Artikler: 6997  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

Søg på HELSENYT

Søg artikler
Søg i produkter
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Crystal - monsternarko

I USA huserer en ny form for afhængighed. Brygget sammen af forkølelses­medicin og alskens kemikalier er Crystal blevet de fattiges narkotika. Hvor ødelæggende denne cocktail er, viser eksemplet med familien Houchens fra Kentucky. Nu er stoffet på vej til Tyskland som festnarko.

Ivan er ikke bange for spøgelset, for det er hans spøgelse. Det kommer altid, når hans mor ikke er hjemme, når han ikke kan tale til sine bedsteforældre, og når hans onkel sover. Det er et godt spø­gelse, det taler til Ivan, og det trøster ham. Alle sværger på, at spøgelset ikke er hjernespind eller en hallucination. De kan alle sammen mærke ham, men det er kun Ivan, der kan se ham og tale med ham. ”Oh yeah”, siger Ivans onkel Ricky, ”det her er et spøgelseshus”.

Ricky Houchens sidder på en rød veloursofa. Han tror på spøgelset, på djævelen og frem for alt på Vorherre. Ricky har hængt 29 billeder og plakater af Jesus op overalt i huset af taknemlighed over, at han overlevede hin novembernat for et år siden. ”Herren var med mig”. Ricky Houchens er 28 år, og han er forbrændt på over 40% af kroppen.

Inden redningshelikopteren fra Bowling Green i Ken­tucky fløj ham til Vanderbilt-hospitalets brandsårsafdeling i Nashville, Tennessee, vil han kysse sin mor, men hans ansigt var smeltet af varmen og eksplosionen, og læberne var gledet ud på kinden. Det sidste, han kan huske, er helikopterens rotorblade. Derefter blev alt sort.

Fire uger og otte store operationer senere vågnede han op af den kunstige coma. Den behandlende læge, Jeffrey Guy, spurgte ham, hvad der var sket, og regnede egentlig med at få en løgnehistorie til svar (”de fleste narkomaner finder på en historie, fordi de skammer sig”), men Ricky sagde: ”Crystal. Det var et Crystal-laboratorium, der eksploderede”.

Og det var den skinbarlige sandhed.

Endnu fire uger senere sendte lægerne ham hjem, forbrændt og vansiret, men i live. Han kom altså tilbage til sine forældres spøgelseshus i Adams Street i Bowling Green og var helt afhængig af an­dres hjælp.

Men der var så lige det, at hans far Terry ikke kunne hjælpe, fordi han altid var påvirket af narko­ti­ka og altid helt oppe at køre, hans mor Donna kunne heller ikke hjælpe, fordi hun selv var hjælpe­løs, og hans syv søstre… ja, de forsøgte i det mindste at hjælpe ham, når de ikke lige selv røg eller sniffede Crystal. Ofte har Ricky ligget på sofaen i dagligstuen og bandet af smerte og hungret efter den narko, som søstrene var i gang med at indtage på den ene eller den ande måde i værelset ved siden af. En enkelt gang forbarmede de sig over ham og gav ham en bane. Det var i januar 2005, og det er sidste gang, han har taget stoffet, hævder han.

Ricky kan fortælle, så man bliver helt blød om hjertet, om tiden før eksplosionen. Om, hvordan han rørte den eksplosive cocktail sammen af flere hundrede hostetabletter, rød fosfor og sulfater, og hvordan han satte den kemiske reaktion i gang med lithium-batteri, hvorefter pulveret krystallise­rede sig. Hvordan han derefter solgte stoffet og tjente op til 4.000 dollars pr. uge - og hvordan han sank dybere og dybere i suppedasen af kogning,  indtagelse, løgn og fornægtelse.

