellemcellebindevæv, kaldet mesenkym, at denne ophobning finder sted. Mellemcellebindevævet findes overalt i vor organisme, og dets tilstand anses at være af central betydning for hele organismens helsetilstand. Alle næringsstoffer, som vi indtager, og som efter fordøjelsen føres ud til kroppens fineste blodkar gennem blodstrømmen, må, efter at have passeret gennem de tynde blodkarvægge, passere gennem mesenkymet for at nå frem til vævscellerne. Ligeså må alle affaldsprodukterne fra vævscellerne passere gennem mesenkymmassen for at nå blodstrømmen i årerne. Denne masse af æggehvidestoffer har følgelig den vigtige opgave at samle og oplagre, men også at bortføre stoffer, som er unyttige eller på en eller anden måde er skadelig for organismen.

Så sent som i 1971 fandt tre forskere ud af, at hvis disse skadelige stoffer i mesenkymet ikke bliver ført bort, opstår der sygelige forandringer, og disse forandringer er hovedårsagen til praktisk talt alle ikke-infektiøse civilisationssygdomme, fremfor alt til hjertekarsygdomme.

De stoffer, som hober sig op i mesenkymet består af forskellige syrer, salte og vand, men først og fremmest af større proteinansamlinger, som vanskelig lader sig opløse, og som har indgået forbindelse med kulhydrater. Tilsammen går disse stoffer under navnet Virchows amyloid efter den tyske forsker, som opdagede fænomenet lige før århundredskiftet.

De tre forskere fremholder, at hvis ophobningen er tilfældig og kortvarig, sørger mesenkymet for at fremmedstofferne bliver ført ud af organismen. Varer tilstanden derimod i længere tid, vil det medføre kroniske sygdomme og i svære tilfælde, at visse dele af vævene dør. Man er derfor begyndt at betragte de ødelæggende forandringer i blodkarrenes vægge som hovedårsag til hjerte- og blodkarsygdommene, idet den midterste del af årevæggen på grund af ophobningen bliver mere eller mindre fortykket. Resultatet er, at arteriernes vægge mister deres elasticitet, og at der opstår ujævnheder i årernes indre vægge. I disse ujævnheder begynder der så at aflejre sig kolesterol fra blodet.

Jeg har fundet det rigtigt at medtage så meget af forskernes iagttagelser, for at den opmærksomme og interesserede læser kan få en anelse om, at vor organisme er en fantastisk fin, kemisk »fabrik«. Overladt til vort eget forgodtbefindende kan vi ikke tilføre den hvad som helst og så vente, at den skal fungere perfekt.

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012