Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Angsten for det næste svineri

Der findes næppe en branche, der så ofte rystes af skandaler som næringsindustrien. En vigtig åsag er, at de økonomiske og politiske interesser kun lærer meget lidt af fortidens tilfælde, så fagfolk reg­ner med flere kedelige episoder i fremtiden. Med regelmæssige mellemrum præsenteres den tyske befolkning for ækelheder, der kan gøre det af med selv den mest veludviklede appetit:

I marts 2002 påviste EU’s levnedsmiddelkontrol et højt indhold af antibiotikarester i rejer og hønse­kød fra Vietnam, Thailand og Burma. Asiaterne bruger stoffer til opfedning, som længe har været forbudt i Europa på grund af risiko for kræft og génskader.

I juni 2002 fandt man gærsvampe, salmonella-bakterier og afføringsrester i fløde og mælke- og æg­geholdigt bagværk i Hessen. En måned senere kom det frem i Nordrhein-Westfalen, at der var fun­det tetracyklin i hakket kalvekød - i mængder langt over den tilladte grænseværdi.

Levnedsmiddelkontrollen i Baden-Württemberg advarede mod tørrede figner og saltede pistacie­nødder på grund af et forhøjet indhold af aflatoxin - en kræftfremkaldende skimmelsvampegift.

I januar 2003 fandt man rucola-salat med et ekstra højt nitratindhold. I november samme år lød der advarsler mod honningkager med store mængder acrylamid. Og i juni 2004 var det chips med en alt for høj acrylamid-værdi. Det fortsatte i oktober, hvor oversøiske krydderier viste sig at indeholde kræftfremkaldende stoffer. December 2004: Pesticidrester i rosiner. Januar 2005: Dybfrosne tun­fileter, hvor der var manipuleret med produktets farve. Og pizzaer pumpet op med masser af vand.

Så spørgsmålet er: Hvad kan man overhovedet spise med ro i sindet?

Der findes ikke nogen anden branche, der så ofte og så gennemgribende er blevet rystet af skandaler som levnedsmiddelindustrien. Det veritable bombardement af negative nyheder har for længe siden givet forbrugerne en følelse af, at det bliver farligere og farligere at spise - trods fromme forsikrin­ger fra lobbyister om, at tyske levnedsmidler aldrig har været bedre og mere sikre at spise.

Svinekød peppet op med kemiske tilsætningsstoffer, inficerede hønseæg og sygdomsfremkaldende oksebøffer: Madskandalerne er blevet så almindelige, at sagerne stort set ikke længere bliver udnyt­tet til at stille kritiske spørgsmål til og bekæmpe de grundlæggende svagheder i ernæringssektoren.

Den offentlige ophidselse er ellers en åbenlys chance for at stille borende spørgsmål. Hvorfor er producentlobbyen inden for levnedsmiddelindustrien den mest indflydelsesrige overhovedet (måske lige med undtagelse af lægemiddelindustrien)? Hvorfor bliver følgerne af globaliseringen på dette område næsten ikke diskuteret, selvom varer fra Østen, som er helt uden for enhver form for kon­trol, i stor stil ender på hylderne? Og hvorfor handler politikerne altid alt for sent - og annoncerer skrappe tiltag for til slut at lade alt være ved det gamle?

Og har forbrugerne ikke selv en andel i, at skandaler og levnedsmiddelbranche hører sammen som rødvin og god mad? ”Folk har med rette et højt behov for sikkerhed”, siger Matthias Berninger, parlamentarisk sekretær i Forbrugerministeriet i Berlin, men de har også ”et forbrugeransvar”.

Gode varer koster penge. Når det gælder biler, kan alle forstå, at en stor Mercedes eller en Volvo har et højere sikkerhedsniveau end en lille Hyundai - og derfor er dyrere. Men når det kommer til vores mad, så går de ellers så kritiske forbrugere på klapjagt i supermarkedet og discountforretnin­gerne og forventer den samme kvalitet på kødet, som de finder hos en fagslagter.

Udbasuneringen af fejl og mangler ved fødevareproduktionen afleder derfor også opmærksomheden fra ens egne fejl og andre, selvvalgte risici. For der ER jo færre, der dør af at spise for­urenede rejer eller svinekød med medicinrester end af at spise for meget, drikke for meget eller ryge for meget - eller bevæge sig for lidt.

