Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Sådan kommer giftigt uran ind i vores kartofler

Fosfatlagre binder uran fra naturen. Tungmetallet bliver i gødningen - og lander på vores tallerkner

Det internationale atomenergiagentur IAEA regner fosfatlagrene til de vigtigste uranreserver. Over 9 mio. tons natururan ligger der gemt her. Det er nok til at dække alle igangværende atomkraftværkers forbrug i de næste mere end 100 år.

Årsagen er, at havvandet indeholder spor af uran. Er fosfatlagrene i kontakt med verdenshavene, trækker de tungmetallet ud af vandet. Fosfat binder sig så kraftigt til tungmetallet, at det endog kan anvendes til afgiftning af uran- eller plutoniumforgiftet jord.

Natururan er svagt radioaktivt og frem for alt giftigt. Det kan uden videre brændes i specielle reaktorer. Men oftest bliver det først "beriget" - dvs. at dets indhold af den hurtigt nedbrydelige radioaktive urantype U 235 bliver kraftigt forøget. I de fleste reaktorers brændstof er der fem gange så meget U 235 som i natururan, som kun indeholder 0,7%. Forstærket radioaktivitet letter afbrændingen. Til militære formål bliver uran beriget til såkaldt High Enriched Uranium (HEU). Dets indhold af U 235 udgør over 20%. Det højeksplosive brændstof driver atomubåde og findes i en ekstremt højtberiget version (over 90%) i atomvåben.

I årtier var militæret ansvarlig for halvdelen af verdens uranproduktion. Efterhånden som oprustningen stoppede, og en del af atomvåbenmaterialet blev overført til mere fredelige formål, blev der pludselig rigeligt med HEU. "Megatons til megawatt", lød det. HEU-mængderne blev "fortyndet" til civilt brændstof.

Den atomnedrustning, som blev hilst velkommen fra alle sider, og det, at mange lande begyndte at gå væk fra kerneenergi, havde sine bivirkninger. Således blev den globale uranproduktion halveret fra 1988 til 1994 fra 60.000 til 30.000 tons pr. år. Priserne styrtdykkede, og kun de mest rentable miner overlevede. Men fordi udvindingen af uran fra gødningsproduktionen i sammenligning nu var dyrere, blev disse anlæg lukket i Belgien og i USA. I 1999 så man den foreløbige afslutning på æraen med uranudvinding fra fosfatmalm.

Dette burde logisk set have ført til en stigning i uranindholdet i den tyske gødningsimport. "Det er der ikke tegn på," siger Dietrich Pradt, formand for den tyske landbrugsorganisation. Under alle omstændigheder kontrollerede man kun lejlighedsvis uranindholdet ved stikprøver, og der var ingen regler på området. Den meget ringe uranmængde udgjorde ikke nogen fare, for de fleste planter optager stort set ingen uran.

Broder Merkel, som er geolog ved det tekniske universitet Bergakademie i Freiberg, bekræfter dette udsagn: "Uran trænger næsten kun ind i rødderne". Men så er der jo også et problem - især "ved rodfrugter som f.eks. kartofler." Især i det tidligere DDR ser Merkel en stigning i uranindholdet i fosfatgødningen: "Tidligere kom en stor del af gødningen fra Kola-halvøen i Rusland. I dag kommer gødningen i overvejende grad fra lagre i f.eks. Marokko". Gødning fra Kola-halvøen anses for at være specielt "ren", fordi den næsten ikke indeholder nogen former for tungmetaller. Marokko derimod har ifølge IAEA uden sammenligning de største uranmængder i fosfatlagrene.

For Ewald Schnug fra Bundesforschungsanstalt für Landwirtschft (FAL) er det "en uskik, at uran ikke fjernes fra den gødning, der indføres". Problemet er ikke radioaktivitet, men derimod giftighed. "Almindeligt mineralgødning giver ca. 10-22 gram uran pr. hektar landbrugsjord pr. år," lyder hans udregning. Da kun en brøkdel forsvinder igen via erosion og via høsten, må man regne med, at der findes stigende uranmængder i jorden, i overfladevandet og i vores kost. "Vore marker skal jo ikke være oplagringspladser for tungmetaller", raser han. Og kræver sammen med Jürgen Hahn fra Umweltsbundesamt "som et minimum pligt til at oplyse, hvor meget uran der findes i gødningen."

Mange forbrugerorganisationer afviser gødning fra kloakslam på grund af tungmetallerne. At uran via forsfater tilføres og derfra videre via rodfrugter til vores tallerkner, burde de fryde sig lige så lidt over som modstandere af oprustning og kernekraft. Men man havde vel ikke nogen anelse om, at successen på dette område kunne give bagslag - hjemme i egne køkkener.

I øvrigt er uranprisen igen steget voldsomt i de seneste måneder. Kerneenergien står foran en renæssance. Strenge grænseværdier for uran i gødning kunne igen give liv til den gamle udvindingsteknik - og dermed skåne vores jord, ressourcer og helbred.

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012