Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Reumamidler – om at dø på recept

Der er mere end 500 antigigtmidler i handelen i Forbundsrepublikken - mange af disse er farligere end sygdommen selv. Risikoen har længe været kendt af medicinalindustrien. Dog først for nylig blev nogle midler efter pres fra Forbundssundhedsstyrelsen trukket ud af markedet. Ingen af midlerne behandler årsagerne, alle kurerer kun på symptomerne af denne den hyppigste og dyreste folkesygdom.

Heiner Giessler, forbundssundhedsminister, regerer et folk af syge og lamme. 2 millioner vesttyskere lider af alvorlig reumatisme, yderligere 20 millioner klager over smerter i bevægelsesapparatet. Situationen, mener ministeren, er "meget vanskelig" og "langt fra" en tilfredsstillende løsning.

Sande ord. Reuma, en gammel plage for menneskeheden, har udviklet sig til den dyreste sygdom i Forbundsrepublikken: Reumaskaderne ligger ved 45 milliarder DM per år; tendens: stigende. Det er knap 3% af bruttonationalproduktet.

De umådelige omkostninger kommer mange steder fra: I lægekonsultationerne klager hver tredje patient over problemer i støtte- og bevægelsesapparatet, til hvis behandling der anvendes 4,2 milliarder. Omkostningerne til sygehusophold, kure:-, medikamenter og hjælpemidler beløber sig til omkring 14 milliarder DM.

Den tredobbelte sum fremkommer, hvis også de sekundære reumafølger medregnes: Fortsat lynudbetaling i sygdomstilfælde, rehabilitationsomkostninger, produktionstab, reducerede forsikringsbidrag og formindskede skatteprovenu som følge af invaliditet, Den finansielle belastning var til at komme over, hvis det kæmpeforbrug, der sættes til mod reuma, virkelig ville gavne gigtpatienterne.

Men det er der ikke tale om. Hidtil er det hverken lykkedes at opdage årsagerne til sygdommen, ej heller er det muligt at forbedre lidelsens forløb vedvarende. Tværtimod: Det egentlig rammende folkelige ord om, "at man ikke dør af gigt" bliver år for år mindre sandt - allerede er tusinde døde af behandlingen af deres reumatisme.

Livstruslen kommer fra medikamenterne, I Forbundsrepublikken er der godt 500 antireumamidler i handelen. Mange af disse er så farlige, at de i andre lande aldrig ville være blevet forhandlet eller for længst ville være blevet forbudt.

Under indtryk af forskellige skrækmeddelelser fra hele verden tog i slutningen af sidste år også Forbundssundhedsstyrelsen (BGA), en overordnet myndighed med sæde i Vestberlin, sig sammen til handling.

I midten af december udsendte embedsmændene brugs- og doseringsindskrænkninger for seks meget solgte reumamidler og forordnede strenge advarselshenvisninger. I slutningen af januar forbød styrelsen udlevering og salg af 65 reumamidler og begrænsede anvendelse af yderligere 206 præparater.

I midten af marts afholdtes der til "forsvar mod lægemiddelrisici" et "ekstraordinært" møde i Berlin. Indstævnet var næsten alle producenter, der deltager i handelen med gigt. "Vi vil," truede prof. Karl Überla, præsident for BGA, de i Berliner Kongrescentrum forsamlede, "foretage høringen uden middagspause og slutte mødet i nat".

Fra Bonn havde Geissler pålagt sin BGA-trop i Berlin (1.500 mand, heraf 400 videnskabsmænd) at kontrollere "alle reumamidler" uden undtagelse - det er også på højeste tid: I det sidste årti er produktionen af de pågældende anbefalede lægemidler fordoblet, deres pris tredoblet. Mangfoldiggjort er antallet af bivirkninger af delvis livsfarlige komplikationer.

Uforandret er kun forblevet antallet af gigtsyge, for hvad der faldbydes som lægemidler mod reuma, lindrer eller undertrykker i bedste fald nogle sygdomstegn - men helbreder gør de ikke.

Det er ikke underligt: Hvad reumatisme virkelig er, er der ingen læge, der ved. Årsagerne til folkesygdommen er som før ukendte.

Megen umage har man heller ikke gjort sig med grundforskningen. "Forskningen af reumatiske sygdomme", udtaler reumaeksperten prof. Ernst Martin Lemmel, cheflæge ved det statslige reumasygehus i Wildbad, "er næsten gået sporløst forbi Forbundsrepublikken".