Siden 90’erne kan man tilskrive de fleste og største levnedsmiddelskandaler to væsentlige årsager: Den systematiske og oftest illegale brug af medicin i husdyrbesætningerne og den ukontrollerede brug af forurenet foder til hurtig opfedning. Det kan derfor være en god idé lige at kigge nærmere på de tre største sager i nyere tid. De viser, hvor let det er for mere og mere skrupelløse virksomheder at forgifte vores mad.

Hurtigt glemt: Nitrofen-skandalen
Nitrofen-sagen viser med al ønskelig tydelighed, hvordan en levnedsmiddelskandale forløber. Den er et klasseeksempel på politikernes skødesløshed og magtesløshed og på svaghederne ved levneds­middelkontrollen.

I sommeren 2002 havde man i en forurenet lagerhal i byen Malchin i Mecklenburg opdaget plante­giften nitrofen - først i kornfoderstoffer og dernæst i fjerkræ fra tyske øko-landbrug. Meget beslut­somt krævede forbrugerminister Renate Künast i Forbundsdagen, at de ansvarlige ”skulle straffes”. Men da den offentlige furore var klinget af, forsvandt hendes handlingstrang meget hurtigt igen.

I mere end otte måneder rugede en toksikolog fra universitetet i Rostock over spørgsmålet om, hvor farligt nitrofen nu også er for mennesker. Og så kom Gerhard Hennighausen til den konklusion, at ukrudtsmidlet ”på grund af dets kræftfremkaldende og potentielt DNA-skadelige virkninger” også i små doser ”udgør en uacceptabel risiko”. Er man gravid og spiser nitrofen-forgiftet mad, kan selv små mængder få alvorlige følger. I den 94-sider lange rapport henviser Hennighausen til, at blot én nitrofen-forgiftet kyllingeschnitzel eller ét æg kan give svære misdannelser hos fostre.

Det, der foruroligede giftforskeren mest, fandt juristerne kun halvt så alvorligt. Statsadvokaturen i Neubrandenbrug, som havde bestilt rapporten, indstillede sagen mod de pågældende firmaer. Man kunne ikke endeligt bevise, at ”brugen af nitrofenholdigt korn konkret havde forårsaget sundheds­fare”. Forskerne skal nemlig ifølge fødevarelovgivningen kunne bevise, at nitrofen i et konkret til­fælde er direkte årsag til kræft eller til, at et foster er misdannet.

Landbrugsministeren i Mecklenburg-Vorpommern, Till Backhaus fra SPD, var godt nok ”skuffet” over, at sagen blev indstillet. Den berører noget, sagde Backhaus, der har med ”politikkens og rets­væsenets troværdighed at gøre”. Men hans medarbejdere fandt ”ingen muligheder for at genindføre proceduren”. Forbrugerministeren sagde slet ikke mere. Som det syrligt lød fra Thilo Bode fra for­brugerorganisationen Foodwatch: ”I stedet for at gå i krig med det retslige problem, aede ministeren et par øko-grise”.

Levnedsmiddelkontrollens slaphed er så meget desto mere forbløffende, fordi forfalskningerne ikke fandt sted i en eller anden baggård i Kina, men direkte uden for vores egen dør - i landlig idyl med marker og enge. Hallen i Malchin havde ”så graverende mangler”, at man regnede sig frem til, at forureningen var stor nok til at forurene 592.000 tons korn. Desuden måtte faren have været helt å­benlys for alle involverede - der lugtede forfærdeligt i nitrofen-hallen. ”Den stærke lugt af kemika­lier”, skrev gifteksperten Hennighausen i sin betænkning, ”må have været påfaldende for alle, uan­set uddannelse og ansvar.”

Bagatellisering af risikoen ved BSE
BSE-skandalen er et mønstereksempel på, hvordan levnedsmiddelindustri og politik går arm i arm efter mottoet, at det, der ikke må være, heller ikke kan være: Ethvert krav om mere sikkerhed i pro­dukterne bliver afvist så længe, at den næste levnedsmiddelsag uvægerligt opstår.

