Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Oksesteg uden okse - videnskaben vil gøre det naturlige - bedre

Forskernes petriskåle bugner af kød. Steaks, frikadeller, salami og leverpølse skal modnes i bioreaktorer - til glæde og gavn for både dyr og miljø.

Frøsteaks’ene blev tilberedt i en sauce af hvidløg og persille og garneret med forårsløg. Da festmål­tidet var blevet tilberedt, satte kunstnerne sig til at spise det i museet. For to år siden spiste Oron Catts, Ionat Zurr og Guy Ben-Ary ’små polymerer fyldt med frøceller à la Davis flamberet med Calvados’ på udstillingen ’L’Art Biotech’ i den franske by Nantes. ’Det abstrakte køkken’ kaldte aktionskunstnerne fra ’Tissue Culture & Art Project’ i Australien deres happening. På 3 cm store biopolymerstrukturer havde de ladet væv fra små frøer vokse til små ”steaks”. De fire frøer, som havde lagt væv til, kunne kigge på fra et akvarium.

Kunstnerne ville sætte grænsen mellem levende og ’halvlevende’ på dagsordenen med deres aktion - og samtidig fremstille ’offerfrit kød’, dvs. kød, som ingen dyr har måttet lade livet for. Den bizarre bio-præsentation skulle ”ryste folk”, siger Catts. Men det kan virkeligheden skam også. For den vi­sion, som de frøbevarende frøbøffer symboliserer, ligger forbløffende nær.

Forskerne arbejder på højtryk for at fremstille steaks og hakket kød i laboratorierne. Deres mål er at modne cellekulturer i kæmpemæssige bio-reaktorer, så burhøns, fedekalve og elendige svinestier i fremtiden kun findes på museer. En skønne dag kan leverpostej og frikadeller, kyllingepølse og sa­lami produceres i kødinkubatorer lidt à la de brødmaskiner, som ethvert køkken med respekt for sig selv MÅ indeholde.

”Teknikken med at fremstille hønsekød i laboratoriet ligger lige rundt om hjørnet”, siger agrarøko­nom Jason Matheny fra University of Maryland. I Holland forsker man sågar i indu­stri­el produktion af laboratoriekød. Videnskabsministeriet i Haag har givet 2 mio. euro til et næsten fire år langt for­søgsprojekt ved universiteterne i Eindhoven, Utrecht og Amsterdam. Projektpartnere fra kødforar­bejdningsindustrien skyder andre 2,3 mio. euro ind.

”Vi forsøger at fremstille kødprodukter uden dyr”, siger celleforskeren Henk Haagsmann, der leder forskningsgruppen i Utrecht. Det er endnu uklart, om laboratoriekødet kan produceres billigt nok til at konkurrere med traditionelt kød: ”Fra et videnskabeligt synspunkt er ingen grænser for, hvad der kan produceres i laboratoriet.”

Grundidéen bag det såkaldte in-vitro-dyrkede kød lyder forbløffende enkel: Kød består for største­partens vedkommende af bundtede muskelceller holdt sammen af fedt- og bindevævsceller. Når det lykkes at trække disse celler ud i laboratoriet og sætte dem sammen i det rigtige forhold, opstår der kø­d. ”Produktet har samme struktur og smag som magert kød, men dyrene lider ikke, og der er ikke de religiøse, etniske eller miljømæssige problemer, som vi ser med den nuværende kødproduk­tion”, hedder det kort og klart i den patentskrivelse, som det hollandske forskningsprojekt er baseret på.

 

Men i praksis viser det sig dog, at den bioteknologiske kødproduktion endnu er temmelig vanskelig. Forskerne står kun på tærsklen til at kunne bygge kalveschnitzler og flæskestege i laboratoriet. Et af de første forsøg på at få en fiskefilet til at vokse sig stor og saftig i en petriskål blev foretaget for tre år siden af den amerikanske forsker Morris Benjaminson fra Touro-College i New York. Han lagde bittesmå stykker muskel fra guldfisk i en næringsopløsning og kunne så iagttage, hvordan muskel­vævet i løbet af blot en uge var blevet 14% større.

Resultatet, som var på størrelse med en tommelfinger, præsenterede han i såvel frisk som stegt form for et panel. ”Struktur og udseende stemmer overens med det, man finder i fisk fra supermarkedet”, siger han. Men ingen ville spise de små fiskestykker - guldfiskefilet’erne var temmelig uappetitlige efter at være modnet i blod fra kalvefostre.

Næringsmediet, der er udvundet af kalvefostre, er højt skattet verden over i bio-laboratorierne som en yderst effektiv form for cellenæring. Det egner sig ikke til dyrkning af levnedsmidler, men er et glimrende værn mod BSA-fremkaldende prioner. Det er desuden alt for dyrt. Et enkelt kilo labora­toriefremstillet kød vil koste ca. ½ mio. dollars, hvis man modner det i kalveblod, skønner Matheny.

