Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

B6-vitamin-afhængighed

“Jeg blev simpelt hen så glad, da jeg læste, at man kan behandle karpalt tunnelsyndrom med B6-vitamin. Jeg skriver så meget på computer og bruger mine håndled til at støtte med. Så læste jeg Dr. Ellis’ bog om alle hans patienter, og så begyndte jeg selv at tage B6-vitamin. Men jeg er virkelig skuffet. Der er gået tre måneder, og det er ikke forsvundet endnu.” Jane Horton så ligeså skuffet ud, som hun lød.

”Jeg har også taget de andre vitaminer, du nævnte”, fortsatte hun, ”men det har altså godt nok ikke hjulpet alverden. Men jeg besluttede mig for at komme alligevel, for jeg vil gerne undgå at blive o­pereret i håndleddene. Desuden har jeg ikke råd til at tage fri fra arbejde, og jeg har ingen sygefor­sikring. Jeg tænkte, at der måske var noget, jeg gjorde forkert, eller at jeg også mangler andre ting. Måske har jeg ikke optaget dem ordentligt. Jeg ved det ikke.”

”Er du sikker på, at det er karpalt tunnelsyndrom, du lider af?”

”Ja, det sagde ortopædkirurgen i hvert fald. Desuden fik jeg taget den der elektro-et-eller-andet-test. Og den var positiv.”

”Elektromyografi?”

”Ja, nemlig. Men jeg havde faktisk gættet mig til, hvad der var galt, allerede inden jeg gik til lægen. Jeg slog alle symptomerne op på internettet. Jeg var begyndt at få en stikkende fornemmelse i begge hænder - sådan lidt med mellemrum - men efter et stykke tid var den der mere, end den var væk. Ca. samtidig begyndte jeg at blive følelsesløs, specielt i fingerspidserne. Og så begyndte mine hæn­der at blive svagere - først den venstre, og så den højre. Det var meget mærkeligt. Men på det tids­punkt havde jeg fundet ud af, hvad der var galt. Jeg ville bare ikke vente på, at musklen ved min tommelfinger begyndte at atrofiere, som der stod i bøgerne. Så jeg gik til ortopædkirurgen, og han stillede diagnosen.”

”Lad mig se dine hænder.” Hun holdt dem op. Der var ikke noget usædvanligt at se. Jeg bad hende bøje håndleddene så langt forover, som hun kunne.

”Dét bad ortopædkirurgen mig også om at gøre. Det gjorde virkelig ondt i hænderne, og det gjorde den stikkende fornemmelse værre. Jeg kunne ikke holde det ud ret længe. Siden jeg er startet på at tage B6-vitamin, så kan jeg gøre det længere tid ad gangen”. I en tre minutters tid bøjede hun hånd­leddene og pressede dem fremad. ”Det får stadig stikkeriet til at blive lidt værre.”

”Gør dine hænder stadig ondt på andre tidspunkter?”

”Ikke decideret ondt - mere sådan en elektrisk fornemmelse. Jeg vil ikke sige, at det ikke er blevet bedre, det er det, men med mit job er den der stikken en hindring, og jeg er også stadig følelsesløs.”

”Hvor meget B6-vitamin tager du?”

”200 mg tre gange dagligt - det stod der, at jeg skulle.”

”Det er som regel mere end nok til karpalt tunnelsyndrom - og det lyder helt klart til, at det er det, der er galt med dine håndled. Du har symptomerne, og det er svært at modsige en elektromyografi-test. Desværre er det nogle gange sådan, at den behandling, der virker for de fleste, ikke virker for en lille gruppe. Somme tider er der ukendte faktorer, der spiller ind.” Jane Horton så endnu mere skuffet ud, end da hun kom ind i min konsultation.

Prøv med B6-indsprøjtninger
”Såså, før du nu bliver alt for deprimeret, så er der et par ting, du skal prøve. Du har taget B6-vita­minet, men måske optager du det ikke helt. Og du har trods alt oplevet en vis forbedring af symp­tomerne. Måske skal du have en højere dosis.”

”En højere dosis?? Er det nu ikke skadeligt? Jeg tager allerede 600 mg om dagen.”

”Heldigvis er B6-vitamin ikke giftigt. Man har givet langt højere doser, selv til børn, specielt til or­tomolekylær behandling af mentale problemer.”

”Jamen, hvordan kan man have brug for så meget B6-vitamin? Jeg tjekkede den anbefalede daglige tilførsel, og det er kun to mg.”

”Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, men der er nogle hints. F.eks. anerkender de medicinske læ­rebøger en sygdomskategori, der hedder ”pyridoxin-afhængighed”, hvor celleenzymer kræver langt mere B6-vitamin for at kunne fungere korrekt hos nogle end hos andre. Selvom lærebøgerne ikke siger det, så er det ret sandsynligt, at der findes ’afhængighedssyndromer’ for alle vitaminerne, ikke kun B6, for de andre vitaminer fungerer stort set på samme måde i kroppen som B6 - nemlig som co-enzymer for forskellige celleenzymer. Det er kun én mulighed. Men der er faktisk forsket relativt lidt i vitaminer, så jeg er sikker på, at der er andre muligheder, som man bare ikke har fundet frem til endnu.”

”Så hvad skal jeg gøre?”

”Det hurtigste er at prøve med en B6-indsprøjtning - eller måske flere.”

”Hvis jeg får det bedre af indsprøjtningerne, betyder det så, at jeg ikke optog vitaminet ordentligt?”

”Nemlig”.

”Hvor meget skal jeg have?”

”Tre kubikcentimeter dagligt er det, du kan sprøjte ind uden at få bivirkninger. Det er 100 mg pr. kubikcentimeter, dvs. 300 mg i alt pr. dag. Du kan lige snakke med sygeplejersken, inden du går - hun kan vise dig, hvordan du skal give dig selv indsprøjtningerne.”

”Det vil sige en indsprøjtning om dagen? I hvor lang tid?” Hun så ikke alt for tilfreds ud ved tanken om daglige indsprøjtninger.

”Lad os hellere være på den sikre side: To uger. Hvis det virker, så virker det inden da.”

Hun rejste sig for at gå. ”Jeg håber godt nok, at det virker”, sagde hun, idet hun gik.

Tre uger senere kom Jane Horton tilbage. Hun behøvede ikke at sige noget - jeg kunne se på hendes udtryk, at hun ikke var kommet meget længere end sidst. ”Måske en lille smule bedre, men ikke meget. Jeg synes ikke, det er så meget bedre, at jeg vil tage en indsprøjtning om dagen mere. Jeg gik tilbage til de 600 mg i pilleform. Hvad skal jeg så prøve nu? Måske er jeg en af dem der med B6-vitamin-afhængighed? Det er da træls, at der ikke er nogen måde at få konstateret det på - andet end ved at gætte.”

”Det er der faktisk osse. Heldigvis er der mindst ét B6-afhængigt enzym, som kans teste på labora­toriet, og det synes at være en pålidelig indikator for, hvor meget B6-vitamin man har brug for”.

”Er der? Vil det sige, at man kan finde ud af, nøjagtigt hvor meget B6-vitamin lige præcis jeg har brug for, så vi ikke bare behøver at holde os til gennemsnittet fra statistikkerne?”

”Sådan ser det ud.”

”Hvorfor kan du ikke bare måle, hvor meget B6-vitamin jeg har i blodet med en blodprøve?”

”Fordi så er vi igen tilbage ved statistikkerne. Vi kan sagtens finde ud af, hvor meget B6-vitamin du har i blodet, men vi kan ikke vide, hvad det gør for din krop. Den mængde B6-vitamin, der er rige­ligt til andre, er måske ikke nok til dig. Det er faktisk det, der er tilfældet, siden dit karpale tunnel­syndrom ikke er forsvundet, som det gør for de fleste af dem, der får B6-indsprøjtninger.”

”Så den test, du snakkede om, viser, hvad B6 gør for mig i stedet for at vise, hvor meget jeg har i blodet?”

”Lige præcis. Det er en funktionel test og ikke en test, der viser indholdet. Og det gør, at den er helt individuel. Faktisk er det langt vigtigere at vide, hvad B6-vitaminet gør for dig - frem for hvor meget du har i blodet.”

”Er det en blodprøve?”

”Det er faktisk to eller muligvis flere.”

”Hvorfor mere end én?”

”Man tager én prøve for at måle enzymaktivitetsniveauet med dit nuværende indtag af B6-vitamin. Så øger vi dit indtag, venter 10 dage eller noget i den retning og gentager testen. Og hvis aktivitets­niveauet er betydeligt højere i andet forsøg, så er den øgede mængde B6-vitamin nødvendig for at ’mætte’ enzymet til den maksimale aktivitet.”

”Du sagde muligvis flere end to tests?”

”Hvis enzymaktiviteten ikke er øget ved anden test, så stopper vi, for det betyder, at den oprindelige mængde B6-vitamin var nok til at mætte enzymet - eller aktivere det. Og så er der ingen grund til at fortsætte. Hvis enzymaktiviteten øges, så forhøjer vi dosis og gentager testen, indtil enzymakti­vite­ten ikke øges længere.”

”Jeg tror, jeg har fanget det nu. Vi bliver bare ved med at øge dosis, indtil enzymet holder op med gå højere op. Det er mætningsdosis - ikke?”