I stedet for den ønskværdige kausale terapi driver mange læger "polypragmasi", som denne brogede lægevidenskabelige handel fornemt kaldes: Gigtpatienter forsynes med stadig flere medikamenter og "overbehandles" derved (Lemmel). Facit: Man kan "uden at træde de tyske kolleger for nær" sige, at "reumatikere i andre vestlige lande er bedre behandlet end i Forbundsrepublikken".

Lemmels vurdering deles af de fleste sagkyndige. Prof. Hans-Georg Fassbender, leder af "Centrum for reumapatologi" i Mainz, kalder "erkendelsen af årsager til og forløb af" den smertelige folkesygdom for "endnu fuldstændig utilstrækkelig".

Også det konservative CDU-parlamentsmedlem dr. med. dent. Hanna Neumeister, også formand for "Den tyske reumaliga", klager over tingenes tilstand: I grundforskningen er der "vild uorden", udviklingen af modelplaner "kommer ikke rigtigt videre, og man er langt fra de positive resultater, som "vore millioner af syge håber på". Den konservative avis "Frankfurter Allgemeine Zeitung" (FAZ), der er meget tilbageholdende med kritiske bemærkninger over for det tyske sundhedsvæsen, diagnotiserer for reuma endog en "medicinsk krise som ved kræft".

Miseren har mange facetter:

  • Med det gængse udtryk "reuma" omfattes mere end 100 forskellige sygdomme, som ofte intet har med hinanden at gøre.
  • I lægepraksis og på klinikken går man ofte frem efter en ironisk læresætning fra forrige århundrede: "Hvad man ikke kan:- forklare, betragter man som reuma".
  • Hvorfra end de udbredte smerter i bevægeapparatet stammer - det første valg ved en terapi er medikamenter.
  • Disse lægemiddelstoffer er en profitabel forretning for producenter og apotekere - men de tvinger den gigtsyge til at deltage i en russisk roulette.

Eksempler fra den seneste tid: Efter den fjerde kapsel "Amuno Gits" (reklamemotto: "En ny æra i reumabehandlingen") oppustedes maven hos en 60årig patient som en ballon. Med fuld udrykning blev den syge kørt til hospitalet. En nødoperation reddede kvindens liv. Fra operationsjournalen: "Intraoperativt fandt man en godt ærtestor, som udstanset virkende perforeringsåbning i midten af forvæggen på tolvfingertarmen; en mellem lever og tarm sig befindende membrankapsel "Amuno Gits" blev fjernet".

Mere tragisk endte behandlingen af en 40-årig kvinde fra Berlin-Spandau. Huslægen, som hun havde bedt om råd på grund af stive fingre om morgenen, ordinerede "Resochin", en farmakologisk efterfølger af malariamidlet kinin. Substansen kan ud over andre skader ødelægge øjets nethinde. Derfor foreskrives der på, en ledsagende seddel regelmæssige øjenundersøgelser. Huslægen gav afkald herpå. Nu er patienten blind. Fingrene er stadig stive.

Hos Eleonore Vogel fra München bevirkede to kapsler "Felden 20" ("Overlegen virkning og tålsomhed")," taget i slutningen af september 1983, en livsfarlig hjerneblødning. Patienten mistede i perioder bevidstheden og har siden haft tale- og hukommelsesforstyrrelser. Arme og ben kan fru Vogel kun bevæge yderst langsomt, længere end 20 minutter om dagen kan hun ikke holde sig på benene. Ægtemanden passer patienten "som en baby".

Ulykken rammer et ægtepar, som med gode grunde kunne føle sig sikret mod sådanne komplikationer. Dr. Hans-Ludwig Vogel er naturvidenskabsmand, har arbejdet som forskningsdirektør i lægemiddelfirmaer og i marts 1982 deltaget i et tre-ugers symposium om "Felden". I lægebladet "Tempo Medical" skrev Vogel dengang rosende ord om nyheden. Farlige bivirkninger, som nu iagttaget på hans kone, bestrides stadig af det producerende firma. Vogels advokater har i mellemtiden indgivet straffeanmeldelse for alvorlig kropsbeskadigelse.

