Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Medicinreklamer: Pushere i den bedste sendetid

Efter at der ikke længere er restriktioner fra myndighedernes side, er reklame­blokkene på tv oversvømmet af reklamer for lægeordineret medicin, betalt af lægemiddelindustrien. Hvilken betydning har det for vores sundhedsvæsen, når stærk medicin markedsføres på samme måde som sæbe?

Når du tænder for fjernsynet eller zapper mellem kanalerne, vil du meget ofte støde på reklamer for medicin, som du rent faktisk ikke kan købe. Ikke uden din læges tilladelse (eller uden hjælp fra In­ternettet, men det kommer vi tilbage til). Det er stærk medicin, som potentielt kan have farlige kon­sekvenser, men reklamen fremstår som glad og indbydende. Kolesterolsænkende medicin kæmper for markedsandele. Antidepressive midler sælges med en ganske nyttig tjekliste over symptomer. Joan Lunden falbyder Claritin. Newman fra ”Seinfeld” skyller et influenza-middel ned. Bob Dole, som er talsmand for Pfizer, reklamerer for en kur mod rejsningsproblemer.

Nej, det er ikke dig, der er ved at blive gammel og oftere og oftere lægger mærke til disse reklamer. TV-reklamer for lægeordineret medicin, som stort set var forbudt indtil for fire år siden, er nu ved at indtage dit TV-apparat. Her er et par tal: Man skønner, at lægemiddelindustrien brugte USD 17 mia. på TV-reklamer i år 2000. Det er 50% mere end i 1999 og mere end det dobbelte af, hvad man brugte i 1998. I 1991 blev kun et enkelt lægeordineret præparat markedsført på TV direkte til for­brugeren. Ved udgangen af 1997 var der 12 præparater på denne liste - og i 2000 mindst 50.

Dette kapløb om at komme i æteren blev skudt i gang af de amerikanske sundhedsmyndigheder, som indtil for fire år siden havde krævet, at fabrikanterne skulle komme med alle kendte advarsler til forbrugerne i forbindelse med salgsfremstød. Det kunne lade sig gøre i en annonce i en avis eller et blad, men det var praktisk umuligt i en 30 sekunders tv-reklame. De eneste undtagelser var rekla­mer, som enten var en påmindelse eller hjælp - dvs. reklamer, som enten satte navn på produktet eller på den lidelse, det hjalp på, men ikke begge dele på en gang. Resultatet var nogle meget for­virrende reklamer.

I det meste af et årti drev reklamebureauer, lægemiddelproducenter og tv-netværk lobbyvirksomhed for at få mere lempelige regler, og i august 1997 udsendte de amerikanske sundhedsmyndigheder en ”tydeliggørelse” af sine egne 30 år gamle regler. TV-reklamer må nu sætte navn på både produkt og sygdom, så længe seerne får oplysninger om de ”største” risici ved produktet og får henvisning til andre informationskilder, dvs. websider, bladannoncer, gratis-numre, man kan ringe til, osv. (og her gik man og troede, at de der telefonnumre kun var der for at hjælpe forbrugeren…).

Således er USA det ene af kun to lande i verden (New Zealand er det andet), hvor lægeordineret medicin falbydes i den bedste sendetid. Fortalerne for dette skift i FDAs politik siger, at det skaber mere velinformerede patienter, fordi seerne ser reklamerne og derfor er bedre rustet til en fornuftig snak med lægen. Kritikerne siger, at ændringen giver mere omsætning til lægemiddelindustrien, fordi reklamerne opfordrer patienterne til at bede om dyr og potentielt farlig medicin, som de - og alt for ofte også lægerne - kun ved meget lidt om. ”Det var en falliterklæring”, siger Larry D. Sasich, farmaceut tilknyttet Public Citizen’s Health Research Group i Washington, D.C. ”Det er ikke andet end en reaktion på et konstant pres fra reklamebranchen”.

Hvad motivationen så end har været, så har ændringen resulteret i en stille, men ganske dramatisk omstilling af hele vores sundhedssystem. De dage er forbi, hvor lægerne havde den absolutte magt, og ordineret medicin blev behandlet som noget nærmest helligt. Disse reklamer markerer en tidsal­der, hvor et godt helbred sælges til os som sæbe. Så tænd for fjernsynet, slap af - det er tid til en pil­le mod halsbrand.

