Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Kræft er summen af iltmangel i organismen

Det nyeste standpunkt inden for medicinen er, at kræft ikke længere er en bog, der er lukket med syv segl, men en helt igennem logisk sag, som alle kan forestille sig. Professor Warburg siger noget vigtigt i denne forbindelse: ”Hvis vi fjerner iltmanglen i kroppen, kan vi besejre kræften”. Her kan vi drage nogle slutninger: Ilt renser, ilt giver energi, ilt bringer liv ind i kroppen og er det vigtigste stof for vores hjerne. Hjernen er det kropsorgan, der har brug for mest ilt.

Iltpartialtrykket er en måleenhed, som kan anvendes til at dokumentere en persons livskraft. Det anvendes også til at stille en diagnose. En lav værdi betyder, at livskraften er dårlig, hvorimod en højere værdi tyder på et styrket immunsystem. Iltpartialtrykket er nemt at måle på mennesker - også uden at der skal tages en blodprøve. Målemetoden blev gjort kendt af den verdensberømte viden­skabsmand professor von Ardenne. Igennem 10 år undersøgte han sammen med sit forskerteam virkningen af Brottrunk på iltpartialtrykket. Og han kunne påvise, at trykket steg efter indtagelse af Brottrunk.

Ilt er efter hans mening våbnet mod kræftsygdomme. Von Ardenne udviklede på baggrund af disse resultater den i dag ofte anvendte iltterapi. På et af sine foredrag sagde han dog meget ærligt til mig, at kost og bevægelse dog stadig er bedre end hans terapi.

Kost og ilt har meget med hinanden at gøre. Igennem nogle år har jeg iagttaget målinger af iltpar­tialtrykket hos forskellige personer. Jeg spurgte dem desuden om deres kostvaner. Det fik jeg op­sigtsvækkende resultater ud af.

Jeg deltog på et tidspunkt på en heilpraktiker-kongres, hvor jeg holdt et foredrag om det daglige brød og samtidig målte iltpartialtrykket på 30 af deltagerne. Under den efterfølgende diskussion sagde en af heilpraktikerne følgende: ”Jeg skal ikke stå og kritisere dit foredrag sønder og sammen, men Brottrunk er ikke godt for kroppen, fordi det fremstilles af opvarmet brød - og desuden er brød overhovedet ikke godt for nutidens mennesker”. Jeg spurgte ham: ”Hvorfor siger vi så: Giv os i dag vort daglige brød”? Han svarede, at efter hans mening var det da også bare en omgang sludder.

På det tidspunkt var jeg færdig med at måle iltpartialtrykket hos deltagerne, og på mit spørgsmål om, hvor længe han ikke havde spist brød, svarede han: ”Fire år”. Hvortil jeg svarede: ”Sådan ser du også ud”, for måleresultaterne viste, at han lå på 46, som er et ganske dårligt resultat (normal­værdien ligger på 70-80). Det forklarede jeg ham. Han var en fanatisk råkostspiser, som foragtede alt, hvad der havde med brød at gøre. Da jeg til slut spurgte ham, om han var ateist, forlod han rummet med vreden malet i alle ansigtstræk. En af hans bekendte sagde til mig: ”Der ramte du lige akkurat hovedet på sømmet”.

Det er heller ikke sundt at spise for mange rå frugter - derved opstår fuselalkohol og eddikesyre, og begge stoffer er iltslugere. Jeg har ingenting imod nogle jordbær, kirsebær, et æble eller en skål sa­lat - slet ikke i forbindelse med brød og kogt mad. Men sloganet ”Glem gryden” kan jeg overhove­det ikke sidde forholde mig til. Iltslugerne i kosten fører før eller senere til sygdomme. Og netop ved kræftbehandling er denne form for kost overhovedet ikke anbefalelsesværdig, fordi iltmanglen jo allerede er stor nok i forvejen.

