Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Skodsborg

Af Kirsten Dalum

Hvor heldig kan man være? En arbejdsopgave, der byder på 2 1/2 døgns ophold med alt inklusiv på Skodsborg Kurhotel & Spa. Alle mine veninder mente ikke, jeg kunne udføre opgaven uden assistance. Alle var misundelige. Hvem drømmer ikke om at rive et par dage ud af en stresset kalender for at blive forkælet.

Stress er sundt. Jo tak, til en vis grænse, men man kan godt blive syg og i værste fald dø af overdrevet stress, hvor organismen aldrig når at falde til ro og lade batterierne op. Nye alarmerende tal fra Sverige viser, at unge mennesker i 30-40 års alderen pludselig falder døde om af stress, ligesom danske tal viser, at 92 % af alle ledere og mellemledere føler sig stresset indimellem.

Derfor har Skodsborg Kurhotel & Spa allerede nu stor succes med at tilbyde Spa ophold til en helt ny og meget yngre gruppe mennesker. De traditionelle kurophold, som stedet i over 100 år har været kendt og berømt for fortsætter stadig og udgør fortsat størstedelen af gæsterne.

Tiden står stille
Roen og forkælelsen starter allerede, når man træder ind ad døren og henvender sig i receptionen. Lynhurtigt vænner man sig til, at alt foregår i slow down, og man begynder selv at føle, at tiden står stille. Især om morgenen, når man følger morgentrafikken ind til København og hører speakeren fortælle, hovedvej 4 er lukket, og at der er 7 km kø ind til København. Alt imedens man fortærer en morgenbakke på værelset med alt, hvad hjertet kan begære, selv ægget er kogt tilpas.

Efter at have fået anvist værelse og tilbudt kaffe/the og kage var der drinks i opholdsstuen og information. Lækker middag i restauranten, som vi vender tilbage til i snak med de ansvarlige. Efter morgenmad besøg hos kurlægen Ulrik Jørgensen, der havde svært ved at finde noget forfald trods alderen. Med et blodtryk på 125/85, 55 år, god fysisk form, er det kun arbejdsstress, der kan vælte mig, så jeg er typisk den nye kurgæst.

Ulrik Jørgensen har arbejdet på kuren i over 20 år. Han lytter til gæsten og checker grundigt efter og måler blodtrykket. Kurgæsterne kommer med alt muligt, mange kommer direkte fra hospitalet, andre kommer hjemmefra og trænger til at blive rettet op.

Ens for alle er, at de får det bedre efter at være blevet henvist til de forskellige massager og behandlinger og efter at have nydt den sunde, lækre mad i dejlige omgivelser og under kærligt opsyn. Den omsorgspleje alle har brug for at blive rigtig raske.

Ulrik Jørgensen er almen praktiserende læge. Der er tilknyttet en lang række speciallæger til kurstedet, som kurlægen kan henvise gæsterne til. Der kan foretages røntgenundersøgelser, bl.a. mammografi, men der udføres ikke større kirurgi.

Folk skal selv betale. Et kurdøgn med fuld pension, samtale med kurlægen og daglig fysioterapi behandling koster fra kr. 1.495, til 1.695,-.

Overlæge Carl Ottosen var forud for sin tid
Først hed det Skodsborg Badesanatorium, og nu hedder det Skodsborg Kurhotel og Spa. Navnet har blot fulgt med tiden og de foranderlige krav, der hele tiden stilles, men dybest set, hviler ånden og tankerne fra overlæge Carl Ottosen, der grundlagde Skodsborg Badesanatorium, over det hele.

At være et åbent og kultiveret sted, hvor man kan opnå større livsglæde ved at styrke sit helbred. Carl Ottosens ideer og tanker om kostens og fysioterapiens betydning for forebyggelse og genoptræning af helbredet var uhørt avancerede, da han i 1898 åbnede sanatoriet. Det måtte have glædet ham at se, at også hans tanker i dag ikke alene er grundlaget for virksomheden, men vinder indpas i hele den danske sundhedssektor. Det er langt billigere at forebygge end at reparere skaderne.