"Hvem beskytter forbrugerne mod sådanne lægemidler?" spørger berliner lægen dr. Ulrich Moebius, udgiver af det farmakritiske,"Arzenei-Telegramm". "Hvem sørger for at virksomhed og sikkerhed er garanteret for alle de medikamenter, der kommer på markedet?". Teoretisk er svaret klart: Forbundssundhedsstyrelsen med hjælp fra en ny lægemiddellov. Men virkeligheden ser helt anderledes ud, og "meget mere bedrøvelig".

Faktisk har medikamentbehandlingen af reumatisme i det seneste årti udviklet sig til en skandale. Siden begyndelsen af 70’erne er der mindst kommet 30 nye substanser som "antireumatika" på markedet - under forlokkende fantasinavne, garneret med de skønneste løfter. Der blev slået på tromme og blæst i trompet, som gjaldt det om at forkynde den endelige sejr over en gammel fjende af menneskeheden.

"Nyt håb gennem det nye aktive stof" jublede eksempelvis medicinalfirmaet Eli Lilly og mente dermed dets antireuma pille "Coxigon" ("Skridtet mod kausalterapi"). Også firmaet MSD-Frosst Pharma forkyndte gennem sin lobbymand, aparte nok en øjenprofessor, "en ny æra for terapien med lægemidler" , takket være "Osmogit". Med en knækket krykke illustrerede den schweiziske medicinalkæmpe Ciba-Geigy sin forjættelse: "Glem reuma med Tanderil!".

Dejligt ville det jo være. I virkeligheden kan den gigtsyge snarere glemme medikamenterne:

  • "Coxigon" måtte tåges ud af det tyske marked, da det ikke længere lod sig holde hemmeligt, at det aktive stof alene i England havde kostet 61 gigtpatienter livet og påført mindst 3.500 patienter delvis varige skader.
  • "Osmogit" ødelægger så hyppigt mave og tarm, at "den nye æra for terapien" allerede var slut efter et halvt år. Verden over registrerede man 51 personer, døde af "Osmogit".
  • "Tanderil" ("udmærket tålsomhed") og "Butazolidin" ("Med Butazolidin ordinerer De samtidig forskning og erfaring fra Ciba-Geigy"), begge syntetiseret af Ciba-Geigy, kom i et tvivlsomt lys, da en hemmeligholdt firmaintern undersøgelse blev kendt: Heri sættes antallet af dødstilfælde til 1.182.

Men end ikke denne skræmmnede opgørelse er hele sandheden. Sidney Wolfe, leder af "Health Research Group" i den amerikanske borgerrettighedsorganisation "Public Citizen", skønner, at "mere end 10 000 mennesker" er døde af Tanderil eller Butazolidin.

Vandtætte beviser for denne påstand kan Wolfe ikke give. Det skyldes især, at de behandlende læger absolut ikke melder hver dødelig medicinbehandling til kontrolorganer eller lægemiddelkommissioner. At der findes et betragteligt antal tilfælde, man ikke har kendskab til, gælder blandt eksperter for sikkert.

Uklart er blot, hvor stort det er: Vurderingerne svinger omkring faktoren 100. Sagkyndige, der tilhører medicinallobbyen, hævder, at ni ud af 10 tilfælde er blevet anmeldt. Kritikere formoder, at muligvis kun hvert hundrede medikamentdødsfald registreres korrekt. Det ligger i sagens natur, at striden ikke kan afgøres. "Desværre", siger Moebius, "derfor kan man dø videre på recept".

I fremtiden vel noget sjældnere. For Forbundssundhedsstyrelsen har i slutningen af januar i år udstedt strenge "anvisningsindskrænkninger" for alle medikamenter, som indeholder "Butazolidin" (kemisk navn: Phenylbutazon-natrium) og "Tanderil" (Oxyphenbutazon). Omfattet var 206 lægemidler fra 69 farmaceutiske firmaer. "Med øjebliks virkning", således sundhedsstyrelsen, må disse præparater "kun sælges til anvendelse' ved akutte gigtanfald og til behandling af akutte anfald af Morbus Bechterew".

Kendelsen sænker omsætningen. Med behandling af "akutte" sygdomstilfælde kan der ikke tjenes store penge. Og slet ikke, når de er så relativt sjældne som ved mandssygdommene gigt (ca. 940.000 patienter) og Morbus Bechterew, en betændelse i hvirvelsøjlen (100.000 patienter).

Ved "høringen" i Berlin gjorde medicinalindustrien sig derfor alle mulige anstrengelser for at redde flere "indikationer". Kun på børn og gamle mennesker vil man fremtidigt ikke længere anvende nogle af de farlige præparater.