Før vi kigger på, hvad der er galt (og usmageligt, potentielt farligt osv.), så lad os lige kigge på, hvad der er korrekt. Hvis man kigger på det med bestemte briller, så er den eksplosion, der er sket i direkte medicinreklamer til forbrugerne, en videreudvikling af den patientrettighedsbevægelse, som for alvor så sin begyndelse for 30 år siden. Ved at tillade sådanne reklamer, hævder Nancy Ostrove, afdelingschef i FDAs Division of Drug Marketing, Advertising, and Communication, anerkender man ikke blot fjernsynets magt, som ikke er til at bremse - det er også den bedste måde at informere forbrugerne om den medicin, der er på markedet. ”Man kan opnå store fordele for folkesundheden på denne måde”, siger hun.

Hvis man taler med en lægemiddelvirksomhed, så vil de straks fortælle, hvor fantastisk det er, at de kan få lejlighed til at uddanne befolkningen. ”Fra vores synspunkt er uddannelse et af hovedformå­lene med direkte medicinreklamer til forbrugerne”, siger Emily Denney, som er projektleder i mar­ketingafdelingen hos AstraZeneca. Hendes virksomhed fremstiller tabletter mod halsbrand og sure opstød, en smertefuld lidelse, hvor der flyder syre fra mavesækken op i spiserøret. Dette giver kro­nisk halsbrand og kan forårsage sår i spiserøret. På grund af de 79,5 mio. dollars, virksomheden brugte på reklamer for medicinen i 1999, siger Denney, ”har patienterne lettere været i stand til selv at diagnosticere de symptomer, som de har ignoreret i mange år. Vores mål er blot at opfordre til en dialog med lægen”.

Det er helt sikkert et egennyttigt, image-plejende argument, men faktum er, at millioner af os er sy­ge og ved det ikke. Ifølge American Diabetes Association er mere end 5 mio. diabetikere i USA ik­ke klar over, at de lider af sygdommen, en tredjedel af alle dem, der lider af depression, søger ikke hjælp, og andre millioner af amerikanere er uvidende om, at de har forhøjet blodtryk. Prøv så en gang at tænke lidt over følgende: I de år, der er gået, siden Viagra først kom i tv-reklamerne, har millioner af mænd været en tur om ad lægens konsultation med det ene formål at få dette middel - og tusindvis af dem har fået en diagnose på alvorlige, underliggende helbredsproblemer.

Pharmaceutical Research and Manufacturers of America skønner, at for hver million mænd, der har bedt om Viagra, har man fundet 30.000 med ubehandlet diabetes, 140.000 med ubehandlet forhøjet blodtryk og 50.000 med ubehandlet hjertesygdom.

Men lad os se det i øjnene: Selv medicinalvirksomhederne ville medgive, at de ikke kun bruger alle disse penge på at hjælpe os. De bruger alle disse penge på at sælge deres produkter. ”Vi investerer ikke i noget, som vi ikke finder værdifuldt for virksomhedens forretningsgrundlag”, siger Denney fra AstraZeneca.

Reklamer direkte til forbrugerne har været en rigtig god forretning for medicinalvirksomhederne - og i mange tilfælde har reklamerne gjort produkter med et godt salg til de rene sællerter. Efter at have brugt næsten 80 mio. dollars på reklamer for halsbrand-medicinen Prilosec i 1999 (en stigning på 30 mio. i forhold til året før) kunne AstraZeneca se salgstallene stige med 27% til 3,8 mia. dol­lars. Pfizer begyndte at reklamere direkte til forbrugerne for virksomhedens kolesterol-medicin Lipitor, med mere end 45 mio. dollars i 1999 - og salget af medicinen fløj i vejret med 56% til 2,7 mia.

Nogle af de mest iøjnespringende eksempler på reklamernes virkning kan ses i kategorien allergi­medicin. Claritin-producenten Schering-Plough satte en tv-kampagne ind mod nyseri i 1998, hvor man brugte 185 mio. dollars på reklamer, og salget steg til mere end det dobbelte, nærmere betegnet til 2,1 mia. dollars. Dét fik konkurrenten Pfizer naturligvis øjnene op for og brugte 57 mio. til et fremstød for præparatet Zyrtec i 1999 med en 32 % stigning i salget til følge. Samme år brugte Aventis 43 mio. til at reklamere for Allegra, og salget steg med 50%.