Desuden kæmpede Tyskland i begyndelsen af BSE-krisen endnu bravt mod EU-myndighedernes u­vi­denhed. Ingen andre kæmpede tilnærmelsesvis så hårdt for et totalt eksportforbud mod britisk ok­se­kød - men ingen gav så ynkeligt efter, da de andre EU-lande ikke fulgte med. I marts 1994 kræve­de daværende sundhedsminister Horst Seehofer (CSU) et importforbud gældende for hele EU for at gø­re en ende på ”det uansvarlige menneskeeksperiment”. Men han kunne ikke komme igennem med forslaget hos sine EU-kolleger, så han bakkede ud. I november 1993 havde landbrugskommis­sær René Steichen fra Luxembourg manet Seehofer til besindighed: ”Enhver ny diskussion har en drastisk indvirkning på oksekødforbruget i hele EU”.

Hver gang eksperter advarede om den nye sygdom, blev de sat på plads af bureaukratiet i Bruxelles. Tyske forskere som neurologn Hans Kretzschmar fra München og virologen Martin Groschup fra Tübingen, som i dag er anerkendt verden over, kunne næsten ikke få lov at udføre deres forsknings­projekter. De var i mange år henvist til alene at støtte sig til britiske undersøgelser og britisk littera­tur. De fik ikke analysemateriale fra Storbritannien - det var, som om ingen var interesserede i at komme i dybden med BSE-spørgsmålet.

Også i Tyskland fejede myndighederne enhver advarsel af bordet. Klaus Hofmann fra Bundesan­stalt für Fleischforschung i Kulmback fandt i 1995 ud af, at i tyske dyremelsfabrikker blev dyreaf­faldet ”sandsynligvis heller ikke tilstrækkeligt opvarmet” til, at alle sygdomsfremkaldende organis­mer bliver slået ihjel. Hofmann følte sig forpligtet til at fortælle dette i februar 1997 i en tv-udsen­delse - lige præcis den samme udsendelse, hvor hans øverste chef, daværende landbrugsminister Jochen Borchert (CDU) erklærede, at tyske dyremel er ”absolut sikkert”. Næsten morgen fik Hof­mann en opringning fra ministeriet, hvori han blev bedt om straks at trække sine udtalelser tilbage. Og den test, som Hofmann havde efterlyst, blev først et generelt lovkrav, efter at man havde opda­get det første BSE-kød af tysk oprindelse i november 2000. Ingen ved, hvor mange tyskere der i mellemtiden er blevet inficeret med den dødelige bakterie.

Den ”alliance” mellem producenter og politikere, som søgte at skjule problemerne, fungerede gan­ske glimrende i flere år. Erhvervslivet udgjorde det offensive forsvar, og politikerne var sweepere mod de stadige angreb fra forskerne og forbrugerbeskyttelsesorganisationerne. Chefen for forbundet af kødmelsproducenter, Harald Niemann, sagde f.eks, at de tyske medier ”antyder, at oksekødsvan­viddet udsætter forbrugerne for en vældig fare”. Men det er jo ”ikke retfærdiggjort” af enkeltstå­ende tilfælde af BSE i udlandet, ”at man kan sætte spørgsmålstegn ved fodring med dyremel af tysk afstamning i fremtiden”.

Kødindustrien håndterede risikomateriale ligeså skødesløst som dyremel. I 1997 anbefalede EU-for­skere at bandlyse køers hjerne, øjne, milt og rygmarv fra menneskets fødekæde. Men heller ikke dette rystede den uhellige alliance synderligt. Deres modargument lø: Der er ikke registreret BSE-køer i Tyskland - ergo findes BSE ikke, og derfor er der ikke nogen form for risikomateriale. I april 1998 beklagede Edmund Stoiber (CSU) sig over ignoranterne i EU. De ville ifølge ham ”smide alle lande i én gryde” og ikke engang tillade rygmarv som dyrefoder, og dette ”overdrevne krav” ville man ikke følge.

Indtil oktober 2000 måtte kohjerne stadig bruges i tyske pølser. Da tyskerne er verdensmestre i pøl­ser, var det uden sammenligning den farligste infektionsvej - mere risikabel end roulader og steaks.