Hvad der gør fremstillingen af diverse "antireumatika" så tillokkkende for producenterne er den sikrede afsætning til millioner af mennesker, der ikke mærker akutte, men kroniske muskel- eller ledsmerter - denne "reuma" giver gevinst.

Strengt taget er det for det meste slet ikke reuma, men som reumatologen Fassbender siger, "en banal smertetilstand uden sygdomsværdi." Betegnelsen "reuma i ligegyldig hvilken ordkombination" foregiver blot, at der er tale om en enkelt sygdom. Det er, klager professoren, fra Mainz, "en vanskelig forklarlig anakronisme, at endnu i dag den mindste fællesnævner, et tredjeklasses fænomen, nemlig 'reuma' = 'flydende smerte' må holde for for fuldstændig forskellige sygdomme".

I virkeligheden dækker reuma over mindst 100 forskellige sygdomme som hos de gamle grækere. Disses læger prægede begrebet og forestillede sig, at slim fra hjernen flyder ned i hvirvelsøjlen og ledene og der udløser smerter. Denne fuldstændigt spekulative teori holdt sig i lægekunsten i mere end 2000 år. I dag lægger læger knapt nok skjul på, at de intet ved: Hvad angår oprindelsen (ætiologi) til sygdommene. I den "reumatiske formkreds", så er denne "forskellig eller endog uopklaret". Inddelingen af de reumatiske lidelser er derfor indtil i dag forblevet en trossag. Omkring 60 forskellige skemaer blev udtænkt, i hvilke fagfolk forsøgte at klassificere, hvad de hver især forstod ved reuma. For tiden foreslås af de fleste eksperter en tredeling:

  • Betændelsesreumatisme - hertil regnes reumatisk feber (hyppig følge er hjerteklapsfejl), den kroniske ledreumatisme (også kaldet reumatoide artritis) og den forstivnende hvirvelsøjlereumatisme (Bechterew’ske sygdom); patienttal i Vesttyskland: ca. 2 millioner.
  • Degenerativ reumatisme - denne gruppe omfatter ledskader, fremkaldt ikke af betændelse, men af overbelastning og slid (artroser) eller hvirvelsøjlelidelser (f.eks. diskusprolaps); antallet af ramte skønnes til at være ca. 10 millioner.
  • Bløddelreumatisme - under dette overbegreb opsummeres de forskelligste sygdomme i muskler, sener og seneskeder, slimsække og underhudsbindevæv; alt i alt endnu engang ca. 8 millioner forbundsborgere.

For at gøre forvirringen komplet har en international reumakongres i Montreux besluttet i 1980, at et par sjældne hudlidelser, som sclerodermi, i fremtiden skal regnes som reuma og i hvert fald gigten. Denne "kongernes sygdom" er en stofskiftelidelse, der først og fremmest stammer fra for meget vellevned. Der aflejres urinsyrekrystaller i ledene, og smertefulde betændelser er følgen.

Mens sammenhængene er klar ved gigt, famler lægerne ved de fleste andre reumalidelser i mørket. Som dybere, årsager til de skiftende smerter har man anklaget virus og bakterier, en usynlig kamp mellem kropscellerne (fagudtryk: auto-immun-fænomen), betændte ganemandler og naturligvis det kolde klima. Bevis findes der for alt ting - men intet er bevist. Reumatiske sygdomme har åbenbart ledsaget menneskene fra begyndelsen. Selv faraoerne i det solrige Egypten måtte lide heraf.

I kampen mod reumatiske lidelser er der - i kølvandet på den herskende medicinske mode - indsat de mest kuriøse midler. Tidligere anbefalede lægerne at bade de syge led i frisk most. I dag går de lægelige anstrengelser ofte ud på at udrydde den formodede sygdomsfremkalder, "fokuset,". Så mangen en læge har som løn for sin fokuspokus kunnet leve fedt - reumaen er ligeglad.

Patienter, som den jagende smerte rammer snart her, snart der, formoder for det meste, at kulde, vand eller fugtighed er skyld i reuma. Men for prof. Hans Henning Studt, afdelingsleder for psykosomatik og psykoterapi ved det Frie Universitet i Berlin, ser sagen anderledes og meget mindre opmuntrende ud: Han har erkendt, at personlighedsstrukturer ligger "til grund" for sygdommene. Reumatikere, siger Studt, accepterer konventioner, er pligtbevidste og præstationsorienterede indtil arbejdsfanatisme, samt beskedne og meget hjælpsomme.