Hidtil har der ingen prestige og penge været i forebyggelse, da det ikke videnskabeligt kunne bevises. I dag ved man fra internationale undersøgelser, at forebyggelse i primærsektoren virker, det tager blot 3 år at få indarbejdet nye leveregler med hensyn til kost, motion, vægt, røg og alkohol.

Selvforkælelse
Langt den største del af gæsterne er stamgæster på kurophold, fortæller marketingchef Anne Marie Duus, som jeg har sat stævne i restauranten. - Disse gæster får den pleje og forkælelse, de er vant til, men de mere moderne ophold er typisk af kortere varighed f.eks. et weekend ophold, og i opholdet har man flere "forkælelses"-behandlinger, såsom kurbade, lerindpakninger, massager m.m. I udlandet er de langt mere fremme med et selvforkælelseskoncept til yngre mennesker i den erhvervsaktive alder.

Mange har ikke tid til at rykke en hel uge eller 14 dage ud til afslapning. De kan klare sig med nogle dage, men trænger bare til en pause. Det kan være jobtravle småbørnsforældre eller veninder, der trænger til selvforkælelse i hinandens selskab.

Der kommer flere og flere af disse unge mennesker, der blot skal stresse af og lade op. Til småbørnsforældrene siger vi, at det er en dårlig ide at tage børnene med. Få børnene passet og forkæl hinanden, det er det de trænger til for at fungere godt i hverdagen.

Den nye gruppe er langt mere krævende og kræver langt højere standard, derfor har vi gennem flere år været i gang med en total renovering af stedet. De har rejst mere og er bevidste om, hvad de har brug for. Maden, der er italiensk inspireret, er et helt kapitel for sig og får megen ros.

Skodsborg er ved at få en ny profil, og der er åbnet op for en helt ny gruppe brugere. Vigør Centeret, der tilbyder mange forskellige holdaktiviteter med professionelle instruktører, stort træningscenter samt svømmehal med svømmebassiner, boblebad, dampbad, sauna m.m., har f.eks. 1.400 medlemmer og benyttes flittigt af folk fra hele lokalområdet. Stedet har også stor succes med konferencer og private selskaber i den renoverede Villa Rex, som var Frederik den VII's og Grevinde Danners sommerresidens.

Skodsborg Kurhotel & Spa er det første og eneste sted i Danmark, hvor man kan nyde et SPA ophold med behandlinger, fortæller Anne Marie Duus.

Skodsborg er samtidig Danmarks første certificerede kursted, og det betyder, at der bliver stillet store krav til de ydre rammer, til medarbejdernes kompetencer og til alle servicefunktioner på kurstedet.

Sundhed gennem vand
Man ved, at allerede romerne benyttede sig af varme bade, og de anlagde de kendte kursteder Spa (belgisk kursted), Baden-Baden og Bath. Ordet SPA kommer af det latinske udtryk Sanus per Aquam = sundhed gennem vand. I dag er SPA en moderne velværebehandling, hvor gæsten får stimuleret både krop og sjæl gennem 4 grundelementer: Behandling og bade, motion, omgivelser og kosten. Der er god tid til refleksion, og det er helt legalt at sidde i en lænestol en time uden at lave noget.

Princippet i SPA ophold er de samme, forklarer Anne Marie Duus - som i de kurophold, vi har leveret i over 100 år. Forskellen er, at folk i den yngre målgruppe (30-60 år) har brug for mere forebyggelse og kortere ophold end længerevarende og rekreerende ophold.

I Majas hænder
Mit ophold omfattede også en Aroma kur på 60 min. Til 655,00 kr.; kuren bestod af ungarsk kropspeeling, kurbad med æteriske olier og 120 dyser, der fordeler strålerne, kropsindpakning med terapeutisk afterbath creme og æteriske olier samt en let massage af ansigtet.

