Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Kommentar til Ballin-sagen - og i al beskedenhed til min egen

Af Lis Andersen

I dag, henved fem år efter Ballin-sagens begyndelse, er det vist ikke mange, der ikke ved, hvad det drejer sig om. Ingen avis, intet ugeblad med respekt for sig selv - og med håb om at sætte sit oplag i vejret - går nemlig uden om Ballin.

Overskrifter som Biokemikeren Otto Ballin kæmper for sin ret til at helbrede tusinder, har hidtil været almindelige.

I anledning af at der netop er faldet dom i sagen ved højesteret, kunne en og anden måske tænke sig at få rekapituleret, hvordan det hele egentlig begyndte.

Som en nær ven af Ballin og som den, der på mærkelig måde tilsyneladende blev årsag til det hele, vil jeg derfor kort genfortælle - set fra min synsvinkel - hvad der er sket.

Det startede med, at min aldrig slumrende nysgerrighed med hensyn til at efterforske ikke mindst uortodokse helbredelsesmetoder til gavn for syge mennesker, nærmere betegnet mine patienter, førte mig ind i Strubes boghandel på Lille Triangel.

Det var en sommerdag i 1967. Jeg var dengang ansat som fysioterapeut på Stege sygehus. Skønt jeg kun havde fem minutter tilovers, nåede Strube at vise mig en ny afdeling med helselitteratur, og jeg faldt over en bog af den kendte engelske komponist, Cyril Scott, der har helse som hobby.

I bogen, der ikke var oversat til dansk, stod blandt andet omtalt både homøopatiske og biokemiske helbredelsesmidler, som i England kunne fås i håndkøb, og hvormed forfatteren havde hjulpet talrige mennesker.

Aha! tænkte jeg, der er noget nyt! Jeg må have fat på en homøopat til at kurere på ... og så sendte jeg en tanke til alle de patienter, lægerne på Møn og andre steder ikke kunne helbrede og jeg heller ikke.

Trods intensiv efterforskning forblev al søgen dog resultatløs, hvorpå jeg gav mig til at lede efter en biokemiker af den slags, Cyril Scott omtaler. Jeg skrev sågar til både England og Tyskland. Omsider nåede jeg ad mærkelige veje frem til Ballin og forelagde ham mine problemer.

Vi blev hurtigt gode venner, og da han hørte, at der var adskillige på Møn, der led af både det ene og det andet, som ingen hidtil havde kunnet hjælpe dem med, tilbød han - der allerede dengang havde stor erfaring i helbredelse af kroniske sygdomme - at komme til Stege en gang om ugen, blot jeg kunne skaffe et pas­sende hotelværelse.

De patienter og venner, der kom og bad. mig om hjælp, blot fordi jeg ”så tit havde haft et godt råd”, og fordi „lægen nu havde opgivet dem", var dog kun få. Ikke længe efter, at de var begyndt at få behandling af Ballin - i form af helt specifikke mineral-kosttilskud, der for øvrigt ikke kurerer „sygdomme", men hjælper hele organismen - gik det nemlig som en løbeild over øen. Naturligvis blev det opfanget af adskillige kronisk syge: ”Prøv Ballin, han har allerede hjulpet den og den!”

Kort tid senere fik jeg - efter nitten års upåklageligt samarbejde med øens og sygehusets læger - min afsked på gråt papir. Uden varsel måtte jeg forlade sygehuset (jeg havde seks måneders opsigelse) uden løn, endog uden feriepenge. Det var i august 1968. Og Ballin, dengang kun betegnet som ”en hvidkitlet kvaksalver på et tilfældigt hotelværelse”, fik polititilhold og fik konfiskeret sit apparatur og alle sine kostbare præparater på ubestemt tid.

Fysioterapeuternes forening, som jeg naturligvis henvendte mig til om støtte, faldt mig i ryggen i stedet for og nægtede endda at høre sagen fremsat fra min side. Adskillige kolleger overvejede at få mig smidt ud af foreningen.

Den kloge og elskelige lrs. Hans Kirkeskov, der havde stor erfaring i den slags sager, tilbød derimod på eget initiativ gratis at føre min sag, dersom jeg var uden midler. Og det kneb det rigtignok med på det tidspunkt. Jeg stod jo pludselig arbejdsløs, havde en høj skat og intet tag over hovedet!