Men der er ingen grund til at tro, at der var en tilsvarende stigning i antallet af allergikere i USA i samme periode - og der var heller ikke nogen drastisk stigning i mængden af pollen. Der var bare en drastisk stigning i salget af lægeordineret allergimedicin. Ifølge Scott-Levin, som er et farmaceutisk konsulentfirma i Pennsylvania, var antallet af lægebesøg på grund af allergisymptomer relativt sta­bilt mellem 1990 og 1998, 13-14 mio. pr. år. I 1999 opgjorde man dette tal til 18 mio. besøg. Kriti­kerne påpeger, at årsagen til denne stigning klart er tv-reklamerne.

Formålet med allergi-reklamer specifikt og lægemiddel-reklamer generelt ”er at jage patienterne ind i lægens konsultationsværelse og bede om et bestemt lægemiddel”, siger Sasich fra Public Citizen. Og når først de er kommet ind i konsultationen, så får de ofte, hvad de beder om. ”Lægerne er mere interesserede i at tilfredsstille deres patienter, end man måske umiddelbart skulle tro”, siger Steven D. Findlay, analytiker og forskningsleder hos National Institute for Health Care Management. ”Det er et raffineret spil, der foregår mellem læge og patient”.

”Patienter kan være svære at tale fra noget”, siger dr. Jack Berger, læge og rheumatolog med privat praksis i White Plains, New York, og nogle gange er det lettere for lægen blot at give efter. ”Det er en ekstra kilde til forvirring og frustration i forhold mellem patient og læge, når patienten begynder at blande sig i behandlingen på basis af, hvad han/hun har set på tv”, siger han.

Undersøgelser har vist, at patienter, der beder om bestemte præparater, ofte får, hvad de beder om. En spørgeskemaundersøgelse foretaget af FDA blandt personer, der for nylig havde været hos læ­gen, viste f.eks., at 72% havde set eller hørt en reklame for lægeordineret medicin i løbet af de for­udgående tre måneder - de fleste af dem tv-reklamer. Næsten 25% af dem, der svarede på undersø­gelsen, havde også for første gang i deres liv spurgt lægen til råds om en lidelse eller sygdom. Af den gruppe, der bad om et specifikt præparat, fik næsten halvdelen, hvad de bad om - 21% fik anbe­falet et andet præparat.

”Disse reklamer har en meget stor indflydelse på en noget hypokondrisk befolkning”, siger Findlay. Reklamerne uddanner godt nok forbrugerne, siger han, men det, der uddannes i, er, hvordan man skal beskrive symptomerne, så man får ordineret en bestemt medicin. ”Formålet med reklamer er ikke at uddanne nogen”, fortsætter Findlay. ”Det har det aldrig været, og det vil det aldrig blive. Formålet med reklamer er - og det ved vi egentlig godt alle sammen - at få folk til at købe flere pro­dukter, så virksomheden kan tjene flere penge. Reklamerne får dig til at ville have det nye produkt - fuldstændigt ligesom den nyeste bilmodel”.

Joh, lægerne sidder godt nok stadig inde med receptblokken, men det er jo også forældrene, der har kreditkortene, men det er alligevel børnene, legetøjsreklamerne retter sig imod. For nylig lyttede Findlay til en samtale under en middag,hvor to andre gæster ”talte i en uendelighed om Celebrex”, et nyt middel mod ledegigt fra Pfizer/Pharmacia. ”De talte om det, som man taler om computere”, siger han, ”og de var begge stolte over, at de tog Celebrex, fordi der reklameres for det - det er jo på tv”.

Udviklingen inden for reklamebranchen går klart i retning af det hypermoderne og raffinerede, og det gælder også reklamer for medicin. I gamle dage, da reklamerne ikke måtte nævne både sygdom­men og kuren, hævdede medicinalindustrien, at disse regler førte til, at folk blev forvirrede. Som Pharmaceutical Researchers and Manufacturers of America siger, så “førte restriktionerne til, at virksomhederne reklamerede på tv på mere uigennemskuelige måder, som formentlig har været mindre oplysende for forbrugerne, selvom de overholdt reglerne. Forbrugerne sad ofte tilbage med gisninger om, hvad medicinen skulle virke for”.

Nu har reglerne ændret sig. Hvad skal man så tænke og tro om nye reklamer som f.eks. et tv-spot for Prilosec, som viser en slank kvinde i en lilla kjole, der bølger i vinden, foran et ur og det lidet informative slogan ”Det er Prilosec-tid”? Er det et middel mod depression? Dårlig fordøjelse? Dét melder historien ikke noget om.