Kost og fordøjelse
Ved enhver sygdom er fordøjelsen ude af balance. Og således er det hele mennesket, der er sygt, og ikke kun en del af det. Derfor må tarmsymbiosen bringes i orden igen. Vi kender talemåden: ”Dø­den sidder i tarmen”. Den kan komme snigende over en årrække, som vi f.eks. kender det fra colitis ulcerosa. Når der er tale om total tarmaflukning, går denne kendsgerning virkelig op for en. I tyktar­men aflejres hele tiden rester af mad, som nedbryder og irriterer totterne og tarmvæggen.

Vi ved fra historien, at man i middelalderen benyttede sig af en gruopvækkende henrettelsesmetode: Den dødsdømte fik kun kød at spise, og følgen var en grusom død. Det er af yderste vigtighed at få en blandet kost, som vi kender den - bestående af grønsager, frugt, mælk, ost, kød og brød, samt vand, krydderier og salt. Lægens opgave i tidligere tider bestod i at sammensætte herskerens kost, så hans fordøjelse blev ved med at fungere optimalt. Tænk blot på Hippokrates’ berømte udsagn: ”Lad din kost være din medicin og din medicin være din kost”. Det gælder specielt ved alle former for kræft, men modarbejdes stærkt af Fødevaredirektoratet og Lægemiddelstyrelsen samt EU.

Madlavning er kunst på linje med møllerens, konditorens og bagerens kunst. Ordet kunst har sine rødder i ”at kunne”. Og så findes der jo også degenereret kunst. Jeg spørger mig selv: Hvad er dege­nereret - hvem er i stand til at afgøre, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert?

Når det drejer sig om musik, siger vi, at det er en smagssag. Men har musik en kraft? Ja, naturligvis - musikken bidrager til det åndelige stofskifte. Ikke kun hos mennesker, men også hos dyr - det har store videnskabsfolk som professor Bönke slået fast for mange år siden. Harmonisk musik, f.eks. Mozart og Strauss, beroliger dyrene, mens uharmonisk musik gør dem bange. Høje, skingre klange i disharmoni virker i første omgang ophidsende og derefter svækkende på kroppen. Ligeså fint af­stemt som musikken skal også kogekunstens mesterværker være.

Det drejer sig derfor ikke kun om de vidunderlige virkninger, som peberrod, hvidløg, løg, krydderi­er og hele paletten af frugt og grønt har, men også om den rigtige tilberedning. Lad mig give et par eksempler: Man skal fjerne kerner og sten fra æbler, kirsebær og blommer, fordi de indeholder blå­syre. Kartofler skal skrælles, og kogevandet skal smides ud, fordi det yderste lag ofte er ufordøje­ligt for kroppen. Det er ikke fiberstoffer, men stoffer, der enten er svært fordøjelige, ufordøjelige eller endog giftige.

Det er en fejlslutning at tro, at kosten skal være rå og helst beholde skrællen på, således som tilhæn­gerne af den såkaldte fuldkost ofte hævder det. Ganske vist fungerer fordøjelsen i første omgang bedre, fordi kroppen er i stand til at beskytte sig mod naturlige giftstoffer og cellulose, dvs. træstof­fer. Organismen reagerer i et stykke tid med at udskille stofferne. Men i løbet af måske tre til seks år svækkes immunforsvaret stille og roligt, og der vil ske en aflejring af giftstofferne i tyktarmen. Tyktarmen fungerer som et prøveapparat. Alt hvad der ikke kan fordøjes, holder den fast på eller forsøger på at holde fast på. Derfor opholder gåsestegen sig længere i fordøjelseskanalen end kyl­lingen.

Min kone og jeg var for noget tid siden inviteret til middag hos en familie. Parret - nogle meget rare mennesker - havde fem børn mellem tre og ti år. Maden bestod af spirelli - dvs. hvide nudler med flødesauce. Børnene spiste med god appetit, og moderen sagde: ”Her i huset spiser vi ellers kun fuldkornspasta, for så spiser de meget mindre, for der er jo mere næring i fuldkornspastaen”.