Kirkeskov har nu udgivet hele tre bøger om forholdet patienter-læger-naturlæger. Stakkels patienter og Patientens ret og krav er udkommet på Aros' forlag, mens Konflikt, med lægestanden, der netop nu har set dagens lys, er kommet på forlaget Lysholm, Haslev. Det er billigbøger, der fås i boghandelen. Alle tre er umådelig fængslende, oplysende og spændende lekture, der varmt kan anbefales enhver, der er interesseret i sagernes udvikling.

De to følgende retssager, i Stege og ved Østre Landsret - begge steder tabte vi - medførte dog et stort gode: jeg er ikke så blåøjet i dag, som jeg engang var.

Indtil da havde jeg i min naivitet troet, at læger var mennesker, hvis hovedinteresse det var at hjælpe folk til at komme sig. Og at jurister var folk, der anså det for deres fornemste pligt at kæmpe for retfærdighed.

Nu forlød det i retten, hvor næsten 30 patienter vidnede, at de var blevet enten kureret eller hjulpet af Ballin og aldrig skadet, at ”det var ikke patienterne, sagen drejede sig om”.

Jeg var lamslået! Hvem ellers var det da? Vi appellerede den hårde dom til højesteret, hvor Ballin nu som selvmøder har kæmpet en heroisk kamp for at forsvare sin - nej hele den danske befolknings sag: Retten for ”uhelbredelige” til at søge helbredelse ved hjælp af de kosttilskud, Ballin docerede, men som lægelige „eksperter" på basis af total uvidenhed betegnede som ”uskadelige og virkningsløse”. Men som trods det er på recept.   (Ballin blev dømt for at have brugt receptpligtige midler.)

Konsekvensen må altså blive den, at læger forbeholder sig ret til at ordinere ”virkningsløs medicin”!?

Det skal indskydes, at før sagen kom for højesteret, anlagde Ballin sag imod Sundhedsstyrelsen, dels for at have benyttet ”eksperter”, der var uden kendskab til det, de udtalte sig om, dels for at opretholde så tåbelige ”sundhedslove”, at resultatet gennem årene er blevet mange sagesløse menneskers død eller fortsatte invaliditet.

Naturligvis tabte han også den. Den 17. maj tabte vi ved højesteret.

Og alligevel er det ikke helt rigtigt at sige det sådan.

Ballins bøde blev halveret, min skåret ned til ¼.

Flere af højesteretsdommerne gik afgjort ind for os.

Sagens omkostninger betales af staten. Alene det sidste siger i grunden noget om, at man alligevel ikke længere er så vis på, om ikke det er os, der har ret.

Fem år er gået. En retssag er tilsyneladende afsluttet. Er det hele ikke en storm i et glas vand?

Nej, det er det ikke. Næppe en avis åbner man i denne tid, uden at man deri kan læse om naturlægers forunderlige helbredelser ved mineraler eller urtemedicin. Om lægers voksende interesse. Om akupunktur, som indtil for nylig blev fuldstændig forkætret og betegnet som den sorteste overtro, men som nu i stigende grad tages op af den danske lægestand. Om reflekszoneterapi af fødderne, hvorved ganske almindelige mennesker bliver i stand til at helbrede hinanden for mangfoldige lidelser ... Helsekostforretninger blomstrer op.

Folk begynder at få mod til at sige fra over for forstokkede autoriteter.

Der er i stigende grad enighed om, at både lægeløfte, lægelov og sundhedslovgivning bør ændres.

Det hele er kommet i skred. Endog på Esther Ammundsen kan det mærkes, at vinden blæser fra en anden kant.

Og Ballin har aldeles ikke tænkt på at give op. Nu går han til folketinget, og mange folketingsmedlemmer er allerede på hans side. Ja, en stor del af Danmarks befolkning er det, fordi han har hjulpet så mange syge mennesker. Og alle hans venner er i fuld sving med at sende breve og telegrammer om Ballinsagen blandt andet til indenrigsministeren, som er den, det hele sorterer under.

Det skal tilføjes, at Ballin forlængst har planlagt, når tiden er moden, at afholde kursus i sin terapi for læger og lægestuderende.

Den praktiske del af eksamen skal, efter hvad han har fortalt mig, bestå i, at hver enkelt kur­susdeltager kurerer to patienter, som hidtil har været erklæret for uhelbredelige!

NY TID OG VI, nr. 3 1973

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012