Den oprindelige reklame for Prilosec, siger Denney fra AstraZeneca, beskrev den sygdom, der giver halsbrand, ganske detaljeret, og viste små tegneserier af mennesker, der havde det dårligt, og kaste­de spørgsmålet ”Hvor ofte har du halsbrand?” ud til seerne. Men halsbrand eller sure opstød er ikke specielt appellerende ord” forklarer Denney, og man ”kan ikke beskrive tilstanden ordentligt på 60 sekunder” - og det er måske forklaringen på, at virksomheden skiftede over til reklamer i mere fri form, som blot spiller på det faktum, at pillen er lilla og dermed lettere at huske for forbru­geren. Og det er ikke kun på tv, at disse metoder anvendes. Kvinden i den lilla kjole ses også i trykte reklamer, på Internettet og på togstationer sammen med en masse lilla piller. ”Farven lilla er en form for vare­mærke”, siger Denney. ”Folk ved, at Prilosec er ’den lille, lilla pille’”.

Men man kan ikke lade være med at spekulere over, om et sådant ’varemærke’ har en langt mere farlig virkning - om dem, der lejlighedsvis får sure opstød og har brug for hurtig hjælp, ikke presser lægen til at ordinere et noget stærkere præparat, end de reelt har brug for. Amerikanere har en ten­dens til at foretrække den hurtige udvej, og de allestedsnærværende medicinreklamer, som forklæ­der medicinen som et fotogent produkt på linie med parfume og biler, får vores helbred til at se lige så enkelt ud, som vi gerne vil have, det skal være. ”Reklamerne sender et stærkt signal”, hedder det i en rapport fra National Institute for Health Care Management, ”om, at lægeordineret medicin lig­ger helt på linie med alle andre varer - sæbe, havregryn, biler, chips og rengøringsmidler”.

Lad os kigge nærmere på en kategori af medicinalpræparater kendt under navnet statiner - og solgt under handelsnavne som Lipitor, Pravachol og Zocor - som har vist sig at være så gode til at sænke kolesteroltallet, at nogle læger mener, at man gør befolkningen en tjeneste ved at reklamere for dem. ”Der er masser af mennesker, som ville have gavn af at få at vide, at disse præparater findes”, siger dr. Ira S. Nash, tilknyttet leder ved kredsløbsafdelingen på Mount Sinai School of Medicine i New York. Men andre læger er mere bekymrede for bivirkningerne ved disse reklamer.

Statiner kan give alvorlige leverkomplikationer, og brugen af dem bør derfor nøje overvåges af læ­gen. I de fleste tilfælde bør der kun ordineres statiner til patienter, som allerede har afprøvet ’første forsvarslinie’ - kost og motion - og ikke har kunnet sænke kolesteroltallet på trods af disse livsstils­ændringer. Hvis reklamerne får det til at se for let ud at sænke kolesteroltallet, vil patienterne insi­stere på at springe let og elegant hen over den hårde del af behandlingen og nøjes med at tage pillen. ”Det tager tid at tale med en patient om motion, vægttab og kost. Det tager meget kortere tid at ud­skrive en recept”, siger dr. Berger, privatpraktiserende læge. Og der er fare for, at lægerne vælger den hurtigste løsning.

Men kolesterol er i det mindste et problem, der kan måles. Hvad med sygdomme, hvis symptomer er langt sværere at vurdere? I denne kategori ser vi f.eks. reklamerne for Paxil. Paxil er et antide­pressivt middel, der er godkendt af sundhedsmyndighederne til også at behandle sociale fobier, som GlaxoSmithKlines reklamer beskriver som ”en intens, vedvarende angst for og unddragen sig soci­ale situationer”. I sin rene, kliniske form er dette et meget reelt handicap, men ved at reducere det til en reklame - hvor personen oplever angsten under en fremlæggelse på et forretningsmøde -  kan Paxil meget let komme til at lyde som en pille mod generthed.

En tv-reklame, som jeg finder specielt dårlig grænsende til det fornærmende, omhandler et nyt præ­parat kaldet Sarafem. Pillens kemiske sammensætning er identisk med Prozac, men sidste sommer fik producenten Eli Lilly and Company tilladelse af sundhedsmyndighederne til også at markeds­føre den som behandling for præmenstruelle dysforiske lidelser (PMDD). Denne tilstand adskiller sig fra PMS ved, at dens symptomer er mere følelsesmæssige end fysiske, og de omfatter depres­sion, angst og vredesudbrud. Og så ser man en tv-reklame, hvor en frustreret kvinde kæmper med sin indkøbsvogn foran et supermarked, og det får Sarafem til at se ud som den perfekte løsning, når man har en dårlig dag.