Det har hun ret i, men det er ikke livgivende stoffer, der er mere af - det er skadelige stoffer. Derfor spiste børnene, som i øvrigt allerede var tydeligt underernærede, kun lidt af fuldkornspastaen, mens de spiste den hvide pasta med glubende appetit. Samme opfattelse havde familien, når det kom til brød. Jeg fortalte forældrene, hvordan det hang sammen - først blev de forfærdede, men de endte med at være meget taknemmelige for forklaringen.

Fuldkornsbrød bør man anskue som en god kryddersnaps - ét glas om dagen er medicin, og en skive fuldkornsbrød er godt - helst i form af fuldkornsrug. Over hele verden afskalles hveden fint, og man fjerner kliden, og sådan har man gjort i flere årtusinder. Sikkert ikke uden grund.

Sund af øko-kost…
For 20 år siden talte man næsten ikke om økologisk kost, og når man endelig gjorde, så var der in­gen, der var rigtigt interesserede, fordi man endnu ikke anerkendte dens indvirkning på vores dag­ligdag. I løbet af de senere år har dette ændret sig, og vi er blevet overbeviste om, at vores helbred påvirkes af vores kostvaner. Stadigt flere læger og ernæringsfysiologer taler om de tungtvejende skader, som kan opstå på grund af forkert kost. Og de såkaldte livsstils- eller civilisationssygdomme har, som nævnt i forrige kapitel, ofte deres rod i menneskets stofskifte.

Trods fejlernæring blandt mange er der verden over en tendens til at foretrække rene, økologisk dyr­kede levnedsmidler som frugt og grønt - og i øvrigt også mælkeprodukter og kød. I Frankrig har man virkelig fået dette ind under huden. I dag sælges disse tanker på mange områder. Pioneren var lægen dr. Messegue. I Østrig arbejder den kendte læge dr. med Böhmig med stor succes for den økologiske tankegang. Og også i dette land følger hele befolkningen den biologiske trend - med stor succces. Det samme ser man i Italien.

Allergier bliver mere og mere udbredte, så de behandlende læger anbefaler også i større og større udstrækning mere biologisk rendyrkede levnedsmidler. Landbrugets dårlige vilkår foranlediger of­tere og oftere landmændene til at finde en anden udvej. Denne udvej betyder, at de skal kunne bevi­se, at de dyrker kvalitetsprodukter, som skal være forsynet med et mærke, der sikrer forbrugerne, at det nu også virkelig ER et rent økologisk produkt.

…syg af fuldkornskost
For ca. 15 år siden troede man - undertegnede inklusive - at fuldkornskost skulle være ren fuld­kornskost. Den antagelse, at det hele korn ernæringsfysiologisk set er det bedste, har vist sig ikke at være helt rigtig. I årenes løb er det nemlig blevet tydeligt, at de, der udelukkende spiser fuldkorns­produkter efter et stykke tid begynder at få helbredsmæssige skader, begyndende med oppustethed, fald i iltpartialtrykket og dårlige blodværdier, som derefter udvikler sig til stærke bakterielle skader på fordøjelseskanalen.

Udo Pollmer er en meget kritisk ernæringsekspert. Fra hans pen stammer bogen ”Spis og dø”. Han har allerede igennem mange år gjort opmærksom på ting, som nu kan bekræftes af lægerne. Udo Pollmer forklarer her, hvordan fuldkornskost indvirker på kroppen - efter mange års forskning:

”For nogle er korn et menneskehedens mirakel, for andre er det slet og ret fuglefoder. For tilhæn­gerne af fuldkornskosten er korn en filosofi. Deres krav går langt ud over de klassiske ernærings­anbefalinger. Og deres budskab er bevidst holdt meget enkelt: ”Lad vores næring være så naturlig som muligt”. Fuldkornskost indeholder derigennem alle de næringsstoffer, som endnu ikke er opda­get eller anerkendt.

Denne lære er via en pragmatisk indsats let at forstå og frem for alt universel. Jo mere fuldkorn, jo mindre forarbejdning og jo sundere kost. Ifølge dette syn på tingene er bagt brød et ”dødt” produkt. På denne måde har bagere og kokke i årtusinder frataget vores næring dens fulde værdi. Men selv de folkeslag, der er længst væk fra det, vi kalder civilisationen, opvarmer og forarbejder deres mad - og ofte er det ovenikøbet en dyr affære.