Den oprindelige krystallinske form har givet stoffet dets navn: Crystal. Kokain er øjeblikkets stof. Crystal er kokain i anden potens

Måske ville hans liv være forløbet anderledes, hvis han ikke var blevet smidt ud af skolen som 16-årig for at være i besiddelse af marihuana. Måske havde hans historie været anderledes, hvis hans far ikke havde lært ham, hvordan man koger Crystal. Eller hvis hans ældre søster Teresa ikke havde fået hele familien gjort afhængig af stoffet - seks søstre, en bror, far, mor og to nevøer. Måske hav­de fem af Rickys søstre så ikke været i fængsel, måske havde de ikke mistet retten deres børn, deres hjem, og deres håb. Måske var Ricky ikke blevet forbrændt, og måske ville han have været i stand til at jagte piger, som han gjorde tidligere. Og måske havde hans lille nevø Ivan ikke brug for at ud­tænke spøgelseshistorier for at være sikker på, at der overhovedet er noget som helst, der tilhører ham i dette hus med levende spøgelser.

Men det er for sent nu.

Crystal meth (Crystal) er den almindelige betegnelse for methamfetamin, et syntetisk stof, som ud­vindes af forkølelsesmedicin (efedrin og pseudoefedrin). Denne medicin kan købes i ethvert super­marked i USA, fremstillingen er relativt billig, meget enkel - og meget brandfarlig. Flere end 12 mio. amerikanere har eksperimenteret med Crystal, 1½ mio. indtager stoffet regelmæssigt, og flere end 104.500 er på afvænning. Og nu er stoffet også nået til Europa.

Det amerikanske politi anser Crystal for at være langt det farligste stof i landet. Det republikanske kongresmedlem Tom Osborne hævder, at ”det er langt den største trussel mod Amerika - og så er Al-Qaeda endda med i det regnestykke”.

Man bliver ekstremt hurtigt afhængig af Crystal, fordi det fører til udskillelse af lykkehormonet do­pamin i hjernen og giver en tilstand af eufori. Crystal-afhængige er vågne dagen lang, de har masser af energi, selvbevidstheden er i top, og sex-driften er meget stærk. De er næsten aldrig sultne, og derfor er der mange kvinder, der anvender stoffet som en form for slankekur.

Crystal har gennemsyret alle samfundslag - advokater, professorer, hjemmegående husmødre, bøs­ser, lastbilchauffører, politikere, arbejdsløse og politibetjente. Det findes overalt i USA, men intet område lider mere under Crystal-epidemien end Midtvesten, det landlige USA, hvor markerne er kæmpestore, og kedsomheden er ligeså stor som fattigdommen. Det Amerika, der ligger mellem de to kyster, George Bushs ’Heartland’, hvor stoffet har lagt hele kommuner øde, og institutionerne er fulde af børn af narkomaner. Hvor politiet ønsker sig tilbage til de tider, hvor det kun var heroin, det drejede sig om. Sådan er livet med Crystal- eller som det også kaldes: Ice, Crystal meth og Crank.

Det er eftermiddag, og familien mødes hjemme på Adams Street. Kun Rickys far er på turné - han satte sig ind i sin hvide pick-up og kørte væk, ”sikkert hen til en luder”, siger hans kone Donna. Ricky stirrer på sine hænder og arme, som gør ondt. Huden er spændt, og blodet banker lige under den. Fire søstre er kommet denne eftermiddag, Dana, Terri, Sandy og Linda. Kun Sheila, Judy og Teresa mangler. Sheila er stadig på afvænningsklinikken, Judy har distanceret sig fra resten af fa­milien, og Teresa har en tid hos sin tilsynsværge.

Houchens-søstrene må engang have været kønne. Men Crystal ødelægger ikke blot hjernen, det ødelægger også kroppen. Der opstår eksem på huden, fordi der dannes krystaller under huden, som trænger sig op til overfladen og begynder at klø. Tænderne rådner, fordi stoffet reducerer spytaf­son­dringen. Sandy mangler tænderne i undermunden.