Men bag dette portræt af den brave borger gemmer der sig "en depressiv grundstemning og masochistiske træk, en maskeret herskesyge, der kan udvikle sig til lyst til at tyrannisere". Derfor har man også betegnet "den reumasyges overdrevne beredvillighed til at hjælpe" som "ond ydmyghed" og "velgørende tyranni".

Den, der som reumatikeren, ikke vover at vise sine aggressioner, den der altid er bange og føler sig ydmyget, spænder hyppigt sine nakkemuskler og musklerne parallelt med hvirvelsøjlen - fejlstillinger i knoglestillingen og "reumatiske" smerter skulle være følgen: Sådanne mennesker, siger professoren, hjælper lægen bedst ved at "lytte til dem et par timer" - et noget verdensfjernt råd for sygekasselæger, hvis venteværelser er fulde.

Den smerteplagede reumapatient skal snarere være glad, hvis han ikke havner hos en læge, der straks griber til sin receptblok og skriver ud af det brogede sortiment af lægemidler. "Desværre," indrømmer prof. Manfred Schattenkircher, præsident for det Tyske Selskab for Reumatologi, findes der "mange læger, der stikker patienten en pakke i hånden og siger: "Prøv nu først dette her".

For med tålmodighed, penge og kønne ord har medicinalindustrien med held bestræbt sig på at indterpe en tretrins refleks hos lægerne: Ved "smerter" skal de altid tænke på "reuma", og ved reuma skal de altid tænke på "antireumamiddel". I den forbindelse er medikamentbehandling af smerter i bevægeapparatet i de fleste tilfælde det dårligste af flere mulige alternativer.

Når reumasmerterne hidrører fra overbelastede, nedslidte led, hvis de er en følge af medfødte eller erhvervede kropsfejl, hvis alderen kræver sit tribut - så er det, siger en reumacheflæge, der vil være anonym, "en forbryderisk dumhed at behandle den syge med medikamenter. Hvad skulle de kunne ændre?".

I stedet anbefaler denne læge ("mit navn må ikke nævnes, ellers ruinerer reumamafiaen mig") at vende tilbage til sådanne behandlingsformer, som også lindrede vore forfædres smerter - for de havde også reuma: Sangeren Richard Tauber og kanonkongen Friedrich Alfred Krupp, marquise de Sevigne og den gamle Goethe svor til helsebadet, frem for alt til den lindrende varme. Lige så virksom kan ganske vist også anvendelse af kulde være eller (hvis man tror fast på det) et kobberarmbånd.

Hver anden reumapatient søger på et eller andet tidspunkt og for det meste hemmeligt råd hos naturlæger, kloge koner eller medicinske outsidere. Deres terapitilbud, der går fra akupunktur til løgomslag - og fuld af modsigelser. Særligt tyranniske er anvisningerne på kostændringer, for alt, hvad der smager godt, bliver forbudt. Beviser for denne askeses velsignelser findes ikke. Dr.jur. Manfred Kohlenlechner, selvbestaltet overlæge for nationen og ven af alle gode dråber, anbefaler derfor ganske enkelt reumatikere en druekur. Han selv holder sig bevægelig med vin.

Mere alvorligt må man tage rådene fra Kuno Baier, læge i Karlsruhe. Hos hundredvis af patienter har ortopæden fjernet lænde- og skulder smerter, idet han anbefalede sine morgenstive patienter varmende, fastsiddende overalls, lændevarmere og natdragter. "Iskias? Hekseskud? Skuldersmerter? Det findes der ikke mere hos mig:"

Med det modsatte princip, anvendelse af ekstrem kulde, får den japanske reumatolog Toshima Yamauchi sine patienter på benene igen. De sendes i kuldekammer i op til tre minutter. Der hersker - ved minus 160 gr. C - en helt enkelt ubegribeligt isnende atmosfære. Som "Münchener Medizinische Wochenschrift" berettede; følte patienterne sig forfriskede, mærkede en dyb varme, havde følelsen af, at de kunne flyve, og "glemte de pinefulde ledsmerter".

Mindre drastisk praktiseres kuldeterapien også på nogle tyske klinikker. Dér retter hjælpere en iskold luftstråle på det pågældende sted. Den, der ønsker det endnu mere moderat, kan lægge kompressere på de smertende kropssteder, enten kolde eller varme. Således tilbyder et firma i Coesfeld, "Sigma Pharma GmbH" en kompres, som man kan gøre kold i fryseren eller varme i ovnen - det indeholdende stof, et gelélignende "termo-elastomer", oplagrer varme eller kulde over længere tid.