”Nemlig”.

”Hvad hedder testen?”

”EGOT. Det står for erythrocyt glutamat-oxaloacetat transaminase.”

”Jeg spørger bare efter EGOT-testen”. Jeg skrev på laboratoriesedlen.

”Hvor meget mere B6-vitamin skal jeg tage?”

”Det dobbelte, indtil testresultatet ikke længere er forøget.”

”Det vil sige 400 mg tre gange dagligt.”

”Ja.”

”Og det er ikke for meget?”

”Husk, at denne test er individuel for dig. Vi finder ud af, om det er for meget, hvis enzymaktivite­ten ikke er forøget ved næste test.”

En række forøgelser
Jane Hortons første EGOT-tal lå på 808 enheder. Efter at hun havde sat sin B6-vitamindosis op til 400 mg tre gange dagligt, lå tallet 10 dage senere på 1.713 enheder, hvilket må siges at være noget af en stigning. Hun øgede derefter sit B6-vitaminindtag til 800 mg tre gange dagligt. Tredje EGOT-test viste 2.627 enheder - endnu en klar forøgelse.

Med den sidste stigning i B6-dosis forsvandt hendes symptomer helt, så jeg bad hende øge dosis til 1.000 mg tre gange dagligt i stedet for at fordoble den. Næste EGOT-test viste 2.703 enheder - en meget lille stigning. Så det var helt tydeligt, at 800 mg tre gange dagligt var nok til at mætte hendes EGOT-enzymsystem og fjerne følelsesløsheden og den stikkende fornemmelse i hendes hænder.

Selvfølgelig kunne Jane Horton have forøget sin B6-vitamindosis, indtil hendes symptomer for­svandt, uden at vi samtidig havde foretaget EGOT-testen. Men EGOT-tallene (som i øvrigt er en re­lativt billig test at udføre) giver et biokemisk billede af, at en dosis B6-vitamin, der er langt højere end det normale, er nødvendig for at sikre, at mindst et af hendes enzymer fungerer ordentligt.

Funktionelle enzymtests (også kaldet ”princippet om coenzym-apoenzym-systemet” eller ”enzym-aktiveringskoefficienten”) er også udviklet til B1-vitamin (thiamin) og B2-vitamin (riboflavin).

Det er en klar forbedring i forhold til blot at gætte på, hvor stor en dosis vitamin der er behov for. Det er også en forbedring i forhold til at måle blodets indhold af et vitamin, fordi enzymtesten viser, hvad vitaminet rent faktisk gør for det pågældende enzym - og dermed naturligvis også for den per­son, der testes. Det gør det muligt at individualisere vitamindoseringen.

Alle vitaminer påvirker mere end ét enzym - derfor giver det mening at måle så mange enzymer som muligt for hvert vitamin. Endnu har man ikke med sikkerhed fastslå, at den maksimale eller ’mættede’ aktivitet for hvert enzym altid er det sundeste niveau. Men som Jane Hortons tilfælde viser, kan funktionelle enzymtests være et nyttigt redskab til at evaluere ernæringsmæssige behov.

Selvom funktionelle enzymtests er en relativt ny teknik, så er der allerede god brug for den. Den videre udvikling vil gøre det endnu lettere at tilpasse doseringen af de enkelte vitaminer til den enkelte person i fremtiden.

Jane Hortons funktionstest blev gennemført ved, at hun selv tog ekstra B6-vitamin i stedet for at få ’aktiveret’ B6-vitamin direkte ind i blodet på laboratoriet. Og klinisk set er førstnævnte metode ligeså effektiv som sidstnævnte.

Referencer:
Funktionel enzymtest, B6-vitamin:
Hiroe Kishi og Karl Folkers: Improved and effective assays of the glutamic-oxaloacetic transaminase by the coenzyme-apoenzyme system (CAS) principle. Journal of Nutritional Science and Vitaminology, bind 22, 1976, s. 225-234.
J.A. Tillotson og E.M. Baker: An enzymatic measurement of the riboflavin status in man. American Journal of Clinical Nutrition, april 1972, s. 425-431.
Derrick, Lonsdal og Raymond J. Shamberger: Red cell transketolase as an indicator of nutritional deficiency. American Journal of Clinical Nutrition, februar 1980, s. 205-211.
Karpalt tunnelsyndrom:
John Ellis, et al: Clinical results of a cross-over treatment with pyridoxine and placebo of the carpal tunnel syndrome. American Journal of Clinical Nutrition, oktober 1979, s. 2040-2046.
John M. Ellis og James Presley: Vitamin B6: The Doctor’s Report. Harper and Row, 1973.

Health News 2005

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012