Søstrene taler om Ricky. ”Et vidunder”, ”udset til noget stort”. Ricky nikker: ”Jeg ved, at jeg er vel­signet”. Han stirrer på sine arme, blodet banker. ”Jeg lægger mig lige lidt”, siger han og falder i dyb søvn i værelset ved siden af på søsteren Terris seng. Han hører ikke længere, hvordan kvinderne ler og kappes om at overgå hinanden med historier om, hvem der har kunnet klare sig længst uden søvn, når de er på Crystal. ”Syv dage”, ”11 dage”, ”21 dage”. Og hvordan de mødtes alle sammen og sniffede eller røg Crystal ”ligesom til en børnefødselsdag”. Han hører ikke, hvordan de praler af deres hallucinationer efter den lange, vågne periode, en hitparade over vanvidsoplevelser - ”trafik­skilte begyndte at gå”, ”der sad rumvæsner i træerne”, ”der faldt sne om sommeren”. Ricky sover.

På en lænestol i hjørnet sidder Linda, som er den ældste. Hun har langt, brunt hår og er klædt i en blå sweatshirt med skriften ”Confused state” på. Linda er 41 år og forholdsvis rolig, hun bidrager ikke med gyserhistorier om stoffet eller taler om de gode, gamle dage, da familien endnu var bare halvvejs intakt, og man fik kalkun til jul i stedet for pizza. Hun har fire børn og bliver om få måne­der for anden gang bedstemor. Linda er stærkt afhængig af Crystal og på flugt for politiet.

Houchens er ikke nogen undtagelse blandt familierne i Bowling Green, Kentucky, en amerikansk gennemsnitsby med 50.000 indbyggere, en lille park i midten, en biograf, et par restauranter og en række mellemstore virksomheder. Arbejdsløshedstallet ligger på 4,4% og er dermed under lands­gennemsnittet.

Der findes helt klart mere spændende steder end Bowling Green og helt klart også de steder, der er værre. Man ville ikke umiddelbart tro, at Bowling Green er en narkohøjborg i Warren County. Men 97% af alle de forbrydelser, der bliver begået i området, kan tilbageføres til stofmisbrug - og af dem skyldes de 4/5 Crystal. Overalt i de landlige egne i USA - ’meth-America’ - eksploderer kriminali­teten i form af indbrud, prostitution, bevæbnede overfald. Det er bivirkningen ved stoffet.

I det gamle fængsel i Bowling Green er regionens narkoafdeling blevet skåret ned til syv mand og en chef, som bander og svovler over regeringen i Washington, som anser marihuana for at være det værste, og derfor har skåret ned på budgettet for narkobetjentene. ”Hvis de vidste, hvor ødelæggende Crystal er”, siger chefen, Tommy M. Loving, ”det værste stof, vi endnu er stødt på. Heroin er vand ved siden af”.

Hvis myndighederne fra Washington dog blot en enkelt gang ville tage med narkobetjentene på en tur ud til trailer-parkerne, de billige moteller og de nærliggende skove, hvor Crystal koges, og de af­hængige omdannes til zombier, og politiet ikke længere har kapacitet til at dukke op med arrestor­drer og papirnusseri.

Forkølelsesmedicin sælges ganske vist kun mod underskrift i Kentucky nu - men man er så begyndt at smugle den over grænsen fra store laboratorier i Mexico. For afhængigheden afgør efterspørg­slen, og efterspørgslen er stor.

Lovings folk kender Crystal-afhængige, som opsamler deres urin og destillerer mere Crystal ud af den. De kender en advokat, som forsvarede en dealer og fik betaling i Crystal. Og de kender Ricky og hans familie, sagsakterne hos den lokale statsanklager er tykke som telefonbøger. ”Et familie­foretagende”, siger narkobetjentene. Ikke noget særligt. Ikke i Bowling Green, ikke i Kentucky, ikke i Midtvesten, ikke i USA. ”Det er en kamp mod vindmøller”, siger Loving, ”hvis de dog bare kunne forstå det i Washington”.

Ricky sover. Lige op ad ham leger hans små nevøer Ethan og Ivan. Deres maver er opsvulmede som hos de underernærede børn, man ser billeder af fra Afrika. De er begge sultne, men der er intet spiseligt i huset. På det store plasma-fjernsyn i dagligstuen kører ”Hvem vil være millionær?” Linda kigger nervøst på uret i sin mobiltelefon. Hun gnider sine håndflader mod sine jeans og knækker fingre. Hun er i det stadium, der blandt Crystal-afhængig kaldes ”tweaking”. Det stadium, hvor organismen begynder at gøre oprør mod flere døgn uden søvn.