Men der tjenes meget mindre på varme og kulde, massage eller slampakninger og selv på "reumakirurgiske foranstaltninger" som afskrabning af huden i ledene ("synovektomi") end på antireumetika - de giver store penge: således koster et kg, phenylbutazon 36 Mark hos den italienske producent. Hvem der laver drageer af det - på 0,2 g. stykket - driver kiloprisen kunstigt i vejret - de tyske apoteker sælger stoffet videre til de reumasyge for omregnet 2.435 DM pr. kg.

Endnu mere profitabel er fremstilling og salg af indometacin-præparater. Et kg. af dette stof kan fås for 96 DM - men med apotekernes salgspris bliver det til 23.373 DM. Sådanne gevinstmarginer findes end ikke i rustningsindustrien.

Intet under altså, at producenterne af antireumatika forsvarer deres produkter med næb og kløer - med eller uden farlige bivirkninger. "Mest lurvet opfører den almægtige medicinalindustri sig", siger SPDparlamentsmedlemmet Klaus Immer, "den vil stadig hellere sælge bedøvelsesmidler og give fortrøstning end at helbrede."

Sidste år bragte alene de 10 "markedsførere" (således kalder medicinalindustrien sine mest solgte produkter) godt 250 mill. DM i kassen; mellemhandlere og apoteker tjente også en kvart milliard. Men de 10 markedsførere er kun toppen af isbjerget - i den seneste udgave af "Den røde liste", den officielle "Fortegnelse over færdiglægemidler for medlemmerne af Forbundssammenslutningen for den farmaceutiske industri" anføres der mere end 500 antireumatika.

Farmaceutiske kostbarheder er der ikke iblandt dem. Mod betændelsesterapi anbefales som "basisterapi" guldsalte, dertil malariamidlet resochin og såkaldte immunsuppressiva. Det er medikamenter, der undertrykker kroppens eget forsvarssystem. Kombinerer lægen malariamidlerne med cellegifte ("zytostatika"), som ellers kun ordineres kræftpatienter, så kalder man det en "heroisk terapi" (i meget få undtagelsestilfælde kan den endog være retfærdiggjort).

En akut nødsituation, der kræver heroisk handling, er ved reuma ganske vist en sjældenhed. De af ledslitage og muskelspændinger fremkaldte smerter kommer og går - det ene tolker lægen over for sin patient som "anfald", det andet kalder han blandt sine egne "spontanremission", helbredelse uden lægelig indgriben. Men det vil de fleste patienter ifølge sagens natur ikke vendte på. Heller ikke lægen bekender gerne sin egen afmagt: Medikament-boomet kommer af patienternes forventningsholdning og deres lægers hjælpeløshed.

Denne næringsvej kender ikke til økonomisk krise. Siden århundredeskiftet har medicinforbruget pr. indbygger femdoblet sig i Tyskland.

Som særligt lønnende målgruppe gælder reumatikere af alle afskygninger. De er kronisk syge, tålmodige og også taknemmelige, hvis smerterne tager af. I øvrigt er de fleste kvinder over 60 år gamle. Det sætter snævre grænser for deres modstand og deres potentielle ærgelse.

Sygelige forandringer i ledene fører ikke også nødvendigvis til smerter. Mellem diagnose og befindendet er der en forbløffende kløft. Således har to ud af hver tre afdøde mænd degenerative forandringer i hvirvelsøjlen; ledartroser lader sig endog påvise hos 90% af alle over 70 år ved hjælp af røntgen: men kun et mindretal klager over smerter - i gennemsnit hver 10.

En større eller mindre smertemodtagelighed synes ikke så hyppigt at være en følge af forskellige strukturer i nervesystemet. Den præges frem for alt af socio-kulturelle påvirkninger: opdragelse og verdensanskuelse varierer smerten. Den der er alene, passiv og afhængig klager oftere over alvorlige, uudholdelige smerter.

Det er frem for alt dette klientel, der betjenes med de tvivlsomme antireumatika. Kemisk set er det for det meste meget enkle substanser afkom af ganske almindelige eddikesyrer. Ført ind i det menneskelige legeme virker de betændelseshæmmende, sandsynligvis idet de bremser det sygeligt forøgede vævsstofskifte. Hvorledes det går for sig i enkeltheder, er i vidt omfang endnu uudforsket. Kun så meget er sikkert: bivirkninger udebliver sjældent.