”De gør alting til en sygdom”, tilføjer dr. Nash. ”Og ikke nok med det - det er sygdomme, som samfundet har en kur imod”.

Fordi der er mere på spil, burde forbrugerne se på medicinreklamerne med mere skeptiske øjne. Men det er der ingen grund til at tro, at ret mange gør. En undersøgelse, der for nylig blev offentlig­gjort i Journal of General Internal Medicine viste, at næsten halvdelen af deltagerne troede, at me­dicinreklamer screenes og godkendes af sundhedsmyndighederne. Men faktum er, at det stik mod­satte er tilfældet. Ostrove fra FDA forklarer, at ”det er forbudt ved lov, at myndighederne kan kræve at skulle godkende medicinreklamerne på forhånd”. Nogle lægemiddelvirksomheder vælger at fore­lægge deres reklamer, inden de kommer ud i æteren, men det er ene og alene deres eget valg, siger hun. Det eneste, myndighederne kan gøre, er at kræve, at en kopi af reklamen indsendes, inden den første gang vises.

Når reklamen så ankommer til FDAs hovedkontor i Rockville, Maryland, bliver den set igennem af 1 af de 14 medarbejdere, som hvert år screener 30.000 reklamer af enhver art. ”Vi tillader en vis grad af opreklamering”, siger Ostrove, ”men ikke, at man overdriver virkningen eller minimerer de risici, der er forbundet med indtagelsen”. Selv med disse indrømmelser fandt FDA frem til, at ud af de første 37 præparater, der blev markedsført direkte på tv til forbrugerne, var der 20, der ikke over­holdt reglerne om bl.a. afbalanceret information og oplysning om bivirkninger.

Ud af de skønnede 200 tv-reklamer for medicin, som har været vist, siden FDA ændrede reglerne i 1997, har man indstævnet 32 for manglende overholdelse af reglerne og har bedt virksomhederne ændre reklamerne fuldstændigt eller delvist. F.eks. har FDA meddelt Pfizer/Pharmacia, at en rekla­me for ledegigt-medicinen Celebrex var vildledende, fordi ”forskellige fysiske udfoldelser portræt­teret af gigtpatienter (f.eks. roning og knallertkørsel)” samt ”det talte budskab om ’24 timers lin­dring af ledegigtsmerter og stivhed’ tilsammen forleder forbrugerne til at tro, at Celebrex er mere effektiv, end de videnskabelige beviser tyder på”. Med andre ord: Produktet virker ikke, som rekla­men viser. Judith Glova, talskvinde for Pfizer/Pharmacia, siger, at reklamen blev trukket tilbage og ændret lidt - der blev f.eks. tilføjet en bemærkning om, at ”resultaterne kan variere fra person til person” - og derefter sendt i luften igen.

I en lignende sag fik Eli Lilly and Company besked om, at en reklame for slidgigt-præparatet Evista var vildledende, fordi ”det beskriver slidgigt forkert og overdriver dermed Evistas virkning”. Helt konkret er reklamens beskrivelse af slidgigt som ”en sygdom med tynde, svage knogler, der kan brække og hindre din bevægelsesfrihed” en overdrivelse af både risikoen for og konsekvenserne af knoglebrud, ifølge FDA. Talsmand for Eli Lilly, David Marbaugh, siger, at reklamen er ”midlerti­digt taget af”, mens man samarbejder med FDA om en revideret udgave.

Her for nylig glædede det mig at få at vide, at FDA har sendt et brev til Eli Lilly om reklamerne for Sarafem - nærmere betegnet de tv-spots, hvor kvinden kæmper med sin indkøbsvogn. Reklamen fortæller ikke, hvilken sygdom medicinen skal behandle, hævder FDA, og resultatet er, at den ”for­fladiger alvoren ved at lide af PMDD”. Firmaet blev bedt om ”omgående at ophøre med at vise denne reklame”.