Linda har været vågen i fire dage, hendes øjne flakker, hendes krop hungrer efter hvile, men den vil ikke give hende ro. Hun tager Crystal for at blive høj, og derefter sprøjter hun sig med det smerte­stillende middel Dilaudid for at ”lande” igen. Hun afbalancerer stofferne, op og ned, dagen lang. Indtil kroppen kollapser og tvinger hende til en coma-lignende søvn.

Af de sidste fire år har Linda tilbragt de to bag tremmer på grund af narkobesiddelse og handel. I september blev hun løsladt og lovede sig selv, at hun ville holde sig clean. Men kort tid efter fandt hun ud af, at hendes søster Teresa havde et forhold til hendes gamle kæreste og dealer Will - ”for­bandede luder”, lyder det. Siden da har hun igen hængt i den onde cirkel med at skaffe narko, sniffe og sprøjte. Egentlig venter hun kun på, at strisserne skal komme og spærre hende inde i tre år for overtrædelse af hendes betingede straf - ”det er min eneste chance”. Men de overbelastede strissere i Bowling Green kommer bare ikke.

I sine lyse øjeblikke hader Linda sit liv. I sine lyse øjeblikke skammer hun sig over, at to af hendes fire børn bor hos plejefamilier, at hendes søn Scott også er narkoman - og at det hele ikke rager hen­de en skid. ”Stoffet får dig til kun at fokusere på dit eget ego, du er konge, og resten eksisterer ikke - ikke engang dine egne børn”. Men disse lyse øjeblikke er ret sjældne. Nu ryster hun. Det sidste fix fik hun for flere timer siden. Lindas mobil ringer, det er hendes pusher. ”Så skynd dig da, for hel­vede”.

En halv time senere sidder Linda i soveværelset i sit lille hus og er i gang med at snøre armen med en ventilatorledning. Hendes fingre ryster, mens hun leder efter en åre. Efter 10 lange minutter fin­der hun endelig en og sprøjter sig i håndryggen, ”det er bedre end andre steder i kroppen”. Hun rej­ser sig, sætter hænderne for ansigtet som for at beskytte sig og læner sig op ad væggen, hvor der hænger et skilt med teksten: ”Gud kunne ikke være overalt. Altså skabte han mødrene”. Hun skam­mer sig.

Linda vil ikke have, at hendes børn ser hende fixe. Stiknarkomaner er det laveste inden for narko-hierarkiet. Det er okay at ryge, inhalere, sniffe eller tage piller. Men det er ikke okay at fixe. I dag­ligstuen ved siden af hænger hendes søn Scott, 18 år gammel og snart far, og hans fætter Josh, 19 år og nybagt far, og glor på fjernsynet. Amerikansk fodbold. Begge har været på Crystal i de sidste fem dage. Crystal skærper sanserne - for en tid. ”Hvordan skulle jeg kunne forbyde min søn og Josh at tage Crystal?”, spørger hun, ”de ville da bare grine mig op i mit åbne ansigt”.

Linda holdt sig tilbage om eftermiddagen i spøgelseshuset. Hun sagde ikke noget, da Ricky fortalte sin rørende historie. Hun holdt sin mund, indtil hendes hjerne begyndte at udsende SOS-signaler. Hun udstøder en kynisk latter, Ffuck dem, de er alle sammen hooked, Sandy sprøjter sig med smer­testillende piller, Terri tager Crystal og sovemidler. Ricky? Hvad tror du - hvorfor tror du, han brød sammen? Hvorfor tror du, han sover, som om han er i coma? Ricky var og er på Crystal”.

Hvis man dykker ned i livet i en Crystal-familie, bliver man konsekvent konfronteret med den ene løgn efter den anden. Hvis man ser på ansigterne i Houchens-familien, ser man træthed og indre tomhed i deres øjne. Livet i dem er forsvundet. Livet drejer sig om at få overstået dagen, slå tiden ihjel, kvæle kedsomheden med fjernsyn.