Ganske alment nævner "Den røde liste" for sine lægelige læsere, ifald de skulle kæmpe sig igennem til side 50 i tillægget, følgende bivirkninger: mave-tarmforstyrrelser, ukendte mave--tarmblødninger (blodmangel), overfølsomhedsreaktioner (f.eks. krampe i luftvejene, hudreaktioner), forstyrrelser i bloddannelsen, hovedpine, svimmelhed, syns- og høreforstyrrelser, omtumlethed, leverskader, nyreskader, nedsættelse af natrium- og vandudskillelsen.

Siden offentliggørelsen af den nye lægemiddellov i 1976 er sygekasselægerne endog blevet delagtiggjort i opsporingen af bivirkninger.

Under foregivelse af at ville opspore hidtil ukendte, men måske alligevel "sjældne bivirkninger" af antireumamidlet Felden, bl.a. for at åbne "nye områder" for dette "betændelseshæmmende og smertestillende præparat" opfordrede datterfirmaet Mack nogle hundreder almenpraktiserende læger til et "åbent praksis- henholdsvis multicenterstudie" med reumamidlet Felden. For den "videnskabelige ydelse" blev der for hver udfyldt testprotokol udlovet et par D-Mark-sedler.

Resultatet faldt glædeligt ud: Over 36 000 patienter havde på denne måde slugt yderligere Mack-reumapiller, og der optrådte "overhovedet ingen ubehagelige bivirkninger".

Medicinalfabrikanterne vil nødig gå glip af frem for alt den "salgspolitiske betydning" ved sådanne "studier". Da enhver farmaceutisk producent har en "vital interesse "i at "gøre et nyt medikament kendt så hurtigt som muligt og dermed, som det så smukt hedder, at komme i "Forordningen", forklarer Mack-direktøren Klaus Lichtenberger, så har feltstudier en "væsentlig funktion". Faktisk ville det næppe være lettere at vænne et par tusinde læger til et middel.

Der investeres flere kontanter i de medicinske opinionsdannere. Da sidste efterår antireumamidlet "Surgarn" ("Det afbalancerede antireumamiddel") kom på tale på grund af uønskede bivirkninger, organiserede producentfirmat Albert-Roussel (et 50%-datterselskab af Hoechst AG) straks en tysk "ekspertsamtale", elskværdigt nok i Paris. De 16 eksperter med deres damer logerede tre dage i luksushotellet "Georg V", morede sig på firmaets regning i Operaen og på natklubben "Crazy Horse", tog for sig af champagne og det "nouvelle cuisine" (det nye køkken). Ekspertkonferencen var overstået på fire timer; om Surgam blev der berettet meget godt.

"En hjertelig tak" føler også Hanna Neumeister, præsident for patientorganisationen "Reuma Liga", over for medicinalindustrien. I denne organisation sidder læger og lægemiddelproducenter samdrægtigt ved siden af hinanden; reumapatienterne er ikke med. Ciba-Geigy ("Butazolidin", "Tanderil", "Voltaren") indstiftede "rundhåndet en pris" for Ligaen. Dermed gør fru Neumeister på sin side reumaterapeuterne en glæde.

Den i den schweiziske medicinalhøjborg Basel hjemmehørende "Europæiske reumaliga" har for at imødegå den tiltagende kritik af tvivlsomme produkter, inviteret repræsentanter for presse, radio og TV til en "konference om lægemiddelsikkerheden i reumatologien" den 4. maj i München. Mediefolkene, således hedder det i indbydelsen, "opfordres i de lidende patienters interesse ... til at berette om den faktiske situation".

Hvorledes reumaligaen ser på denne situation fremgår allerede af indbydelsen. Under den sidste tids diskussion, hedder det, er de "nødvendigvis ethvert medikament påhæftede, men i princippet sjældne og for det meste ubetydelige bivirkninger, i enkelte medier blevet blæst sensationelt op, overdrevet og delvis endog urigtigt omtalt". Frem for alt frygter Ligaen en "sikkert af ingen ønsket usikkerhed hos de nødlidende patienter, der har tvingende behov for disse medikamenter".

Et lægemiddelfirma er ligeledes tjenstvilligt o

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012