I foråret 2000 reagerede Karl-Heinz Funkes ministerium med forargelse, da EU's forskningsmæs­si­ge direktion i en stor undersøgelsesrapport karakteriserede Tyskland som BSE-truet. Eksperterne bebrejdede tyskerne for i årevis at have sjusket med den foreskrevne BSE-forebyggelsestest. I stedet for 300 køer tjekkede de tyske myndigheder ikke engang 100 pr. år indtil 1995. Og Tyskland havde importeret adskillige tusind køer fra BSE’s oprindelseland, Storbritannien. Ifølge forskernes mening er en BSE-infektion derfor ”sandsynlig” i Tyskland.

Funkes embedsmænd var rasende. Den tyske chefveterinær Werner Zwingmann gød olie på vande­ne efter samme mønster som sin britiske kollega 10 år tidligere. Faren var ”ren spekulation”. Seks måneder senere opdagede man i en stald hos en schleswig-holstensk bonde den første ko med BSE i Tyskland. Indtil begyndelsen af juni 2005 er 376 køer blevet testet positive. Ingen ved, hvor mange tyskere der bærer kimen til den dødelige Creutzfeldt-Jakob-sygdom i sig, fordi de har spist inficeret oksekød. Inkubationstiden er på mange år - måske endog årtier.

Forbedringer blokerer: Skandalen med opfedning af svin
Det var en slem tid for den tyske schnitzel, der i januar 2001. Myndighederne fjernede ladninger af medicin og dokumentation fra dyrlægernes praksis, og hundredevis af bønder kom i gabestokken på grund af produktionen af turbo-svin. Bayerns socialminister Barbara Stamm (CSU), ansvarlig for delstatens folkesundhed, mistede sin stilling. Politikere fra alle dele af det politiske spektrum lovede hurtig bedring. ”Det skal være slut med at dope svinene”, forlangte forbrugerminister Künast.

I takt med, at svinepriserne i årene forinden var faldet drastisk, røg også de sidste tolerancetærskler hos mange landmænd. De såkaldte autobahn-dyrlæger fik travlt - dyrlæger, som sælger lægemidler billigt fra deres bagagerum til købelystne landmænd.

I Berlin burde omfanget af den illegale opfedning af dyr for længst være en kendt sag. En undersø­gelse fra universitetet i Göttingen for miljømyndighederne fastslog entydigt, at jorden i Weser-Ems-regionen, et af de største svineavlsområder i Tyskland, var forurenet med rester af dyremedicin. For­skerne havde fundet ”betænkeligt høje mængder” tetracyklin - et meget aktivt bakteriedræbende middel. Flere kilo pr. hektar af dette stof er formentlig endt på markerne via gylle.

På basis af sporer fundet i jorden regnede forskerne sig frem til den mængde medicin, der er givet til dyrene. Resultat: De lokale svin får hvert år 150-200 tons antibiotika og 112 tilsætningsstoffer med antibiotisk virkning med foderet.

Så foretog forskerne en gennemgang af dyrlægernes bøger og fandt frem til, at der kun var ordineret 70 tons. Det vil kort sagt sige, at gigantiske mængder præparater ukontrolleret kommet fra dyrlæger (illegalt) ind i svinekødet. Men forskernes arbejde landede - som så meget andet i levnedsmiddel­branchen - mellem en hel masse forskellige sagsmapper.

Svineopfedningsskandalen kom først til overfladen, da en læge fra Straubing i Niedersachsen blev afsløret i illegalt salg i Bayern og Østrig. Da harmen havde lagt sig, og minister Stamm havde tjent som offer for bønderne, viste det sig endnu en gang, at politikernes fine ord om renere svinestalde var tomme løfter. ”Målt efter den offentlige debat er resultatet skuffende”, konkluderede Günter Pschorn, leder af Bundestierärztekammer, 15 måneder efter, at skandalen var blevet opdaget. Gan­ske vist dømte landsretten i Regensburg dyrlægen til to års fængsel, men alle bestræbelser på at skærpe loven for lettere at kunne sætte en stopper for korrupte dyrlægers adfærd slog fejl.

”Tåbelig misundelse” mellem forbundsregering og delstatsregeringer, konkluderede Pschorn - plus den store indflydelse fra organisationer og bonde-lobby. ”Der er kæmpekræfter i spil, som vil for­hindre enhver form for fremskridt”, klagede et medlem af forbundsdagen i Berlin over blokerin­gen af en ny lægemiddeltilladelse. Det første lovtillæg var allerede gået i vasken - på grund af mod­stand fra dueavlere i Ruhrområdet, som frygtede ikke længere at kunne gøre deres fugle rent kemisk klar til sportsflyvning. Så protesterede landbrugslobbyen kraftigt imod, at bønderne skulle forbydes at ligge inde med lagre af medicin til brug, når behovet opstår. Og landmænd fra opfedningsskan­da­lens arnested i Bayern klagede over ny, streng overvågning på visse områder. Efter dyrlæge-sagen er ”kontrollen blevet alt for streng”.