Ingen af familiemedlemmerne har et job, de lever af den lille sociale understøttelse, forældrene får, 1.000 dollars om måneden. Deres eneste arbejde består i at skaffe stoffer og at sælge lige præcis nok til at kunne finansiere deres eget forbrug. Sådan er livet i Crystal-familien Houchens. Sådan er livet for hundredtusinder af amerikanere, som ikke mere drømmer om lykken, ikke engang, når de er høje. Crystal-lykke er syntetisk, kunstig, ingenting.

Linda tjener penge på Crystal. Hun giver sin veninde Chotel et skud.
Kl. 9 næste morgen er Sandy allerede høj, og Chotel er helt væk

Donna Houchens, Rickys mor, tager ikke Crystal mere, kun valium. Hun fixer ikke ret meget, og når hun gør, kommer hun med udtalelser som: ”Alle mine børn er slemme”. Undtagen Ricky. Hun har medlidenhed med ham, den bodfærdige søn, som gik gennem ilden, ”Jeg elskede Crystal, men jeg har lært lektien”.

Men han har ikke lært lektien. Ricky er ligeså afhængig som før ”uheldet”, som han kalder eks­plo­sionen: Han hungrer efter stoffet. Han spøger med sin forbrændte krop og har fået tatoveret ”Hot Boy” på halsen. Ricky hader Crystal, fordi stoffet har gjort ham til krøbling. Og han elsker Crystal, fordi det i time- og dagevis får ham til at glemme, at det har gjort ham til krøbling. Han ringer til sine søstre i håb om at få noget stof hos dem, og engang sendte han endog sin mor Donna over til Teresa for at negle noget stof. Det var kort før, han blev udskrevet fra hospitalet, og kort før Teresa blev fængslet.

Teresa. Teresa er skyld i det hele, siger søstrene. Teresa bragte skidtet ind i familien, siger søstrene. Teresa kogte Crystal, Teresa var pusher. Teresa, Teresa, Teresa.

Teresa, hvad er det, du har gjort?

Teresa Houchens har været ude af fængslet siden oktober og er clean. ”Det er rigtigt nok”, siger hun, ”det var mig, der bragte Crystal ind i familien”. Men familien var allerede dårligt fungerende og narkobefængt inden. ” Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har fået et kys eller et kram, mens jeg var barn”.

Hun har givetvis ikke haft ondt i sinde, da hun en dag for fire år siden kom ind i spøgelseshuset og fandt alle mere eller mindre livløse ved bordet ”fuldstændigt stoppede med piller”. Hun ville for­mentlig blot ”vække” sine forældre og søskende lidt. Det var begyndelsen til enden. Teresa gav først Crystal til sin mor: ”Jeg tænkte, at hun havde brug for lidt energi”. Og derefter til de andre.

I begyndelsen var alt stadig godt, siger Teresa. Om morgenen lavede hun morgenmad til dem alle sammen. De spiste sammen, og derefter fik alle en lille portion Crystal til dagens forbrug. En smule til Linda, en smule til Terri, en smule til Ricky, en smule til mor og far og Sheila og Dana og Sandy. Teresa uddelte Crystal, som var det madpakker. Hun smiler, når hun fortæller om det, hendes tæn­der er halvrådne. Hun er prøveløsladt og vil ikke mere: ”Jeg tager ikke stoffet længere”.

Når husmødre, lærere, studerende og gamle bekendte ringer og bestiller Crystal, sender hun sin ven­inde Shannon, ”min mellemmand”, hen for at hente stoffet. Det er på den ene side noget hykleri og på den anden side trods alt en begyndelse. Hun har lagt en tekst ind på sin mobil: ”Not today” - ikke i dag.

”Jeg ville ikke gøre nogen ondt”, siger Teresa igen og igen, men på et eller andet tidspunkt kom tingene ud af kontrol. Hun havde undervurderet, hvor stærkt stoffet angriber hjernen, og hvor meget narko-forbruget eskalerer på grund af lykkehormonet dopamin. Indtil lykken bliver skæbnesvanger. Kokain er øjeblikkets stof; Crystal er kokain i anden potens, stærkere voldsommere, mere berusen­de, mere farligt.