Alt foretaget af Maja, der var venligheden og sødmen selv. Fornemmelsen af kropsbevidsthed, totalafslapning og velvære bølgede gennem mig. Jeg tror, jeg har glemt min krop eller forsømt den.

For pludselig var det, som om jeg kunne fornemme huden i hver eneste celle på en dejlig varm måde. En god fornemmelse, som ikke skal blive enestående, men skal efterprøves hjemme.

I "Frederik og Louise" smager en gulerod som en søtunge
Skodsborgs Spa-køkken har vundet 5 stjerner i Jyllands-Posten og 4 kokkehuer i Politiken. Der er ved at ske en holdningsændring til mad, men det må aldrig blive fodformet eller helligt, fastslår Bo og Morten, der er mændene bag succesen "Frederik og Louise; der på kun få år er blevet et tilløbsstykke, og hvor madskribenterne flokkes om at uddele kokkehuer. Det er foreløbig blevet til 5 fra Jyllands-Posten og 4 ud af 5 mulige fra Politiken.

Køkkenchef Morten Kristensen og restaurationschef Bo Nielsen har sammen udarbejdet konceptet for "Frederik og Louise", der er madstedet for Skodsborg Kurhotel og Spa. Det har taget 4 år at nå dertil, hvor de er i dag, og hvor restaurationen er kurstedets største aktiv, og hvor 5.000 mennesker bespises om måneden.

De har lært personalet og gæsterne at se på maden på en anderledes måde. Vi har fjernet en del af smørret og fløden, men bruger så masser af olivenolie og krydderier. Der er intet fransk over køkkenet, der er meget italiensk inspireret. Opskrifterne og konceptet er inspireret fra de mange rejser, de foretager sammen, ligesom de hele tiden justerer tingene.

Det er ikke blot maden, de tryller med. De gør meget ud af personalepleje, så de ansatte får flest plusdage at stå op til.

Der kan være rivende travlt i restauranten, men det er kun positivt stress. Tingene hænger sammen. Det er den samme ånd, der hviler over serveringen og tilberedningen. Parret angriber tingene anderledes og kigger på grøntsager, som var det trøfler. Kunsten er at få en gulerod til at smage som en søtunge.

Vi arbejder med principper om ernæringsrigtig mad, derfor er menuen til vore gæster sammensat af friske og gerne økologiske råvarer, fortæller Morten.

Al maden er hjemmelavet fra grunden og er derfor velsmagende. En 3 retters menu består af forret, der er dagens grønne ret eller suppe valgt efter årstiden, dernæst følger den varme hovedret, som er optimal fedtfattig og grøn, og menuen rundes af med en lille lækkerbisken fra vort eget konditori. Der er opgivet kilojoule og fedt på hovedretten.

Alt er hjemmelavet
Maden må aldrig virke kedelig, gæsterne kan nemt gennemskue os, hvis vi snyder. Derfor er forandringerne også sket gradvis. De friturestegte ting og frikadellerne er fjernet, men der var da andesteg og rigtig ris à là mande på julebordet, ligesom mayonnaisen til kurlægens store fortrydelse er hjemmelavet og med på bordet hver dag.

Man kan da ikke tvinge folk til at spise anderledes. Der skal ske en holdningsændring. De skal selv vælge at leve på en anden måde. Vi kan nemt fede dem op, men de skal føle velbehaget ved at være "lette" i maven.

Væggene er beklædt med fotografier fra stedets 100-årige historie. Ånden fra Carl Ottosens tid er der fortsat, og Bo og Morten slutter da også snakken med at fastslå, at det er vigtigt at beholde sjælen og bevare særpræget på Skodsborg.

Skodsborg Sundhedscenter, tlf.: 45 58 58 00

Kilde: Sundhedsbladet 2/2001.

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012