Eli Lilly besluttede sig til at overholde FDAs krav, men juridisk set kunne virksomheden have fort­sat med at vise reklamen i al evighed. Som Findlay bemærker: ”Alle tror, at FDA er denne store 400 kilos gorilla, men rent faktisk er vores magt ganske begrænset”. Når alt kommer til alt, kan FDA kun kræve, at reglerne overholdes. Hvis virksomheden nægter, kan FDA ikke pålægge bøder eller andre former for straf, men må i stedet gå til domstolene for at få nedlagt et forbud. ”De fleste virk­somheder ændrer reklamerne som en selvfølge”, siger Findlay, ”men det skyldes, at de bekymrer sig om indvirkningen på deres forhold til forbrugerne. Den værste, FDA kan gøre på dette område, er at stille virksomhederne i et ufordelagtigt lys”.

Tommelfingerreglen inden for medicinbranchen er: ”Regel nr. 1 er, at man ikke må skade nogen”. Men hvad er så det at skade nogen i en medicinreklame? Ja, den kan være vildledende, men man kan jo sagtens hævde, at de fleste reklamer for alt muligt andet også er vildledende. Hvorfor bekym­re sig om medicinalområdet? Hvem tager skade? Den mest målbare skade er økonomisk. ”Der er rigtigt meget, der tyder på, at nogle patienter får stærkere medicin, end de har brug for. Et lidt bil­ligere og lettere tilgængeligt præparat ville måske være mere på sin plads”, siger Sasich fra Public Citizen.

Ifølge Findlay er Celebrex blot ét eksempel på potentiel farmaceutisk overbehandling. Med et salg på 1,3 mia. dollars det første år (1999) var det den mest vellykkede lancering af et nyt præparat no­gensinde. Celebrex og andre nye gigtpræparater, f.eks. Vioxx, repræsenterer et fremskridt, for di de ikke giver den samme grad af problemer med fordøjelsen som andre præparater, f.eks. håndkøbs­præparater med ibuprofen. Men, siger Findlay, ”det er mellem 10 og 20% af alle ledegigtpatienter, der er i højrisikogruppen for denne bivirkning”. Men på basis af antallet af ordineringer af Celebrex og lignende præparater kan man regne sig frem til, at Celebrex ”tages af måske 40% af ledegigt­patienterne. Det betyder, at medicinen anvendes af mennesker, der ikke har et klinisk defineret be­hov for den”.

Et års forbrug af Celebrex koster 900 dollars, siger William Pierce, talsmand for Blue Cross and Blue Shield Association (BCBSA), mens et års forbrug af almindelig ibuprofen koster 24 dollars. Tal som disse er hovedårsagen til, at BCBSA forventer, at udgifterne til lægeordineret medicin vil stige med mindst 15% hvert år til og med 2004.

”I nogle forsikringsordninger bruger vi mere på lægeordinerede præparater end på behandling af patienter på hospitalet, og en af hovedårsagerne er direkte reklamer til forbrugerne”, siger Christine Simmon, også fra BCBSA, og tilføjer, at en anden årsag er, at befolkningen i gennemsnit bliver æl­dre. Alene sidste år oplevede BCBSA en skønsmæssig ”25% stigning i omkostningerne til lægeor­dineret medicin. Det skal sammenlignes med en stigning på 6-8% i omkostningerne til lægehjælp og hospitalsbehandling”, siger hun.

I et forsøg på at bremse efterspørgslen på dyre lægeordinerede præparater er BCBSA gået så vidt som til at søsætte et nyt selskab ved navn RxIntelligence, som vil forsøge at oplyse befolkningen om, hvorfor man ikke nødvendigvis har brug for den nyeste og mest raffinerede medicin, der findes på markedet. RxIntelligence vil ifølge Simmon undersøge f.eks. ”nytteværdi og risiko ved medici­nen, og om den eksisterende behandling er lige så god” - den form for oplysninger, som ikke frem­går af reklamerne.

Pharmaceutical Researchers and Manufacturers of America (PHRMA) hævder, at stigningen i bru­gen af lægeordineret medicin “afspejler den ekstraordinære værdi, som medicinen giver - både til patienter og til sundhedsvæsnet. Øget udnyttelse af medicinen er godt - det hjælper patienterne til at blive raske hurtigere.” Men Findlay minder os om, at det, vi lægger til det ene stykke af velfærds­kagen, tages fra et andet stykke. ”Er det nu også sådan, vi vil bruge vores penge?” spørger han. ”Vil vi bruge 25% af sundhedsudgifterne på medicin på bekostning af hjemmehjælp eller PET-scan­ninger?”