Er sund næring virkelig så enkel? Kan vi nøjes med at gumle på nogle hele, friske korn for at sikre, at vi lever, til vi er 100 år? Og hvad så med alle de gamle nærings-”håndværk”? Vi behandler kor­net af hensyn til holdbarheden, lyder svaret som regel. Er det virkelig rigtigt? Bageren anvender holdbart korn til at fremstille letfordærveligt brød. Regnskabet bliver endnu mere absurd, når man tænker på, at der i det forrige århundrede stort set ikke fandtes maskiner, og at arbejdskraften også var knap.

Der må altså være en anden grund til, at man bruger så mange penge på at forarbejde kornet. Og den ligger i dets grundlæggende natur: Intet levende - det være sig plante eller dyr - vil gerne spises. Ved fare kan dyrene løbe væk, men det kan en plante ikke. Den er nødt til at beskytte sig mod en sulten omverden på anden vis. Derfor består ca. 5% af plantens tørre dele af forsvarsstoffer mod alt og alle, uanset om angriberen er mikrober, møl, mus eller mennesker.

Så planten bekæmper altså skadevolderne med deres udrustning af bitterstoffer. Med giftstoffer, så­kaldte antinutritiva, forstyrrer de vores fordøjelse, i og med at de forhindrer optagelsen af nærings­stoffer. De planteædende væsner har naturligvis også rustet sig: De kan have med op til fire maver, som de kan bruge til at fordøje, gære og drøvtygge med, så de får skilt skadestofferne fra næringen. Og dog: Hvis man f.eks. fodrer de ellers altædende svin med for meget korn, specielt rug, vil man opleve, at der sker forstyrrelser i svinenes vækst. Vi kender til en lang række stoffer, som kan skade mange dyrs fordøjelse - og naturligvis også menneskets.

Først og fremmest må man nævne fytin. Dette stof hæmmer optagelsen af mineraler, sporstoffer og formentlig også B1-vitamin. Dette fytin er sædens energilager. Det anvendes ved spiringen, og der­ved omdannes fytin til et B-vitamin. Andre substanser, som virker fordøjelses- og vækstforstyrren­de for vores landbrugskvæg, er alkylresocin og arabinoxylan i rug, glukan i byg og specielle pentos­aner i hvede. De samler sig alle i det mest nyttige lag i kornet, i kimen, og i det proteinlag, der om­giver kornet, aleuronlaget.

Det er ikke uden grund, at vore forfædre i årtusinder har kogt deres korn i fedt eller olie. Præhisto­riske fund af fuldkorn indeholder oftest også animalsk fedt. Også i dag sælger de kager bedst, som er bagt i en hel del fedtstof.

Fordi mennesket hverken råder over en kro eller et panser, har man opfundet gæringskarret. I bund og grund foregår der i et gæringskar nøjagtigt det samme, som der foregår i de fire maver hos en ko. Gæringen fjerner nogle af de såkaldte antinutritive faktorer.

Ved den klassiske 24-timers surdejsgæ­ring bliver spiringen i princippet påbegyndt. Det gruttede korn udblødes ganske vist langt hurtigere end de hele korn på marken, fordi vandet ikke først skal trænge igennem skallen. Men de biokemiske processer kan man sagtens sammenligne. Gæringen starter udskillelsen af fytinerne, så indholdet af værdifulde næringsstoffer kan udtømmes. Den sædvanlige bageprocess ødelægger derimod kun en lille smule fytin.

Forskningsresultater fra hele verden viser, at de store mængder fytin sædvanligvis forringes gennem de gammeldags landbrugsprocesser, men at det samme ikke ubetinget sker, når der anvendes mo­derne, tidsbesparende erstatningsprocesser. Den ”kunstige surdej”, som er en blanding af fintmalede stoffer, og som i dag er almindelig i de tyske bagerier, indeholder rester af fytin. Fuldkornsbrød med kunstig surdej har sin berettigelse som afføringsmiddel, men ikke som ordentlig kost.