Når det gik godt, arbejdede Teresa om dagen som rengøringshjælp hos politiet i Bowling Green, og om aftenen blandede hun den farlige cocktail. Når det gik godt, konkurrerede Teresa, hendes far og Ricky om, hvem der kunne lave den bedste Crystal i Bowling Green. Samtidig sad tre af søstrene i brummen.

Teresa kommer nu kun sjældent i spøgelseshuset. Hun har svært ved at holde ud at være der - der er stoffer, ”og jeg har en svag karakter”. Hun kan ikke udstå sin egen far, som på gode dage laver 5.600 dollars ved at koge Crystal for derefter at sætte alle pengene over styr ved at bruge dem på ludere. Og som har ladet familien i stikken ”lige så længe jeg kan huske”. Hun kan ikke holde ud at se sine små nevøer Ethan og Ivan, når de halvnøgne kravler gennem stuerne og græder af sult og mangel på opmærksomhed og kalder Ricky ”Uncle Daddy”, fordi deres biologiske far har siddet i spjældet de sidste ti år. Og hun er led og ked af Rickys eventyr, al hans snak om Gud, ”han er jo schizofren, men det er lige præcis det, Crystal gør ved dig”.

Nogle gange skinner den rigtige Ricky igennem. På Sandys fødselsdag tog alle søstrene til et Hill-Billy-dansested. De drak og morede sig som i gamle dage, og Linda lagde an på mændene og blot­tede sine bryster. Crystal gør liderlig. Da disc-jockey’en annoncerede en dansekonkurrence med en præmie på 100 dollars, meldte Sandy, Terri og Linda sig, og Ricky sprang op og brølede ”Kom så, vind nogle penge til Crystal til os”.

Han er ikke i stand til andet. Ingen i familien er i stand til andet. Sandy er ikke - hun sprøjter og sniffer alle mulige former for smertestillende midler - Oxycontin, Dilaudid, Loretabs - og er nogle gange så høj om morgenen, at hun kun kan lalle og slet ikke er i stand til at åbne øjnene. Linda er heller ikke - hun venter på, at strisserne kommer og redder hende. Men strisserne i Bowling Green er overbelastede, så hun fortsætter med at tage Crystal, som ”gør mig stærk sådan lige her og nu, og så kan ingen gøre mig noget, ingen, forstår du det?”

Linda ryster. Hun har bestilt Crystal, 0,2 gram, 20 dollars. Hendes pusher er hendes eks-kæreste, som nu går i seng med Teresa - og Linda, når hun er desperat efter stoffet. Hun underbinder igen armen og bander, fordi hun ikke kan finde en åre. Til slut ender hun med at lave en bane på et bil­lede af hendes datter Ladonna, hendes mand og deres barn. På billedets ramme står med svungne bogstaver ”share dreams and happiness” - del drømme og lykke. Hun bemærker det overhovedet ikke.

Crystal’en brænder i hendes næse, det er hendes lykke, ”en lille, fantastisk eksplosion i hjernen”. Hun er lysvågen og bladrer i fotoalbums fra et andet liv, Linda med sine børn, med sin tidligere kæ­reste, sin hund, sit hus. Hun ler. Fotografierne er fire år gamle, det er en evighed. Hvor var hun køn dengang. Linda bliver siddende i timevis og bladrer i albums fra en tid uden Crystal. Senere vil hun sprøjte sig med Dilaudid for igen at komme ned, og derefter igen Crystal. Det er kredsløbet i hendes liv, og strisserne kommer bare ikke og henter hende.

Derek, Lindas yngste søn, sidder i køkkenet. Han kan høre sin mors eder og forbandelser fra sove­værelset, når hun ikke kan finde en åre, ”shit, fuck, damn”. Derek er 14 år gammel og bor hos en tante. Han har ikke set sin far i årevis, ”skøre kugle”, ”junkie”, ”han har dopet hjernen ud på sig selv og ladet håret vokse ned til skuldrene, han tror fuldt og fast på, at han er Jesus”. Det er rigeligt, at han ser sin mor - ser, hvordan hun har dopet hjernen ud.