Forskernes fornemste opgave er derfor at udvikle en billig erstatning af planter eller svampe. Maita­ke-svampe har allerede vist sig som et muligt alternativ. Derefter mangler der kun et enkelt skridt i, at man er fuldstændigt uafhængig af råstoffet ’dyr’. Benjaminson benyttede ægte guldfisk som ud­gangspunkt for sine dyrkede kulturer. Men for at kunne fremstille en oksebøf helt uden, at oksen er inde i billedet, satser eksperterne imidlertid på de såkaldte myoblaster, som er ikke-differentierede forstadier til alle skeletmuskelceller. Under egnede betingelser lukker de sig sammen og modner til de for kød karakteristiske muskelbundter.

”Først når myoblasterne fusionerer, opstår der muskelvæv og dermed de sædvanlige kødstrukturer”, forklarer celleforsker Haagsman, som forsker i differentiering af forstadier til muskelceller. Bestem­te vækstfaktorer, elektromagnetiske felter eller en form for cellulær muskeltræning er nødvendig for at få cellerne til at fusionere: ”Ellers dannes der ikke andet end en cellegrød”.

Forskerne har allerede ideer til, hvordan muskelopbygning i reagensglas kan foregå i industriel må­lestok. Matheny foreslår, at man bruger store bæremembraner af spiseligt kollagen som næring for cellestrengene. Ved regelmæssige stræk vil strukturen trække de voksende muskelbundter fra hinan­den og dermed træne dem. Så snart de millimetertykke muskelplader er begyndt at modne, kan de høstes og bruges til f.eks. pølser.

Også vævseksperten Vladimir Mironov fra Medical University of South Carolina har fået en god ide. Han vil få myoblaster til at vokse på små kugler, som udvider sig afhængigt af temperaturen og derefter trækker sig sammen igen. I roterende bio-reaktorer fyldt med næringsmedium kan muskel­vævet gro på de langsomt pulserende sfærer. Til slut vil Mironov høste vævskuglerne og lade dem presse til f.eks. fjerkræsstykker. Mironov har allerede fremstillet små mængder kalkunkød på denne måde.

Men resultatet af disse cellulære fitness-øvelser kan næppe leve op til gourmet-køkkenets krav: ”Vi er endnu langt fra at kunne lave en saftig bøf”, indrømmer Matheny. Problemet er, at man ikke kan ernære alle celler i en filetformet vævslap udefra. Blodkar skal gennemtrænge den arbejdsmuskel, som både muskelceller og fedt- og bindevæv lagrer sig på. I den medicinske forskning har man alle­rede udviklet sådanne vævskulturer. Det er først for nylig lykkedes forskere fra Massachusetts Insti­tute of Technology (MIT) at laboratoriefremstille skeletmuskelvæv, der danner egne blodkar. Når dette væv transplanteres ind i muskler på mus, hægter nogle af de blodkar, som er ”dyrket” i labora­toriet, sig på musekroppens blodbane og forsyner det implanterede væv med næringsstoffer.

I fremtiden skal lignende væv bruges til at reparere hjertemusklen hos infarkt-patienter. Men det er tvivlsomt, om man på samme vis vil kunne modne sirloin-steaks og kalveroulader. ”Metoden funge­rer i den medicinske verden”, siger Haagsmann. ”Men den er alt for dyr og stort set ubrugelig inden for kødproduktion i industriel målestok”.

Så vi må formentlig vente nogle årtier på at sætte tænderne i den perfekte rugekasse-kotelet eller en laboratoriepølse med lavkvalitetskød. At teknikken før eller senere vinder indpas, er det hvidkitlede folk imidlertid fuldstændigt overbeviste om. ”Fordelen for dyrebeskyttelsen, miljøet og sundheden ligger lige for”, siger Matheny. ”Kød, der dyrkes som cellekulturer, kræver ikke mad, staldplads eller medicin - og det rammes ikke af BSE eller fugleinfluenza”. Ifølge Matheny vil den primære målgruppe for laboratoriefrikadellerne være astronauter og soldater. Og man vil i fremtiden kunne kontrollere indholdsstofferne: ”Vi kan lave kød sundere, hvis vi f.eks. skifter mættede fedtsyrer ud med umættede”.

Reagensglas-pølserne vil også kunne vække interesse blandt vegetarer, især fordi deres kulinariske kvalitet formentlig i vid udstrækning vil ligne tofupølsernes. Således lover Mironov, at ”smagen af kød kommer fra fedt, så vi kan bare tilføje fedtceller.” Men indtil videre synes interessen at være beskeden. Det ’ultimative nye køkken’, som aktionskunstnerne fra ’Tissue Culture & Art Project’  fremviste på udstillingen i Nantes, endte som en fiasko. Frøsteak’en ville være blevet geleagtig, for­tæller bioforskeren Catts, og substratet ville have fået samme struktur som det oprindelige stof.

Smagen? ”Jooo, saucen var god”.

Celleforsker Henk Haagsman: Kan vi se omridset af en tidsalder uden massedyrehold, smittefare og gylleproblemer?

 

 

 

 

 

 

 

Health News 2006

 

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012