Alligevel ved enhver inden for levnedmiddelbranchen, hvilken virkning svinesprøjterne har på men­nesker. For det indskrænker helbredelseschancerne betydeligt især for unge og gamle. Efter en stor operation, hvor patientens immunforsvar er svækket, kan smitte med resistente enterokokker være livsfarlig: Antibiotika virker nemlig ikke længere. Det betyder, at mange antibiotiske midler, som tidligere har haft en gavnlig indvirkning på mennesket, ikke længere har nogen nyttevirkning.

For netop disse præparater gælder det, den græske filosof Pythagoras erkendte for mere end 2.500 år siden: ”Alt, hvad mennesket gør mod dyrene, kommer tilbage til mennesket”.

Lad os lukke øjnene: Kontrolskandalen
Der findes en ganske enkel opskrift på at forhindre fremtidige skandaler: Myndighederne skal besø­ge de lokale svine-, fjerkræ- og kostalde oftere, så de ved, hvad der egentlig foregår. ”Jo mere kon­trol og jo flere kontrollanter vi har, jo mere finder vi ud af”, siger Berninger.

Men trods foregående års løfter om ”sanering” af hele området, kom alt hurtigt ind i den gamle gænge igen. Og der er skam system i det: Der er et kompetence-virvar mellem forbundsmyndighe­der og delstatsmyndigheder. Berlin har i en vis udstrækning ansvaret for at vedtage kontrolplaner for slagtedyr, men de enkelte delstater er ansvarlige for at føre dem ud i livet. Og de bryder sig ikke om at få staldene set efter i sømmene. EU-inspektører har på et tidspunkt fastslået, at de pågældende forbundsmyndigheder ”er fuldstændigt uafhængige af delstaternes samarbejdsberedskab”.

Så EU-kontrollanter har påpeget eklatante mangler i det land, som efter eget udsagn sætter de sikre­ste levnedsmidler i mands minde på bordet. Specielt beskæmmende for de tyske kødproducenter var procedurer og laboratorieudstyr. Testurin transporteres i mayonnaiseglas, og desuden fastslog kon­trollanterne, at der manglede forskningsmæssigt uddannede medarbejdere i alle de besøgte laborato­rier. Der er ”alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft”, klagede kontrollørerne.

BSE eller nitrofen - de største levnedsmiddelskandaler i de forgangne år kan ”til enhver tid gentage sig”, spår forbrugerorganisationen Foodwatch. Organisationens forskere har fundet ud af, at i 2003 blev der kun udtaget 589 prøver af ni mio. tons importeret dyrefoder. Ifølge Foodwatch-dyrlægen Matthias Wolfschmidt vil det sige, at ”kun hver 600. lastbilfuld registreres”. I stedet for tjekke hele ladninger bliver der udtaget stikprøver. Også i Berlin har man længe været klar over, at det næste svineri kan opstå, hvornår det skal være. Specielt inden for dyrefoder, siger Berninger, er man ret tæt på ”en katastrofe”. Hvis blot en enkelt last er giftfyldt, kan det let ramme 1.000-2.000 gårde.

Og så vil vi igen se de hæslige billeder af nødslagtede høns og grise i fjernsynet. Næste skridt er, at  supermarkedskæderne klager, fordi der igen ikke er nogen, der vil købe schnitzler og steaks. Mindst én ting har politikerne dog lært: Hvis en levnedsmiddelskandale først er kommet i medierne, kan man ikke længere bremse op for følgevirkningerne. Og derfra er der ikke langt til hysteriet. Der fin­des altid eksperter, som er i stand til rigtigt at puste til ilden. Og hvis offentligheden først er infor­meret, siger Berninger, ”er der altid en professor, der er villig til at stille sig op på tv og sige det værste vrøvl.”

Kilde: Forbrugerorganisationen Food Watch 2005.

Health News 2006

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012