Derek er dygtig i skolen, han vil gerne på college og læse videre. ”Advokat”, siger han, ”jeg vil væ­re advokat. Så vil jeg spærre dem alle sammen inde, junkierne, pusherne, hele banden”. Han kigger sig om. I dagligstuen sidder hans bror Scott, som snart skal være far, og som stirrer på fjernsynet med tomme øjne. Fra soveværelset lyder Lindas banden. Derek tænder en cigaret. ”Jeg vil spærre dem inde. Alle og en”, siger han, ”og den allerførste skal være min mor”.

To uger senere kom politiet fra Bowling Green Kentucky og hentede Linda. Hun gjorde ingen mod­stand. Politiet kunne ikke gøre andet. Nogen havde givet dem et anonymt tip.

Hvad er Crystal?
Det syntetiske narkotikum er billigt at fremstille og virker stærkere end kokain. Man bliver ek­stremt hurtigt afhængig af det, som mange tror er et lykkefremkaldende stof, og i løbet af meget kort tid fører det til fuldstændig ødelæggelse af krop og sjæl.

Hvordan produceres det?
Crystal er let at fremstille. Den forkølelsesmedicin, som man kan købe i håndkøb, indeholder efe­drin og pseudoefedrin, og disse stoffer blandes og koges med andre kemikalier. Blandingen er giftig og meget eksplosiv. Når fremstillingen er færdig, har man et krystalagtigt koncentrat, som kan sniffes, ryges, sluges eller sprøjtes.

Hvordan indtages det?
Stoffet kan ryges i en glaspibe eller sprøjtes direkte ind i blodbanen i en vandig opløsning. Derved opnås den stærkeste virkning. Brugeren mærker næsten øjeblikkeligt et sus, som varer flere minut­ter. Hvis Crystal sniffes eller indtages oralt, indtræder virkningen først efter 5-20 minutter.

Hvad sker der i hjernen?
Signalstoffet dopamin bidrager til vores følelser og sørger for, at signaler overføres fra én hjer­necelle til den næste.

Crystal fører til en øget udskillelse af dette såkaldte lykkehormon. Signalet forstærkes. Den, der indtager stoffet, føler sig euforisk, stærk og uovervindelig, er overhovedet ikke sulten, har ingen behov for at sove og oplever en øget seksualdrift.

Efter længere tids indtagelse mister hjernecellerne deres receptorer for dopamin. Hormonet pro­duceres ikke længere i tilstrækkeligt omfang. Den afhængige mister sin evne til at føle og har brug for mere og mere af stoffet for overhovedet at føle noget som helst. Efter 10 års indtagelse er ca. 10% af de hjerneceller, der er nødvendige for, at vi kan føle og huske, gået til grunde.

Hvad er de helbredsmæssige følger?

  • Forhøjet blodtryk/slagtilfælde
  • Hudeksem
  • Løse tænder
  • Ekstremt vægttab
  • Humørsvingninger/depression
  • Hallucinationer/schizofreni/paranoia
  • Lever- og nyreskader
  • Hukommelsestab (hjerneskader)
  • Fosterskader
  • Stor risiko for HIV- og hepatitis-smitte

Hvad koster det?
I Tyskland ligger gadeprisen på ca. 50-65 euro pr. gram.

Hvor stammer det fra?
Den Crystal, der kan købes på det tyske marked, fremstilles primært i tjekkiske laboratorier.

Hvordan har det udviklet sig?

  • 1887: Amfetamin fremstilles for første gang kunstigt i Tyskland
  • 1920’erne: Medicinske tests viser den positive virkning ved amfetamin mod depression og forkølelse
  • 1930’erne: Sniffe-præparater baseret på methamfetamin, en udløber af amfetamin, dukker op på det amerikanske marked
  • 1940-45: Under 2. verdenskrig tager amerikanske, japanske og tyske jagerpiloter methamfeta­min i stor stil
  • 1950’erne: Amfetamin anvendes i USA til behandling af

     

     

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012