Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

En sygehistorie

Af overlæge E.

Jeg har kendt patienten i et kvart århundrede. Hendes sygehistorie begynder på et tidspunkt, hvor hun har fået to børn. Efter de to fødsler var hendes bryster blevet så store, at de var til væsentlig gene for hende. Hun besluttede derfor at få en brystreduktion. Selve operationen gik godt, men desværre viste det sig, at hun var keloiddanner. På mennesker, der er keloiddannere, bliver arrene ikke tynde hvide streger, men tykke røde og brede ophøjede striber. Man kan forsøge at begrænse denne reaktion ved lokalt at sprøjte binyrebark ind i arrene, så hun fik denne behandling.

I 1986 fandt hun tilfældigt en knude i det højre bryst. En vævsprøve viste, at den var ondartet - et ductus carcinom. Knuden skulle fjernes, og for at være sikker på, at alt cancervæv blev fjernet, valgte hun at få hele brystet fjernet. Efter operationen blev hun erklæret for helbredt, og hun skulle ikke have nogen form for strålebehandling eller kemoterapi.

To år senere, i sommeren 1988,begyndte hun at føle sig lidt træt, men slog det hen som et stort arbejdspres. Det blev ikke bedre, og i september samme år kulminerede det efter en fest, hvor hun følte sig utilpas med opkastninger og smerter i maven. Da det ikke hurtigt gik over, søgte hun læge og blev i november undersøgt med en leverscanning, som viste store metastaser i begge leverlapper.

De kunne stamme fra det tidligere fjernede ductus carcinom. Hun blev omgående sendt til undersøgelse og behandling på en større radiumstation. Canceren var hormonalt styret, så hun blev derfor straks sat i kunstig menopause med røntgenbestråling af æggestokkene. Endvidere blev hun tilrådet kemoterapi i et forsøg på at få metastaserne til at blive mindre. Familien blev dog informeret om, at selv med maksimal terapi kunne man ikke håbe på, at hun kunne leve mere end 1-3 måneder.

Hun begyndte på behandlingen, som var meget skrap, hun tabte alt håret på hovedet og også på kroppen og måtte have paryk. Imidlertid kvikkede hun op efter en tid og fortsatte med at arbejde og være aktiv.

I et forsøg på at hjælpe hende så meget så muligt fik hun også alternativ behandling. Det drejede sig om IPE ROXO te og kapsler.

Jeg kan ikke oplyse, hvor meget og hvor længe hun tog disse præparater. Men som sagt livede hun op og havde det så godt, at hun ophørte med kemoterapien, fordi hun følte sig sløj og utilpas i et par uger efter hver behandling.

Hen på sommeren 1990 begyndte det at gå ned ad bakke. Hendes mave voksede, fordi der samlede sig væske i bughulen, og den blev hun tappet for. Der kom betændelse ved punkturen, men det blev slået ned med penicillin.

I oktober 1990 blev der kortere mellem tapningerne, men hun håbede på at kunne blive ved med at arbejde til julehandelen var overstået. Hendes tilstand blev i november ret pludseligt forværret og hun måtte indlægges på det lokale sygehus. Midt i december døde hun stille.

Set i bakspejlet kunne det jo ikke undre mig, men hun fik dog efter min mening to gode år til trods for en dødsdom i 1988. Hvordan kunne det lade sig gøre? Havde den alternative behandling alligevel nogen effekt, og kunne den have været endnu mere effektiv, om den var blevet fortsat? Det er to spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på, men jeg undrer mig.

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012