Fordi kroppen registrerer dette i løbet af kortere eller længere tid, har ”fuldkornsbølgen” ikke haft den succes, som man ellers i teorien kunne have forestillet sig. Og man kan få fornemmelsen af, hvorfor mange kulturer har udviklet komplicerede processer til kosttilberedning. Det er også inter­essant, at det i dag ganske almindelige, hurtigtvirkende gærhvede-fytin ikke kan fjernes. Under gæ­ringen opstår der betragtelige mængder af det antibiotisk virkende fotoalexinen.

Sådan må det være: Når sæden spirer, udblødes den i den fugtige jord. Egentlig burde den mugne af dette. For at forhindre fordærv, danner kornet forsvarsstoffer mod uønskede svampe og bakterier. I dag kender man en del af disse stoffer, f.eks. gramin, momilakton, benzoxazolinon, triticen og hor­datin.

Ved den klassiske surdejsforarbejdning, som til syvende og sidst ikke er andet end en ufor­styrret spiring, forløber de samme processer bare hurtigere. Fytoalexin bliver produceret i surdejen, fordi kornet bliver fordøjet af mikroorganismer. Når man så senere tilsætter store mængder af dem, og de straks når ind på indersiden af det gruttede eller malede korn, vinder de kapløbet med forsvarsstof­ferne. Virkningen på vores tarmflora ligger lige for. Hvis vi spiser fuldkornsbrød, der er fremstillet af fuldkornsmelblandinger eller flager, mangler denne gæring.

Naturligvis er surdejens virkning vidtrækkende: Også mælkesyrebakterierne i dejen konkurrerer med fordærvelsesorganismerne. Også de producerer antibiotisk aktive stoffer, såkaldte bakterio­ziner. Senere sætter man af og til ind med konserveringsmidler. Den antibiotiske virkning ved surdej har man kendt til længe. Tidligere strøede man endog brødkrummer i sygeværelset for at desinficere.

Også bagningen i ovnen fjerner stoffer, som kan hæmme vores fordøjelse. Alt taget i betragtning er bagningen en fordel for mennesket, bl.a. på grund af dannelse af alkaloider, som har en positiv ind­flydelse på sindsstemningen hos den, der spiser dem. Det forklarer, hvorfor et nybagt brød kan få en til at spise mere, end man egentlig kan.

Vores køkkenteknikker har altså en biologisk begrundelse. Det er på tide at opgive ideologierne og lade en smule pragmatisme komme ind i billedet. Åbenbart er det ikke så afgørende, om noget er fuldkorn, men hvordan det bliver forarbejdet. For kun de rigtige teknikker - oftest de gammeldags, velafprøvede processer - garanterer sunde og velsmagende levnedsmidler”.

Udo Pollmers holdning deles af en række internationalt ansete læger og ernæringseksperter.

Men trods denne oplysende redegørelse må man ikke helt og aldeles gå uden om fuldkornsbrød - forudsat, at der forud for bagningen går en lang forsuringsproces, dvs. at brødet skal være bagt af surdej. For under denne lange forsuring bliver de vigtigste af de naturlige giftstoffer, som kornet beskytter sig med, nedbrudt, så fuldkornsbrødet bliver lettere at optage i kroppen. Det er altså et spørgsmål om bagerens kunnen, hvis man skal have et virkeligt sundt fuldkornsbrød.

Et centralt punkt er naturligvis information til forbrugerne. I vore dage med handel uden grænser er det for det meste ikke muligt at finde frem til, hvor levnedsmidlerne stammer fra. Det er efter min mening et svaghedspunkt ved verdenshandelskonceptet. Køberen bør kunne få oplyst, hvor et basis­levnedsmiddel stammer fra, og hvordan det er blevet behandlet. Der findes jo trods alt ikke så få fremstillingsprocesser, som er genstand for betydelig diskussion.

Health News 2005

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012