En anden skadegørende virkning ved vildtvoksende medicinreklamer - en skade, som er sværere at sætte tal på, men som er langt mere skræmmende - er indvirkningen på vores helbred. Hele syste­met med direkte reklamer til forbrugerne er baseret på den antagelse, at der er et mellemled mellem patienten og den potentielt skadelige medicin. ”Reklamerne opfordrer patienterne til at konsultere deres læge om den medicin, der findes på markedet”, siger en nyligt offentliggjort rapport fra PHRMA, ”men det er stadig lægerne, der skriver recepterne. Patienterne kan ikke få lægeordineret medicin, medmindre deres læge mener, at medicinen er nødvendig og er det rigtige valg i hvert en­kelt tilfælde.”

Men verden ændrer sig på måder, som gør dette udsagn usandt. Patienter hører i stigende grad om nye præparater, før deres læge gør. En ny meningsmåling foretaget af American Association of Retired Persons viste, at 21% af forbrugerne havde bedt deres læge om medicin, som lægen kun vidste lidt eller slet ingenting om. Dr. Berger siger, at han kender læger, som begyndte at ordinere Celebrex, før de kliniske forsøg overhovedet var offentliggjort, fordi patienterne bad om medicinen, og fordi de foreløbige rapporter, som blev omtalt i pressen, tydede på, at det virkede.

Og salget af Celebrex nåede da også op på 1 mia. dollars, allerede inden resultaterne af det afslut­tende kliniske forsøg var blevet offentliggjort i et fagtidsskrift. Mange læger læste øjensynligt heller ikke indlægssedlen i Celebrex-pakkerne. Medicinen indeholder sulfa, som kan give en allergisk re­aktion hos nogle patienter. ”Folk kom ind med kløende udslet over det hele”, fortæller Berger.

Selv når alle kendte fakta om et produkt offentliggøres, er der ingen garanti for, at der ikke frem­kommer flere fakta - specielt hvis det drejer sig om et nyt præparat. Et eksempel er den igangvæ­rende kontrovers over GlaxoSmithKlines præparat Relenza. Det blev godkendt i 1999 og er et inha­lationspulver, som skal behandle almindelige forkølelsessymptomer, så forkølelsen kortes ned til en dags tid. Den blev introduceret med en pågående tv-reklamekampagne med Newman fra tv-serien ”Seinfeld”. Kampagnen fik priser inden for reklamebranchen, men FDA var ikke imponeret. Her beskrev man reklamerne som ”vildledende, fordi de antyder… at Relenza har en større virkning, end det er påvist ved videnskabelige undersøgelser”.

Kort tid efter, at Relenza kom på markedet i oktober 1999 døde syv patienter efter indtagelse. Til dels fordi Relenza var blevet markedsført så kraftigt, udstedte FDA et ”offentligt sundhedsråd” om, at medicinens nøjagtige indvirkning på kroppen stadig ikke var fastslået, men man havde modtaget ”adskillige rapporter om nedsættelse af åndedrætsfunktionen efter inhalation af Relenza” hos pati­enter med underliggende vejrtrækningsproblemer.

Da vi nåede juni 2000, var Relenza blevet sat i forbindelse med 22 dødsfald, og i juli udsendte GlaxoSmithKline en forstærket advarsel om medicinen. FDA har siden bekræftet, at Relenza er sik­kert, når det anvendes som anvist. ”Skylden” for mange af dødsfaldene tilskrives, at det er blevet anvendt af patienter, som aldrig skulle have haft det ordineret. Relenza er fortsat at finde på marke­det, siger GlaxoSmithKlines talskvinde Laura Sutton, men der er ikke længere reklamer for produk­tet på tv.

Men man kan stadig købe Relenza over Internettet, hvilket er endnu en variabel i forbrugernes ad­gang til lægeordineret medicin. I marts 1999 døde 52-årige Robert McCutcheon fra Lisle i Illinois af et hjerteanfald, som muligvis blev udløst af Viagra - men det vil man ikke kunne fastslå med sik­kerhed. På trods af, at mange i hans familie havde hjerteproblemer, og han derfor slet ikke burde have haft medicinen, havde McCutcheon bestilt Viagra via nettet, hos en af de stadigt flere websi­der, som sælger lægeordineret medicin, uden at man behøver gå til lægen.

Og Viagra er jo ikke det eneste præparat, der sælges på denne måde. Som en del af min research til

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012